Viden om et vandfald

Frokost på Annette og Jens's terrasse. Med ryggen til, Britt, derefter med uret, Annette, Ana, Louise, Jens og mig selv, sagde hunden. Dorte kom ikke med, da hun var fotograf.

Så var det blevet den første hele dag i USA og både denne og den næste skulle tilbringes i selskab med Dortes bror og svigerinde i Vienna i Virginia (ikke langt fra Washington DC) inden i begav os ud på vores egentlige road trip. Da der ikke var noget vi skulle, kunne vi sove forholdsvis længe, og det lykkedes os dag også at undgå jetlag; noget jeg faktisk sjældent har oplevet, uanset hvilken retning jeg flyver i). Vi startede dagen med morgenmad på terrassen, og så kørte vi ud for at handle i et større supermarked i Vienna. Stedet, hvor vi handlede var et Giant FoodStores and Supermarket, som jeg i øvrigt ikke har handlet i siden, og faktisk slet ikke har set, hvilket måske kan skyldes at kæden lukkede i 2009, hvor butikkerne blev solgt til en anden kæde, som jeg heller aldrig har besøgt. Dette skyldes på sin side nok, at de kun findes i stater, som jeg kun sjældent har besøgt eller i hvert fald sjældent har foretaget større indkøb af fødevarer, så som Pennsylvania, Maryland, New York, New Jersey, West Virginia, Virginia, and Delaware. Ved denne lejlighed anskaffede vi os, for første gang, en køletaske til isterninger (den køler ikke isterninger, men køles af disse) til at holde vores drikkevarer, pålæg mm, kolde, når køreturen begyndte; noget vi har gentaget på alle senere road trips. På tilbagevejen kørte Jens os forbi nogle af lokalområdets seværdigheder, blandt andre et stort udendørs teater, Wolftrap, som faktisk lå lige bag den bebyggelse, de boede i, men som man alligevel skulle køre en længere omvej for at komme til. Vi passerede også en større kirke, hvor Jens forklarede, at der var plads til 10.000 kirkegængere ad gangen, og de havde fem "forestillinger" hver søndag, og alle pladser var fyldt op. Dette indtraf netop en søndag, og kort før vi nåede til kirken var en af forestillingerne forbi, og kirkegængeren skule ud fra parkeringspladsen i deres biler. Det skabte en del trafikkaos på hovedvejen, og der holdt da også hele fire politibiler ved udkørslen, som forsøgte at holde styr på trafikken. Jeg tror at præster i den danske folkekirke ville være begejstrede for en sådan tilslutning, men religion er mange steder i USA langt vigtigere for mange mennesker end det er tilfældet i Danmark.

Da vi kom tilbage og havde båret varerne ind, var de to unge damer (Britt og Louise) stået op, og da Louise skulle vende tilbage til Danmark næste dag, spillede vi et spil "afskedskampludo" med hende. Efter spillet spiste vi frokost på terrassen af nogle af de i supermarkedet indkøbte fødevarer sammen med Ana, en af Britts venner fra high school, som var kommet mens vi var i gang med Ludospillet. Efter frokost kørte Jens os (Annette, Dorte og jeg) en tur, så vi kunne opleve Great Falls of the Potomac; en serie vandfald på - sjovt nok - Potomac River, som faktisk ligger i en naboby til Vienna, McLean, hvor Britt også gik på high school. Fra huset var der kun godt 8 km til vandfaldsparken, så det tog under et kvarter, at køre derud. To år tidligere havde vi været i nærheden af vandfaldet, men på Marylandsiden af floden, men vi så det aldrig da Else, som vi var med ved den lejlighed, havde dårligt knæ, og ikke kunne gå de godt 2 km fra parkeringspladsen til faldene (se artiklen Drama ved Kanalen under Rejser 2002), Det skulle der så rådes bod på nu, men på Virginiasiden af floden, hvor der ikke er så langt at gå - og nu var Else endda ikke med.

Great Falls, der kun ligger godt 20 km fra Washingtons centrum, er en stor turistattraktion, og der er da også anlagt en (ret lille) nationalpark omkring faldene, med visitor center, picnic område, spadserestier osv. Faldene består af en række mindre fald, som hver især ikke er mere end 5-6 meter høje, men tilsammen falder floden 23 meter på en strækning af 12-1.300 meter. Det er de stejleste fald på nogen flod i denne del af USA, og der er godt med strøm. Ud over synet af faldene er disse også et populært sted at dyrke wildwater rafting og kajak sejlads, og vi så da også flere kajakroere, som prøvede at sejle mod strømmen, men ingen nåede op over det første fald, mens vi var der. Og nu kommer der så den viden, jeg pralede med i overskriften. Egentlig er det lidt snyd med den reklame, for jeg mener selv, at jeg bibringer viden i alle min artikler om vores ture, men nu kommer der altså mere.

Great Falls of the Potomac set fra et udsigtspunkt på Virginiasiden af floden.

I 1784 oprettede man et selskab, "The Patowmac Company", som skulle bygge kanaler rundt om de mange strømfald, der findes på floden, ikke bare ved Great Falls. Det skulle gøre det nemmere og mindre risikabelt at transportere varer på pramme ned af floden, da prammenes besætninger så kunne undgå at kæntre i strømfaldene og miste varerne. I alt skulle der bygges fem af disse kanaler, og en af dem blev altså bygget her. Kanalen blev færdig i 1802, og fungerede i 26 år. I disse år blev varer sejlet ned ad floden fra Ohiofloddalen og andre steder mod nord på flodpramme, der var 25 meter lange, men kun 1,5 meter brede. Den ringe bredde skyldtes, at prammene ikke bare skulle kunne komme gennem kanalerne, men også gennem de mange sluser, man havde bygget. Prammmene blev staget ned ad floden og gennem kanalerne, og "pramdragerne" solgte dem så i Washington sammen med de varer, de transporterede, da de ikke kunne stage dem op mod strømmen i floden. Varerne, som blev transporteret var vidt forskellige, fra mel og majs over pelsværk og tobak til tømmer og jernmalm. I 1828 blev kanalen købt af Chesapeake & Ohio Canal Company, som var ved at bygge en kanal på den anden side af floden, hele vejen fra Washington til Pittsburg i Pennsylvania, så prammene slet ikke skulle ud på floden, men den har jeg fortalt om i ovennævnte artikel. I 1790 opstod byen Matildaville ved Great Falls. Denne by var sponseret af en general fra Den Amerikanske Uafhængighedskrig, Henry Lee, kendt som Lighthorse Harry, som var en god ven af George Washington. Lighhorse Harry var i øvrigt far til den kendte borgerkrigsgeneral, Robert E. Lee. Byen havde en blomstringsperiode på omkring 30 år, men da benyttelsen af kanalen dalede, mistede byen sin betydning og da kanalen på den modsatte bred blev færdig, uddøde byen helt, og i dag er kun ruinerne af den tilbage.

Og efter al denne unødvendige paratviden, tilbage til dagens udflugt. Da vi kom til parken, gik vi en tur langs floden og beundrede faldene fra et par af de udsigtspunkter, der var anlagt. Det var ikke de højeste fald, jeg har set, men de var nu imponerende alligevel. og jeg kunne godt forstå, hvorfor man ikke i slutningen af 1700- og begyndelsen af 1800-tallet ville satse på at skulle transportere sin last på spinkle pramme ned ad disse fald. Vi så selvfølgelig på floden og faldene, og en lille del af resterne af kanalen, men vi gik ikke hele den lange tur ud til kanalsluserne, ruinerne af Matildaville og den meget snævre kløft, Mather Gorge, som Potomacfloden løber gennem lige efter faldene. Jens skulle køre Louise til Ronald Reagan Airport, hvor hun skulle flyve hjem fra, så vi skulle være hjemme tids nok til at hun kunne nå sit fly. Vi satte derfor kursen "hjemover", og da vi kom hjem, havde Louise pakket og var klar, så hun og Britt satte sig i bilen og så fragtede Jens dem til lufthavnen. Mens de var af sted så vi andre fodbold på en pay-per-view kanal, som Jens havde fundet, og da Jens kom tilbage, så han også anden halvleg. Grunden til at Jens ofrede de $25, det kostede, var at det var en kamp mellem Danmark og Tjekkiet, men da Danmark tabte, var det spild af penge.

Efter kampen kørte vi til det store indkøbscenter Tyson's Corner Market, som lå og ligger 5 minutters kørsel fra det hus, som Jens og Annette havde lejet. Her ville jeg se efter et kamera, som jeg længe havde villet købe, men som jeg havde udsat anskaffelsen af, fordi jeg var overbevist om, at det ville være billigere i USA. Det var det bare ikke! I hvert fald ikke i de fotobutikker, der lå i indkøbscenteret, så jeg besluttede mig for at udsætte købet til vi kom til en billigere by senere på turen (denne kameraplan, vil du komme til at høre mere om i kommende artikler, for det tog nogen tid, inden det lykkedes at få købt det... og så endte det med at blive et andet end planlagt).

Efter at være vendt tomhændet tilbage, spiste vi grillmad på terrassen. Ana, som var fra Brasilien, og som nævnt var kommet tidligere på dagen og havde deltaget i frokosten sammen med Louise, spiste selvfølgelig med igen (hun besøgte senere Britt i Danmark og blev frygteligt syg af et stykke med røget ål - eller noget!). Bagefter var det hendes tur til at sætte sig ind i reglerne for kampludo. Her gik noget galt, og Jens og jeg var sikre på, at nogen havde snydt, selv om vi ikke havde entydige og konkrete beviser, for vi vandt ikke spillet! Selv om Dorte og jeg nu var "næsten" på amerikansk tid, sluttede vi spillet, hvorunder vi også havde indtaget et beskedent kvantum rødvin, kl. 23 og gik til køjs. så vi kunne være udhvilede til næste dags udskejelser.