Da de hængte Tom Dooley...

Efter besøget i Cherokee skulle vi videre nord på, da vi skulle ende i Washington DC og flyve hjem fra Dulles. Den sceniske vej, Blue Ridge Parkway, starter, som jeg vist har nævnt et par gange, lige uden for Cherokee, men to år tidligere havde vi allerede kørt strækningen mellem Cherokee og Asheville, så vi besluttede os for at tage US Route 19 til Lake Junaluska (samme vej, som da vi kom til byen men i modsat retning). Fra Lake Junaluska ville vi tage Interstate 40 til Asheville og så "hoppe på" Blue Ridge Parkway der. Og som sagt, så gjort.

Blue Ridge Parkway

Vi kørte på Blue Ridge Parkway omkring milepost 380. Nr. 1 ligger i vejens nordlige ende. og milepost 469 står lige uden for Cherokee, hvor vejen slutter/begynder afhængigt af, hvilken retning man kører, så vi havde "sparet" omkring 90 miles med langsom kørsel på den del af parkvejen, vi allerede havde kørt på. Vejen snor sig over bjergene de første mange miles, og der burde være en fantastisk udsigt. Desværre regnede det, da vi kørte på vejen, og da regnen stilnede af, blev det tåge. Skyerne hænger ofte lavt over Blue Ridge Mountains, så man faktisk kører gennem eller over skyerne, men her var det ret tæt tåge, så der var faktisk slet ingen udsigt i begyndelsen, og det er lidt synd, for man kan ikke skynde sig. Der er en hastighedsgrænse på 45 miles (ca. 70 km/t) overalt på vejen – sine steder kan den endda være lavere, fx på grund af risiko for jordskred osv. Efterhånden lettede tågen dog, og vi kunne begynde at nyde udsigten. Det betød også at vi stoppede ved flere pull-outs og rastepladser for at netop nyde udsigten over det omgivende landskab.

Jeg selv med svigerforældrene på en rasteplads på Blue Ridge Parkway. Svigerfar har spottet en ørn, troede han, men det var faktisk en grib.

Ved Craggy Gardens er hele bjergsiden dækket af "vilde", eller i hvert fald vildt voksende rododendron, men de står også mange andre steder langs vejen. Vi kom sent på blomstringssæsonen, men da der var stadig en del, der blomstrede, selv om det var på det sidste, måtte vi stoppe et par steder for at fotografere. Disse stop er man nødt til at gøre på såkaldte "pull-outs", "overlooks" eller på egentlige rastepladser. De to første kategorier at bare vigepladser, med plads til at et par biler eller tre kan trække ind og dermed ikke blokere vejen, der er tospors på hele sin 750 km lange strækning, for anden trafik. Det er simpelthen de eneste steder uden for de større rastepladser, hvor det er tilladt at stoppe. Man bør dog være opmærksom på, at folk kan finde på at stoppe hvor som helst, hvs de fx pludselig ser et dyr, der skal betragtes eller fotograferes, uanset at det er forbudt. Rastepladserne er større, typisk med plads til mange biler og med picnic borde, men ikke altid med lige så god udsigt. Vi stoppede også ved mange andre overlooks, for at nyde udsigten, blandt andet over Mt. Mitchell, som er det højeste bjerg i det østlige Nordamerika. Faktisk findes det nærmeste bjerg, der er højere end Mt. Mitchells 2.037 meter et sted i South Dakota, og det er jo ikke lige i nabolaget af North Carolina. Senere forlod vi parkvejen ved "Little Switzerland" for at se, hvad det var, men det viste sig bare at være et hotel og nogle huse bygget i schweizisk stil, så der blev vi ikke længe. Senere har jeg lært, at bebyggelsen har såvel flere hoteller, som også spisesteder, og oprindeligt blev bygget som et ressort for velhavere fra New York og andre nordlige stater, som ville opleve Blue Ridge Mountains.

Ved milepost 316 kørte vi fra igen, denne gang for at besøge en mindre hule, Linville Caverns. Denne hule en den eneste hule i North Carolina, der er åbne for offentligheden, og da vi havde sat os for, at vi ville se huler på denne tur (se artiklen The "Whatever" guy, en lurvet hule og en møgbeskidt restaurant), var det sidste chance. I hvert fald hvis ikke vi skulle køre på vejen helt op til Virginia (hvor der er masser af huler), men vi havde andre planer. Hulen ligger ved foden af bjerget Humpback Mountain, og vi fandt nemt stedet (på US Route 221) og fik købt billet. Der lukkes ikke så mange ind i hulen af gangen, da den som nævnt er forholdsvis lille, så der var en del ventetid, inden det blev vores tur. Herefter blev vi ført rundt i hulerne af en guide. Vi, var ved den lejlighed Carl Jørn, Dorte og jeg, idet Else hellere ville vente på en bænk uden for. Hulen holder en konstant temperatur på ca. 11 grader, så det var et godt sted at blive nedkølet. Overtøj kan anbefales, hvis man er kuldskær. Else ville dog hellere have varme, selv om hun placerede sig i skyggen. Hulen blev opdaget i 1822, ved at man opdagede at ørred svømmede ud og ind af bjerget i en lille flod eller bæk. Under Borgerkrigen var hulen eller hulerne, for der er flere "rum", tilholdssted for desertører fra begge sider. En gang havde nogle desertører slået sig ned på en sandbanke i floden, der løber gennem hulerne, men da de tændte bål for at lave mad, tænkte de ikke på, at røgen måtte komme ud et sted. Den sivede ud gennem revner i loftet, og til sidst blev de opdaget og arresteret. Redskaber, der er blevet fundet siden, antyder, at desertørerne lavede sko, og måske solgte dem til de lokale i bytte for mad og andre forsyninger. Hulerne indeholder ikke så mange drypsten, som vi har set andre steder, men nogle er der dog. Undervejs gennem hulerne så vi nogle af de blinde ørred, der lever i det totale mørke, og guiden demonstrerede, hvad totalt mørke vil sige, ved at slukke lyset, da vi var ret langt inde i hulen, og det er meget mørkt, skal jeg hilse og sige. Læger har fundet ud af, at hvis man opholder sig herinde i omkring et halvt år, vil man være total blind, fordi øjenmuskulaturen vil være helt degenereret af mangel på brug. Men det behøver man nu ikke at være nervøs for, for længe inden vil man være blevet vanvittig af at befinde sig i det totale mørke og blive dryppet på af det evigt dryppende vand fra loftet. Vi så også en enkelt flagermus, men den art, der lever i hulerne er ret små, så den var svær at fotografere. Om vinteren er der mange flagermus, for da sover de vintersøvn i hulerne. Det gør også en særlig art mejere (Grand-daddy-long-legs). Disse har otte ben lige som edderkopper, men hører biologisk til en anden orden. I floden lever der også krebs foruden de blinde ørred, men dem så vi ikke noget til.

Efter besøget i hulerne kørte vi tilbage til Blue Ridge Parkway og fortsatte nordpå, og via Lin Cove Viaduct, kørte vi rundt om Grandfather Mountain. Grandfather Mountain er et bjerg (1.818 meter), og på dette findes en natur- og turistpark med diverse forlystelser ud over lokalt dyreliv. Med lidt held kan man se både bjørne, og USAs nationalfugl, den hvidhovede havørn, i området. Vi gjorde nu ikke holdt, da det var ved at være sent, og vi skulle finde et sted at overnatte. Vi kørte derfor fra Blue Ridge Parkway, og satte kursen mod byen Boone, der er amtshovedstad i Watauga County, og et kendt vintersportssted. Der er derfor rigtigt mange hoteller i byen (som i øvrigt er opkaldt efter pelsjægeren Daniel Boone). Vi fandt uden problemer et hotel, og begav os ud for at finde et sted at spise. Imidlertid fortrød vi, og besøgte i stedet et supermarked ikke langt fra hotellet. Her købte vi noget mad, som vi kunne tage med tilbage til hotellet og varme i den mikrobølgeovn, der var på begge værelser (altså en på hvert værelse). Vi tilberedte og spiste på Else og Carl Jørns værelse og efter maden og en kop kaffe, gik vi ind til os selv, hvor vi slappede af til sengetid.

Tom Dooley på et skilt

På turen i 2000 havde Dorte fortalt om et skilt, der fortalte om Tom Dooley. Hun havde set det to år tidligere, da hun var af sted alene med sin far. Desværre havde hun misplaceret det, og mente at det lå på Shenandoah Skyline Drive i Virginia, men vi fandt aldrig stedet. Og det var ikke så mærkeligt, for da vi kom hjem og jeg undersøgte sagen, fandt jeg altså ud af, at det befandt sig på en rasteplads på Blue Ridge Parkway i North Carolina. Jeg havde endda fundet ud af, hvilken rasteplads, der var tale om, så nu skulle skiltet ses. Efter en god nattesøvn, skulle vi derfor tilbage til Blue Ridge Parkway og videre mod nord. Vi var stadig ikke færdige med denne smukke vej, og der var flere andre ting, vi også gerne ville se. Det første sted, var der nu ikke meget at se. Det var det såkaldte Daniel Boone Trace, og det viste sig  bare at være et sted, hvor Daniel Bone havde gået engang omkring 1770, da han krydsede bjergene på vej mod vest. Der skal ikke meget til for at gøre noget til en attraktion i USA. Umiddelbart efter var vejen så spærret, og vi blev sendt ud på en længere omkørsel, hvor vi havde kørt omkring 20 miles, da vi kom tilbage til parkvejen. Vi mente derfor, at vi nok var gået glip af nogle af de ting, vi gerne ville have set, men det viste sig hurtigt, da vi kom forbi den næste milepost, at omkørslen på 20 miles, kun havde ført os ca. 3-4 miles længere nord på. Ved udsigtspunktet "The Lump" stod så det skilt, der fortalte om Tom Dooley, der så tragisk blev hængt i naboamtet i 1868, og som der er skrevet indtil mange sange om, den mest berømte med Kingston Trioen er fra omkring 1958 (på dansk med Four Jacks samme år). Helt præcist står der på skiltet: 

 ”…Hang down your head.”

In 1868 in neighboring Wilkes county, N.C., the newspaper printed the following:
”Thomas C. Dula suffered the extreme penalty of law by hanging… Convicted of murder… During his last days in jail tradition says he composed his tragic and still popular song, in which he confessed stabbing his sweetheart. But the song did not reveal the other woman who may have done the deed.

”Poor boy you're bound to die…”

Dorte ved skiltet på rastepladsen ved "The Lump" (bakken i baggrunden), der fortæller om Tom Dooley.

Efter at Dorte havde fortalt om skiltet to år tidligere, og jeg synes historien var spændende, havde jeg undersøgt, hvad jeg kunne finde af information om sagen. Men jeg var ikke kommet frem til meget andet om Tom Dooley, end at der var skrevet en sang om ham, og at i sangen blev han hængt. Jeg husker at når jeg som barn hørte sangen, syntes jeg altid at det var synd for Tom Dooley, at han skulle hænges, men jeg tænkte ikke meget på pigen, der var blevet myrdet. Efter at have set skiltet og opdaget at der lå en sand historie bag sangen, blev jeg for alvor interesseret i Tom Dooley, og da vi kom hjem gik jeg på nettet for at få mere viden. I vores rejsedagbog fra denne tur skrev jeg dengang en længere redegørelse for den spændende historie, som desværre er helt forkert på stort set alle punkter, fordi jeg baserede den på de forskellige hjemmesiders historier. Disse har igen deres viden fra hinanden – og fra legenderne og sangene om Tom Dooley, men ingen af dem har tilsyneladende valgt at undersøge sagens fakta; fx er siderne uenige om, hvorvidt de to kvindelige hovedpersoner, ofret, Laura Foster, og 'den anden kvinde', Ann Melton, var søstre eller kusiner. Siden har jeg til gengæld forsket en hel del i sagen, hvilket har resulteret i en 400 sider bog om sagen og en kortroman om samme, og jeg kan røbe, at de to kvinder hverken var søstre eller kusiner, om end de var beslægtet langt ude. Efter at have forsket, er jeg igen af den overbevisning at det var synd for Tom Dooley, at han blev hængt, da jeg mener, at han var uskyldig i mordet. Vil du vide mere om sagen, kan du købe min borg, "Who Killed Laura Foster?" på Amazon og fra andre netboghandler (lige lidt reklame her). Da vi havde set på skiltet og alle sammen på skift var blevet fotograferet ved siden af det, fortsatte vi turen nord på, til det næste stop ved Northwest Trading Post, en blandet landhandel og udsalgssted for mange af de kunsthåndværkere, der holder til i Blue Ridge Mountains. Her så vi lidt på de udstillede varer, og fotograferede nogle af de varianter af træhegn, som der er så mange af i Appalacherne. Det sidste stop, vi gjorde, inden vi forlod parkvejen, var ved Brinegar Cabin. Det er en lille hytte af træ med kun to rum, som havde været beboet af familien Brinegar helt op til 1933.

Efter besøget ved Brinegar Cabin forlod vi Blue Ridge Parkway. og kørte ad mindre veje mod nord, til vi nåede Interstate Highway 81, som vi tog til Lexington, hvor vi fandt et hotel i den nordlige udkant af byen. Den by havde vi også besøgt i 2000, men her var kun Dorte jeg inde i centrum. Da vi var blevet indkvarteret, tog vi derfor ind til centrum sammen med Carl Jørn (Else ville gerne blive på hotellet, da hendes knæ stadig gjorde knuder). Her så vi stort set de samme ting, som Dorte og jeg havde set to år før, og for ikke at skulle skrive det samme igen, vil jeg i stedet henvise til artiklen "Ikke flere statuer, please", hvor man kan læse historien. Da vi kom tilbage til hotellet, samlede vi Else op og så fandt vi et sted at spise - og sådan sluttede den dag, hvor altså jeg fik vakt min umådeholdne interesse for Tom Dooley, der senere har givet mig mange både sorger og glæder (sorger, når min research ikke gav resultat og glæder, når den gjorde), men ikke mindst har givet mig en lang række amerikanske venner, der har samme eller lignende interesse.