The "Whatever" guy, en lurvet hule og en møgbeskidt restaurant

Dagen før havde vi besluttet, at inden vi forlod Gettysburg, ville vi tage en løbetur. Vi stod derfor op og og iførte os løbetøj og -sko. Da vi kom ud fra motelværelset og gik over parkeringspldsen mod Chambersburg Pike (i dag Lincoln Highway), hvor hotellet lå, så vi på hinanden, hvorefter vi vendte om og gik tilbage til motellet. Selvom klokken kun var 7.30, var temperaturen allerede over 32 C (90 F), og luftfugtigheden var omkring 90 %. Vi blev derfor enige om at udsætte løbeturen til næste dag. Det gik imidlertid heller ikke bedre dagen efter eller dagen efter igen, så i den sidste ende fik vi aldrig løbet overhovedet på hele den ferie. Vi så godt nok mange lokale, som løb, men for os var det simpelthen for varmt og fugtigt.

Gettysburg to Charleston, Wv

Så i stedet for at løbe spiste vi morgenmad på motellet, og så forlod vi Gettysburg via Chambersburg Pike til Chambersburg og derefter sydpå ad I-81. Ved Hagerstown i Maryland, skiftede vi vej til I-68 West gennem Marylands panhandle og ind i West Virginia. Interstate 68 byder på en meget scenisk tur gennem de skovklædte bjerge. Ved grænsen til West Virgina besøgte vi som sædvanligt et velkomstcenter, inden vi fortsatte vestpå. Ved Morgantown skiftede vi til I-79 South gennem den nordlige del af det centrale West Virgina. Efter at have passeret Clarksburg forlod vi interstaten for at besøge Jackson's Mill.

I dag er Jackson's Mill et lille frilandsmuseum med bygninger fra slutningen af 1700- og begyndelsen af 1800-tallet. Nogle af dem har oprindeligt stået på stedet, mens andre er flyttet til området fra andre steder i Virginia og West Virginia. Stedet ejes og drives af West Virginia University, Center for Lifelong Learning, og universitet har en campus lige ved siden af. Hvorfor tog vi dertil? Fordi det var her Thomas "Stonewall" Jackson voksede op, og ham interesserede jeg mig dengang en hel del for - hvilket jeg i øvrigt stadig gør. Jackson blev født i Clarksburg, lidt længere mod nord som den tredje af fire børn. Da han var to år gammel, fik hans fire år ældre søster tyfus. Deres far, som var en ikke særlig succesfuld advokat med stor gæld, passede sin datter, men til sidst døde begge med få dages mellemrum. Moderen, Julia, var gravid og fødte kort efter mandens død endnu en datter, Laura Ann. På grund af den store gæld, som manden havde efterladt, kom hun hurtigt i økonomiske problemer, da hun skulle forsørge tre små børn. Fire år senere, i 1830, giftede hun sig igen, men hendes nye mand kunne ikke lide sine stedbørn og ville gerne "af med dem". Thomas og Laura Ann blev derfor sendt til deres fars familie i Jackson's Mill, mens den ældre bror, Warren, blev sendt til sin mors slægtninge. I 1831 døde Julia af komplikationer efter endnu en fødsel. Tom knyttede sig meget til sin søster, og han så også sin bror nu og da (de tog blandt andet på ture sammen) indtil broderen døde af tuberkulose i 1841. Under borgerkrigen mistede Jackson også kontakten til sin søster, som var overbevist nordstatstilhænger, mens Jackson ligesom mange andre i dette område af Virginia var "statsnationalist" og  derforvalgte at stille sig på Virginias side, da staten løsrev sig fra Unionen. Jackson voksede op i hjemmet hos sin (halv)onkel, Cummins Jackson, ved Jackson's Mill. Møllen var blevet grundlagt af Thomas' bedstefar i 1801, men blev altså nu ført videre af onklen. Mere om Cummins Jackson i artiklen En ikke særligt rar mand under Historie(r). Stonewall Jackson arbejdede i møllen, gik lidt i skole og underviste senere de andre børn og fungerede i en periode som restsbetjent ved den lokale domstol, indtil han i 1842 som 18-årig blev optaget på militærakademiet West Point.

Her stod i sin tid Cummin's Jacksons plantagebygningen, hvor Thomas "Stonewall" Jackson voksede op.

I dag er Jackson's Mill altså et museum. Jacksons gamle mølle og et par af de andre bygninger står stadig, hvor de oprindeligt blev opført, selvom hovedbygningen, hvor familien boede, nedbrændte for mange år siden. Hvor den engang stod, er nu opsat en mindesten. Som nævnt er enkelte andre bygninger flyttet til området andre steder fra. Vi havde lidt problemer med at finde indgangen efter at have parkeret bilen, men efter at have gået lidt omkring, lykkedes det. I "General's Store" købte vi billetter til en guidet tur. Da vi på det tidspunkt var de eneste deltagere, blev turen udsat i 15 minutter. Efterhånden dukkede yderligere tre personer op, og Ron, som skulle være guide, besluttede at begynde turen. Udover os var der et par, som senere viste sig at være fra Virginia, og en dame, der præsenterede sig som lærer på universitetets campus. Hun skulle starte med at undervise på et sommerkursus dagen efter og ville gerne lære noget om stedet, som hun kunne give videre de unge mennesker, hun skulle undervise. Desværre blev hun ikke hos os længe.

Ron startede turen med at fortælle os om bygningen vi stod i, "The General's Store" eller som det rigtige navn var, Mary Conrad Cabin. Bygningen havde oprindeligt stået i det sydlige Virginia i nærheden af ​​Roanoke, men var en af de, der var flyttet til området. Da han var færdig med at fortælle, gik vi videre til bygningen ved siden af . Den blev kaldt Henry McWhorter Cabin, og havde kun ét rum, men en dør i tre af husets sider (den fjerde var optaget af en pejs og en skorsten. begge bygget af kampesten). Ron spurgte, om nogen kunne gætte, hvorfor der var alle disse døre? Ægtemanden fra Virginia-parret mente, at det var fordi familien så kunne flygte i tilfælde af angreb fra indianere. Dette gjorde skolelæreren temmelig vred, og hun rettede ham derfor. Med høj og klar stemme fortalte hun ham, at disse mennesker bestemt ikke hed "indianere", men "oprindelige amerikanere"! * Manden, der kunne se, at dette ville provokere den stakkels lærer, fortsatte så med at tale om indianere, og hver gang rettede hun ham. Oprindelige amerikanere eller indianere havde dog intet at gøre med dørene. Det var simpelthen for at familien kunne komme ud af huset om vinteren, når snedriver blokerede en eller to af dørene. Afhængigt af vindretningen vil mindst én dør altid være fri for sne. I denne bygning var der også en meget interessant seng, hvor dynerne kunne rulles op på en valse over sengen ved at dreje et håndtag på valsen. Jeg forstod, hvorfor mekanismen var nødvendig, da jeg prøvede at løfte dynen selv. Da jeg var barn, besøgte jeg af og til min farmors tante, og dynen i hendes seng føltes, som om den var fyldt, ikke med fjer, men med hele høns. Dynerne i dette tilfælde må have været fyldt med noget, som minimum har været kalkuner. Jeg vil tro, at dynen på sengen vejede omkring 40 kg, så valsen var formodentlig nødvendig for overhovedet at få dynen af, når man skulle ud af sengen.

* Der er faktisk adskillige stammer, som kalder sig selv indianere. Det er mest hvide amerikanere, som mener, at det krænker de oprindelige folk at blive kaldt indianere.

Fra denne hytte fortsatte vi til mindestenen for Cummins Jacksons hjem. Næste sted var en lade. På væggen hang et skind fra et dyr af én eller anden slags, og Ron spurgte os, om vi vidste, hvad det var for et skind. Manden fra Virginia påstod, at det måtte være et "indianerskind", og så blev det for meget for læreren. Hun kiggede nervøst på sit ur og meddelte, at hun var nødt til at gå nu, for hun skulle undervise om en halv time. Det til trods for, at hun tidligere havde oplyst, at undervisningen først ville begynde dagen efter - når eleverne var ankommet.

Vi andre fortsatte ned til møllen, der engang havde tilhørt Jacksons onkel, men nu var en slags udstilling, selvom de fleste genstande i bygningen mindede om noget, der var købt brugt hos en ikke alt for velrenommeret skrothandler. Størstedelen var rustne hestesko og rustent og bulet køkkenudstyr og andet husgeråd, men Ron gjorde sit bedste for at gøre det underholdende, selvom han var lidt trættende at høre på i længden, ​​fordi han i bund og grund sagde "or whatever" to eller tre gange i hver sætning - hvilket han havde gjort på hele turen, men her kammede det helt over. "Det er her, Cummins Jackson opbevarede hveden or whatever - før den blev malet til mel or whatever. Så puttede unge Jack den i en sæk or whatever - og tog den med til hovedbygningen or whatever". Sådan fortsatte præsentationen, og efter cirka en time begyndte det at blive lidt enerverende.

Efter besøget i Jacksons gamle mølle, besøgte vi en anden vandmølle (Blaker's Mill), som stadig var i drift. Ron fortalte os, at vi kunne se ham male mel, hvis vi kom næste Labor Day eller på andre udvalgte tidspunkter. Vi afsluttede turen med at besøge en gammel smedje og et par andre bygninger. Da vi kom tilbage til General's Store, betalte vi for turen, kun $8 pr. person. Så vi besluttede at tilføje $10 i drikkepenge til Ron som en slags "tak", for de mange "whatevers".

Vi kørte tilbage til interstaten og fortsatte sydpå til Charleston, hovedstaden i West Virginia. Vi besøgte dog ikke byen, men fik et værelse på et glimrende og billigt (turens billigste) motel vest for byen. Her var der tilsyneladende et "Corvettetræf". I hvert fald var der parkeret adskillige (op mod 20 eller 25) Corvetter uden for motellet.

Forgæves hulebesøg og ingen frokost

Næste dag havde vi planlagt at køre til Bowling Green, Kentucky (hvor alle Corvetter i øvrigt bygges) omkring 550 km vest for Charleston. Der var egentlig ingen særlig grund til, at vi havde valgt denne by, men måske var det den gamle sang Bowling Green med Everly Brothers (hør den her), der fik os til at vælge netop den by. Undervejs ville vi besøge nogle huler, men sådan skulle det ikke komme til at gå.

Efter at have spist morgenmad og set finalen i verdensmesterskaberne i fodbold, fortsatte vi ad Interstate 64 til Kentucky-grænsen og passerede gennem byen Huntingdon. Her fik vi et glimt af Ohio-floden, inden vi fortsatte mod sydvest. Vi gjorde vores "sædvanlige" stop ved det lokale velkomstcenter, og derefter fortsatte vi vestpå mod Lexington. Lexington er Kentuckys næststørste by, og er kendt som (i hvert fald i Kentcucky) "verdens hestehovedstad". Dorte var meget skuffet på denne del af vores tur, for hun var sikker på, at Kentucky "bare var flade sletter", men vi fortsatte med at køre gennem bjerge, der ikke var anderledes end dem, vi havde kørt igennem i West Virginia. Ved Lexington forlod vi interstaten og tog Bluegrass Parkway sydpå. Her blev Dorte igen skuffet eller måske vred, fordi græsse ikke var det mindste blåt, men grønt, som det vi kender hjemmefra.

Vejen er en af ​​de mange naturskønne ruter i USA, og det var en ret smuk køretur til Elizabethtown. Her vendte vi tilbage til interstaten og fortsatte sydpå mod Bowling Green. Lige uden for Bowling Green ligger Mammoth Cave National Park. Mammoth Cave er verdens største kendte hulekompleks med mere end 640 km underjordiske gange, som strækker sig ind under Tennessee, og hulekomplekset "vokser" hele tiden, efterhånden som man opdager nye gange. Udover Mammoth Caves er der mange andre huler i området, som ikke er forbundet med hinanden. Og da vi nu havde sat os for at ville besøge huler, studerede vi kortet og valgte den "løsrevne" Crystal Onyx Cave. Vi havde læst om den i en af ​​de brochurer, vi fik i Velkomstcentret. Den så spændende ud, og i hulen var der fundet menneskerester (altså rester af forhistoriske mennesker, ikke nyligt afdøde), så vi forlod interstaten igen for at gå på hulejagt. Da vi fandt hulen, kunne Dorte ikke lide billetkontoret. Det var en lille lurvet hytte, og Dorte mente, at så var hulen nok også lurvet, og hvis sikkerheden i hulen mindede om skuret, ville det være for risikabelt.

Billetkontoret ved Diamond Caverns. Nedgangen til hulerne er lige til højre for bygningen.

I stedet besluttede vi så at besøge Diamond Caverns, som har ry for at være Kentuckys smukkeste hule. Den lå kun omkring 10 km fra Crystal Onyx Cave, så det var ikke meget af en omvej. Her var billetkontoret tilfredsstillende for billetkontorkontroloverkontrolløren :-) og var vendda udstyret med den obligatoriske souvenirbutik. Til gengæld fik vi at vide, at vi skulle ned ad 350 trin og det samme antal trin på vej op, så her meldte jeg fra, da jeg ikke mente, at min fysiske form var til det. Senere (se artiklen Liv under jorden - og en hovedskade fra Rejser 2016) opdagede Tim og jeg, at det var i hele hulekomplekset, man skulle op og ned ad i alt 350 trin, og havde vi vidst det i 2002, havde vi nok taget turen alligevel. Ved det senere besøg fik jeg også bekræftet at hulen var ganske pæn, selv iom jeg ikke kan sige god for om det er Kentuckys smukkeste, da jeg langt fra har besøgt dem alle. Nu besluttede vi imidlertid at springe helt over hulebesøg  og bare fortsætte til Bowling Green.

På dette tidspunkt var vi blevet lidt småsultne, så vi fandt en Dairy Queen et sted i Kentuckys ødemark. Det var det eneste spisested, vi stødte på, i nabolaget men det viste sig at være "under standard". Normalt er kæderestauranter rene og pæne, men dette eksemplar var nok den mest beskidte restaurant, jeg nogensinde har sat mine fødder i. Den fik mig til at tænke på en gammel sang med den dansk/færøske gruppe Feo fra 70'erne, Bedstemor, hvor det bl.a. hedder:

"Hos min gamle bedstemor,
står et ulækker spisebord,
der ikke er gjort rent siden sidst i fjor.
Kom, lad os komme herfra, mor!"

Her var det dog ikke kun bordene, der så ud som om de ikke var tørret af i ugevis. Gulvet så ikke ud til at have været vasket i årevis, og da vi så hvor møgbeskidte toiletterne og håndvaskene var, besluttede vi at sulte indtil aftensmaden. Vi kørte videre til Bowling Green, hvor vi ville finde et hotel. I byen er der for øvrigt også en hule, men da vi nu hverken havde brugt tid på huler eller på frokost, ankom vi til Bowling Green allerede omkring kl. 14, og da vi syntes det var for tidligt at stoppe for natten, besluttede vi at fortsætte sydpå mod Tennessee. Da vi ikke havde booket noget hotel, var det lige meget, hvor vi stoppede. Vi overvejede at fortsætte til Nashville, men opgav ideen og stoppede til sidst i en lille by kaldet White House halvvejs mellem Tennessee-grænsen og Nashville. Vi fandt et hotel, og efter at have fået vores værelse besøgte vi poolen. Senere gik vi ud og spiste middag, men byen viste sig at være meget lille, og der var ikke mange spisesteder at vælge imellem, og især ikke tæt på hotellet. Så for første og eneste gang på denne tur spiste vi på McDonald's. Det er i øvrigt sidste gang, jeg har spist på McDonald's i USA - men det har ikke noget med rengøringen at gøre. Det var til gengæld første, sidste og eneste gang, jeg har opsøgt et etablissement fra Dairy Queen kæden.