Virginiavin

Dorte, Annette og Jens uden for smagerummet på Tarara Winery.

Så var det blevet mandag og anden dag hos Annette og Jens. Jens havde taget fri, da vi havde planlagt en vintur i dag, hvor vi skulle besøge forskellige vingårde vi området. Vi stod derfor forholdsvis tidligt op, og mens vi spiste morgenmad på terrassen, talte vi om, hvor vi skulle hen. Da Jens tidligere på året havde været hjemme i Danmark, havde han fortalt at han og Annette (af og til sammen med gæster) havde besøgt flere forskellige vingårde og vinproducenter (wineries) i det nordlige Virginia. En vingård dyrker druer, men fremstiller ikke selv vin. I stedet sælger de druerne til et winery, som så laver vinen. De fleste wineries dyrker også selv druer, så de klarer begge ting. Nå, men Jens fortalte altså, at han opdelte disse wineries i tre kategorier: Én, hvor menneskene på stedet var flinke og imødekommende, én med wineries, der havde en flot beliggenhed, og endelig en kategori, hvor vinen var nogenlunde drikkelig. Det var det bedste vi kunne forvente af vin fra Virginia, mente Jens. Rigtig god vin eksisterede ikke i området Da vi ikke ville køre hele dagen, blev vi enige om, at tre winerybesøg ville være passende, og vi besluttede os for, at Jens skulle vise og et fra hver kategori. De tre, han valgte, lå alle nord for Vienna omkring byen Leesburg, så køreturen ville ikke blive for lang. Fra Vienna til Leesburg er der kun godt en halv times kørsel, men vinerierne lå lidt længere væk. Faktisk var der knap en times kørsel til det første sted, vi ville besøge, også fordi det jo lå ude på landet, og vi skulle ud på mindre landeveje, når vi først nåede Leesburg. Men inden vi tager af sted, må jeg hellere brillere med (noget af) min paratviden om Virginiavin.

Da engelske kolonister grundlagde kolonien Jamestown (syd for Washington DC) i 1607, begyndte de hurtigt at overveje at lave vin, da der var et stort marked for denne drik i England. De første flasker, produceret på lokale druer, var klar i 1609, men var ikke fremragende, så to år senere kom engelske vinspecialister til Jamestown for at sætte produktionen i system, og de medbragte stiklinger af europæiske druesorter. De blev imidlertid stadig ikke en succes, så man sendte specialisterne hjem, og "importerede" i stedet vinspecialister fra Frankrig, men de havde ikke større held. Det lykkedes simpelthen ikke at overføre den europæiske vindyrkning til Nordamerika. I 1769 kom en af de franske specialister, som fortsat var i USA, til den konklusion, at klimaet simpelthen var for hårdt for de europæiske druesorter, man havde importeret. Den senere præsident, Thomas Jefferson, der var meget glad for vin (som dog blev importeret færdig fra Europa), foreslog omkring 1770, at man skulle prøve med de lokale druer igen. Det gjorde man så i 1773, og nu blev vinen drikkelig. Jefferson blev USA's senere ambassadør i Frankrig fra 1785 til 1789, og her lærte han endnu mere om vin. Efter sin tid som præsident fungerede han som "vinrådgiver" for flere senere præsidenter. Mens han var i Frankrig studerede han fransk vinproduktion, og han kom med flere forslag til at forbedre kvaliteten af vinen. I 1800, mens Jefferson var vicepræsident, lykkedes det for nogle avlere at udvikle krydsninger mellem europæiske og amerikanske vinsorter, som var velegnede til klimaet i Nordamerika. USA. (De solrige stater på vestkysten var ikke dengang en del af USA). Mange af disse sorter dyrkes stadig, men navne som Alexander, Norton, Catawba, Isabella, Niagara, Concord og Delaware er forholdsvis ukendte uden for USA - i hvert fald når det drejer sig om druesorter. Nu voksede vinindustrien i Virginia, men under Den Amerikanske Borgerkrig blev de fleste wineries ødelagt under de mange kampe, som fandt sted i staten, og efter borgerkrigen kunne Virginia ikke længere konkurrere med vine fra Californien, som var blevet en amerikansk stat i 1850. Netop som det gik fremad igen i begyngelsen af 1900-tallet, blev der i 1914 indført et spiritusforbud i staten og så var vinen slået tilbage til Start igen. Først omkring 1960 begyndte man igen at interessere sig for vindyrkning. I 1979 var der kun 6 wineries i staten, i 1989 var der 29, i 2004, under vores besøg, var der 80, og i 2019 var tallet steget til 250 registrerede wineries foruden de vingårde (vineyards), som kun dyrker druer, men ikke laver vin. Man dyrker fortsat nogle af de oprindelige hybrider, ikke mindst Norton, som har givet anledning til mange priser for den vin, der fremstilles af druen, men mange wineries er igen vendt tilbage til europæiske druer, som Chardonnay, Cabernet Franc, Merlot, Viognier, Vidal Blanc, Pinot Noir og Cabernet Sauvignon, med Chardonnay som mest dyrkede hvidvinsdrue, og Cabernet Franc som den mest dyrkede rødvinsdrue. Staten er i dag delt op i fem vindistrikter, Central Virginia, Northern Virginia, Eastern Virginia, Southwest Virginia og Shenandoah Valley. Disse distrikter er igen delt op i seks vindyrkende regioner. I disse seks regioner ligger 9 af USA's 261 såkaldte American Viticultural Areas (AVA), som er områder, som er karakterieret ved særlige geografiske, geologiske og klimatiske træk, der gør vinen til noget særligt for AVA'et. Grænserne for hvert område defineres af Alcohol and Tobacco Tax and Trade Bureau, en afdeling af Finansministeriet. Oprindeligt producerede Virginia mest søde og halvsøde vine, men i dag fremstilles der også halvtørre og tørre vine foruden mousserende vin og så nogle interessante blandinger, som fx Brut (der ikke bare betyder tør). Brut er en blanding af Chardonnay og Pinot Noir. En anden specialitet er Cabernet Blanc som laves på Cabernet Sauvignon druer, hvor skallerne fjernes meget tidligt i produktionen, hvilket giver vinen en laksefarve. Og mon de så ikke er på tide at komme af sted på vores vintur?

Hillsborough Winery and Vineyards med den gode udsigt, som desværre er skjult bag bygningen.

Det første sted, vi besøgte, hed Tarara Winery, og det lå helt ude ved bredden af Potomac River, omkring 17-18 km nord for Leesburg. Smagerummet var indrettet i en "hule" i en bakke. Dette var stedet med den gode vin, og den var rigtig god. Den unge dame, der stod for smagningen, var utroligt sød og snaksaglig, så hun fik en længere snak med Jens, mens vi smagte, om "operation for nærsynethed", som hun netop havde gennemgået, og som Jens på det tidspunkt overvejede. Vinen var så god, at Dorte og jeg anskaffede tre forskellige modeller (en flaske af hver). Den ene var en tør rød fremstillet af 100 % cabernet franc druer, en drue som stort set aldrig anvendes ren i Europa, men kun i blandinger. Den siges også at smage helt anderledes i USA end den gør i Europa. Vi kunne lide den og har købt masser af cabernet franc i USA på senere ture. En anden var en tør hvid pinot gris, og den sidste var en sød rosé, en såkaldt "blush", som i virkeligheden er en hvidvin, der er tilsat en lille smule rødvin for at give den farve. Alle tre vine var til at tage med hjem, og det samme var en T-shirt, som jeg også købte. Efter smagning og indkøb kørte vi videre til det næste sted.

Dette hed Hillsborough Winery and Vineyard (i dag Hillsborough Winery, Brewery & Vineyard), og det lå sjovt nok lige uden for byen Hillsboro (jo, det er rigtigt nok, by og vingård staves forskelligt). Det er noget nær det nordligste, man kan komme i Virginia. Dette var stedet med den gode udsigt, og god var den. Men desværre for Jens, var mennesker, vi mødte, også søde. De to mennesker, vi mødte, var vinmageren selv, og hans mor. Det var forældrene, som ejede og drev stedet, mens det altså var sønnen, som stod for vinproduktionen. Familien var af portugisisk afstamning, og vinene var inspireret af vin fra netop Portugal. De var forholdsvis nystartede, idet vineriet først var etableret i 2000. De havde derfor heller ikke så mange af deres egne vine at byde på, men kunne præsentere vine fra at par andre wineries i det sydlige Virginia - så behøvede de lokale ikke at køre langt syd på for at smage vin derfra. Vinene, vi smagte, var OK, men ikke helt så gode som på Tarara, men heller ikke helt ringe. Den vinproducerende søn fortalte, at når stokkene blev en del ældre, ville han prøve at lave hedvin af portvinstype, men så langt var han (og vinstokkene) altså ikke endnu. Her købte Jens og Annette noget vin, mens vi sprang over. Efter smagning og indkøb spurgte vi ham, om han kendte et godt sted at spise frokost i nabolaget? Jens og Annette vidste fra tidligere besøg, at Hillsboro selv, der har 80 indbyggere, led af en alvorlig mangel på spisesteder. Han kunne ikke lige komme i tanke om nogen, og så var det at han hidkaldte sin mor, som vi så også fik hilst på. Hun kendte to restauranter, men var ikke sikker på, om de havde åbent, da det jo var mandag, og mange restauranter´, ikke mindst ude på landet, holder lukket om mandagen. De lå imidlertid ikke så langt fra hinanden uden for byen Purcellville, 10 minuters kørsel syd for Hillsboro, så vi besluttede os for at tage chancen. Inden vi forlod Hillsborough sad vi omkring 10 minutter på terrassen og nød den fremragende udsigt.

Det viste sig ganske rigtigt ,at begge restauranter havde lukket, men i stedet fandt vi et mindre (meget mindre) sted inde i selve Purcellville som ikke er opkaldt efter komponisten, men efter en mand ved navn Valentine Vernon Purcell, som drev en købmandsbutik og postkontor i byen i begyndelsen af 1800-tallet. Jeg måtte slå op, hvad restauranten hed, men fandt frem til ved at se på mine fotos fra dengang, at den simpelthen hed Purcellville Family Restaurant. Det viste sig at være et sted, som var mest besøgt af lokale, som ikke var vant til turister, så vi blev beskuet som dyr i en zoologisk have. Men maden var upåklagelig (og ellers ville de lokale næppe heller komme tilbage, da der var flere andre restauranter i byen) og særdeles billig. Frokost og drikkevarer ("sofavand") for 4 mennesker kostede under $30 i alt, da de hørte, at vi talte et fremmed sprog, men underligt nok var der ingen her, som spurgte hvor vi kom fra - se flere artikler fra andre år. Efter at have spist gik vi lidt rundt og så på "downtown", som, selv om det kun bestod af en enkelt kort gade, faktisk var ganske interessant. Lige overfor restauranten lå en gammeldags barbersalon, hvor barberer i hvide frisørjakker, sad og nød solen uden for. Det mindede lidt om frisørsalonen i filmen Coming to America med Eddie Murphy. Vi fik også se lidt på byens gamle, men nedlagte stationsbygning - der kører ikke længere tog gennem byen. Jernbanen blev nedlagt i 1968 og hvor skinnerne lå, er der nu en lang, smal park. I dag bruges bygningen til mødelokaler mm.

Så spilles der kampludo. Vi måtte flytte indendørs fra terrassen, da det begyndte at regne. Jeg har taget billedet, men hvor Dorte befandt sig husker jeg ikke. Forrest fra højre i retning mod uret er det Britt, Annette, Jens og Britts veninde, Sofie.

Mens vi spiste, havde Jens fortalt om deres seneste besøg på den sidste vingård, vi skulle besøge. Her var de blevet betjent af en enøjet skotte, hvilket havde været noget af en oplevelse, ikke mindst, når han skulle skænke i glassene. Desværre viste det sig, da vi kom frem, at stedet var lukket om mandagen, og måske derfor har jeg glemt hvad det hed, og præcis, hvor det lå. På det tidspunkt var vi blevet noget skuffede over Jens, som havde lovet vin, der smagte som "rævepis", men det løfte kunne han altså ikke opfylde. Ikke al vinen var lige god begge steder, men den var bestemt drikkelig, og direkte dårlig vin fik vi ingen af stederne, og det overraskede også Jens selv. Han og Annette blev derfor enige med sig selv om, at 2003 årgangen måtte være væsentligt bedre end de årgang, de tidligere havde smagt - men den forklaring købte Dorte og jeg ikke. I stedet for at køre efter yderligere et winery for at finde en vin, der smagte som rævepis, besluttede vi at køre tilbage til Vienna.

Da vi kom tilbage til huset, havde Britt fået besøg af endnu en veninde fra sin high school. Denne gang en dansk pige ved navn Sofie. Hun var fra Birkerød, men havde boet hos sin moster i et år, mens hun prøvede en amerikansk high school og de to danske piger på samme skole havde altså fundet sammen, hvilket er meget naturligt. Hun skulle imidlertid rejse hjem til Danmark dagen efter, og var kommet for at sige farvel til Britt, inden hun tog af sted. Hun blev selvfølgelig også tvangsindlagt til et spil afskedsludo, men desværre fik vi ikke spillet færdigt (jeg sagde jo -se En kuffert fyldt med mad - at det er et maratonspil), før Britt måtte køre hende tilbage til mosteren, hvor hun skulle spise afskedsaftensmad og pakke sine kufferter - men jeg er sikker på, at var vi blevet færdige, havde Jens og jeg vundet igen. Mens vi spillede, oplevede vi turens første regn; ikke meget meget, men nok til at vi måtte flytte spillet fra terrassen til stuen. Da Britt kom tilbage, hentede Jens og jeg pizza i Vienna by, og da vi havde spist den, hyggede vi os på terrassen indtil sengetid. Inden vi gik ind til os selv, sagde vi farvel til Jens, for vores roadtrip skulle starte næste dag, men Jens ville være taget på kontoret inden vi stod op, så der ville ikke blive mulighed for at tage afsked tirsdag morgen.