Møde med en tankelæser

Syd på

Efter vores besøg i St. Louis kørte vi sydpå. Eller i det mindste prøvede vi at komme sydpå. Da vi forlod hotellets parkeringsplads tidligt om morgenen, viste det sig, at vejen, som vi kom ud på fra parkeringsgaragen, var ensrettet ... i den forkerte retning. Vi var derfor nødt til at køre rundt om hotellet, og vi må have taget et forkert retningsskifte undervejs, for pludselig befandt vi os i færd med at krydse Mississippi i østlig retning, altså tilbage til Illinois. Da vi var på en motorvej, kunne vi ikke bare vende om, så vi måtte fortsætte til den første mulige afkørsel. Her forlod vi motorvejen, men endnu en gang var vejen, vi endte på, en ensrettet vej i den forkerte retning, så vi måtte køre lidt rundt i et knap så fashionabelt kvarter i East St. Louis. Til sidst lykkedes det dog at komme tilbage til motorvejen og tilbage over Mississippi, så vi kunne komme sydpå. Interstate 55 løber langs Mississippi, men så langt væk fra den, at man slet ikke kan se floden, så der var ingen særlig grund til at gøre nogle stop, før vi nåede det obligatoriske velkomstcenter lige efter Arkansas-statsgrænsen.

Her fik vi et kort over Arkansas, som vi studerede et stykke tid for at finde ud af, hvor langt vi ville køre Samtidig havde vi også konsulteret en hotelbrochure, og vi blev enige om, at byen Pine Bluff lød som et interessant sted at overnatte. Byen ligger omkring 65 miles syd for Little Rock. Selv i dag husker jeg Arkansas hovedstad bedst fra en roman, jeg læste i folkeskolen om adskillelsen mellem sorte og hvide i 1960'erne. Hvem der har skrevet bogen og hvad den hed, husker jeg ikke, men det var en dansk forfatter og hovedpersonen var en ung afroamerikansk pige.

Fra en rasteplads i Arkansas

Vi fortsatte ad interstaten sydpå til omkring Memphis i Tennessee. Her drejede vi mod vest igen ad I-40 (vejen vi har kørt på alle USA-ture 2000 til 2022 bortset fra 2008). Da vi nærmede os Little Rock, begyndte det at regne. Vejret havde været varmt og meget fugtigt hele dagen, og vores aircondition virkede ikke ordentligt, så lidt regn var velkommen. Men et par kilometer uden for Little rock blev regnen til et tordenvejr, og på et tidspunkt var det ret slemt, dog ikke så slemt som i Mississippi to år før. Trods regn og torden ankom vi sikkert til Pine Bluff, hvor vi også fandt et glimrende hotel. Heldigvis holdt det op med at regne lige længe nok til, at jeg kunne bære bagagen fra bilen til værelset uden at blive våd. I receptionen stod to piger, som var meget interesserede i at vide, hvor vi kom fra. De var noget overraskede over, at vi kom så langvejs fra, og en af pigerne sagde, at hun havde rejst meget i Amerika, men aldrig havde været uden for landet. Den anden havde aldrig været uden for Pine Bluff.

Efter indtjekning på hotellet var det begyndt at regne kraftigt igen, så vi tog bilen og kørte et lille stykke til et stort indkøbscenter. Dorte skulle simpelthen have nogle nye skjorter og jeans, så det fik hun. Vi fandt også en restaurant, der så interessant ud, og det var vi tilsyneladende ikke de eneste, der mente, for vi skulle vente omkring 30 minutter på at få et bord. Men da vi endelig kom indenfor i restauranten, hvis navn jeg har glemt, var det utrolig hyggeligt og maden var fremragende. Så vendte vi tilbage til vores hotel og slappede af indtil sengetid.

Fra Pine Bluff skulle vi videre sydpå til Opelousas, Louisiana. Men åh ve åh rædsel, der er simpelthen ingen interstate, der krydser grænsen mellem Arkansas og Louisiana, og ingen interstates betyder ingen velkomstcentre, som vi var dybt afhængige af i den periode, for hvordan skulle vi dog klare os uden de kort og brochurer, vi kunne få slige steder? Vi havde derfor to valg. Vi kunne køre mod øst ind i Tennessee og finde en interstate der, eller vi kunne køre mod sydvest, ind i Texas og derefter til Louisiana, men vi besluttede at tage en almindelig amerikansk hovedvej sydpå og bare klare os uden et velkomstcenter. Så vi tog US Route 65, og den var et godt eksempel på, at hovedvejene ikke altid er motorveje. Lige uden for Pine Bluff havde hovedvejen fire baner og en hastighedsgrænse på 60 miles (95 km) i timen. Kort efter blev vejen dog indsnævret to vejbaner, og så faldt hastighedsgrænsen til 50 miles (80 km). Senere faldt den endnu mere, fx gennem byerne, hvor den ofte var nede på 35 (55 km), så vi kørte ikke særlig stærkt på vej sydpå. Men så havde vi til gengæld tid til at nyde vejens omgivelser, der var meget smukke. Vi så en masse af de rødvingede solsorte, som vi allerede havde set i St. Louis, og i grøfterne langs vejkanten var der masser af hejrer af forskellige slags. Som altid var der masser af "road kill" langs vejen. Det ses overalt, sammen med store mængder eksploderede dæk. De dyr vi så her var især egern, opossums og vaskebjørne, men da vi kom længere sydpå, så vi også bæltedyr og vi passerede faktiusk også en enkelt død skildpadde, så det er ikke kun i Georgia, der er skildpadder på vejen.

Selvom det var en meget smuk vej (U.S. Route 65 er faktisk klassificeret som "scenic route" rute hele vejen fra Pine Bluff, indtil den mødes med I-20 nær Tallulah i Louisiana), var der én ulempe ved den. Ingen rastepladser og dermed ingen toiletter. Efterhånden opstod behovet for sådan et anlæg, men selvfølgelig på et tidspunkt, hvor der hverken var en tankstation eller noget lignende i nærheden. Vi var derfor ret trængende, da vi endelig nåede byen Lake Providence lige syd for Louisiana-statsgrænsen, som vi i øvrigt havde krydset næsten uden at opdage det. Her kunne vi vælge mellem to muligheder; et "bomuldsmuseum" og et besøgscenter. Vi blev enige om, at begge steder ville have de nødvendige faciliteter, og vores valg faldt på besøgscenteret, primært fordi vi kom til det først.

Tankelæser

USS Cairo i Vicksburg Military Park

Stedet blev passet af en ældre dame, som enten må have været synsk, tankelæser, været vant til, at besøgende kun kom af én eneste grund – eller måske kunne hun bare aflæse vores kropssprog, da vi kom ind på stedet. Bogstaveligt talt var de første ord, hun overhovedet udtalte, "Har I brug for toilettet?" Og samtidig pegede hun i retning af denne facilitet. Da vi havde klaret det, vi skulle, vendte vi tilbage til damen, der åbenbart mente, at nu hvor vi havde "lavet plads", så trængte vi til en genopfyldning, så hun bød os på både friskpresset, hjemmelavet limonade, kaffe eller iste. Vi valgte lemonaden, og mens vi drak saften af friskpressede citroner og limefrugter (hun pressede, mens vi ventede), blandet med sukker og vand, fik vi en snak med damen, der ligesom så mange andre gerne ville vide, hvor vi kom fra. I modsætning til de fleste andre, vi havde mødt i USA, kendte hun faktisk Danmark - og vidste endda, hvor i verden det var! Det viste sig, at hun havde arbejdet for en dansk møbelvirksomhed, som havde en afdeling i Puerto Rico. Damen tog sin opgave som informationsmedarbejder alvorligt, og spurgte, hvor vi var på vej hen. Da vi svarede, at vi skulle til Opelousas længere sydpå i Louisiana, så hun i starten ret forundret ud, som om hun tænkte "Hvad vil turister der?" Men hun kom sig hurtigt, ikke mindst fordi vi forklarede, at det kun var et stop på vejen til New Orleans. Så begyndte hun at hive brochurer ned fra hylderne og fortalte os om ting, vi absolut skulle se undervejs, og vi takkede hende for hendes hjælpsomhed og besøgte ikke et eneste af de steder, hun anbefalede, da vi allerede havde vores egen plan, og den ville tage os i en anden retning.

Nu kunne vi selvfølgelig have valgt at fortsætte direkte til Opelousas, men det ville have været for nemt. Så vi fortsatte ad US-65 til den mødte Interstate 20 nær byen Tallulah. Her drejede vi mod øst ad interstaten, krydsede Mississippi og kørte ind i staten af samme navn. Ikke for at besøge et velkomstcenter, næh nej, næh nej, dog, dog - slet ikke, ikke det mindste. Vi ville være kulturelle såvel som historiske og besøge endnu en slagmark! Denne gang Vicksburg National Military Park, scene for en af de længste belejringer på vestfronten under borgerkrigen, men også for den første store sejr for Unionens tropper. Vi stoppede derfor ved parkens besøgscenter og købte billet til os og bilen. Vi kørte rundt i parken, men den var slet ikke så spændende, som jeg havde håbet. Kun én bygning var tilbage, som havde eksisteret i 1863, da slaget fandt sted. Alt andet var væk - selvfølgelig bortset fra senere tilføjede monumenter. Mest interessant i parken var udsigten over Mississippifloden og en gammel pansret kanonbåd, Kairo, fra borgerkrigen (kendt som en "iron clad"). Skibet var det første skib i historien, der blev sænket af en sømine. Det skete i Yazoo-floden i 1862. Vraget af Kairo blev genfundet i 1956 og er nu udstillet i Vicksburg.

Fra Vicksburg kørte vi sydpå og tog US Highway 61, kendt som "The Blues Highway". Min viden om Highway 61 kommer faktisk fra musik, nemlig fra Bob Dylans "Highway 61 Revisited". Jeg er især glad for en coverversion af nummeret med Johnny Winter, men nu er jeg vist på vej ud på et sidespor. Det var på vej sydpå ad motorvej 61, at bilens aircondition gik helt i stykker, så det eneste køling, vi havde resten af ferien, var at åbne vinduerne. Det gjorde dog ikke meget godt, da udendørstemperaturen var i 35 og derover det merste af tiden. Vi forlod vejen i Natchez, men gjorde ingen stop her, bortset fra en tankning af bilen og opfyldning af isboksen. Nu hvor klimaanlægget ikke længere virkede, var iskoldt vand det mest kølende, vi kunne få. Ved Natchez krydsede vi Mississippifloden, og fortsatte på U.S. 84 til byen Alexandria, hvor vi skiftede til I-49, som vi blev på det sidste stykke til Opelousas.

Navigationsproblemer

White House i Vicksburg. Det eneste hus i nationalparken, der allerede eksisterede under borgerkrigen.

Vi havde bestilt hotel hjemmefra, så nu var det bare om at finde det. Dette var ret nemt, da det var placeret lige ved siden af en afkørsel fra motorvejen. At komme til det var en helt anden sag. Jeg har tidligere fortalt om vores problemer med I-10 Service Road i New Orleans, som vi ikke kunne finde (se Ingen alligatorer i vejsiden fra turen i 2002). Dette hotel var også på en "service road", men denne gang havde vi ingen problemer overhovedet med at finde den rigtige vej. Det var faktisk meget nemt, men da vi nåede den rigtige afkørsel fra motorvejen, havde vi begge så travlt med at kigge efter hotellet, at jeg ikke drejede ind på servicevejen, da vi kørte fra motorvejen. I stedet fortsatte jeg op ad en tilkørselsrampe til denne, og så var vi tilbage på Interstate 49, som vi lige havde forladt. Vi måtte så køre cirka 9 miles til næste afkørsel, hvor vi kunne vende om og køre tilbage. Anden gang ramte vi dog den rigtige vej og kørte derefter direkte til hotellet. Det var ret sent, da vi ankom, og der var åbenbart en stor fest i gang på hotellet. Hvad der blev fejret, ved vi ikke, men der var mange mennesker, alle udklædte og i et meget festligt påklædning-

Da vi havde båret kufferterne op på værelset, tog vi lige et hurtigt brusebad og tog så afsted igen for at få noget at spise. Hjemmefra havde vi læst, at Opelousas var en spændende by med masser af steder, hvor man kunne lytte til cajun og zydeco musik (min interesse, ikke Dortes). Opelousas kaldes både "Gateway to Acadiana", som er området, hvor cajuns og deres musik kommer fra, og også "World Capital of Zydeco", men vi var for trætte efter en lang dag med kørsel, så vi besluttede bare at spise, og så tilbage til hotellet. Vi fandt et sted lidt længere nede af servicevejen, som så OK ud. Det var en Ryan's Grill and Bakery, en anden af Amerikas mange kæderestauranter, men en som vi aldrig havde prøvet før. Da vi kom ind, blev vi mødt af en dame ved et kasseapparat, hvilket var lidt overraskende, da vi er vant til at betale efter at have spist. Hun spurgte, hvad vi kunne tænke os at drikke, og vi valgte en Cola til mig og iste til Dorte. Derefter bad hun om $21 alt inklusive, og spurgte, om vi ville give drikkepenge. Det ville vi gerne, så jeg sagde $ 5, og det så blev lagt til regningen, som jeg betalte for med mit kreditkort. Vi fik derefter udleveret de fem dollars i kontanter, så vi kunne give dem til servitricen senere.

"Alt inklusive" viste sig at være en middagsbuffet. Der var stor salatbuffet med alt hvad hjertet kunne begære af forskellige slags salat og tilbehør i form af croutoner, ristet bacon, skinketern, ost, grønsager og et rigt udvalg af dressinger. Men nu lever folk jo ikke af salat alene. Derfor var der en 6 metet lang disk med kyllingeretter med tilbehør. En lige så lang disk med fiskeretter og tilbehør. Og til sidst en fantastisk dessertbuffet med kager, ost, is, frisk og syltet frugt, tærter og ikke mindst en softice-maskine. Udover disse buffetdiske var der et carvery, hvor en kok skar stykker af oksefilet, skinke og farserett kalkun. Og hvis man stadig var sulten, var der en anden kok, der grillede store, tommetykke T-bone steaks efter kundens ønske, og en anden kok, som grillede store krabber.

Desværre levede vores appetit ikke op til udbuddet af føde. Jeg kom aldrig længere end til salaten. Hvad Dorte fik, husker jeg ikke, men jeg kan huske, at hun besøgte dessertbuffeten, hvilket jeg ikke gjorde. Da vi ikke kunne presse mere ned blev vi budt på kaffe, som jeg tog imod og fik et kæmpe krus. Efter dette enorne måltid vendte vi tilbage til hotellet for at slappe af.