Kyssebro, god mad og en høj bue

Da vi ikke ønskede at slide længere på Annettes og Jenss gæstfrihed, tog vi dagen efter på en to ugers rundtur til Saint Louis og New Orleans. Sidst vi besøgte Kentucky, tog vi en nordlig rute gennem Maryland, derefter sydpå gennem West Virginia og så videre ind i Kentucky. Denne gang tog vi en mere sydlig rute gennem den sydlige del af West Virginia og derefter nordpå gennem Kentucky. Jens fortalte os, at den hurtigste måde at komme ud af Washington på ville være at tage I-66 til I-81 og derefter køre sydpå af I-81, indtil vi mødte I-64, som vi så skulle følge ind i West Virginia og videre gennem Kentucky, Indiana og Illinois, indtil vi nåede St. Louis. Den nemmeste måde at komme til I-66, sagde Jens, ville være at tage Dulles Toll Road, indtil den mødte U.S. Route 28 og derefter køre ad denne ned til I-66. Dette ville spare os for det meste af myldretidstrafikken. Og det viste sig at han havde ret, men vi løb i stedet ind i andre problemer.

Dorte ved "kyssebroen" - Meem Bottom Bridge

Vi havde ingen problemer med at finde betalingsvejen. Fra den vej Jens og Annette boede på, var der mindre end 100 meter ad Virginia Route 7 til Dulles Toll Road. Der blev betalt, når man forlod vejen igen, så vi rullede stille og roligt ind på "toll roaden" og kørte mod nordvest. Da vi kom den rigtige afkørsel, var der store skilte, der fortalte, at prisen for at forlade vejen her ville være 35 cent, så Dorte forberedte dette beløb (jeg var chauffør). Ved betalingsboden var der et stoplys, der var rødt, da vi nærmede os, og som skulle blive grønt, når vi havde betalt. Betalingen foregik ved at jeg skulle smide mønterne i en grydelignende beholder, der derefter registrerede betalingen og fik lyset til at skift til grønt. Jeg smed pengene i beholderen, men lyset skiftede ikke. Vi ventede et stykke tid, mens folk i bilerne bag os begyndte at blive utålmodige og tudede med deres horn. Så til sidst besluttede jeg bare at køre igennem. En skingrende fløjte begyndte at hyle, og lysene begyndte at blinke, men der var ikke noget, vi kunne gøre ved det, så vi fortsatte. Senere opdagede vi, at Dorte havde forvekslet en 5 cent med en 25 cent, så vi havde kun betalt 15 cent. Vi besluttede at ringe til Jens, da vi stoppede for natten, da bilen var indregistreret i hans navn, og hvis han blev kontaktet af myndighederne, følte vi, at det var bedre, hvis han var blevet advaret på forhånd. Vi kørte senere på flere betalingsveje samme dag, og endnu flere senere på turen, og betalingen gik godt hver gang. Men da vi senere kom tilbage til Dulles Toll Road, fejlede vi endnu en gang. Jeg fortæller den historie i en senere artikel, og også flere år senere havde jeg problemer her. Vejen må på den ene eller anden måde være forhekset.

Nå, vi nåede I-66 uden yderligere problemer, og ganske rigtigt blev vi skånet for den værste morgentrafik, så vi fortsatte over Blue Ridge Mountains og ind i Shenandoah Valley til I-81, og fulgte den et par miles mod syd. Så forlod vi motorvejen igen, og tog den gamle US Highway 11, der løber parallelt med I-81 mod syd. Grunden til denne omvej var, at vi ville se en af de sidste overdækkede broer i Virginia. Ikke kun Jens og Annette, men også mine svigerforældre, Else og Carl Jørn, havde besøgt den tidligere, og nu var det vores tur. Meems Bottom Bridge eller Meems Bottom Covered Bridge, som den også kaldes, krydser den nordlige gren af Shenandoah-floden i Shenandoah County, Virginia. Broen er opkaldt efter en Meems-familie, der ejede jorden vest for Shenandoah-floden, da den oprindelige bro blev bygget. Broen er 60 m lang og ca. 5 meter bred og den blev fredet i 1894. Broen var oprindeligt bygget i træ, men i 1976 blev broen brændt ned ved en påsat brand, og da den blev genopført, blev den forstærket med stål og beton. Der havde tidligere været to andre broer på stedet, men den ene blev brændt ned i 1862 under Stonewall Jacksons felttog i Shenandoah-dalen og endnu en bro blev skyllet væk under en oversvømmelse i 1870. Broen lå ikke langt fra hovedvejen, og den var meget nydelig, selv om den altså ikke var helt ægte. Der er mørkt under overdækningen og i USA kalder man disse overdækkede broer for "kyssebroer", fordi man kan kysse privat under overdækningen. Så Dorte og jeg krydsede broen et par gange og kyssede da også lidt lidt undervejs. Broen blev også behørigt fotograferet, inden vi kørte tilbage til hovedvejen og derefter tilbage til motorvejen mod syd.

Fra broen fortsatte vi ad I-81 mod syd til Lexington, Virginia og her drejede vi mod vest ad I-64 og kørte mod grænsen til West Virginia. Her besøgte vi et velkomstcenter inden vi fortsatte gennem West Virginias skovklædte bjerge til byen Beckley. Her drejer interstaten til højre og fører derefter mod nord, selvom den har et vest-øst rutenummer. Vejen fortsatte i nord-nordvestlig retning de næste 60 miles. Nær Charleston tager motorvejen igen et halvfems graders sving, denne gang til venstre, så den igen går mod vest. Vi fortsatte forbi hotellet vi havde boet på to år tidligere og kørte mod byen Huntington. Her fulgte vi Ohio-floden et stykke tid, inden vi krydsede statsgrænsen og kørte ind i Kentucky. Endnu et velkomstcenter blev besøgt, og så fortsatte vi vestpå. Vi havde planlagt at stoppe for natten ret kort efter statsgrænsen, men da det ikke var så sent, som vi havde forventet, og vi ikke var så trætte, som vi havde troet, besluttede vi at fortsætte. Vi fortsatte derfor til byen Winchester nær Lexington, Kentucky. Vi fandt et hotel, som senere viste sig at blive det billigste hotel på hele turen, men bestemt ikke det værste.

Dorte ved Indianas Welcome Center på I-64

Fyren i receptionen spurgte os, om vi havde spist, hvilket vi ikke havde - i hvert fald ikke siden frokosttid. Han anbefalede en restaurant et par kilometer væk langs motorvejen, og han gav os sit visitkort. Hvis vi viste det på restauranten, ville vi få 10 % rabat, forklarede han. Han fik sikkert også nogle procenter i returkommission, men vi var ligeglade. Inden vi tog afsted til middag, ringede vi til Jens for at fortælle om vores oplevelse på Dulles Toll Road. Han kunne dog berolige os ved at fortælle, at det var sket flere gange for ham, og han havde aldrig hørt noget for det.

Vi besluttede at prøve den anbefalede "Cantuckee Diner" restaurant. Vi havde lidt problemer med at finde den, men da det endelig lykkedes, viste den sig at se meget nysselig ud, bygget udelukkende af træ (PS! Restauranten eksisterer tilsyneladende ikke mere, men det er jo også 19 år siden, vi besøgte den). Dorte fik en bøf med coleslaw, grøntsager og kartoffelmos og jeg fik hickory røget skinke, grøn salat, grøntsager og mos. Det hele smagte glimrende, og var meget overkommeligt i prisd. Men næppe sundt! Som mange andre landlige steder i USA blev grøntsagerne dampet i smør, og saucen var tyk og klistret :-).

Det viste sig, at restauranten, der var ejet af to søstre, hovedsagelig blev besøgt af lokale, hvilket som regel er en god anbefaling. Da vi havde færdiggjort vores måltid og gik hen til kassen for at betale, var det en af de to søstre som var kassedame. Vi viste visitkortet fra hotellet, og fik faktisk vores 10 % rabat. Mens vi ventede på, at kreditkortet blev valideret i Danmark, faldt Dorte i snak med en pige, formentlig omkring 10 år, som også sad ved kassen (et barnebarn). Hun ville vide, hvor vi kom fra, så Dorte fortalte hende det, og så spurgte pigen, om Dorte ville have en "teetpick" (nærmest "tænderstik"). Dorte mente, at det hed en toothpick (tandstikker, og det skændtes hun og pigen godmodigt om, mens jeg betalte, og lige inden vi skulle afsted, sagde pigen "OK, det er måske en tandstikker". Så Dorte vandt kampen.

Næste dag forlod vi Winchester og fortsatte mod vest ad Interstate 64. I Frankfort, hovedstaden i Kentucky, forlod vi motorvejen for at shoppe. Vi havde brug for mere is til vores køleboks og noget brød og ting til frokost senere. Ved Louisville krydsede vi statsgrænsen til Indiana. Louisville er en ret stor by, i Danmark nok mest kendt for at være hjemsted for Kentucky Derbyet. Byen breder sig på begge sider af Ohio-floden, så dele af den, inklusive forstaden Clarksville, ligger faktisk i Indiana.

Clarksville var oprindeligt en selvstændig by og er en af de ældste i området. Den blev grundlagt i 1783 af general George Rogers Clark. På dette tidspunkt havde Kentucky ingen officiel status, men da Clark tog til Virginia og forklarede, at området var under angreb af britiske tropper og militsen også førte krig mod tre indianerstammer, blev Kentucky optaget i USA som et amt i Virginia. Clark, der døde fattig, er ikke særlig kendt i Danmark, bortset fra blandt historikere og fans af Den Amerikanske Frihedskrig, men fire amter og tre byer er opkaldt efter ham, som for eksempel Clarksburg, West Virginia, som vi havde besøgt to år tidligere. Bedre kendt er Clarks yngre bror, William Clark, et ledende medlem af Lewis og Clark ekspeditionen, der udforskede det nordvestlige USA fra 1804 til 1806. Dette var 200 års jubilæet for denne ekspedition, og vi fik ikke lov til at glemme det i et minut. Overalt, der var den mindste smule forbundet med Lewis eller Clark, fejrede jubilæet med udstillinger, plakater og så videre. Således også i Louisville var der masser af plakater langs motorvejen. En del af ekspeditionen blev i øvrigt planlagt på General Clarks plantage i Clarksburg.

Lige efter Louisville, på Indiana-siden af grænsen, besøgte vi Indiana Welcome Center. Her valgte vi at spise noget af vores nyligt indkøbte mad mens vi så på en flok straffefanger, der vedligeholdt pladsen. Efter frokost gik vi lidt rundt på det omkringliggende område inklusiv et "kalkstenshul". Det er en fordybning i overfladen, hvor den underliggende kalksten er faldet sammen, ligesom vores danske jordfaldshuller.

Bagest The Gateway Arch. I midten detc gamle domhus fra 1828, nu museum. Forrest en fotooptagelse i det nu hedengagne Amphitheater Waterfall

Vi kørte gennem Indiana næsten uden forsinkende stop. Undervejs krydsede vi tidszonen fra Eastern Time til Central Time og fik derved en time foræret. Tidszonen var markeret med et skilt i vejkanten, placeret omtrent halvvejs mellem to huse. Det må kræve lidt koordinering at drikke kaffe med naboen. "Kaffen er klar kl. 15" vil ikke være nok. Du skal tilføje et "vores tid" eller "din tid". Vi fortsatte til den næste delstatsgrænse, denne gang mellem Indiana og Illinois, kendt som "The Land of Lincoln" (staten, ikke grænsen), selvom Abraham Lincoln blev født i Kentucky og voksede op i Indiana. Den eneste præsident, der er født i Illinois, er faktisk Ronald Reagan, som de fleste danskere betragter som californisk, fordi han var guvernør i denne stat. Denne gang var der ikke noget velkomstcenter, men vi fik et kort over staten på næste rasteplads. Vi passerede gennem Illinois, med kun et enkelt stop for at tanke bilen og få os en kop kaffe. Benzinprisen var steget dramatisk, siden vi var i USA to år tidligere. Dengang betalte vi mellem $1,20 og $1,30 pr. gallon. Nu varierede priserne mellem $1,80 og $1,95 - idag (2023) sukker amerikanerne efter den slags benzinpriser. Efter tankning fortsatte vi til dagens mål, St. Louis.

Delstatsgrænsen mellem Illinois og Missouri ved Saint Louis ligger midt i Mississippi-floden, og på østbredden finder man East St. Louis, mens St. Louis ligger på den vestlige bred i Missouri. Da vi kom til East St. Louis, forlod vi motorvejen og krydsede floden via Dr. Martin Luther King Jr. Memorial Bridge. Vi fandt hurtigt hotellet, som vi havde booket hjemmefra: Hampton Inn at the Arch. Vi fik vores værelse, og det viste sig at være på 11. etage med en storslået udsigt over St. Louis' skyskrabere på den ene side og Gateway Arch på den anden.

Efter en times afslapning på værelset gik vi en tur i byen, eller rettere i den ældste del af byen, som ikke lå ret langt væk. Denne del af byen blev opkaldt efter en fransk pelshandler, Pierre Laclede, der engang slog sig ned der, og kaldte stedet Lacledes Landing. Der var oprindeligt kun tre gader i byen, og disse gader eksisterer stadig, selvom de har få andre navne. La Grande Rue, Rue d'Eglise og Rue des Granges er blevet til 1st Street, 2nd Street og 3rd Street. Tidligere bestod dette område af værksteder, lagerbygninger og industri, og det var lidt af et "rabarberkvarter", men i dag er kvarteret blevet mondænt, og der er mange restauranter, natklubber osv. Faktisk var vores plan at spise på en af restauranterne og så gå tilbage til hotellet. Men inden vi nåede så langt, fik vi øje på en hest, eller rettere sagt flere heste og vogne, som stod klar til at køre os rundt i byen. Vi indledte forhandlinger med en kvindelig chauffør eller måske snarere kusk, som viste sig at hedde Sue (hendes hest hed Napoleon, men der var ikke meget majestætisk over den), og hun kunne tilbyde to ture, en kort og en lang. Den lange varede en time og kostede $ 45, hvilket var dobbelt så meget som den korte, der varede 25 minutter. Vi valgte den lange til glæde for Sue, som så tjente lidt mere og også kunne forvente flere drikkepenge.  Efter turen, som var meget interessant - Sue var en god fortæller - gik vi rundt i Lacledes Landing og så på de gamle, restaurerede huse, inden vi endelig besluttede at spise middag på en irsk restaurant ved navn Hanigan's. Vi fik et bord udenfor, og spiste en god middag og drak et par irske øl. Da vi var færdige med at spise gik vi ned til floden og gik en tur langs flodbredden og under Gateway Arch, inden vi vendte tilbage til hotellet. Inden vi havde sagt farvel til Sue, havde vi spurgt vi hende, om vi kunne købt Rams souvenirs i Edwartd Jones Dome, hvilket hun benægtede. Der var ingen souvenirshop, men vi kunne finde en på Union Station.

The Gateway Arch set nedefra

Næste dag havde vi tre ting på programmet. Købe St. Louis Rams souvenirs til Tim, tage en sejltur på Mississippi-floden og se nærmere på The Arch – eller rettere sagt at komme op i den og nyde udsigten fra toppen. Da vi havde hørt, at der ofte var lange køer for at komme op i Buen, blev vi enige om, at det nok var bedst at starte der. Så vi gik ned til floden igen. På vores vej passerede vi byens turistkontor, og her fik vi et gadekort, med større gader og bygninger i centrum. Så gik vi ned til buen. "The Arch" eller The Gateway Arch, som den egentlig hedder, er USA's højeste offentlige monument. Buen er 630 fod og bygget af ståldragere med en ydre skal af rustfrit stål, men i solskin ser buen hvid ud på afstand. Buen står som et symbol på USAs ekspansion mod vest. St. Louis kaldes "Gateway to the West", således også navnet på buen. Under The Arch ligger blandt andet Museum of Westward Expansion, og det var selvfølgelig dedikeret til Lewis & Clark ekspeditionen, der tog herfra 200 år tidligere. William Clark er begravet i St. Louis, men vi besøgte ikke hans grav. Lewis er begravet et sted ved det gamle indianerspor, Natchez Trace, i Tennessee. I billetkontoret opdagede vi, at vi kunne købe en dobbeltbillet, der både var gyldig til en tur op i The Arch og samt til et sejltur på floden med en flodbåd. Vi valgte sådan en dobbeltbillet, og så stillede vi os i kø ved "sporvognen", som ville tage os op i The Arch. Køen var heldigvis ikke så lang, og mens vi ventede, kunne vi studere nogle plakater, der fortalte om historien, udviklingen og bygningen af Gateway Arch. Da vi kom frem til "sporvognen", viste det sig, at den består af 8 små "kabiner" eller kapsler", hver med plads til 5 personer. Disse kapsler er koblet sammen og bliver trukket op i monumentet af kabler. Opstigningen til toppen tager fire minutter, og turen ned 3 minutter. På toppen af monumentet er der nogle små vinduer, men for at se ud skal man læne sig frem, og det kan give et indtryk af, at man falder. Dette får nogle mennesker til at holde sig væk fra vinduerne og opholde sig midt i korridoren. Det eneste virkelig farlige ved det er dog ind- og udstigning af "sporvognen", hvor dørene kun er 4 fod høje og karmen lavet af metal. Jeg slog selvfølgelig hovedet, da jeg skulle ind, men derudover skete der ikke noget.

Fra toppen kan der i klart vejr være en fantastisk udsigt over St. Louis og Illlinois på den anden side af floden. Desværre var det ret diset på grund af varmen, der allerede var høj her klokken halv ti. Men vi nød, hvad vi kunne se så som Edward Jones Dome, hjemsted for St. Louis Rams (i dag flyttet til LA og kendt som Los Angeles Rams). Da der ikke var mere at se, tog vi sporvognen ned, denne gang uden at jeg beskadigede kraniet yderligere. Endnu en gang på fast grund besøgte vi den lokale souvenirbutik og købte et par kaffekrus og nogle postkort til at sende til familie og venner.

Fra The Arch gik vi ned til floden og fandt vores flodbåd. Der var faktisk to, der sejlede fra netop den kaj, og de hed henholdsvis Tom Sawyer og Becky Thatcher efter to af Mark Twains berømte karakterer. Mens vi ventede på at båden skulle sejle, beundrede vi nogle meget smukke sorte fugle med markante røde pletter på vingerne. Senere opdagede jeg, at de blev kaldt rødvingede solsorte (selvom de faktisk er stære). Under sejlturen fortalte en parkbetjent os om de ting, vi passerede, men også kaptajnen fortalte en historie eller to. Vi kom blandt andet forbi et kraftværk, bygget i 1902. Det blev bygget for at levere strøm til verdensudstillingen i 1904 (kan du huske Judy Garland med sangen "Meet Me In St. Louis, Louis, Meet me at the fair"?) , Og det var den første verdensudstilling, som brugte elektrisk belysning, og som derfor havde aktiviteter om aftenen. Derudover så vi den største flodbåd, der nogensinde har sejlet Mississippi. Den blev lagt op i 1978 og forblev ubrugt indtil 1995, da et konsortium købte fartøjet og ombyggede det til et kasino. Da flodbåden var aktiv, kunne den rumme 4.500 passagerer, hvilket gjorde den til et af verdens største passagerskibe, og det var bestemt det med det største dansegulv. 2.300 mennesker kunne være på dansegulvet samtidigt!

Udsigt fra Gateway Arch. I nidten forrest ses det gamle domhus. Til venstre anes Anheuser-Busch Stadium, hjemmebane for St. Louis Cardinals (MLB)

Da flodturen var færdig, manglede vi stadig én af dagens opgaver, nemlig at finde en gave til Tim. Vi besluttede derfor at tage et metrotog til Union Station. Turen derud fra stationen Lacledes Landing var gratis indtil kl. 13.00, men desværre var det nu senere end det, så vi skulle betale for vores billet (en hel dollar hver). Inden vi nåede så langt, gik vi til Edward Jones Dome, bare for at se, om Sue havde taget fejl, og der alligevel ville være en butik med Rams-varer. Det havde hun ikke! Vi benyttede lejligheden til at besøge et postkontor for at købe frimærker til de postkort, som vi havde skrevet ombord på flodbåden. Så var det metrotid, og turen til Union Station varede nok omkring 7-8 minutter. Union Station plejede at være en station, men er det ikke længere. I dag er hele stationen omdannet til butikker, restauranter, hotel osv. En hel etage i centret er helliget mad (food court), hvor man køber sin mad ved en disk og så spiser ved nogle borde i midten - ligesom i Den Gamle Post Office Pavillon i Washington DC, som vi besøgte i 2000 og fx Fields i København. Vores frokost bestod af noget salat med kylling og to flasker vand. Da vi var færdige med at spise, gik vi rundt i storcentret, og fandt blandt andet en "hattebutik". Her havde de hatte og kasketter af alle slags, og vi fandt også en St. Louis Rams kasket, som vi købte til Tim. Det viste sig, at butikken også solgte såkaldte "mini-hjelme". Det var fodboldhjelme i ministørrelse, og da Tim også ønskede sig en Rams-hjelm, besluttede vi os for at købe en minihjelm. Den almindelige hjelm var bare for stor til at passe i kufferten på vores flyvetur hjem. Det lykkedes også at finde en sportsbutik, som solgte flere Rams-varer. Der var flere modeller af trøjer med mange forskellige spillernavne trykt på bagsiden, så selvom det var sent i Danmark, formentlig omkring klokken 23, måtte vi ringe hjem til Tim og spørge ham, hvilken slags han foretrak, og hvilket spillernavn skulle være. Han nævnte 4-5 navne, og det lykkedes os faktisk at finde en trøje med et af disse navne, så den købte vi også.

Fra Union Station besluttede vi at spadsere tilbage til hotellet i stedet for at tage metroen. Da vi forlod Union Station, opdagede vi, at det havde regnet ret meget, mens vi var der, men det var allerede stoppet. På vej tilbage til hotellet passerede vi en række gamle bygninger i byen, såsom operahuset, det gamle og det nye rådhus, tre forskellige retsbygninger, hvoraf det ene ikke længere var i brug, et springvand og nogle meget fine sandslotte, som var ved at blive "bygget" i anledning af den kommende 4. juli-fest, som hele byen forberedte sig på. Vi passerede den gamle domkirke i St. Louis, i dag kaldet "The Basilica of Saint Louis de France", som var den første domkirke, der blev bygget vest for Mississippi-floden, men vi gik ikke ind i kirken. Vi gik også forbi byens Old Courthouse fra 1828, hvor mindst to berømte historiske retssager er begyndt, nemlig sagen "Dred Scott vs. Sanford", om en slaves ret til sin frihed. Sagen gik hele vejen til den amerikanske højesteret, hvor den blev afvist, fordi højesteretten ikke mente, at forfatningen gjaldt for slaver, og at de derfor ikke havde nogen rettigheder, og derfor ikke kunne anlægge sag! Den anden sag, "Minor vs. Happersett" handlede om kvinders ret til at stemme. Også denne sag endte i USA's højesteret, og igen tabte klageren, da retten afviste, at Virginia Minor skulle have en forfatningsmæssig ret til at stemme. Ifølge forfatningen var mænd og kvinder godt nok ligestillede, men de enkelte stater kunne selv bestemme, hvilke rettigheder de to køn skulle have, og disse behøvede ikke at være identiske. Derfor var det OK at Missouri kun gav stemmeret til mænd, ikke til kvinder. Endvidere var det Minors mand, der indbragte sagen for retten, da gifte kvinder ikke selv kunne lægge sag an.

Efter turen spiste vi på en lokal restaurant inden vi gik tilbage til hotellet og slappede af resten af aftenen.