Hukommelsestab

Dagen efter vores hjemkomst fra roadtrippet, skulle bruges til stille afslapning, inden vi skulle hjem til Danmark næste dag. Jens havde taget et fly til Californien tidligt om morgenen for at deltage i et møde, og Annette og Dorte ville shoppe lidt i Vienna, og jeg fulgte bare med. Efter et par timers shopping kørte vi tilbage til huset og slappede af med et kortspil med Britt og hendes venner resten af dagen. Næste eftermiddag skulle vi tilbage til Danmark, og da vi først skulle være i lufthavnen ved 16-tiden, var der ingen grund til at pakke sammen før næste morgen.

Næste morgen fandt Dorte vores flybilletter frem, kiggede på dem og opdagede, at vi havde husket forkert med hensyn til afrejsedatoen. Heldigvis var det ikke dagen før, men først næste dag, vi skulle flyve. Vi skulle så finde på noget at få tiden til at gå med den dag, og da Annette havde travlt i huset, besluttede vi, at Dorte og jeg ville besøge Harpers Ferry, og i den forbindelse blev vi enige om, at Dulles Toll Road ville være den hurtigste vej og bestemt hurtigere end Virginia Road 7. Vi kunne så blive på Dulles Toll Road indtil vi mødte Washington Beltway og køre ad denne til I-270, som vi ville følge mod nordvest.

Udsigt over Shenandoah River fra Jefferson Rock i Harpers Ferry.

Første gang vi kørte på betalingsvejen på denne tur, havde vi problemer med betalingen, som jeg fortalte i " Kyssebroer, god mad og en høj bue", så denne gang forberedte vi os i god tid, tog penge frem og kontrollerede, at beløbet var rigtigt, så intet kunne gå galt!! Men lige før vi kom til betalingsanlægget, opdagede Dorte, der kørte, et skilt til "the Beltway", som hun mente betød, at vi skulle blive på betalingsvejen og ikke bruge afkørslen. Så hun mente ikke, at vi skulle betale ved denne afkørsel. Det så faktisk ud, som om der ikke var nogen opkrævning af betaling i den bane, vi brugte gennem betalinganlægget. Og hun havde ret. Der er ingen steder at betale - da denne bane kun var for biler med E-Zpass. Sådan en dims havde vi ikke, så endnu engang ringede klokkerne og lys blinkede, mens vi kørte igennem. Da vi var kørt omkring 200 m, og skulle ind på The Beltway, lød der pludselig en sirene bag os og med den dårlige samvittighed vi havde, blev vi enige om, at vi hellere måtte trække ind til siden. Det samme gjorde bilen bag os, og bag ham en politibil. To betjente steg ud, og den ene gik med målrettede skridt forbi bilen bag os og hen mod vores bil. Vi var helt klar til at grave alle undskyldninger frem: hovedsageligt at vi var turister, og derfor ikke kendte systemet, da betjenten sagde det var bilen bag os, de ville stoppe og at vi roligt kunne køre videre. Efter denne lille forskrækkelse gik resten af turen godt. Vi har passeret betalingsbroer, kørt på betalingsveje i flere stater, brugt betalingsfærger og ingen steder har vi haft problemer, og nu lykkedes det os at gøre det forkert igen på Dulles Toll Road. Den særlige vej må være forbandet!

Efter at have fulgt ringvejen og senere I-270 til omkring Rockville, forlod vi interstaten og skiftede til Maryland Route 28, som vi fulgte til Brunswick. Her krydsede vi Potomac og kørte derefter ad smalle veje med vejnumre som Virginia Road 695 og 672 til Harpers Ferry.

Sidste gang vi var i Harper Valley fire år tidligere, så vi kun en del af byen, så der var stadig ting, vi manglede at se. Også denne gang parkerede vi bilen på den store parkeringsplads uden for byen, men inden vi tog bussen ned til byen hørte vi en parkbetjent fortælle om de kampe, der havde fundet sted i Bolivar Heights uden for byen. Da vi stod af bussen, hørte vi endnu et rangerforedrag, denne gang om Meriwether Lewis' forbindelse til Harper's Ferry. Det var ikke en særlig stor forbindelse, men det var 200-året for Lewis og Clark-ekspeditionen, så alt talte. Foredraget lærte os, at Lewis havde besøgt byen før ekspeditionen for at bestille udstyr. Han havde blandt andet bestilt rifler, reservedele, knive, pibe-tomahawks (det var tomahawks med hult skaft, der både kunne bruges som rygepiber og som økser). De skulle bruges som gaver til de indianere, som ekspeditionen forventede at møde. Desuden bestilte han en slibesten, fiskespyd, fiskekroge og et par andre småting. Og så bestilte han skelettet til en sammenklappelig båd. Tanken var, at den kunne transporteres foldet sammen, og når de så skulle bruge den, ville skelettet blive foldet ud, og de kunne så belægge det med huderne af dyr, de havde skudt. Snøringerne ville blive forseglet med harpiks, og så ville ekspeditionen have en båd. Det var meningen, at de ville bruge denne båd, efter at de havde krydset de store vandfald på Missouri-floden, hvor de ville være nødt til at opgive den større båd, de brugte til den første del af turen. Idéen viste sig desværre at være ubrugelig. Ganske vist skød de dyr nok til at beklæde båden med huder, men desværre voksede der ingen harpiksholdige træer vest for Mississippi, så de kunne ikke skaffe harpiks til at forsegle den med. Derfor blev den bærbare båd hurtigt opgivet.

Under foredraget fik vi vist de steder, hvor den gamle våbenfabrik og det gamle arsenal tidligere havde ligget. Bagefter besteg vi en ret stejl trappe, som var hugget ind i klippen, forbi huset, Robert Harper, som byen er opkaldt efter, havde bygget til sin familie, da han etablerede sin færgefart over floden. Bygningen eksisterer stadig, og det er byens ældste hus, selvom det er integreret med en nyere bygning. Derfra fortsatte vi op til den katolske kirke i byen og fortsatte forbi ruinerne af en tidligere episkopal kirke. Vi endte ved "Jefferson Rock", hvor Thomas Jefferson i 1783 havde stået og kigget ned på de to floder Potomac og Shenandoah, som mødes under klippen. På vej ned fra klippen besøgte vi den lokale bager og købte en nybagt, varm kanelsnegl med glasuren i en lille "kop". Der til en ske, så man selv kunne bestemme om glasuren skulle på kanelsneglen eller spises om tilbehør. Da vi havde nydt udsigten over floderne og byen, gik vi ned af trappen igen, og gik ud til Virginius Island. Der er stadig ruiner af mange af de fabrikker, der blev startet her i begyndelsen af 1800-tallet, og som var begyndelsen på industrialiseringen i USA. Herude så vi også en del af kanalsystemet "Patawmac Canal", som vi også havde set nær Great Falls. Heroppe hed den Shenandoah-kanalen, og den førte prammene uden om de strømfald, der bliver dannet ved mødet mellem Shenandoah-floden og Potomac-floden. I dag er kanalen næsten tør og lukket i begge ender, så den ikke længere er forbundet med floden.

Britt (i lyserød) og hendes venner spiller brætspil på terrassen. Annette og Dorte ser på.

Da vi var færdige med at kigge på ruiner, tog vi bussen tilbage til bilen og vendte tilbage til Vienna. Vi valgte at tage vestpå til Charlestown, hvor John Brown blev hængt i 1859, og derfra krydsede vi Blue Ridge Mountains og vendte tilbage til Virginia igen. Lige før vi mødte bjergene, begyndte det at regne, og jeg må sige, at det regnede. Vi kunne ikke se bilerne foran os, ikke engang deres baglygter, så vi kørte noget langsomt, men efter cirka en time eller deromkring aftog regnen. På denne time havde vi kørt mindre end 15 miles. Vi kørte til byen Berry Hill og derfra til Leesburg. Herfra tog vi Virginia Route 7, som selvfølgelig førte direkte til Jens og Annette. Det er ikke så hurtigt som at tage den betalingsvej, der begynder i Leesburg, men vi ville ikke risikere endnu et betalingsproblem. Igen tog turen et par timer (denne gang pga. regn og trafik på Syveren) og vi var hjemme omkring klokken 18 og nød aftenen med brætspil.

Næste morgen brugte vi på at pakke al vores bagage, også det der havde været deponeret hos Jens og Annette, mens vi var på road trip, og så måtte vi bare vente, mens vi så vejrudsigten på tv. Der var et tornadovarsel for området omkring Washington, men der skete heldigvis ikke noget. Til gengæld blev der lovet storm og regn, og det så ud til, at der ville blive rigeligt af begge dele. Vi skulle være i lufthavnen 15.30 (og flyet skulle gå 17.30), men omkring 1.30 kunne vi dog se på tv, at stormen nærmede sig, så vi blev enige med Annette om, at det nok var en god idé at køre til lufthavnen med det samme. Så de (Annette og Britt, der kørte) måske kunne nå at komme tilbage til huset, inden stormen brød løs. Det så dog ud til, at tordenvejret allerede var på vej mod Dulles, men trods meget kraftig regn fik Britt os dertil uden problemer.

I lufthavnen sagde vi farvel til Annette og Britt ude på parkeringspladsen og takkede for deres gæstfrihed. De vendte tilbage til Vienna, mens vi tjekkede ind uden problemer. Da vi nu var i rigtig god tid og ikke havde fået frokost, fandt vi et sted, hvor vi kunne få en sandwich og en kop kaffe. Da vi havde spist, gik vi ud til gaten, hvor der stod et skilt, der sagde, at flyet ville afgå til tiden. Men da vi havde ventet en time, og boardingtiden nærmede sig, blev det meddelt, at på grund af stormen tidligere på dagen (nu skinnede solen igen), var flyet ikke landet i Dulles, men i Norfolk, Virginia, og der var maskinen stadig. Vi fik også at vide, at de regnede med, at den ville lande i Dulles omkring kl. 18.00, og at vi kunne tage af sted kl. 19, men sådan skulle det ikke gå. Jeg tror, klokken var omkring 20, før flyet var landet og blev gjort klar til, at vi kunne gå ombord. Derefter kørte vi ud til landingsbanen - og på grund af flyet ikke kunne komme afsted som planlagt, var vores plads i startkøen brugt og vi kunne derfor ikke starte til tiden. Til sidst ventede vi på landingsbanen i over en time, indtil flyet endelig kom afsted omkring 21.45 - 4 timer forsinket. Flyet var heldigvis en direkte rute til København, så vi mistede ingen forbindelsesfly på vejen.

Og dette fuldender historien om familiebesøgsturen 2004.