Natural Bridge mm

En bro, flere kugler, nogle flagermus og en hule.

Den næste dags tur var ren transport. Vi skulle bare nordpå, til vores næste overnatning i Raleigh, North Carolina. Vi tog Interstate 95, fra Santee til Benson, NC og derefter I-40 til Raleigh. Her fandt vi hurtigt vores hotel og fik vores værelser. Vores værelser var i hver sin ende af hotellet, og Dorte og jeg fik et værelse i den "forkerte" ende. Denne del af hotellet lignede mere et nedlagt militærhospital end et hotel. Kedelige, grønmalede vægge med kedeligt gråbrune tæpper og ingen vinduer i gangen, men værelset var OK. Børnene havde et værelse, der lå ud til en svalegang, og resten af familien fik værelser i den samme del af hotellet. Efter at have tjekket ind, tog kvinderne ud på en ekspedition til et outlet for at få en badedragt til Dorte, og denne gang lykkedes det, så de skyndte sig tilbage til hotellet for at indvie badedragten. Det eneste problem var, at hotellet også var beboet af en stor gruppe unge drenge og piger, og de syntes alle at være i poolen, da "tøserne" vendte tilbage fra indkøbsturen, og vi alle gerne ville vådtes. Alligevel lykkedes det os at få taget en svømmetur inden middagen den aften.

Natural Bridge, Virginia

Efter middagen ville alle slappe af på deres værelser undtagen Dorte og jeg, som hellere ville ned i byen for at nyde nattelivet. Vi kørte mod byens centrum, men uden at se noget. Vi så faktisk ikke en eneste levende sjæl i gaderne undtagen mennesker i biler, og pludselig var vi ude af byen igen, så vi fortsatte lidt længere og vendte derefter om. Vi tog en anden rute tilbage gennem byens centrum, men med samme mangel på held. Selvom det var lørdag aften syntes intet at være åbent. Vi valgte derfor at vende tilbage til hotellet, men købte et par øl på en tankstation, som vi drak, inden vi gik i seng.

Næste morgen mødtes hele selskabet i hotellets "morgenmadslokale" for at nyde den inkluderede morgenmad. Det viste sig, at morgenmaden bestod af kaffe, juice, sandwichbrød med marmelade, boller og frugt. Eller rettere det var det, der skulle have været på buffeten. Uheldigvis var det lykkedes for nogen (sikkert de mange unge mennesker) at komme til fadet, før vi gjorde, for der var ingen juice, kaffe eller toast. og kun et enkelt rynket æble lå tilbage i en skål, og der blev ikke fyldt op! Vi opgav derfor morgenmaden og valgte at spise denne et andet sted. Vi fandt heldigvis en Denny's tæt på hotellet. Her måtte vi godt nok betale, men til gengæld var maden glimrende.

Efter morgenmaden tog vi US Route 40 et par miles nordpå til Durham, og skiftede derefter til US 501 til Danville, Virginia. Derfra tog vi endnu mindre veje til Lynchburg, også i Virginia. Det var søndag og kirketid, og det kunne ses. Vejene var næsten tomme, men parkeringspladserne uden for kirkerne var fyldt til randen. De få biler, vi mødte, var klart lokale, og jeg går ud fra, at de troede på, at alle kendte deres vaner, for ingen gav nogen form for tegn, før de drejede enten til venstre eller højre, og biler kom farende ud af sideveje uden at stoppe osv., så jeg går ud fra, at de stolede på, at alle i området vidste, at de kørte denne særlige rute hver søndag på det tidspunkt. "Vinderen" var en bil, der kom farende ud fra en indkørsel foran os på højre hånd. Jeg var nødt til at klodse bremserne for at undgå en kollision. Derefter kørte han roligt og langsomt, ekstremt langsomt på de smalle veje, hvor det var umuligt at passere ham. Hans hastighed var sjældent over 20 miles (30 km) i timen, og på trods af at vi gentagne gange skiftede fra en vej til en anden, brugte han ikke sit blinklys en eneste gang på de 12 km, at vi kørte bag ham (overhaling var forbudt på hele strækningen). Udover det gik alt godt, og vi så et område af staten, som vi ikke ville have set, hvis vi havde holdt os til motorvejen. Da vi kom til Lynchburg, ville jeg være kørt mod vest til Blue Ridge Mountains nær byen Montvale i Bedford County for at tage på skattejagt.

"I Bedford County, omkring fire miles [ca. 6,5 km] fra Buford’s, har jeg, i en udgravning eller hvælving, seks fod under overfladen, deponeret følgende genstande, der i forening tilhører de personer, der er nævnt i [dokument] nummer 3:

Den første deponering bestod af et tusinde og fjorten pund guld og tre tusinde ottehundrede og tolv pund sølv, deponeret i november 1819. Den anden blev gjort i december 1821 og bestod af nitten hundrede og syv pund guld, og tolvhundrede otteogfirs pund sølv; desuden juveler, anskaffet i St. Louis i bytte for sølv for at spare transport, til en værdi af $13.000

Ovenstående er forsvarligt pakket i jerntønder med jernlåg. Hvælvingen er groft beklædt med sten, og beholderne hviler på massiv sten og er dækket af andre sten. Papir nummer 1 beskriver hvælvingens præcise placering, så den kan genfindes uden problemer."

Denne tekst stammer fra de berømte eller berygtede Beale-dokumenter, som er skrevet i kode, og ovenstående tekst er den eneste del, der er blevet dechifreret. Det resterende to stykker papir med tal er stadig ikke løst, selv om nogen påstår, at de har gjort det. Papir 1 er det mest interessante, fordi fortæller præcis, hvor skatten er begravet. Dokumentets "Buford's" er landsbyen, som i dag kaldes Montvale, ca. 65 km vest for Lynchburg. Utallige mennesker har ledt efter skatten uden held. Som mange hævder, at dette er et svindelnummer fra 1885, og at der aldrig har været en begravet skat. Der er dog temmeligt mange, der tror på historien, og et par stykker hævder, at de selv har fundet skatten, mens andre tror, at den er fundet og fjernet for mange år siden.

Lost River ved Natural Bridge

Jeg fik dog ikke chancen for at gå på skattejagt, da resten af familien hellere ville se klippeformationen Natural Bridge i Rockbridge County noget længere nordpå i Blue Ridge. Heligvis har jeg rådet bod på denne fejldisposition senere, dog uden at finde skatten.

Natural Bridge ligger i udkanten af Blue Ridge Mountains, ikke langt fra Blue Ridge Parkway. "Broen" er en naturlig klippebro, skabt af Cedar Creek, som gennem årtusinder har eroderet fjeldets bløde klippe væk og kun efterladt de hårde dele. Broen betragtes som en af verdens syv naturlige vidundere. Fra billetkontoret var det muligt at gå ned til broen (der var en trappe med 137 trin) eller man kunne tage en bus. Else og Carl Jørn samt de fire unge mennesker, der var med os den dag (Tim, Tina, Jill og Lasse) tog bussen, mens Dorte og jeg gik ned. Da vi kom til foden af trappen, studerede vi et skilt, der angav, at broen havde udviklet sig gennem 200.000 millioner års erosion! 200 millioner er noks mere sandsynligt, men måske er denne bro ældre end resten af universet! Selve broen strækker sig over 27 meter og er mellem 15 og og 30 meter bred. Broen krydses af nutidens US Route 11.

I 1740'erne tilhørte området den engelske krone (de indianere, der boede i området, var ikke blevet spurgt), og guvernøren i Virginia arrangerede en ekspedition i 1749, der havde til formål at finde en vej over Blue Ridge Mountains. Ekspeditionens leder var oberst Peter Jefferson, og en af deltagerne var en ung George Washington. 7 meter oppe på klippens side under broen er initialerne GW fundet ridset ind i klippen, og nogle mener, at det er Washingtons initialer, hvilket gør ham til USAs første kendte graffitikunstner. I 1774 købte en af oberst Jeffersons slægtninge, Thomas Jefferson, der senere skulle blive USA's tredje præsident, området af den engelske konge for 20 shilling. Havde kong George vidst, at bare tre år senere Jefferson ville være en af lederne af USA's løsrivelse fra England, er det usikkert, om han ville have solgt til den pris :-) Inden de hvide kom til området, var dette beboet af oprindelige amerikanere fra Monocanstammen, og de har deres egen historie om broen.

"Engang blev de fredelige monocan indianere forfulgt af krigeriske shawnee og powhatan indianere. Undervejs på flugten opdagede monocan'erne en mægtig kløft foran sig. De fald på knæ og med bøjede hoveder anråbte de "Den Store Ånd" om hjælp. Da de igen rejste hovederne havde Den Store Ånd" skabt den gigantiske stenbro. Monocan'erne flygtede over broen og undslap på den måde deres fjender. Siden har monocan indianerne tilbedt broen og de kalder den 'Guds bro'".

På sommeraftener opføres et lyd- og lysshow, "The Drama of Creation" ved broen. Vi var så heldige at besøge stedet i dagtimerne, så vi blev skånet for showet. Under den amerikanske revolution, udnyttede de oprørske kolonister broen på en anden og mere lavpraktisk måde. Soldaterne kastede klumper af smeltet bly ned fra broen. Tyngdekraften fik disse klumper til at blive kugleformede, og når de ramte det kolde vand i floden under broen, stivnede de i denne form, hvorefter de kunne samles op og bruges som riffelkugler.

Fra broen kan man tage en en kilometerlang spadseretur i dalen bag broen, så det gjorde vi. Stien fører gennem et ret smukt område med mange interessante træer og buske. Blandt andre var der mange hickorytræer. Et stykke ude ad stien kom vi til et hul i jorden. Det var en hule, der i sin tid blev brugt som saltpetermine. Under krigen mod England i 1812 til 1814 udvandt amerikanerne salpeter fra flagermusgødningen, der dækkede hulens gulv. Saltpeteren blev brugt til at fremstille krudt til amerikanernes geværer. Så det var anden gang, at dalen tjente til militær produktion. Også under den amerikanske borgerkrig blev der udgravet salpeter, men kun i relativt begrænsede mængder. Flagermus er længe om at producere gødning i store mængder, selvom der er mange af dem.

Her "ruttes" der med pladsen

På den anden side af dalen, som her er ret smal, fra minen, finder man er "The Lost River", en lille underjordisk flod. Arbejderne i salpeterminen kunne høre vand risle, og i 1812 besluttede nogle arbejdere at sprænge sig vej til floden. Gennem det relativt lille hul kan du stadig se og høre floden. Arbejderne ville gerne vide, hvor floden kom fra, og hvor den førte hen, så de forsøgte at hælde farve i vandet, men de fandt aldrig hverken kilde eller udløb. Yderst i dalen er et vandfald, hvor Cedar Creek "ruller" ned ad klippefladen, men da vi besøgte det, var det bare en langsomt rislende strøm, da det ikke havde regnet i længere tid.

Da vi havde set nok, vendte vi tilbage til udgangspunktet, hvor børnene og svigerforældrene tog bussen op igen, mens Dorte og jeg endnu en gang brugte trappen. Tilbage i vores biler krydsede vi Blue Ridge Mountains og kørte ind i Shenandoah-dalen. Her tog vi I-81 nordpå, indtil vi kørte tilbage over bjergene til disses østside. På vej over Blue Ridge Mountains gjorde vi et kort stop for at nyde udsigten. Fra bjergene kørte vi ned til Charlottesville. Her fandt vi vores forud bookede hotel, som var langt mere spændende, end hvad vi kom fra i Raleigh. Blandt andet var der en hjerteformet swimmingpool, hvor vi fandt resten af familien. Så snart vi fik vores værelse, gik vi også i poolen, der i den ene ende var dyb nok til at man måtte springe på hovedet. Det var den eneste pool på hele turen, hvor det var muligt. Efter at have svømmet et stykke tid, klædte vi os på og gik til middag - i to separate retninger, da Jens og hans familie ønskede kyllingevinger, og det gjorde vi ikke. Heldigvis fandt vi et andet sted, for den næste dag havde hele "vingedelen" af familien alvorlige tilfælde af maveproblemer.

Næste dags mål var Washington DC. Jens og Annette besluttede, at de ville tage den korteste og hurtigste vej, da maveproblemerne endnu plagede dem. Else og Carl fulgtes med dem, mens vi valgte at køre tilbage til bjergene og følge Shenandoah Skyline Drive længere mod nord, inden vi tog mod øst igen. Efter at have spist morgenmad fandt vi et indkøbscenter, hvor vi kunne købe et plaster til Dortes vabler og nogle frimærker til postkortene, vi skulle sende hjem. Derefter vendte vi mod vest mod bjergene for at finde Skyline Drive. Shenandoah Skyline Drive er en betalingsvej, men prisen var dengang kun $ 5 for et syv dages adgangskort, som dækkede bil og alle passagerer. Vejen starter nær Charlottesville i syd og ender ved Front Royal i nord og løber oppe i Blue Ridge Mountains højt over dalen nedenfor. Det var i dalen, i byen Woodstock i 1776, at præst Peter Muehlenberg holdt en berømt prædiken med udgangspunkt i det tredje kapitel i Prædikerens Bog. Kapitlet begynder med "Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt." Da han kom til vers 8, hvor der står "En tid til at elske, en tid til at hade. En tid til krig, en tid til fred" fortsatte han ikke som forventet, men sagde i stedet: .. "og dette er en tid til krig." Derefter tog han sin præstekjole af og afslørede, at han under denne var iført en uniform som oberst i det 8. Virginia Infanteriregiment. Inden revolutionen var forbi, var han generalmajor i den revolutionære hær, og han sluttede sine dage som skatteopkræver i Philadelphia. Så trist, hvad krig kan føre til! Under borgerkrigen var det især Thomas "Stonewall" Jackson, der fik sin berømmelse i dalen, og senere også Phil Sheridan. Undervejs på Skyline Drive nød vi landskabet og dyrelivet. Men vi nød også Tim, som underholdt os med forskellige Runrig-sange, som han havde lært udenad. Af en eller anden besynderlig grund synger begge vores børn ganske godt, mens både Dorte og jeg synger lige så godt som en hæs krage.

Bagdelen på en uldhåret mammut . eller bare en drypsten?

Da vi så et skilt til Luray Caverns, besluttede vi at besøge stedet. Hulerne er de største i Shenandoahdalen med 8 km gange, hvoraf turen dækker ca. 1,5 km. Grotterne omfatter stort set alle kendte varianter af stalaktitter og stalagmitter i mange former og med mange forskellige farver. Hulerne huser også store og små søer, herunder en lille sø, hvor stalaktitter fra loftet spejles, så man tror, at der også vokser stalagmitter fra bunden af søen. I en af hulerne, kendt som "Katedralen", finder man "The Great Stalagpipe Organ". Det er et orgel uden piber. I stedet skabes tonerne af små hamre, der rammer særligt udvalgte drypsten, hvilket giver forskellige toner. Under de guidede ture spiller orgelet automatisk, mens det ved andre lejligheder, fx bryllupper, som det er populære at holde i hulen, betjenes orglet manuelt ved hjælp af et klaviatur som ethvert andet orgel. Da vi var der, måtte vi dog nøjes med en automatiseret version af "Oh Shenandoah". Temperaturen i hulen er 12° celsius grader året rundt, og den dag, vi besøgte den, var omkring 27° udenfor, så det føltes faktisk ret koldt inde i hulerne.

Da besøget var slut, kørte vi tilbage til Skyline Drive og fortsatte nordpå. Da Dorte var i området to år tidligere, havde hun bemærket et skilt ved en rasteplads, der fortalte historien om Tom Dooley, og tæt på denne rasteplads lå en handelsstation, som hun ville besøge igen. Så vi havde et skarpt blik rettet mod alle de rastepladser, vi passerede men vi fandt intet skilt - og ingen handelsstation. Det viste sig senere, at Dorte havde husket forkert. Det var ikke på Skyline Drive, hun og Carl Jørn havde set skiltet og shoppet, men på Blue Ridge Parkway og ikke i Virginia, men i North Carolina, så vi fandt ikke stedet ved den lejlighed, men jeg har besøgt det mange gange senere.

Fra Front Royal kørte vi direkte til vores hotel i Georgetown. Om eftermiddagen gik Dorte og jeg en tur, mens ungerne hyggede sig på værelset. Da vi kom tilbage, ville vi have aftensmad, men ingen af os havde lyst til at gå ud igen, så vi bestilte simpelthen fire, viste det sig, meget dyre burgere fra roomservice. Og det afsluttede den dag.