En køn plante og en spændende by

Den næste etape af turen ville bringe os syd på ad Natchez Trace Parkway, en naturskøn rute, der følger ruten fra den gamle Natchez Trace. Natchez Trace begynder uden for Nashville, Tennessee, men som allerede nævnt i en anden artikel, foretrak vi velkomstcentre frem for historiske veje. Men nu skulle det være anderledes. Så efter morgenmaden forlod vi Tupelo, og kørte til et af parkvejens besøgscentre lige uden for Tupelo. Her fik vi en folder, der beskrev ruten og et par brochurer! Således udstyret begyndte vi vores rejse ind i oldtidens historie og ind i det dybe syd ("The Deep South").

Her, hvor Dorte går tur på det gamle spor, er dette slidt ned til en hulvej af århundreders trafik.

Natchez Trace formodes at være USA's ældste vej. Spor af de, der boede i området, går tilbage til 8000 e.v.t. og det samme formodes vejen at gøre. I historisk tid er den blevet benyttet af Chickasaw- og Choctaw-stammerne, der boede i området og senere af både spanske og franske opdagelsesrejsende. I 1733 kortlagde franskmændene området omkring Natchez, og deres kort viser et indianerspor, der løber nordøst fra Natchez for så at forsvinde i uvidenhedens tåger. Omkring 1785 begyndte bønder fra floddalene omkring Ohio- og Tennesseefloderne at flåde deres varer på pramme ned ad floderne til Mississippifloden og videre ned ad denne flod til Natchez eller New Orleans. Da de ikke kunne stage deres pramme op ad floden, måtte de sælge dem, når de nåede frem, og så var den eneste måde at komme hjem på til fods eller til hest, og stien fra Natchez til Nashville var den mest direkte rute. Omkring 1810 var stien blevet forbedret, og det var den mest trafikerede vej i det, der dengang var det sydvestlige USA. Undervejs blev der med ca. 15-20 miles mellemrum (en lang dagsrejse til fods) bygget kroer eller "stands", som de blev kaldt. I 1820 var der mere end 20 sådanne kroer langs vejens 430 miles. Kroerne ikke B&B's, som vi kender dem i dag, men rejsende kunne i det mindste få ly (af og til kun under et halvtag) og måske få et simpelt måltid. Se linket nedenfor.

Det var ikke ligefrem en fornøjelsestur at rejse ad Natchez Trace. Landevejsrøvere var en del af "miljøet", som også omfattede sumpe og floder, der skulle krydses, sygdomsfremkaldende insekter og fjendtlige indianere, og mange rejsende overlevede ikke rejsen hjem. I 1809 døde Meriwether Lewis, berømt opdagelsesrejsende og senere guvernør i Louisiana ved Grinder's Stand omkring 60 miles syd for Nashville. Det blev aldrig afgjort om der var tale om mord eller slevmord, men en artikel om sagen kan læses her. Et billede af en kopi af Grinders Stand kan ses på dette link.

Vi stødte ikke på landevejsrøvere indianere eller andre forhindringer undervejs, da vi kørte sydpå mens vi studerede brochurerne. Dorte sad bag rattet den første del af turen, mens jeg var guide. Når jeg fandt noget interessant i brochurerne, stoppede vi op og kiggede på de pågældende seværdigheder. Det første stop vi gjorde var ved nogle bronzealderhøje meget lig dem vi har i Danmark. En lille bakke dækket med græs. Bortset fra det opdagede vi hurtigt, at mange af de steder, der blev nævnt i brochurerne, faktisk ikke eksisterede som sådan. Mange gange stoppede vi kun for at finde et skilt, der fortalte os at "På dette sted stod engang...", og det er ikke helt så interessant som at se noget konkret.

Da vi havde kørt omkring 100 miles fra Tupelo, begyndte det at regne. Først lige lidt, men hurtigt blev det mere og mere, og endte med et regulært skybrud, faktisk endnu mere regn, end da vi mistede Else og Carl i Tennessee to år tidligere. Til sidst blev det så slemt, at vi ikke kunne se motorhjelmen på vores egen bil ud af forruden, så vi måtte trække indtil siden og stoppe. Efter et stykke tid aftog regnen en smule, og jeg følte, at jeg nok kunne se nok til at fortsætte. Vi lavede en række akrobatiske øvelser inde i bilen, bag de tilduggede ruder, som nok kunne have givet en moralsk udfordret parkbetjent noget at bekymre sig om, hvis han havde set os,men faktisk lykkedes det for os at skifte plads uden at nogen af ​​os skulle forlade bilen.

Kudzuplanten breder sig overalt i USAs sydlige stater Her vokser den i vejsiden langs Natchez Trace Parkway.

Efterhånden som vi fortsatte syd på, aftog regnen endnu mere, og vi kunne begynde at se vores omgivelser igen. Langs vejen så alt nu ud til at være grønt, grønt og grønt. Grønne planter voksede overalt. I træerne, over hegn, over buske, selv jordoverfladen var dækket - det var grønt overalt. Vi kunne huske, at vi havde set disse planter to år tidligere, da vi var i South Carolina, hvor de også dannede nærmest skulpturelle former. En anden ting, vi lagde mærke til, var en slags spind i nogle af træerne langs vejen, nogle gange som en slags bolde, mens det i andre tilfælde dækkede træerne næsten fuldstændigt. Vi fandt senere ud af, at spindet ikke skyldtes edderkopper men spindemider, men ellers ved jeg ikke, hvorfor de nærmeste indesluttede træerne i en kokon. Planterne viste sig at være kudzu, en invasiv japansk art, der blev importeret til USA til verdensudstillingen i 1904. Siden da har planten spredt sig over store dele af syden (og er fundet såvel i Pennsylvania som helt oppe i Canada), da den ikke har naturlige fjender, og den har vist sig næsten umulig at dræbe med pesticider eller andre midler. Kudzu stængler kan vokse til 6 eller 7 tommer i diameter, og de individuelle ranker kan vokse til næsten 35 m i længden. Rankerne dækker den oprindelige vegetation og dræber den alene ved sin vægt. I 2004 var mere end 10.000 kvadratkilometer af det sydlige USA dækket af kudzu, og området vokser fortsat. Selvom det faktisk er en smuk plante, bliver der gjort meget for at forhindre den i at sprede sig yderligere.

Da vi ikke kendte til udfordringerne med kudzu på det tidspunkt, nød vi simpelthen synet, mens vi fortsatte sydpå. Lige nord for Jackson, Mississippis hovedstad, nåede vi til Ross Barnett Reservoir. Det er et stort ferskvandsreservoir, skabt ved opdæmning af Pearl River. Reservoiret forsyner Jackson (Mississippis statshovedstad) med ferskvand. På dette tidspunkt var regnen holdt op, og da vi så, at der var et "Reservoir Overlook", besluttede vi, at det nok ville være vet godt sted at strække benene. På parkeringspladsen var der kun os og så en stor pickup truck med en ret stor fyr iført en ikke alt for ren ærmeløs undertøje og overalls. Mens vi stod og beundrede udsigten, steg han ud af bilen og kom hen imod os, og han så ikke mindre ud i oprejst tilstand. Men han viste sig at være ret venlig :-). Han havde hørt os tale med hinanden, og nu ville han vide, hvor vi kom fra, og hvad i alverden vi lavede i Mississippi? Vi fortalte ham, at vi var fra Danmark, og at vi var på ferie i anledning af vores 25 års bryllupsdag. Dette chokerede ham virkelig. Han så på os, som om vi havde mistet forstanden og spurgte med mistro i stemmen: "Her ????. I Mississippi????? Hvorfor i alverden gør I det?" Vi kunne så forsikre ham om, at vi faktisk kun var på på gennemkørsel på vej til New Orleans. Det beroligede ham, og han var meget glad for at fortælle os, at han og hans kone havde tilbragt mange ferier i New Orleans. Og så begyndte han at rose byen, ikke mindst et sted, der hedder Riverwalk, et indkæøbscenter, som han mente Dorte ville sætte stor pris på. Til gengæld kunne vi fortælle ham om vores besøg på Blue Ridge Parkway, hvor han planlagde at tage hen med sin kone det år. Vi snakkede med fyren et par minutter mere og så sagde vi farvel og fortsatte vores tur mod Natchez.

På den sidste strækning til Natchez oplevede vi ikke mere spændende. Vi fandt et hotel i udkanten af byen og fik os et værelse. Efter at have båret vores kufferter op på værelset, besøgte vi stedets gæstevaskeri, så vi kunne blive vasket. Eller rettere få vasket noget af vores tøj. Mens vaskemaskinerne og tørretumblerne gjorde deres arbejde tog vi en dukkert i poolen. Da tøjet var vasket, tørret og lagt tilnage i kufferterne, kørte vi ned til centrum af byen, som er er en af Mississippis ældste byer, grundlagt tilbage i 1716, og byen indeholder en række store palæer, bygget før borgerkrigern i en periode, hvor 75 % af alle amerikanske millionærer ejede et hus i Natchez.

Vi fandt et sted at parkere vores bil, og så gik vi ned mod centrum af byen. På vejen passerede vi en parkeret hestevogn, og da vi passerede, den kom en ældre mand hen til os og præsenterede sig som Ron, "Autoriseret turistguide", hvilket også kunne læses på et navneskilt på hans jakke. Så spurgte han os, om vi ville have en tur, og det takkede vi ja til. Ron præsenterede os for "chaufføren", som var en ung mand ved navn Caleb. Han var, som Ron udtrykte det, dels under uddannelse til at blive guide, dels hans barnebarn. Med Caleb ved roret, eller rettere sagt tøjlerne og hesten Rodney foran vognen tog vi afsted. Rodney var en tidligere travstjerne, ifølge Caleb, men der må have være meget længe siden, at han løb sit sidste løb, for der var ikke meget "trav" i ham. I stedet for at trave stoppede han flere gange for at spise blade fra træerne langs gaderne, og hurtigere end skridtgang blev det aldrig til.

Stanton Hall i Natchez.

Blandt de ting, Caleb viste os, var det gamle fængsel, hvor dødsdømte ikke blev henrettet i gården som normalt i USA (og Danmark) i gamle dage, men indendørs. Til gengæld var lokalet udstyret med meget store vinduer ud mod gaden, så interesserede ikke skulle gå glip af noget. Vi kørte også forbi Stanton Hall, en af ​​USA's største palæer fra før borgerkrigen, bygget i 1857. Huset blev opført af en irsk plantageejer og bomuldskøbmand, og hans familie ejede huset indtil 1894. Siden har det været brugt som "Stanton College for Young Ladies" " og nu er det ejet af en organisation, der sørger for, at historiske bygninger vedligeholdes og holdes i orden. Stanton Hall blev i øvrigt brugt til indendørsscenerne i fra familien Mains hjem i TV-serien Nord og Syd.

Vi så blandt andet en "Gentlemen's Club", hvor kvinder var meget velkomne, bare de ikke var medlemmernes koner, som ikke havde adgang! Vi så "Tante Pollys hus" eller rettere sagt huset, som blev brugt som tante Pollys hus i filmen Huck Finn, og vi så kirken, hvor Huck og Tom gemte sig på balkonen og så deres egen begravelse. Selv om bogen foregår i Hannibal, meget længere oppe ad Mississippifloden, var store dele af filmen altså optaget i Natchez. Endvidere så vi byen og statens ældste murstenshus, bygget som kro i 1792. Endelig kom vi forbi Eola Hotel. Det har syv etager, og byens byggeregler siger, at der ikke skal bygges huse, der er højere end hotellet.

Da turen var slut, og vi kom tilbage til startstedet, ville bedstefar Ron gerne vide, hvor vi kom fra, og vi løftede sløret for vores herkomst endnu en gang, og fortalte, at vi kom fra Danmark. Bedstefar syntes, at vi talte meget godt engelsk, hvilket Caleb ikke syntes var så mærkeligt, for i Danmark talte alle jo engelsk hver dag. Vi forsøgte så at forklare ham, at vi ikke kom fra Denmark, Mississippi, men fra Denmark i Europa, men det så ikke ud som om han forstod, hvad vi mente.

Da vi var færdige med at snakke med Caleb og Ron, gik vi ned til klinten over Mississippifloden hvorfra vi nød udsigten over floden og distriktet Natchez Under-The-Hill, som ligger ved bredden af ​​floden. I dag er området mondænt, men tidligere var det byens havnekvarter, med hvad deraf følger af værtshuse og bordeller mm. Det var her i Natchez Under-The-Hill, at de ovenfor omtalte landevejsrøvere holdt til mellem deres jobs, så det var ikke just et hyggeligt sted; men det var altså i gamle dage. Nu kan man roligt besøge stedet, hvor der i øvrigt lå en kasinobåd fortøjet. Senere gik vi rundt i byen en times tid eller deromkring, før vi vendte tilbage til vores bil. På vejen passerede vi stedet, hvor Caleb og Ron opholdt sig med deres hest og vogn, og vi kunne se, at Ron lavede store armbevægelser som for at lave et luftmaleri, mens han forklarede noget, så vi var overbevist om, at han forklarede sit barnebarn, hvor Danmark lå.

Tidligere var Natchez kendt for sine raceuroligheder, som der blandet refereres til i flere af forfatteren Greg Iles romaner, men dem så vi ikke noget til. Iles bor selv i byen, men heller ikke ham mødte vi.