Kvinderne var gået hjem

Kvinderne var gået hjem!

Besøg på et fort og ved en havnefront

Efter festlighederne den 4. juli i St. Augustine var det blevet tid til at vende næsen mod nord og sætte kursen i samme kompasretning. Dorte og hendes far ville gerne gense Savannah, Georgia, som de begge havde syntes var meget køn, da de var der fire år tidligere, og Else og jeg accepterede forslaget. Så vi fandt motorvejen og kørte nordpå til Georgia. Ved statsgrænsen besøgte vi selvfølgelig velkomstcentret og fortsatte så hurtigt videre. Lige før vi kom til Brunswick på Georgias kyst, forlod vi Interstate og kørte længere ud mod kysten og St. Simons Sound. Her krydsede vi en betalingsbro (pris: hele35 cent), for at komme til St. Simons Island. På vores vej passerede vi gennem et stort marskområde. Undervejs gennem marsken så vi et skilt, der fortalte os: "Pas på! Skildpadder krydser vejen". Jeg kan lige forestille mig ventetiden, hvis man skulle støde på en større flok skildpadder, der vil krydse hovedvejen. Den eneste skildpadde vi så, var dog én, der lå død i vejkanten. Så måske ville det være bedre at sætte et skilt op på skildpaddesprog, der advarer skildpadder mod biler :-). Vi fortsatte og kom til en anden bro. Denne gang var der ingen vejafgift, men broen var oppe. Vi ventede omkring 15 minutter, før vi overhovedet så skibet, der var ved at passere, så der var god tid til at komme ud af bilen og se på omgivelserne, inklusive bygningen, der lå ved siden af vejen. Det lignede en banegård, bare uden nogen skinner, og vi fandt aldrig ud af, hvad bygningen egentlig var. Endelig passerede skibet, broen lukkede igen, og så kunne vi fortsætte.

Det eneste af Fort Frederica, som ikke kun har efterladt fundamenter, er selve fortet.

Nu var vi på St. Simons Island, som er et typisk feriested, ikke mindst for mennesker med mange penge. Den kvikke læser vil måske nu spørge sig selv om, hvad vi lavede der? Svaret er enkelt: Øen er en af Georgiens såkaldte "Golden Islands", som er feriesteder for nogle af USA's rigeste. Vores plan var at se fattig ud i håb om, at nogen ville få medlidenhed og lade nogle af deres rigdomme falde af på os fattige danskere. Nej, den egentlige grund var, at vi ville besøge Fort Frederica. Dette fort var det sydligste engelske fort i det, der nu er USA, bygget kort efter at kolonien Georgia blev grundlagt, og soldater fra fortet kæmpede nogle hårde kampe mod de spanske kolonister i det nordlige Florida.

Vi fandt hurtigt fortet, som i dag kun består af spredte ruiner (mest fundamenter) og selve fortbygningen med nogle af de gamle kanoner, men området var meget smukt med appelsin- og ferskentræer. Vi gik en tur ned af det, der tidligere havde været byens hovedgade, og vi så på skiltet, der fortalte historien om fortet. Området har også et par grave, som er bygget af mursten. Da vi havde set nok, forlod vi øen, og kørte tilbage til motorvejen, hvor vi fortsatte til Savannah. Det var et af de steder, hvor vi havde booket vores hotel hjemmefra. Det viste sig at ligge i udkanten af byen, og vi fandt det uden besvær og blev hurtigt indkvarteret.

Efter indkvartering kørte vi ind til Savannahs centrum. Turen gennem Savannah tog vi ad nogle mindre veje, der var meget spændende, fordi de hele tiden bliver afbrudt af de små pladser, som Savannah er kendt for. Vi parkerede bilen nær floden og gik en tur langs "havnefronten", hvilket er meget interessant, fordi gaderne hernede er i to niveauer. Ved siden af floden ligger River Street, og her var der masser af liv i den murstensbelagte gade med gademusikanter og andre optrædende. Blandt andet var der en af den slags énmandsorkestre. med en enkelt mand, der spillede på guitar, stortromme, bækkener, mundharpe mm. på samme tid. Mens vi stod og så på ham, blev jeg kontaktet af en journalist fra ABC, som ville vide, hvad jeg syntes om et eller andet, som jeg har glemt, hvad var, men tilsyneladende blev interviewet bragt i aftennyhederne samme dag - vi så det dog ikke selv. Desværre havde Else forsat ondt i sit knæ, og gåturen i Fort Frederica havde ikke gjort det bedre, så efter besøget i River Street gik vi tilbage til bilen. Vi kørte til en restaurant tæt på hotellet og spiste middag inden vi vendte tilbage til vores værelser.

Ingen damer i vejkanten

Gademusikant i River Street i Savannah

Næste dag fortsatte vi så vores tur nordpå til Charleston, South Carolina, som jeg så frem til at besøge igen. Denne gang ville jeg besøge Fort Sumter på en ø i Charlestons havn, da vi ikke nåede at komme dertil ved vores første besøg to år tidligere.

Igen tog vi Interstate Highway 10 nordpå, men forlod den igen lige efter statsgrænsen og det obligatoriske besøg på et velkomstcenter. Vi tog South Carolina State Route 170 og senere U.S. Route 17 til Charleston. Det var den hurtigste vej, men det var ikke den eneste grund. Sidst vi var i området, nærmere bestemt da vi var ude ved Boone Hall Plantation (se artiklen Hvordan vi for vild - to gange under Rejser 2000), havde Dorte set nogle kurve, flettet af et materiale, der kaldes sweetgrass. For mange år siden (i 1962) havde Carl Jørn haft sådan en kurv med hjem til Else, og nu ville Dorte også gerne have en. Men i 2000 syntes vi, at de var for dyre. Denne gang besluttede hun sig dog for at få en, koste (næsten) hvad det ville. Og det var her, Carl Jørn kom ind i billedet. Han huskede, at da han var i området 40 år tidligere, havde der været en mængde små boder ved vejen, hvor kvinder flettede og solgte disse kurve. Han mente derfor, at hvis vi kørte ad de små veje, ville vi helt sikkert møde kurveflettende damer, og han var overbevist om, at kurve herude på landet ville være langt billigere, end de ville være i en butik i byen. Desværre så det dog ud til, at alle kvinderne havde solgt deres kurve og gået hjem siden svigerfars besøg 40 år tidligere.

Vi opgav derfor kurvejagten og kørte til Charleston og fandt vores hotel, som igen var forudbestilt. Det lå ved Ashley River lidt uden for byen. Desværre kom vi for tidligt, så værelserne var ikke klar. Vi besluttede derfor at tage ind til byen, mens vi ventede. Vi kørte derfor til den parkeringsplads, som Dorte og jeg havde brugt året før, tæt på byens visitor center. Sidst vi var her, tog Else og Carl Jørn en sightseeingbus, og nu ville vi alle fire gentage det. Vi gik til billet-kontoret, og hvad så vi der? En dame, der solgte de pågældende kurve! Desværre tog hun 250 $ for en kurv i den størrelse, Dorte ønskede, og efter hendes mening (Dortes altså, ikke damens) var det stadig lidt mere, end hun ville betale. Carl Jørn indledte en samtale med damen og fortalte hende blandt andet om sin egen kurv, købt for 40 år siden og stadig funktionsduelig. Den eneste effekt, det havde på damen, var dog ikke, at hun satte prisen ned, men at hun nu brugte Carl Jørns historie som salgsargument overfor nogle andre kunder, som fik at vide, at disse kurve var meget holdbare, for eksempel havde herren der, her pegede hun på Carl Jørn, haft en i 40 år. Så vi sprang kurven over endnu en gang og købte billetter til vores bustur. For Dorte og jeg var det første gang, vi så byen med guide.

Turen var, som de fleste af sådanne guidede ture, meget spændende, hvis man interesserer sig for historien bag det, man kører forbi, og chaufføre var en rigtig god fortæller, som virkede oprigtigt engageret i sin by. Vi så adskillige antebellumhuse (huse, der er bygget for Borgerkrigen) og på gaden The Battery fik vi fortalt historien om de specielle "kvindebalkoner". Disse altaner er bredere forneden end de andre altaner, så de store damekjoler ikke ville blive presset sammen og glide op og blotte ankler og lægge. Som i New Orleans skulle en mand gifte sig med en kvinde, hvis han tilfældigvis så hendes ankel eller blive udfordret til en duel. Se også artiklen Damen med den lyserøde parasol.

Hus på The Battery. Man kan ane en af "kvindebalkonerne" på første sal bag træet.

Vi så også en masse kirker. Charleston kaldes "Den Hellige By" på grund af de mange kirker i byen. En af de mest berømte kirker er St. Philips Church. På denne kirkes kirkegård ligger flere berømtheder begravet, herunder Edward Rutledge, en af underskriverne af uafhængighedserklæringen, Charles Pinckney, som var underskriver af den amerikanske forfatning og John C. Calhoun, krigsminister og senere vicepræsident under to forskellige præsidenter. St. Philips har kirkegård på tre sider af kirken, og så er der en del grave på et område på den anden side af gaden. For at blive begravet på den del af kirkegården, som ligger på samme side som kirken, skulle man være født i Charleston. Calhoun blev født i byen Clemson, så han blev begravet på den "billige langside" på den anden side af gaden, mens hans kone, som var født i selve Charleston, blev begravet ved siden af kirken til højre for denne.

Vi besøgte også gadekrydset, der kaldes "Four Corners of the Law (Lovens Fire Hjørner). Four Corners of the Law er krydset mellem Meeting Street og Broad Street. På de fire hjørner er forskellige bygninger, der huser kontorer for fire lovgivende magter. De fire bygninger er Rådhuset (byens lov), Domhuset (statens lov), et postkontor (Unionens lov) og St. Michael's Episcopal Church (Guds lov).

Charleston College og Old Customs and Exchange Building fra omkring 1770 var blandt andre bygninger, vi kørte forbi. I fængslet under Toldbygningen blev sørøveren Stede Bonnet, kendt som The Gentleman Pirate, holdt fængslet i 1718, indtil han blev hængt på en sandbanke uden for byen (nu er sandbanken forsvundet - eller rettere blevet landfast, men den lå der, hvor nu parken White Point Garden ligger). Lige inden vi kørte tilbage mod visitorcentret, så vi en kopi af ubåden CSS Hunley, som var den første ubåd som sænkede et fjendtligt skib i 1864. Ubåden sank desværre også, og blev først genfundet i 1995 og hævet i 2000. Den rigtige ubåd er stadig under konservering, men kan beses ved besøgt på Warren Lasch Conservation Center. Da vi kom tilbage til udgangspunktet havde vi en kort samtale med chaufføren, og da vi nævnte vores problem med at få købt en kurv til Dorte, fortalte han os, at vi skulle købe kurven i markedsbygningerne på Market Street. Der var især én "producent", han ville have os til at besøge, og hvis vi fortalte hende, at vi kom fra hendes fætter, buschaufføren, ville vi få kurven med en klækkelig rabat.

Vi tog derfor en sporvogn ned til Market Street, og der var rigtig mange kurve til salg, men desværre ikke billige nok for os, og de der var, var nok ikke helt autentiske håndlavede sweetgrass kurve. Og vi fandt aldrig chaufførens kusine. I stedet spiste vi frokost på de samme Wild Wings, hvor Dorte, ungerne og jeg havde spist to år tidligere. Så kørte vi tilbage til hotellet, hvor vores værelser nu var klar, så vi kunne blive indkvarteret. Så endnu en gang tog vi en svømmetur i hotellets pool, og senere gik vi en tur langs Ashley River.