Omvej til Elvis

Elvis Presleys grav i haven ved Graceland

Da vi lavede vores foreløbige turplan, inden vi forlod Danmark, ville vi køre fra Bowling Green, Kentucky til Florence, Alabama og derefter fortsætte til Jackson, Mississippi og videre til New Orleans. Da vi jo nu allerede var i Tennessee ændrede vi denne plan, så vi ville køre fra White House, Tennessee, hvor vi havde overnattet, til Tupelo, Mississippi, og så tage næste overnatning der i stedet for i Alabama. Derefter ville vi så fortsætte ad Natchez Trace Parkway til Natchez og derefter derfra til New Orleans. Men først skulle vi altså til Tupelo. Imidlertid fører ingen Interstate Highway, som stadig var vores foretrukne veje på den tur, direkte fra White House til Tupelo, eller bare i den retning. Og ingen interstate betød ingen velkomstcenter!! (En dyster fanfare ville have været på sin plads her :-)) Vi kunne vælge mellem at tage I-65 ned til Alabama og så køre vestpå til Tupelo, men det ville have været for nemt. Alternativt kunne vi tage I-40 fra Nashville vest på til Memphis. Herfra ville vi skifte til I-78 mod sydøst til Tupelo, og det blev den rute vi i første omgang valgte. Som det senere skulle vise sig, ændrede selv denne plan sig en smule.

Motorvejen nord fra mod Nashville, går nærmest i en ret linje mod byen, og det går lidt ned ad bakke, så vi kunne rigtigt nyde byens skyline. Det vil sige, vi nød den indtil vi blev overhalet af en pickup truck med en løs hund på ladet. Det synes vi begge virkede lidt farligt med 120 km i timen, men vi så det flere gange senere, og det så ud til at hundene nød det, så de har nok været vant til det. Vi gjorde ikke holdt i Nashville, men skiftede til I-40 og fortsatte vestpå mod Memphis, en tur, der stort set var fuldstændigt begivenhedsløs, bortset fra at det regnede temmelig meget, da vi passerede Tennesseefloden, så vi fik ikke rigtigt nydt det storslåede landskab.

Undervejs blev vi enige om – det var Dortes idé - at vi ikke kunne køre forbi Memphis uden at besøge Graceland, Elvis Presleys hjem, hvor han også ligger begravet. Vi fortsatte altså mod Memphis, og da vi nåede byen, havde vi ingen problemer med at finde Elvis Presley Boulevard, hvor Graceland ligger, selv om trafikken gik helt i stå på motorvejen gennem byen, hvilket forsinkede os en times tid. Da vi nåede frem, var der en del kø for at komme ind. Billetsalg og kø foregik på den modsatte side af vejen af hvor selve huset ligger. Her var der billetkontor, museum for Elvis' biler og fly, og den uundgåelige souvenirshop, og selvfølgelig Elvis i højttalerne, men mærkeligt nok var det meget begrænset, hvad der blev solgt af musik i souvenirshoppen. Vi stod i kø omkring 45 minutter, og jeg har senere ladet mig fortælle, at dette er meget kort tid ved Graceland, men nu var det jo også bare en almindelig torsdag, og hverken Elvis' fødselsdag eller lignende. Ved indgangen fik man udleveret en lille digital lydafspiller med tilhørende hovedtelefoner, og så blev man ellers kørt over på den anden side af gaden til Graceland i bus. Her blev man sat af ved hovedbygningen, og så kunne man tænde sin afspiller, der så guidede én rundt i bygningen og de bagved liggende områder. Som mange andre steder i USA var fotografering tilladt, også indendørs, men da man ikke måtte bruge blitz, blev billederne noget fejlfarvede. Jeg fik dog taget billeder af såvel stue som soveværelse. 1. sal er i øvrigt lukket for offentligheden, den er forbeholdt Elvis' familie. Selv om jeg ikke er den mest overbeviste Elvis freak, var det en meget spændende oplevelse at se stedet. Vi brugte et par timer på at gå rundt i bygningen og på udendørsarealerne, hvor vi blandt kunne se Elvis' og hans forældres gravsteder i haven.

Tallahatchie Rivers afløb fra Sardis Lake gennem Sardis Dam

Efter at have set nok, tog vi bussen tilbage, hvor vi blev enige om, at vi ikke behøvede at ofre tid på hverken fly eller Elvis' lyserøde Cadillac, så vi fandt vores bil på den meget store parkeringsplads, og fortsatte vores færd. Her var det så, at vi afveg fra afvigelsen fra den oprindelige plan - eller sagt på en anden og mere forståelig måde; vi afveg fra den reviderede plan. I stedet for at tage I-78 mod sydøst, valgte vi at tage I-55 stik syd. Vi fandt selvfølgelig vores Velkomstcenter, og her var der ikke bare service, men også "servering" idet vi blev tilbudt både noget at drikke og kiks eller muffins. Det havde vi ikke oplevet i andre stater, men har senere oplevet det på flere andre velkomstcentre i netop Mississippi. Vi fortsatte mod syd ad motorvejen ca. 60 km til den lille by Batesville. Her kørte vi fra for at tanke bilen op, og så skulle vi lige ringe hjem og fortælle familien, at vi stadig var i live. Da vi skulle til at køre videre, så vi et skilt til Sardis Dam. Det syntes vi lød interessant, man kan jo altid se på en god dæmning, så vi besluttede at køre ud og se denne. Den viste sig at være nydelig, og det samme var søen, der lå bag den. Efter besøget ved søen, kørte vi videre mod syd til vi ramte US Highway 278. Den tog vi så mod øst i retning mod Tupelo. Strækningen fra vi ramte vejen til byen Oxford var den mest lige vejstrækning, vi på dette tidspunkt havde oplevet. Flere steder kunne man se vejen strække helt sig helt lige 8-10 km frem.

I Oxford ligger der et universitet, måske ikke helt så velmeriteret som, det der ligger i den engelske by af samme navn, men alligevel et af de mere anerkendte universiteter i USA, nemlig University of Mississippi, også kendt som "Ole Miss". Her har mange kendte amerikanere fået deres uddannelse, blandt andre forfatterne Greg Iles og John Grisham, skuespilleren Kate Jackson (Charlie's Angels) og mange andre, som er knap så kendte i Danmark. Jeg har senere læst i forskellige romaner af blandt andre Greg Iles, at Sardis Lake, 20 minutters kørsel fra universitetet, er det sted, hvor de studerende fra Ole Miss tager hen "to make out", men nu var vi der jo om dagen, så det så vi ikke noget til.

Umiddelbart efter Oxford passerede vi Denmark, en af de 18 bebyggelser i USA med det navn. Vi stoppede heller ikke her, da der ikke var meget atgse. Bebyggelsen, der er et såkaldt unincorporated community, består stort set af en kirke, et Dollar General supermarked og en tankstation. I stedet fortsatte vi de omkring 60 km, der var tilbage til Tupelo, hvor vi fandt et hotel på en ringvej rundt om byen. Efter at have båret vores bagage ind på værelset, gik vi ud for at handle lidt i et nærliggende supermarked og for at få noget aftensmad.

Elvis Presly er født i Tupelo, men på trods af at hans fødehjem, der er åbent for publikum, lå lige nede ad vejen fra vores hotel, valgte vi at springe det over. Vi orkede ikke mere Elvis den dag, så efter vores indkøb gik vi tilbage til værelset og slappede af resten af dagen. Havde vi kørt den direkte vej fra White House til Tupelo havde turen været omkring 390 km, men med vores omvej over Memphis og Sardis Dam endte den med at blive godt 600 km, men hvad gør man ikke for at besøge et velkomstcenter?