Kurs mod evig ungdom?

I denne artikel indleder jeg med en længere køretur, efterfulgt af en kortere og til sidst et par dages ophold i St. Augustine, Florida, hvor vi skulle møde min svigerforældre. Mere om det senere. Køreturen gik fra Louisiana til St. Augustine, hvor Dorte to år tidligere havde været med sin far, via Tallahassee. Dengang havde hun besluttet, at her ville hun gerne holde sølvbryllup, men sådan skulle det ikke komme til at gå, da begivenheden først fandt sted nogle dage efter besøget i Florida.

En mennesketom sandstrand på en varm dag

Bred, men mennesketom sandstrand ved Den Mexicanske Golf i Mississippi, selv om solen skinnede og temperaturen var over 30°. US Route 90 ses til højre i billedet.

Det var på tide at tage mod øst igen, i retning af Florida. Vi forlod New Orleans tidligt og kørte østpå ad I-10 til statsgrænsen til Mississippi, hvilket ikke var særligt langt, da vores hotel jo allerede lå næsten 20 km øst for byen. Efter et besøg i det traditionelle velkomstcenter forlod vi I-10 og tog den gamle US Route 90 videre mod øst. Hovedvej 90 løber meget tæt på ​​stranden ved Den Mexicanske Golf på det meste af strækningen gennem Mississippi. Selvom det var den 2. juli, og solen skinnede fra en klar blå himmel, og temperaturen allerede her om formiddagen lå på over 31 grader, var strandene næsten øde nærmest helt mennesketomme. I Danmark ville man ikke have kunnet se sandet for de mennesker, som ville have maset sig sammen på stranden, men her stødte vi kun på sporadisk smågrupper hist og her. På et tidspunkt parkerede vi bilen og gik ned til ​​vandkanten. Vi tog vores sko af og soppede i vandet i 10 minutters tid. Så kunne vi prale af hjemme, at vi havde haft fødderne i Den Mexicanske golf.

Lige før grænsen til Alabama forlod vi US 90 og vendte tilbage til i-10. Gæt hvorfor? Vi skulle lige have et velkomstcenter besøg i Alabama og sener endnu et i Florida med. Vi stoppede ikke i Alabama, men blev på I-10, og kørte lige igennem til Florida-grænsen. Det var nu midt på eftermiddagen, og vi besluttede at få noget at spise, så vi forlod motorvejen i Pensacola, og besøgte det første sted, vi stødte på. Det viste sig at være en anden af ​​de mange kæderestauranter i USA. Denne gang en Ruby Tuesday. Vi fik et godt måltid mad (den havde som alle Ruby Tuesday restauranter en god salatbuffet), og efter frokost fortsatte vi til Tallahassee, statshovedstaden, hvor vi havde besluttet os for at overnatte. Vi fandt et motel på en ringvej rundt om byen, og fik et værelse, men vi havde ikke lyst til at tage ind til byen, så vi blev bare på værelset indtil det blev tid til aftensmad. Da vores frokost havde været ret stor, kørte vi bare til den nærmeste burgerjoint og fik en hurtig burger og noget at drikke og vendte så tilbage til hotellet. Værelset var udstyret med en pc og gratis internetadgang, så vi tjekkede vores mail og sendte også et par stykker.

Hele turen var jo en fejring af vores sølvbryllup, og inden vi tog hjemmefra, havde vi inviteret vores respektive forældre til middag på dagen, hvis de selv ville bekoste rejsen til USA. Mine forældre skulle fejre deres eget guldbryllup 14 dage vores hjemkomst og meldte derfor fra. Mine svigerforældre derimod, tog os på ordet, og tilbragte selv en uge med at køre rundt i Florida inden vi skulle mødes, hvilket skulle ske næste dag i St. Augustine. Dette var før mobiltelefonernes tid, så den eneste måde vi kunne holde kontakt på, var at vi begge ringede hjem til datteren på aftalte dage, som så kunne formidle beskeder videre. Desværre havde hun ikke helt styr på geografien, så da vi havde ringet hjem inden vi kørte fra New Orleans, kunne hun oplyse at morfar og mormor var i Mexico, hvilket undrede os en hel del. Det viste sig, at de befandt sig på Floridas vestkyst ved Den Mexicanske Golf, men det havde Tina altså misforstået.

Vi havde aftalt at mødes på vores hotel næste dag omkring kl. 15, og da St. Augustine ikke var så langt fra Tallahassee, sov vi længe og forlod først hotellet lidt efter kl. 9. Igen tog vi I-10 mod øst og kørte igennem til Jacksonville. Her forlod vi motorvejen igen og tog den lille Old St. Augustine Road mod syd, indtil vi mødte US Route 1. Da vi vidste, at vores hotel faktisk lå på rute 1, tog vi de resterende få miles til St. Augustine.

Selvom vi forlod hotellet sent, og ikke kørte for hurtigt, var klokken kun 13, da vi kom til hotellet. Lige uden for byen havde vi passerer et outletcenter, og Dorte besluttede, at vi skulle tage dertil og bruge tiden, indtil hendes forældre kom til byen. Indkøbscentret havde 95 outletbutikker, så Dorte havde noget at se på - og vi fik endda shoppet lidt. Kvart i tre forlod vi indkøbscentret med de billige butikker, og kørte tilbage til hotellet, og var der præcis kl 3, lige som svigermor og svigerfar kørte på parkeringspladsen. Det er dæleme timing :-).

Da vi alle havde fået vores værelser, kørte Dorte, hendes far og jeg ud til den lokale lufthavn, hvor svigerfar skulle skulle aflevere sin lejede bil, da vi alle fire skulle køre i vores bil resten af turen. Da vi havde tømt deres bil, og jeg havde set mængden af bagage, blev jeg lidt bekymret for, at den ikke ville kunne være i bagagerummet i vores, når vores også skulle være der. Jeg hentede derfor vores kufferter på værelset og bragte dem ned til bilerne, og så prøvede jeg om det hele kunne være der. Det lykkedes mig at få alt indenfor, men så var der heller ikke plads til selv en lille dameselskabstaske. Senere blev jeg bedre til at stuve, og vi endte faktisk med at have ledig plads. Da testen var slut bar vi al bagagen op på værelserne igen, kørte vi så ud til lufthavnen, hvor vi ventede udenfor, mens svigerfar afleverede bilen, hvilket var lidt mere primitivt end den måde, man afleverer udlejningsbiler på i de store lufthavne i dag. Her bliver man modtaget af en person, der skanner en stregkode i forruden og aflæser kilometertælleren, og så er det klaret. I St. Augustines lille lokale lufthavn skulle man ind på et kontor med sine papirer, som man selv havde udfyldt med de relevante informationer, og så gik en medarbejder ud til bilen for at kontrollere, om man havde snydt. Til sidst blev de færdige, og vi kunne returnere til hotellet, nu kun med én bil. Da vi kom tilbage, tog Dorte og jeg en dukkert i poolen, mens Else og Carl Jørn hvilede sig.

Om aftenen fandt vi en restaurant, hvor fik noget at spise. Efter maden kørte vi rundt og kiggede på St. Augustine fra bilen, indtil det blev for mørkt til at se noget, inden vi vendte tilbage til hotellet, hvor vi drak en kop kaffe sammen, inden vi trak os tilbage for natten på hver sit værelse.

Fjerde juli fejring i St. Augustine - min første nationaldag på amerikansk jord

St. Augustine er en af ​​USAs ældste byer, måske den ældste. Byen er under alle omstændigheder gammel efter amerikansk standard; grundlagt i 1565 af den spanske admiral Pedro Menéndez de Avilés, og stedet, hvor byen ligger, blev allerede besøgt i 1513 af Juan Ponce de Leon, manden, som opdagede Florida (eller i hvert fald var chef for den ekspedition, der gjorde det). Det var denne by, vi nu skulle udforske, og her, i den gamle bydel,  skulle vi fejre den 4. juli sammen med de lokale. Men det var først om aftenen, da der ikke var parader eller lignende, så vi besluttede bruge dagen til at se mere af St. Augustine end vi havde gjort fra bilen den foregående aften. Dagen før havde vi set nogle små hop-on/hop-off trolleyer, som kørte rundt i byen, og vi besluttede at købe billetter til en af ​​dem. Der er flere forskellige selskaber, der driver disse vogne, men da vi kom forbi endestationen for et af disse, ikke langt fra vores hotel, det første selskab vi kom forbi, købte vi fire billetter og steg ombord på den første trolley, der skulle afgå.

Flagler College. Tidligere Hotel Ponce de Leon.

Det første sted, vi kunne stige af, var ved Old St. Augustine Village, en slags frilandsmuseum, som også er kendt som Dow Museum of Historic Homes. Forskellen på dette og andre frilandsmuseer er, at husene ikke er flyttet hertil fra andre steder, men altid har ligget netop her (en enkelt bygning er dog flyttet fra den næste gade). Husene er bygget mellem 1790 og 1910, og de fleste tilhørte oprindeligt en familie ved navn Canova. Det ældste hus hedder Murat House, da det engang blev udlejet af Canovafamilien til Achilles Murat, Napoleons nevø. Inde i "landsbyen" så vi fundamentet til en bro. Denne bro krydsede oprindeligt et lille vandløb, hvor gaden uden for nu ligger. Broen var en træbro og den første bro, der blev bygget i det nuværende USA. Vi gik rundt i landsbyen og så de smukke haver og kiggede også ind i et par af de 9 huse i området, men til sidst havde vi set nok og besluttede at tage videre. Mens vi ventede på bussen, sad vi på en bænk og nød synet af en større gruppe firben, der kravlede rundt på væggene og mellem planter og sten.

Igen tog vi den første trolley (fra det rigtige selskab), som kom forbi, og fortsatte turen rundt i byen. Undervejs så vi blandt andet byens ældste hus, byens første fængsel, rådhuset, Flagler College og flere kirker. Både Rådhuset og Flagler College er oprindeligt bygget som hoteller af en mand ved navn Henry Flagler. Sammen med John D. Rockefeller grundlagde han Standard Oil (Esso), og i 1885 kom han til St. Augustine, hvor han har sat et uudsletteligt aftryk på byen. Han mente, at St. Augustine ville være det ideelle vinterferiested for rige nordamerikanere, så han byggede det luksuriøse Hotel Ponce de Leon og det lige så luksuriøse Hotel Alcazar. Han byggede derefter en jernbane fra New York til St. Augustine for at bringe turister til hotellerne, hvor man kun kunne få værelse hvis man indkvarterede sig i to måneder eller mere - og det var ikke billige værelser. For at gæsterne kunne blive modtaget ordentligt, når de ankom til byen, byggede han en toetagers banegård og arrangerede bustransport fra stationen til hotellerne. Senere byggede han også et hospital, det tidligere rådhus og flere kirker. Flagler er begravet i en af disse kirker, Memorial Presbyterian Church, hvor også hans første hustru, hans ældste datter og et barnebarn allerede var begravet. Hotel Alcazar er i dag St. Augustines rådhus, og der er et Lightner Museum i den ene ende af bygningen. Hotel Ponce de Leon er nu hjemsted for Flagler College (tidligere har det også været brugt som militærakademi i en periode).

Efter besøget i centrum af byen, fortsatte turen nord på til stedet, hvor legenden siger, at Juan Ponce de Leon, som den første europæer siden vikingerne, satte sine ben på nordamerikansk jord (det er nok ikke helt sandt, men en god legende). Ifølge legenden ledte Ponce de Leon efter Ungdommens Kilde, men heller ikke dette er sandt. Man kan da heller ikke stole på legender. I virkeligheden ledte han efter nyt land at erobre og ikke mindst guld og andre rigdomme, hjn kunne "stjæle" fra de lokale indianere. I 1512 var han guvernør over den spanske koloni Borinquin, det nuværende Puerto Rico. Han fik kongens tilladelse til at udruste et skib, og i det sejlede han nordpå. Han gik i land på flere øer undervejs, blandt andet på Bimini og andre af Bahamaøerne. Om morgenen, påskedag den 27. marts 1513 fik man en ny ø i sigte (eller i hvert fald troede man, at det var en ø), og den 2. april landede de Leon på "øen" (sikkert roet ind af medlemmer af besætningen, så måske var han ikke den første i land) de Leon erklærede, at "landet" nu tilhørte den spanske konge. Han kaldte "øen" for den blomstrende påske" eller "Pasqua Florida" på spansk. Siden er påsken forsvundet ud af billedet, men området er fortsat kendt som Florida, og det er ikke en ø.

Så meget om historien, nu tilbage til legenden. Den 3. april opdagede han en kilde, som han troede var ungdommens kilde. Han beskrev vandet som værende vidunderligt friskt, hvilket viser, hvordan vandet i skibets vandtønder må have smagt. Enhver, der har smagt vandet fra den påståede ungdomskilde, vil kunne fortælle, at det bestemt ikke smager bare i nærheden af ​​frisk. Det kan jeg også selv bekræfte, fordi Jeg har personligt drukket af det ved flere lejligheder, og se hvor godt jeg holder mig. Du kan læse mere om Ponce de Leon, Ungdommens Kilde og de lokale "kæmper" i artiklen "Ponce de Leon og Jagten på ungdommens kilde" på min historiske side.

Ungdommens Kilde i 2002. Sådan så den også ud i 2012, men ved vores  besøg i 2016 var der sat et gitter over "brønden" fordi for mange turister stak hænder og fødder i den. Og ved det seneste besøg i 2018 var gitteret der endnu.

I dag er der en missionsstation, Mission de Nombre de Dios, på det sted hvor de Leon først gik i land, og hvor kilden springer, er anlagt en såkaldt arkæologisk park, som vi besøgte. Vi gik rundt i parken i nogen tid og kiggede på udgravningerne i Timucua Village og på påfuglene, som færdes frit i området. Vi så derefter en film i det lokale planetarium, om hvordan spanierne navigerede fra Europa til Florida. Det var og er faktisk ret nemt. Sejl fra Spanien ned til De Kanariske Øer. Tag den første vej til højre og fortsæt lige frem efter næsen, indtil du ser land igen. Det er Florida. Hvis det ikke er Florida, har du lavet en fejl et sted undervejs, aner du ikke, hvor du er og er derfor faret uhjælpeligt vild og er fortabt. Efter filmen besøgte vi en lille udstilling, der viser et kors af mindre sten, som efter sigende blev anlagt af de Leons ekspedition for at vise at området nu tilhørte kristenheden. Korset består ad 15 sten i længden og 13 sten i bredden, hvilket symboliserer året, hvor de Leon først kom til Florida. Til sidst, efter at have set alt andet af interesse, besøgte vi så Ungdommens Kilde og fik lov til at smage på vandet, som var meget svovlholdigt og lugtede som rådne æg. Jeg kan faktisk stadig lugte det, mens jeg skriver dette. Retfærdigvis skal det siges, at smagen ikke var nær så slem som lugten, så jeg drak to glas for at være sikker. At vandet faktisk har effekt, kan du læse mere om i artiklerne "Gennem bussen til piratskibet!" og Mad á la Tom Dooley, begge fra 2016. Dorte, Else og Carl Jørn nøjedes med et glas hver. De ønskede ikke at holde sig helt så unge som mig.

Mens vi sad og ventede på trolleyen, der skulle bringe os tilbage til byen, beundrede vi de mange træer dækket med spansk mos, som stod både i og udenfor parken. Turen var nu ved at være slut, og undervejs tilbage til byen så vi en række bygninger inklusive det spanske fort Castillo de San Marcos, som alle var bygget af coquina. Coquina er en speciel slags "sten", som består af skaller af Coquina-muslinger, som gennem mange år er blevet komprimeret til hårdt calciumcarbonat (kalksten). Oprindeligt var det et almindeligt byggemateriale, men efterhånden blev det sjældent og dermed dyrt, og man holdt op med at bygge almindelige huse af coquina. I stedet brugte man "tabby", et materiale sammensat af brændte østersskaller, kaldet "fattigmands coquina".

Da vi kom tilbage til endestationen, gik vi en tur i byen. St. Augustine er en af ​​kun to amerikanske byer, der har været omgivet af en bymur. Den anden er New Orleans, hvor der oprindeligt var mure omkring det franske kvarter; gadenavnet Rampart Street i New Orleans minder om den tid. Vi gik ind gennem byporten, som faktisk er det eneste, der er tilbage af bymuren, men det er dog bedre end New Orleans, hvor kun et gadenavn er tilbage. Vi gik ned ad gågaden St. George Street, hvor vi blandt andet så nogle gamle træbygninger, hvoraf den ene husede USA's efter sigende ældste skolebygning i træ (igen nok mere legende og reklame end den pure sandhed), samt et gammelt apotek som fungerer som apoteksmuseum. Desuden så vi mange andre gamle bygninger, blandt andet en gammel vandmølle, der i dag er restaurant, og vi fik et glas friskpresset lemonade, som vi købte i en bod på gaden. Da vi ikke kunne holde ud at se på flere gamle huse, kørte vi tilbage til hotellet, hvor Dorte og jeg igeng tog en dukkert i poolen. Senere gik vi til en tidlig middag.

Ved 20-tiden gik Carl Jørn, Dorte og jeg ned til Castillo de San Marcos ved Mantanzas-floden, hvor der ville være fyrværkeri. Else besluttede sig for ikke at gå med, da hun plejede et dårligt knæ, så hun tilbragte aftenen på hotellet. Efterhånden som vi kom tættere på havnen samledes flere og flere mennesker på bredden af ​​Mantanzas-floden. Da fyrværkeriet startede omkring kl. 21.00 gættede vi på, at mindst 20.000 mennesker var samlet. Ikke dårligt i en by som dengang havde omkring 11.000 indbyggere. Fyrværkeriet blev akkompagneret af amerikanske salmer og sentimentale nationalromantiske sange og den slags. Dette faldt ikke helt vores danske smag, men fyrværkeriet var virkelig flot, og alt i alt var det en fantastisk aften. Da det var overstået gik vi tilbage til hotellet og fik en kop kaffe inden vi gik i seng.