En kuffert fyldt med mad

I modsætning til de to første ture til USA fløj vi denne gang direkte fra København til Washington DC med SAS uden mellemlandinger. Fordelen ved dette er selvfølgelig komforten, men i vores tilfælde betød det også , at fordi SAS fløj på et mere menneskeligt tidspunkt end KLM, som vi havde fløjet med de første to gange, behøvede vi ikke at tage hjemmefra klokken fire om morgenen, men skulle først være i lufthavnen klokken 10.30, Flyet skulle afgå klokken 12.05 og dengang skulle man være i lufthavnen 1½ time før afgang, når man skulle til USA. Vi havde dog fået at vide fra SAS, at det nok ville være klogt at kommer 2½ time før, da køen kunne være lang. Vi aftalte derfor med Tim, at han skulle hente os kl. 9, så vi kunne være i lufthavnen 9.30, hvilket vi da også var. Og SAS havde ret. Der var en overordentligt lang kø, da vi skulle tjekke ind. Så lang at vi faldt i snak med manden bag os. Han var ansat i Flyvevåbnet og gjorde tjeneste i det, der dengang var kendt som Joint Strike Fighter projektet (i dag bedre kendt som F35 Lightning, som Danmark har bestilt 27 af). Vi fortalte om Jens, Dortes bror, som vi skulle besøge og som var Søværnets mand i NATO Seasparrow projektet. Han havde hørt om, men kendte ikke Jens, men havde kendt hans forgænger. Manden, hvis navn vi aldrig fik, havde på det tidspunkt været i Washington i syv år, og skulle bliver der to til, indtil han skulle pensioneres. Nu havde han været hjemme for at hente sit barnebarn, som skulle på ferie hos farmor og farfar.

Da vi endelig nåede frem til Check-in med vores to kufferter, viste det sig ,at den store kuffert vejede 31 kg, mens den mindre taske kun vejede 11 kg. Og selvfølgelig var det mig, der skulle slæbe den store, hver gang vi skulle op ad trapper. Vi måtte have to gange 32 kg, så vi var langt under grænsen. Det meste af vægten i den store kuffert skyldtes medbragte forsyninger til Jens og Annette. Når den vægt kom ud af kufferten, betød det, at der ville være rigelig plads og vægtoverskud, hvis vi skulle falde over noget, som vi ikke kunnde undvære og derfor gerne ville have med hjem. Mens vi ventede i lufthavnen, anskaffede vi en flaske toldfri whisky, som Tim skulle have når vi kom hjem, som tak for at passe hus og hunde. Lidt parfume eller noget i den stil til Tina og lidt læsestof til turen over Atlanten, blev det også til, inden vi gik ombord.

Som sædvanlig er der ikke meget at sige om flyveturen. Kedeligt og tak for det :-). Da vi ankom til Dulles, kom vi uden forsinkelse igennem indrejsekontrollen, da der kun var landet vores fly på netop det tidspunkt, men da vi var kommer igennem, var der en lang kø bag os. Da vi havde fået vores kufferter og kom gennem tolden, stod Jens og Annette og ventede på os uden for ankomsthallen. Vi skulle bo hos dem det første par dage, inden vores road trip skulle begynde. Deres bil stod parkeret lige udenfor bygningen, så vi stuvede kufferterne i bilens bagagerum, og så var vi klar til at køre. Biler koster noget mindre i USA end i Danmark, så for det beløb, som staten stillede til rådighed havde Jens og Annette kunnet købe en, godt nok et par år gammel, Mercedes C350 til Jens og en Golf Cabriolet til Annette. Med vores bagage på plads, satte Jens kursen ad betalingsvejen Dulles Toll Road mod deres hjem i Washington forstaden Vienna. Denne vej skulle komme til at give os problemer to  gange senere under turen, men mere om det i kommende artikler. Det var meget nemt at finde Jens' og Annettes hus. Vi forlod Dulles Toll Road, hvor den blev krydset af Virginia Route 7 også kaldet Leesburg Pike, den gamle hovedvej, der forbinder Alexandria uden for Washington med Leesburg i det nordlige Virginia. Vi skulle dreje til venstre ad "Syveren", som hovedvejen kaldes på de kanter, og så tage den første vej til venstre, og vi ville være der – og det var vi.

Jens og Annettes lejede hos på Jarrett Valley Drive i Vienna, lige ved Dulles Toll Road og ikke langt fra bebyggelsen Tyson, der mest er kendt for sit store indkøbscenter, Tyson's Corner.

Deres hus var et "beskedent", lejet hus på omkring 375 m² (ca. 4.000 kvadratfod) i to plan og med fuld kælder, hvor der også var såvel værelser som badeværelse. Her fik vi vores værelse, et af deres gæsteværelser i stuetagen, med walk-in closet og eget bad og toilet. Det første vi gjorde var at åbne vores store kuffert, og slippe vores to katte løs (tak til Jørgen Rygs Fru Duurlund for den joke). Nå faktisk lukkede vi ikke katte, men de medbragte forsyninger i form af madvarer og slik ud af kufferten. Vi havde som nævnt medbragt nogle danske fornødenheder, som enten er svære eller umulige at skaffei i USA, og som tåler transport, og som desuden er lovlige at importere til USA. USA har nogle skrappe restriktioner på indførsel af fødevarer, hvilket Tim oplevede i 2018, hvor han fik konfiskeret et vakuumindpakket stykke røget bacon, som han skulle bruge til æggekage i Arizona. Maden var vores gave til Jens og Annette, da vi ikke anede hvad vi ellers skulle give dem. som tak for opholdet - blomster holder sig så dårligt i en kuffert på en lang flyvetur. Blandt herlighederne var ægte dansk rugbrød, som amerikanerne tilsyneladende kun kan fremstille i en eller anden sød pumpernikkelagtig smag, dåseleverpostej, makrel i tomat (findes simpelthen ikke i USA), dansk ost, dansk kaviar (ikke den ægte, men den danske variant), og sidst men ikke mindst flere poser lakrids og vingummi! Som det fremgår af andre artikler her på siden, kan amerikanerne hverken lave ordentlig lakrids eller vingummi - i hvert fald ikke noget, der passer i vores smag.

I huset blev vi mødt af Britt, Jens og Annettes yngste datter og en af ​​hendes veninder fra skolen i Danmark som var på besøg. Louise, som veninden hed, skulle dagen efter rejse tilbage til Danmark. Dorte og jeg var lidt trætte, så vi havde ikke lyst til at lave ret meget. Vi besluttede dog at tage et spil 6-mands kampludo (brætspil). Hvis nogen ikke har prøvet at spille kampludo, har de noget til gode. Jeg ved ikke, hvem der har opfundet denne anderledes version af det ellers ret så velkendte børnespil, men vi spillede det meget i Søværnet, og denne version er bestemt ikke for små børn eller sarte sjæle :-). For det første adskiller det sig fra almindelig ludo, ved at være et makkerspil, hvor hver spiller har en makker, deraf betegnelsen makkerspil. Det spilles af tre par på et seks personers ludobræt. Hver spiller har sine egne brikker, men man kan flytte sin makkers brikker såvel som sine egne. For det andet skal man slå sine modstanders brikker hjem, hvis det overhovedet er muligt uanset om det er det bedste træk, man kan foretage. Fx skal man gøre det, selv om det betyder, at man så må gå forbi indgangen til sit eget "hus" for at gøre det, og dermed bliver nødt til at tage en omgang til. Hvis ikke man slår modstanderen hjem, når man kan, kan éns egen brik "pustes" (som i dam) og skal selv starte forfra. Der er mange flere regler, men til sidst vil jeg var nævne, at hvis man kan slå en modstanders brik hjem, ved at "jagte" den op ad "stien" til modstanderens hus, er dette også et krav. En brik har absolut ingen ro, før den er helt hjemme og ude af brættet. Disse regler betyder, at et spil kan vare meget længe,  (faktisk kan det få Matador til at virke som et spil lynskak, ​​og samtidig er det yderst underholdende. Jens og jeg spillede sammen mod Dorte og Annette og Britt og Louise. Måske var det vores fælles erfaring fra søværnet, der gjorde det, for Jens og jeg havde bestemt ingen problemer med at vinde spillet.

Da vi var færdige med spillet inviterede Jens og Annette os på middag. Det var en tradition, de havde etableret, når de havde gæster fra Danmark, at de altid inviterede gæsten på TGI Fridays i Viennas centrum den første aften af ​​deres ophold. Efter middagen kørte vi tilbage til Jens og Annette, hvor vi sludrede på terrassen (og drak lidt vin) indtil omkring kl. 21.30 lokal tid. Da klokken svarede til 2.30 for os, besluttede vi os for at sige tak for i aften og gå til køjs.