Den længste bro

Fra Opelousas til New Orleans er der ca. 155 miles (250 km) ad den hurtigste rute og 135 miles (217 km) ad den korteste. Vi valgte dog ingen af disse ruter, men kørte en noget mindre direkte vej. Men alligevel var der ikke langt at køre, så vi forlod hotellet lidt senere end normalt. Før vi tog afsted prøvede vi den inkluderede morgenmad. Det viste sig at være en dårlig idé. I modsætning til de danske og mange europæiske hoteller var inkluderet morgenmad på amerikanske hoteller og moteller den gang ret sparsom, og det der var, blev ikke altid genforsynet, når det var spist, og det var bestemt tilfældet her, så da vi kom ind i morgenmadsområdet var der intet tilbage. (Det er blev betydeligt bedre de fleste steder i 2023.) Så vi besluttede at finde et sted, når vi kom videre ad vejen. Vi satte kursen mod motorvejen og kørte sydpå til Lafayette, hvor vi fandt et sted at spise morgenmad. Efter morgenmaden vendte vi ikke tilbage til motorvejen, men kørte sydpå ad den gamle U.S. Highway 90, som vi to år tidligere havde kørt ad gennem det sydlige Mississippi.

Ved en bayou i "cajun-land".

På den vestlige side af New Orleans tager hovedvejen et sving mod syd og derefter tilbage mod nord, så hvis man følger den hele vejen ankommer man til New Orleans fra sydvest. Vejen fører gennem en del af det såkaldte Acadianaområde,som er det område, hvor cajunbefolkningen holder til. Den første vejstrækning går gennem det, der er kendt som The Cajun Heartland. Vi kørte sydpå gennem dette område, som er ret spændende, når det kommer til naturen. Vi passerede byerne New Iberia, Jeanerette, Franklin og Morgan City. På denne strækning er U.S. Route 90 en forholdsvis smal vej, der fører gennem marker med bomuld, ris og sukkerrør, omgivet af sumpe, marskområder og bayous (vandområder uden strøm, fx tidligere strækninger af floder,der nu er afgrænsede fra seleve floden). Bayous er typisk hjemsted for mange interessante plante- og dyrearter og derfor meget spændende at køre langs med. I Morgan City forlod vi hovedvejen og drejede mod nord ad endnu mindre veje, inklusive Louisiana State Route 70 forbi en række søer, hvor der var en masse mennesker, der havde travlt med at nyde vejret ved at sejle rundt i forskellige slags både. Endnu en gang passerede vi gennem spændende landskaber op til Mississippi-floden, som vi krydsede nær byen Donaldsonville.

Fra Donaldsonville fortsatte vi mod I-10; ikke fordi vi ville tage interstaten til New Orleans, men vi fulgte I-10 mod øst indtil den mødte I-55. Så skiftede vi til denne interstate mod nord. Motorvejen går på denne strækning op mellem søerne Lake Maurepas og Lake Pontchartrain. Det var den samme vej, som vi havde taget to år tidligere i den modsatte retning. Da vi nåede Interstate Highway 12, som også kaldes Republic of West Florida Highway, drejede vi mod øst igen. Hvis nogen i dag undrer sig over, hvordan Florida kommer i spil her i Louisiana, så har det intet at gøre med staten Florida. Men i 74 dage i 1810 var en del af det nuværende Louisiana en uafhængig republik, som fik navnet The Republic of West Florida. Denne republik omfattede også dele af Mississippi og Alabama, men ingen del af nutidens Florida. Desuden er der en anden specialitet i Louisiana. Alle amerikanske stater er opdelt i amter, undtagen Louisiana, som i stedet er opdelt i sogne (parishes), og de otte sydøstlige sogne, der var en del af den kortvarige republik, er samlet set kendt som The Florida Parishes for at minde om den tidligere republik.

Lake Pontchartrain Causeway. "Puklen", hvor broen kan åbnes, ses i baggrunden.

Nå, men hvorfor nu denne omvej i stedet for bare at tage US 90 hele vejen til New Orleans? Årsagen var, at vi gerne ville ankomme til New Orleans fra nord. Ikke fordi vi normalt har nogen præferencer for det specifikke verdenshjørne, men fordi vi så ville ankomme til New Orleans via en bro. Og ikke en hvilken som helst bro, men Lake Pontchartrain Causeway, den længste bro i verden, som udelukkende går over vand. Faktisk er der to parallelle broer, én som bærer den nordgående vognbane, og en anden som bærer den sydgående. Broen er omkring 38 km lang og er en betalingsbro, men denne gang havde vi ingen problemer med betalingen, ikke som Dulles Toll Road. Broen er en lavbro, og vejen ligger kun få meter over søens overflade. Otte mil syd for den nordlige kyst, er en "forhøjning" med broklapper, der kan åbnes for at tillade skibe at passere, og to andre steder er der nogle små "pukler", som ikke kan åbnes, men hvor små fartøjer kan sejle igennem. Men ellers er den flad som en pandekage – eller rettere, det er den faktisk ikke! Broen er båret af over 9.500 piller, hvilket betyder, at afstanden mellem dem kun er omkring 10 meter, og mellem disse buer vejen en smule op, så når man kører, føles det præcis som at være på et skib i søgang, og den lave højde over vandet gør, at der er mange reflekser fra solen, der skinner på bølgerne. Dette kan nærmest hypnotisere chaufføren, så lokale myndigheder anbefaler faktisk, at man ikke krydser broen mere end én gang hver dag. Men på den anden side er det en oplevelse at se New Orleans skyline blive synlig i disen, når man igen nærmer sig land.

Hotellet vi havde booket hjemmefra, Hampton Inn Metairie, ligger på Causeway Boulevard, som er broens forlængelse ind i land. Også her skulle vi forholde os til en service road, og igen lykkedes det for os at køre for langt, så vi ikke kom af causewayen ved den rigtige afkørsel, men måtte tage den næste afkørsel, som førte os til I-10 mod vest. Ved næste afkørsel på I-10 vendte vi om og til sidst lykkedes det os at komme tilbage til hotellet. På trods af denne omvej var klokken kun 14.40, da vi ankom til hotellet, så det viste sig, at vores værelse endnu ikke var klar. I stedet kørte vi til et stort indkøbscenter, Lakeside, som lå lige på den anden side af vejen. Det var dog ikke så let at komme dertil. Først skulle vi tage nogle små gader rundt om hotellet og så videre til Veterans Boulevard, hvor vi ville dreje til venstre. Desværre havde boulevarden en midterrabat, så vi måtte i stedet dreje til højre. Ved næste kryds var U-sving og venstresving forbudt, så vi måtte fortsætte ligeud ad "Veterans", indtil der var "hul" i midterrabatten, hvor vi kunne lave en (tilladt) U-vending, og til sidst kunne vi komme til højre i retning af indkøbscenteret.

Der var nogle spændende butikker i centeret og vi købte både noget tøj (eneste gang, jeg har handlet i et shopping mall) og så på de mange butikker og spisesteder, inden vi vendte tilbage til hotellet og blev indkvarteret. Da dette var gjort, kørte vi en tur ind til centrum af New Orleans. På besøgscentret i Lake Providence havde vi fået et turkort, og det var det, vi nogenlunde fulgte. Vi kunne dog ikke køre hele vejen, da nogle af gaderne var lukkede. Det var den 4. juli, og der var tilsyneladende planlagt nogle begivenheder, der krævede, at gaderne skulle lukkes for biler. Vi så også mange mennesker, der kom vandrende med grill og havemøbler ind i diverse parker. Vi deltog ikke i festlighederne, men vendte tilbage til vores hotel og passerede gennem Garden District og Riverbend. Før vi gik til vores værelser, spiste vi dog middag for første gang på en Hooters-restaurant. Senere så vi fyrværkeri fra vores hotelvindue.