Drama ved kanalen og og hjemtur

Det var blevet sidste dag på turen, og vi skulle vende næsen mod København, men på vej mod lufthavnen, var der lige et par ting, vi ville se. Vi forlod derfor hotellet allerede kl. 10.00, selv om vi først skulle være i lufthavnen 15.30. Vi tog M-Street gennem Georgetown og ned til Potomac, hvor vi fortsatte nord på langs med floden på Marylandsiden. Vi så dog ikke meget til floden, da vejen gik et godt stykke fra denne. Da vi nåede op på højde med Great Falls of the Potomac, kørte vi ned mod vandfaldene. Fra parkeringspladsen skulle man gå omkring 1½ mile for at komme derned, men måtte vi opgive, da det ville være for langt for Elses knæ. Som jeg har nævnt i en tidligere artikel kom knæet sig aldrig helt, men ingen fandt heller ikke nogen sinde ud af, hvad der var galt med det, bortset fra at det gjorde ondt, når det blev belastet. I stedet benyttede vi chancen for at se på Chesapeake and Ohio kanalen, som følger floden.

Indtil kanale'en blev bygget, havde man problemer med at transportere varer ned af floden på grund af de mange vand- og strømfald, hvor varerne skulle bæres uden om. Man havde tidligere anlagt en serie af korte kanaler uden om netop strømfald, den såkaldte Pawtomac kanal. Disse korte kanaler lå på den anden side af floden og to år senere så vi faktisk resterne af af én af disse kanaler, netop den, der lå ved Great Falls. Men altså ikke ved dette, vores første besøg. Arbejdet med C&O kanalen, som den kaldes, blev påbegyndt i 1828. Præsident John Quincy Adams tog det første spadestik til en kanal, der skulle gå fra Georgetown ved Washington til Pittsburg i Pennsylvania og gøre det nemmere at transportere varer på pramme fra Ohiodalen til Washington DC. Samtidigt ville kanalen også gøre det muligt at få prammene tilbage til Ohio igen. Hidtil havde pramdragerne måttet sælge deres pramme i Georgetown og så vandre tilbage. Arbejdet med kanalen skulle vise sig at blive et af de offentlige projekter som vi også kender herhjemmefra, som hverken formåede at overholde tidsplan eller budget. Man havde estimeret, at den 750 km lange kanal ville tage 10 år at bygge og koste 3 millioner dollars, men som man kan regne ud, gik det helt galt. Da man stoppede byggeriet på kanalen i 1850(!), havde det taget 22 år, kostet 13 millioner dollars og den nåede aldrig til Pittsburg, men sluttede i stedet i Cumberland i Maryland. Det var kun ca. 300 km i stedet for de planlagte 750. Årsagerne til forsinkelsen var mange forskellige: tekniske problemer med ikke mindst tunneller, der var sværere at grave end beregnet, arbejdere, der kom op at slås indbyrdes (irerne hadede kineserne som også hadede irerne og de to parter sloges mere end de byggede), sygdomsepidemier blandt arbejderne, strejker, problemer med finansiering samt ikke mindst konkurrence fra Baltimore and Ohio Railroad, som blev grundlagt præcis samme dag som kanalen. Da kanalen langt om længe var færdig, hvis man kan kalde den færdig, var den allerede forældet, fordi jernbanen var nået til Cumberland otte år tidligere! Ikke desto mindre forblev kanalen i drift i 74 år indtil 1924. Pramme trukket af muldyr fragtede tonsvis af last frem og tilbage ad kanalen. Alt, hvad der kunne lastes i en pram, kul, hø, cement, gødning og så videre, blev transporteret via kanalen. I 1924 lukkede kanalen, efter at flere gentagne oversvømmelser havde ødelagt store dele af den.

Pram, trukket af muldyr sejler med turister på Chesapeake and Ohio kanalen ved Great Falls of the Potomac. Muldyrene og deres "førere" anes på stien langt foran for parammen.

I dag har man restaureret kanalen fra Georgetown til Cumberland, og man kan sejle i muldyrtrukne pramme i hvert fald en del af vejen. Undervejs var der dengang anlagt kroer langs kanalen, typisk ved sluserne, og en sådan kro, var der også ved Great Falls. Den er i dag indrettet som visitor center og museum. Da vi kom til visitor centeret, kom der netop en pram gennem slusen, så det nåede vi at se og fotografere. I dag sejler prammene ikke med gods, men med turister. Vi besøgte museet, og det er derfra, jeg har de fleste af de informationer om kanalen, jeg har gengivet ovenfor.

Da vi kom ud fra museet, var der et stort postyr med helikoptere, redningskøretøjer med gummibåde, park rangers med mere, men desværre kunne vi ikke se præcis, hvad der foregik, da det var helt nede ved floden, ikke ved kanalen. Vi regnede med, at nogen måske var faldet i floden, men det fik vi altså aldrig bekræftet. Da vi senere besøgte faldene (uden Else og Carl Jørn og på den modsatte side), kunne vi konstatere, at der var mange, som forsøgte at sejle i kajak op mod strømfaldene, så det kan også være en sådan "øvelse", der er gået galt. Kort efter faldene løber Potomac ind i en smal kløft, Mather Gorge, hvor vandets hastighed stiger betragteligt, og som er et populært sted for white water rafting, så det kan også være, at det var, der var sket noget. Vi kunne imidlertid ikke vente for at få at vide, hvad der var sket, så vi gik tilbage til bilen.

Fra parken kørte vi videre nordpå gennem Maryland mod White's Ferry, hvor vi to år tidligere havde krydset floden på en færge, og det ville vi gerne gentage. Turen fra Great Falls til White's Ferry var ellers lige ved at blive lidt for spændende. På et tidspunkt var vi i en skov, på en lille vej, som i hvert fald ikke fandtes på vores kort, og det var længe før vi fik gps, så vi var faktisk slet ikke klar over, om vi var på rette vej. Men til sidst, efter lidt køren omkring, lykkedes dog at nå frem til afgangsstedet. I gamle dage var der mange færger, der krydsede floden, hvilket blandt andet fremgår af de mange stednavne ved floden, der indeholder ordet Ferry. Harpers Ferry længere mod nord er et eksempel. De øvrige færger er nu erstattet af broer, og Whites Ferry var i 2002 den eneste, der var tilbage. De øvrige var for længst erstattet af broer. Færgen var kabeltrukket, og den medførte biler, cykler og fodgængere. Interessant er det, at selv om vi befandt os i Maryland (som forblev i Unionen (USA) under borgerkrigen), var færgefarten anlagt eller rettere forbedret af en tidligere sydstatsofficer, Elijah White, der oprindeligt kom fra Virginiasiden af floden (Virginia løsrev sig som bekendt fra Unionen og blev en del af Amerikas Konfødererede Stater (CSA)). White havde købt færgefarten efter borgerkrigen og kom altså til at give navn til såvel færgefart som "by" (med ca. 3 huse). Selve færgen opkaldte han efter sin tidligere chef i hæren, og også den færge, der sejlede i 2002, hed "General Jubal A. Early". Formedelst 3 dollar (kun kontant, ingen kreditkort) blev vi og bilen fragtet over på den anden side. I dag er færgedriften nedlagt. Det blev den i 2020, men færgefarten (retten til at drive færge på stedet) er opkøbt af en lokal forretningsmand, som gerne vil genoplive færgefarten, hvis han kan få en aftale med Loudon County i Virginia, hvor færgelejet på den side af floden ligger, om at bruge dette. Enten ved at lave en permanent lejeaftale eller ved at får lov til at købe det stykke land, hvor lejet ligger.

Fra White's Ferry kørte vi til Leesburg i Virginia, hvor vi spiste frokost. Leesburg er opkaldt efter familien Lee, hvis mest kendte medlem i dag, nok er Robert Edward Lee, øverstkommanderende for sydstatshæren under den største del af Borgerkrigen, men byen er altså opkaldt efter nogle af hans forfædre. Jeg husker ikke hvilken restaurant, vi spiste på eller hvad vi spiste, men det har sikkert være en burger. Til gengæld husker jeg, at vi fik de største colaglas (af plastik), jeg nogensinde har mødt. Sært, at de skal være så store, når man tænker på, at der er "free refill". Men vi måtte tage glassene med, og havde dem stående i skabet i flere år, inden de blev kasseret. Da vi havde spist forsatte vi ad betalingsvejen, som starter lige uden for Leesburg, til Dulles International Airport. Her afleverede vi bilen efter 3 uger og 6.519 km (4.048 miles). Vi tog bussen fra biludlejningen over til lufthavnen, hvor check-in gik betydeligt hurtigere end vi havde regnet med, så der var et par timers ventetid. Dem tilbragte vi med en kop kaffe, der var ikke så meget andet at få, og vi havde jo lige spist frokost. Vi besøgte også den taxfree butik, men det eneste vi købte var et stykke chokolade til turen hjem. Alt andet var simpelthen alt for dyrt. Fx kostede en ganske almindelig Martell cognac $63, ca. 400 kr. med den tids kurs, hvilket var langt dyrere end vi kunne købe den til i en dansk butik, så det var ingen fidus. Vi tog afsked i lufthavnen, fordi Else og Carl Jørn skulle flyve med SAS direkte til København, mens vi skulle med Northwest til Amsterdam og så med KLM resten af vejen. Turen over Atlanten gik helt begivenhedsløst og vi landede næsten en time for tidligt. Det betød lidt mere ventetid i Amsterdam, men da klokken her var 6 om morgenen var der ikke så meget at se på, så vi fik en kop kaffe/te i et cafeteria, og så fandt vi et par hvilestole, hvor Dorte blundede mens jeg læste. Turen til København var lige så begivenhedsløs – det er flyveture jo som regel. I lufthavnen måtte vi vente ret længe på vores kufferter, men de var da med, så også det gik godt. Så det var historien om vores anden tur til USA.