To dage i hovedstaden

Washington DC har været hovedstad i USA siden 1800, og den første præsident, der boede i Det Hvide Hus, var John Adams, som hadede såvel byen som huset. Han anså byen for at være "en myggebefængt sump", og han havde sandsynligvis ret. Byen blev blev faktisk bygget i et sumpområde ved bredden af ​​Potomac-floden. DC er også kendt som District of Columbia, for at vise, at byen er ikke underlagt nogen stat, selvom det land, den ligger på, for det meste blev doneret af Maryland. Oprindeligt donerede også Virginia jord til byen, men dette område (West Potomac), blev returneret til Virginia i 1846. Før Washington blev hovedstad, fungerede henholdsvis New York og Philadelphia som USA's hovedstad, men i 1800 blev regeringen og præsidenten flyttet til den nybyggede by. Desværre var der ikke mange andre, der flyttede med, og byen var i mange år et sted med øde gader dækket af mudder og med kun ganske få bygninger. I 1814 erobrede britiske tropper byen og brændte Capitolbygningen og Det Hvide Hus, og efter krigen mod England måtte byen genopbygges næsten fra bunden. Endelig i 1871 blev de fleste gader asfalteret og udstyret med kloakker og gadebelysning. I denne periode blev også parkerne skabt, men til gengæld gik byen konkurs.

Siden har byen udviklet sig til det bedre, og nu skulle vi se den for første gang. Som alle storbyer ses også Washington bedst fra jordhøjde og i et langsomt tempo - altså til fods, så det var også vores plan. Vi startede dog med at tage en shuttlebus fra hotellet til den nærmeste metrostation. I nærheden af metrostationen fandt vi en lille cafe, hvor vi spiste morgenmad. Ejerne var vietnamesiske, og maden var bedre end deres engelsk. Vi fik ikke lige, hvad vi troede, vi havde bestilt, men det, vi fik, var fremragende. Efter morgenmaden gik vi ned ad trappen til metrostationen. Her købte vi fire dagsbilletter og tog metroen til Capitol South station, den metrostation, der ligger mest centralt i byen. Derfra gik vi (dvs. Dorte, børn og jeg - de andre var ude for sig selv), op til Capitol, da Dorte ville på en guidet tur. Der var dog et skilt, der fortalte, at der var ca. 2½ times ventetid, så selvom Dorte gerne ville have ventet, blev hun nedstemt. Så vi gik en tur i stedet for.

Det Hvide Hus set fra syd.

Mange af byens berømte seværdigheder er koncentreret omkring Capitol og parken The Mall. Da vi gik fra stationen, havde vi allerede passeret Library of Congress, verdens største bibliotek med mere end 120 millioner katalognumre. Lige ved siden af ​​LOC ligger bygningen, som huser USA's højesteret. Denne bygning og trappen foran har optrådt i mange film. Da vi ikke kunne komme ind i Capitol, så vi det simpelthen udefra. Da vi havde set – og fotograferet nok, valgte vi at gå ned ad Pennsylvania Avenue. Her kom vi forbi nogle ministerier og også U.S. National Archives and Records Administration. Her finder man blandt andet den originale Uafhængighedserklæring og den originale version af Forfatningen. Og desuden mere end 3 milliarder andre dokumenter. Man kan besøge arkivet, men Tina vil hellere besøge bygningen på den anden side af gaden, J. Edgar Hoover Building, FBI's hovedkvarter. Igen var der kø, men kun i cirka 70 minutter og da både Dorte og Tina stemte for, var det det. Personligt synes jeg ikke, at turen var noget særligt. Det varede 45 minutter, og vi så mest plakater, som fortalte om FBI. Vi hørte også om den fantastiske træning, som FBI giver sine agenter. 16 uger varer forløbet (ok, de fleste studerende kommer med en universitetsuddannelse), så jeg undrede mig lidt over, hvor god en dansk politiuddannelse kunne være. I Danmark bruger en almindelig politimand tre års uddannelse på Politiskolen, før han eller hun bliver sluppet løs på befolkningen. Jeg nød dog at høre, at FBI's hovedopgave er at bekæmpe alle de onde mennesker fra fremmede lande, som selv i fredstid bruger mange ressourcer på at spionere mod USA for at opsnappe og stjæle regeringshemmeligheder, militære og civile teknologiske resultater og så videre. Jeg kunne ikke lade være med at grine – så en række af turgæsterne stirrede voldsomt på mig, og jeg fik en næsten uimodståelig trang til at spørge, hvad USA brugte CIA, NSA og andre lignende institutioner til i fredstid. Men jeg bekæmpede trangen. Efter rundvisningen var der mulighed for, at vi også kunne få lov til at overvære et skydning med skarpladte våben - og så ventede vi yderligere 20 minutter på at det begyndte. En kvindelig agent demonstrerede skydning med forskellige håndvåben, og Tina syntes, at det var meget interessant. Jeg har for mit vedkommende skudt meget med både pistol og maskinpistol i mine 12 år i Søværnet, så jeg blev ikke så ophidset.

Da besøget hos FBI var slut, gik vi længere ned ad Pennsylvania Avenue til nr. 1600. Her boede vores vært i USA, dengang Bill Clinton, men af en eller anden grund blev vi ikke inviteret ind på eftermiddagskaffe, selvom vi kom fra den anden side af jorden. Han havde vist også travlt med en vis Monica Lewinsky, og fru Clinton brugte sin tid på at afkræfte rygter om, at hun havde haft en lesbisk affære. så vi valgte at nøjes med at se på Det Hvide Hus udefra.

I stedet for at besøge præsidenten gik vi tilbage til "The Mall". Langs denne park er der forskellige mindesmærker for forskellige begivenheder og mennesker. Det er også her, man finder museerne tilhørende Smithsonian Institute (som i øvrigt blev grundlagt af en englænder). Efter et besøg ved Vietnam Veterans Memorial gik vi ned til Lincoln Memorial. Denne kopi af et græsk tempel er monumentet over præsident Abraham Lincoln. Omkring templet findes 36 søjler, der repræsenterer de stater, som fandtes i USA, da Lincoln var præsident fra 1861 til 1865. Inde i "templet" er rejst en 20 fod (ca. 6 meter) høj statue af præsidenten, og på væggene kan man læse forskellige uddrag fra hans taler. På trapperne foran monumentet gik børnene i strejke. De nægtede simpelthen at se på flere monumenter, da deres ben var trætte og deres fødder var ømme, så vi besluttede at gå til den nærmeste metrostation, der ligger ca. ved midten af ​​parken. Men ikke før vi havde taget et billede af Mr. Lincoln, og Tim tog et billede af os foran statuen. Desværre mistede "Honest Abe" sit hoved på billedet, men det er stadig i vores album fra turen.

Reflecting Pool på The Mall med Lincoln Memorial i baggrunden

På vej til metroen passerede vi Korean War Veterans Memorial. Monumentet består af flere dele. Først en trekant, der skærer en cirkel. Inde i trekanten findes 19 statuer af soldater, lavet af rustfrit stål. Gruppen repræsenterer et patruljehold, og det består af 15 hærsoldater, to medlemmer af US Marine Corps, en sanitetsmand fra flåden og 1 observatør fra luftvåbnet. På den ene side af trekanten er en 50 meter lang mur af sort granit med sandblæste billeder af udstyr, soldater og andre mennesker, der var involveret i krigen. I midten af ​​cirklen er en cirkulær dam. Omkring dammen er en lav mur af granit, hvor antallet af døde, sårede, krigsfanger og savnede er indgraveret. Nord for trekanten med statuerne, er også en lav mur. Her finder man navnene på de 22 nationer, der bidrog til FN-styrken i Korea. Tina blev meget glad, da hun så Danmark, så hun og Dorte fik taget deres billeder stående ved væggen. Vi tog metroen og shuttlebussen tilbage til hotellet for at hvile os, indtil det var tid til middag. Da en del af familien stadig havde maveproblemer, og vores børn var så trætte af at gå, at de ikke kunne spise noget, gik Dorte og jeg ind i et supermarked og købte noget frugt, brød og skiveskåret skinke og ost mv., som vi tog tilbage til hotellet til aftensmaden Vi endte dog med at gemme det til morgenmaden næste dag, og i stedet bestilte vi en burger via room service, og da vi så prisen, fik vi endnu en overraskelse. Fire burger uden tilbehør, 450 kr.

Også den næste dag blev også brugt i Washington DC. Igen købte vi en dagsbillet til metroen. Denne gang var Arlington Cemetery vores første mål. Men først en lækker morgenmad med det brød, ost og pålæg, vi havde købt dagen før. Hensigten var, at vi efter Arlington skulle besøge mindst ét af museerne ved The Mall. Svigerforældrene ville også gerne se Arlington, så de sluttede sig til os. Vi tog metroen til Arlington metrostationen og gik derefter til kirkegården. Det var muligt at komme på en guidet tur i en airconditioneret bus rundt på kirkegården, men da vi ankom, blev turene indstillet på grund af en begravelse. Else, Carl Jørn og Tim, som stadig havde ømme fødder efter gårsdagens vandretur, besluttede at vente 45 minutter på næste bus, mens Dorte, Tina og jeg valgte at gå rundt i stedet for.

Kirkegården blev grundlagt under borgerkrigen, da Nordstaterne i 1864 manglede et sted at begrave deres mange døde soldater. Den øverstkommanderende for nordstatshærens forsyningstropper, generalmajor Montgomery C. Meigs, som hadede syden, foreslog, at unionen skulle konfiskere de 200 acres jord i Arlington, som tilhørte Mary Anna Custis Lee, oldebarn af George Washingtons kone og nu gift med sydstatsgeneralen Robert E. Lee. Custis Mansion eller Arlington House, som det også blev kaldt, lå i Arlington lige på den anden side af Potomac-floden fra Washington. For at retfærdiggøre konfiskationen af ​​jord hævdede han, at Lee ikke havde betalt ejendomsskat til Unionen under krigen og derfor skyldte $92! Senere anlagde Lees arvinger en retssag mod regeringen og højesteret afgjorde, at konfiskationen var ulovlig og returnerede jorden til Lees ældste søn, dog med den betingelse, at han skulle sælge den del af jorden, hvor kirkegården lå, til regeringen for $150.000. Ved slutningen af ​​borgerkrigen var flere end 16.000 soldater begravet på Arlington. Senere er området blevet udvidet, så det nu dækker omkring 600 acres, og omkring 300.000 mennesker er begravet på kirkegården, som er USA's vigtigste nationale kirkegård. Lees hjem, Arlington House selv fungerer nu som museum for generalen (Lee altså, ikke Meigs).

Lige rækker at identiske hvide gravsten på Arlington National Cemetery.

Blandt de mest kendte mennesker, der er begravet på kirkegården, er nok Kennedy-brødrene, så vi besøgte deres grave først. På John F. Kennedys grav brænder en evig flamme. Udover Kennedy, hans kone, Jacqueline Bouvier Kennedy Onassis, og er også to af deres børn, en unavngiven, dødfødt datter (1956) og en søn Patrick, der døde to dage gammel i 1963, begravet på stedet. Selvom Kennedy døde, da jeg var ti, og jeg ikke er en af ​​dem, der husker præcis, hvad de foretog, da de fik besked om hans død (jeg har nok været i skole), giver det ikke desto mindre en mærkelig følelse at stå ved hans grav. Efter besøget her gik vi til Robert Kennedys grav og så den også. Det var ikke så følelsesladet som at være ved hans brors grav, og jeg tror, ​​at Dorte havde samme fornemmelse som jeg, mens Tina mest af alt bare gerne ville videre på rundturen. Vi gik derfor op til Arlington House, som desværre var lukket på grund af renovering, men vi kunne da nyde udsigten over Washington fra bakketoppen. Lee boede pænt, da han boede her.

Fra Arlington House fortsatte vi ned til Tomb of the Unknown (Den Ukendte soldats Grav). Undervejs mødte vi et kæmpe begravelsesoptog. Forrest gik en gruppe civilklædte vagter, der vinkede folk væk fra vejen og efter dem en bil. 50 meter bag bilen kom et militærorkester, der spillede begravelsesmusik. Efter orkestret fulgte en eskortedeling fra 3. U.S. Infantry Regiment, som er ansvarlig for de ceremonielle aktiviteter i Arlington. 50 yards bag vagten fulgte en enlig flådepræst, og yderligere 50 yards bag ham fulgte kisten dækket af Stars and Stripes, placeret på en lavet trukket af 6 heste. Dette blev efterfulgt af en rytterløs hest med et par støvler omvendt i stigbøjlerne og med den afdødes sabel og riffel. Hesten blev ført af en major. Bagefter kom en gruppe på omkring 200 mennesker til fods, og derefter omkring 50 store limousiner. Endelig endnu en bil med civilklædte sikkerhedsvagter. Det hele var meget imponerende, og mens optoget passerede, stod vi og så på dette med behørig respekt. Ceremonien indikerede en fuld æresbegravelse, men vi fandt aldrig ud af, hvem der blev stedt til hvile den dag. Den rytterløse hest fortæller dog, at personen har haft rang af minimum oberst, men resten af følget indikerede, at vedkommende nok havde været højere i hierarkiet.

Ved de ukendtes grav overværede vi vagtskiftet. Monumentet bevogtes døgnet rundt af medlemmer af The 3rd U.S. Infantry Regiment (kendt som "The Old Guard"). Dette regiment, som er det ældste i den amerikanske hær, blev dannet helt tilbage i 1784 og fungerer også som præsidentens vagt og militæreskorte. Vagtskifte ved graven finder sted hver halve time. Mange danskere vil nok mene, at ceremonien er lidt overdrevet, men for en gammel søofficer som mig selv, ser det ud til at være OK, selvom jeg ikke helt kan forestille mig noget lignende i Danmark.

Efter besøget ved Tomb of the Unknown gik vi rundt på kirkegården og så på flere grave, både kendte og ukendte personer, blandt andet Pierre L'Enfant, Washingtons byplanlægger og en af ​​de få udlændinge, der ligger begravet i Arlington. Han blev født i Frankrig, men han var blevet amerikansk statsborger. En anden udlænding er feltmarskal Sir John Dill, som var en engelsk forbindelsesofficer under Anden Verdenskrig. Efter et stykke tid var vi ved at være trætte, så vi tog os et hvil på en bænk ved mindesmærket for de astronauter, der blev dræbt, da rumfærgen Challenger eksploderede. Mens vi sad her, blev vi kontaktet af en af ​​kirkegårdsvagterne. Ikke fordi vi havde gjort noget forkert, men hun var meget imponeret over Tinas frisure, og ville gerne vide hvor og hvordan hun fik lavet den. Tina fortalte den kvindelige vagt, at den var lavet af hendes frisør i Danmark.

Efter besøget i Arlington overvejede vi et besøg i Pentagon, men da det var ved at blive sent, og vi stadig ikke havde besøgt noget museum, sprang vi det over. Tim, Else og Carl Jørn var allerede vendt tilbage til hotellet, så Dorte, Tina og jeg gik bare til metrostationen og tog et tog tilbage til centrum af byen. Her fik vi en bid mad på Old Post Office Pavilion. Derfra gik vi ned til Museum of Natural History, som var vores udvalgte eftermiddagsmuseum. På vores vej passerede vi en meget ildevarslende bygning. Mørk og dyster så den ud, og det er da også hovedkvarteret for den offentlige myndighed, som fleste amerikanere frygter mest. Den myndighed, som til sidst sørgede for, at Al "Scarface" Capone blev dømt og fængslet. Selvom det har en forkortelse på tre bogstaver, er det hverken FBI, CIA eller nogen anden efterretningstjeneste. Forkortelsen IRS står blot for Internal Revenue Service, eller på dansk Skattevæsenet.

Den bemalede kopi af Jellingstenen uden for vikingeudstillingen på National Museum of Natural History

National Museum of Natural History er stort, meget stort, så vi ville koncentrere os om et par ting. Det var en del af stueetagen, hvor vi så skeletter af kæmpe dinosaurer som Tyrannosaurus Rex, Velociraptor, Diplodochus, Stegosaurus, Protoceratops, Triceratops, Pterodactyl og hvad disse monstre nu hedder. Men vi så også nogle uddøde pattedyr som mammut og urokse. Jeg tog et billede af Dorte og Tina foran et skelet af en sådan fortidselefant, og senere da jeg skrev min feriedagbog, døbte jeg billedet "De tre mastodonter", hvilket ikke ligefrem gjorde mig populær i den kvindelige del af familien. På vej ud fik Tina pludselig øje på en malet kopi af den store Jellingesten lavet af papmaché. For de af jer, der ikke ved det, er "Jellingstenen" en stor runesten, placeret uden for kirken i den lille by Jelling i Danmark. Stenen har en runeindskrift:

som alle danskere selvfølgelig kender og ved, hvad betyder! Skulle der være en enkelt, der har glemt det, kommer oversættelsen her: "Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder – den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne".

Det viste sig, at stenen var en reklame for en vikingeudstilling, og vi besluttede at besøge den, inden vi forlod museet. Personligt fandt jeg det interessant, mens Tina var meget irriteret, fordi udstillingsskiltene fortalte, at vikingerne kom fra Skandinavien, i stedet for at fortælle, at de kom fra Danmark! Hun var også meget vred over, at de fleste af udstillingerne kom fra Norge og Sverige, og de eneste danske ting kom fra Haithabu (Hedeby) og Ripa (Ribe). Og værst af alt: De påstod, at disse to byer lå i "Jutland"!! Tina var meget vred, over at amerikanerne ikke kunne stave et ord så simpelt som "Jylland". Selv da vi kom tilbage til hotellet, og hun havde gentaget sine rasende betragtninger overfor Tim, var hun ikke tilbøjelig til at lytte til hans argumenter om, at vi også siger "Tyskland", ikke Deutschland (Tyskland). De to ting havde absolut intet med hinanden at gøre, hævdede hun.

Vi var ret trætte efter dagens udskejelser, og havde ikke lyst til at gå en lang tur for at få aftensmad. Vi besluttede derfor at spadsere til en italiensk restaurant, som lå lige på den anden side af gaden fra hotellet. Ungerne ville ikke spise noget, og halvdelen af ​​familien led stadig under maveondet, som de havde pådraget sig nogle dage forinden, så det var til sidst kun Else, Carl, Dorte og jeg, der gik. Og det var godt det samme. Vi fire delte to pizzaer og en halv flaske rødvin og fik en regning på DKK 475 ($ 65), det klart dyreste måltid, vi havde spist i USA på det tidspunkt. I Danmark kunne vi have fået det samme for omkring 175 DKK (20 $). Dette måltid afsluttede vores første besøg i hovedstaden i USA.