Dooley, Jackson og Washington

Da vi endelig blev færdige med morgenmad og hyggesnak hos Madelyn (in the Grove) skulle vi nord på. Vi havde planlagt at køre til Charlottesville i Virginia, en tur på 250 miles (400 km). Vi ville så overnattte i Charlottesville inden vi returnerede til Jens og Anette i Vienna. Inden vi kørte nord på, ville jeg gerne besøge Wilkesboro igen, da Madelyn havde forklaret os, hvordan vi skulle finde fængslet, vi ikke fandt dagen før, og jeg ville også gerne besøge Ferguson, hvor Tom Dooley-dramaet fandt sted i månederne marts til maj 1866, og hvor der skulle være en udstilling af malerier osv. om Tom Dooley.

Dorte uden for Chapel of Peace på Whipporwill Academy and Village

Madelyn havde fortalt os om en genvej til Wilkesboro, som skulle være hurtigere end den vej vi havde taget dagen før, men desværre havde jeg misforstået ruten, så i stedet for en genvej endte det med at blive noget af en omvej. Vi spildte næsten en time, så klokken var 12, før vi ankom til Wilkesboro, men vi fandt fængslet og tog nogle billeder. Museet i fængslet var lukket, så vi måtte nøjes med at se på det udefra. Da vi havde set nok, kørte vi de 22 km til Ferguson. Her fandt vi Whippoorwill Academy and Village, et lille frilandsmuseum af den slags, vi havde besøgt flere gange før i USA, blandt andet i Jackson's Mill i West Virginia i 2002. Der var flere små, gamle træhuse,  hvoraf et husede museet med Tom Dooley-malerier etc., som jeg nævnte ovenfor. Museet åbnede imidlertid først kl. 15, men lige da vi ankom (omkring 12.45), kom en ældre dame ud af den lille bygning ved siden af ​​indgangen, og da hun så os, fortalte hun os, at hun var kommet tidligt og derfor var klar til at åbne. Hun spurgte, om vi var interesserede i Tom Dooley, og da jeg svarede bekræftende, sagde hun, at den bygning allerede var åbnet, og hun udpegede den for os.

På vej til bygningen, som rummede Dooley udstillingen, passerede vi Chapel of Peace, som har til huse i en 200 år gammel bygning. Her er det populært at blive gift, På Tom Dooley udstillingen, kan man se en serie billeder og tegninger, som viser legenden om Tom Dooley. Billeder og tegninger er udført af Edith F. Carter (1930 - 2014). Jeg fandt senere ud af, at det var denne dame, der havde lukket os ind, så billederne er langt fra samtidige med begivenhederne, men er malet efter de karakterbeskrivelser, der er givet i legenderne. Senere skulle jeg lære Edith Carter rigtigt godt at kende, og jeg besøgte hende flere gange, senest i oktober 2013, og vi havde mange gode snakke om Tom Dooley og andre ting. (I dag bor jeg, når jeg er i området, ofte i hendes tidligere hjem, som nu udlejes af hendes datter, Margaret, via Airbnb.) Udover billederne udstiller museet også ting som Tom Dooleys dørhåndtag, oberst Graysons pistol, der blev brugt ved Toms arrestation, et gammelt, gulnet fotografi af én af ​​hans brødre, William eller John. Også Tom Dooleys originale gravsten og nogle andre ting, som er forbundet med historien er udstillet på museet. Alt i alt et meget interessant sted, hvis man kan lide Dooley-historien eller bare lokalhistorie i det hele taget. Da vi havde set nok til Tom Dooley, gik vi en tur rundt på stedet og så på de andre bygninger – dog kun udefra, bortset fra den allersidste, hvor vi lige stak hovedet indenfor. Området omfatter blandt andet en kopi af et gammelt fængsel fra Yadkin Valley, en kopi af hytten, hvor Daniel Boone, hans kone og deres otte børn boede, da de boede i området i 1760'erne. Skorstenen er bygget af sten fra den oprindelige skorsten. Derudover så vi Whippoorwill Academy, som har givet navn til området. "Akademiet" er en gammelt et-rums skolebygning fra 1880. Vi så også et smoke house, som oprindeligt blev brugt til at ryge kød, en landhandel, som er flyttet fra en nærliggende landsby og et par andre bygninger.

Udsigt fra Valhalla Winery på en meget regnfuld dag

Efter rundvisningen på Whippoorwill Academy fortsatte vi vest på ad North Carolina Road 268 for at finde Laura Fosters grav. Stedet ligger omkring 5 km fra "akademiet", men det er ikke godt markeret og svært at få øje på, når man kommer fra den retning, vi gjorde, så vi kørte omkring 8 km, og fandt alligevel ikke graven. Jeg fandt senere ud af, at den ligger godt gemt inde på en mark. Tom Dooley selv er også begravet i nærheden af ​​akademiet, men hans grav er på privat grund, så vi var ikke i stand til at besøge den. Og den originale gravsten, som er placeret på museet, er blevet erstattet af en betonklods, og selv denne er blevet beskadiget af turister, der har knækket stykker af den for at tage dem med hjem som souvenirs. Jeg har senere besøgt de steder, hvor begivenhederne fandt sted, og hvor en tredje person fra dramaet, Ann Melton, er begravet, men nu var klokken blevet godt 14, og vi havde kun kørt ca. 30 af de 250 miles vi skulle køre den dag, så vi besluttede at fortsætte nordpå. Den nærmeste vej til Interstate 77 var tilbage til Wilkesboro, derefter ad US Route 421 mod øst. Vi fandt I-77 og kørte nordpå mod Virginia. Ved grænsen besøgte vi det sidste velkomstcenter på denne tur, og derefter fortsatte vi ad I-81 til byen Roanoke.

Nede i den sydlige del af Virginia finder man vinområdet "South West" med et enkelt AVA "North Fork of The Roanoke". Kun en enkelt vingård ligger i dette AVA, og den hedder noget så nordisk som Valhalla Winery. Vores tyrkiske ven i Hillsboro (se Virginiavin), havde fortalt os, at denne vingård var ejet af svenskere eller danskere, men han tog fejl, viste det sig. Ejerne var faktisk fra Polen. Vingården har en fantastisk beliggenhed omkring 1.800 fod oppe på en bjergskråning over byen Roanoke. Da vi kom dertil, var det desværre styrtregn, så udsigten var ikke for god, og selvom regnen tog af under besøget, nåede vi ikke rigtig at nyde udsigten. Vinen viste sig at være OK, men ikke mere end det og for dyr i forhold til kvaliteten, syntes vi, udsigten var hæmmet af vejret, og folkene på stedet var ikke nær så venlige som på vingårdene længere mod nord, eller for den sags skyld på de vingårde vi havde besøgt i North Carolina. Vi endte dog med at købe en enkelt flaske til at tage med hjem, men den overlevede desværre ikke vores andet besøg i Vienna.

Da vi kom tilbage til I-81, hørte vi i radioen, at vejen var spærret på grund af oversvømmelser efter regn. Men heldigvis viste det sig, at dette var syd for Roanoke, og da vi var på vej mod nord, ville det ikke påvirke os, selvom det stadig regnede. Vi fortsatte derfor længere nordpå op gennem Shenandoah Valley, forbi Lexington. Ved Staunton skiftede vi til I-64 og krydsede Blue Ridge Mountains til Charlottesville. Efter lidt besvær på grund af "ingen ledige værelser" fandt vi et hotel, hvor man kunne få et værelse. Da det var temmelig sent, gik vi ud for at spise noget aftensmad og så direkte i seng.

Historien om en arm og besøg på en plantage

I dag var sidste dag på vores roadtrip, da vi jo var på vej tilbage til Annette og Jens hjem i Vienna. Vi overvejede at besøge Richmond, Virginias statshovedstad, men valgte i stedet at køre til Chancellorsville og se endnu en slagmark, og senere et besøg på Mount Vernon plantagen, for at se det sted, hvor George Washington boede.

Vi startede derfor dagen på I-64 mod Richmond. Undervejs passerede vi et trafikdræbt rådyr i vejsiden. Omkring det sad 15-20 sorte gribbe, så vi følte os nærmest transporteret til en af ​​de gamle westernfilm, hvor helten eller heltinden ligger bundet i ørkenen, mens gribbene flokkes om ham eller hende. Her kom ingen til undsætning, og gribbene lagde ikke mærke til, at biler kørte forbi - i hvert fald reagerede de ikke på det. Da vi nåede Richmond, tog vi ringvejen rundt om byen og gik derefter nordpå mod Fredericksburg. Her forlod vi interstaten og kørte vestpå mod Chancellorsville. Vi besøgte to krigsskuepladser, The Wilderness og Chancellorsville, og til sidst besøgte vi deres besøgscenter. Her købte jeg nogle bøger om Stonewall Jackson, som jeg er meget interesseret i, og vi talte om at gå en tur i området. Dorte mente, at det ville være for meget for hende at besøge Elmwood Family Cemetery, hvor generalens amputerede venstre arm ligger begravet. Alene tanken om, at nogen havde begravet og rejste et gravmonument over hans arm, var faktisk for meget for hende. Derfor besøgte vi heller ikke andre interessante steder i området, som for eksempel stedet, hvor et monument viser, at det var her, Jackson blev ramt af skud fra egne tropper (friendly fire), eller gården, hvor Jackson døde den 9. april 1863. Men vi passerede dog et skilt, der fortalte os, at her stod teltet, hvor regimentskirurgen amputerede hans arm.

I The Wilderness kørte vi lidt rundt for at se om det var så vildt som navnet antyder. Det har det måske været i gamle dage, og der er også stadig skov, men i skoven fandt vi et større indhegnet boligområde (gated community), så det er ikke så vildt mere. Vi kørte tilbage til Fredericksburg, og fortsatte nordpå ad I-95. Lige sydøst for Fredericksburg, ude ved bredden af ​​Potomac River, passerede vi både George Washingtons og Robert E. Lees fødesteder, men vi valgte at springe dem over denne gang. I stedet fortsatte vi nordpå til omkring Dale City, hvor vi skiftede til U.S. Highway 1 og senere på mindre veje til Mount Vernon, George Washingtons plantage, som vi gerne ville se.

Mount Vernon ligger noget syd for Washington DC, og her boede Washington, både før og efter han var præsident. Som præsident boede han først i New York og senere Philadelphia. Washington DC blev først hovedstad i 1800, efter George Washingtons død. Vi fandt plantagen let nok, og fandt også et sted at parkere vores bil.

Mount Vernon var en ret stor plantage på ca. 3.200 acres (1.300 hektar) og var opdelt i fem gårde, hver med sine slaver og sin egen bestyrer. De enkelte gårde havde også deres egne boliger, eget kvæg, marker osv., så de i praksis fungerede som selvstændige enheder. Gården, hvor Washington boede, blev simpelthen kaldt The Mansion. Godset var på omkring 200 acres (80 hektar), hvilket blev anset som passende for en "gentleman". Området var anlagt, så det var omgivet af skove og enge. Der var en køkkenhave samt en prydhave og en masse træer. Det er denne del af plantagen (Mansion House Farm), der er åben for offentligheden i dag.


Hovedbygningen på Mount Vernon, George Washington hjem

Vi kom ikke ind i hovedbygningen, da der var en lang kø, som passerede et skilt, hvor der stod, at fra dette sted ville ventetiden være en time. I stedet så vi på bygningen forfra og bagfra, og flere andre bygninger på plantagen, så som deres vognhus, stalde og røgeri. Vi gik også en tur i prydhaven, og så blandt andet to træer, et ret stort asketræ - det største jeg har set, og en lige så stor ahorn. Begge blev plantet, mens George Washington selv ejede plantagen.

Rundturen førte os også forbi Washington-familiens oprindelige grav. Her blev både George og Martha Washington begravet, men Washington havde inden sin død ønsket, at der blev bygget en større grav, så andre familiemedlemmer også kunne begraves der, og da den var færdig, blev han og hans kone og de familiemedlemmer, som var allerede begravet i den gamle grav, flyttet ind i den nye. George og Martha ligger i to marmorsarkofager, som kan ses udefra. Vi besøgte også en noget mere beskeden kirkegård, hvor plantagen slaver blev begravet. Der var 150 umarkerede grave på et ret lille område – som efterfølgende var blevet forsynet med et mindesmærke over de afdøde slaver

Da vi havde set nok, gik vi ned mod indgangen, hvor der var en restaurant. Her købte vi en is, da det var blevet ekstret varmt i løbet af rundturen. Vores bluser var simpelthen gennemblødte af sved. Vi vendte tilbage til bilen, som i mellemtiden igen var blevet varmet op til kogepunktet. Da klimaanlægget stadig var ude af drift, måtte vi i stedet køre med åbne vinduer, hvilket ikke hjalp meget, da udetemperaturen var mere end 38 grader.

Fra Mount Vernon besluttede vi at køre forbi Pentagon, men på et tidspunkt skulle vi skifte vej og da vi ikke var helt enige om hvad "lige ud" betød, passerede vi det kun på pæn adstand! Til gengæld fik vi en tur gennem den meget hyggelige forstad, Alexandria, med mange smukke gamle huse. Herfra tog vi I-66 til Tyson's Corner og Virginia Route 7 tilbage til Annette og Jens' hus i Vienna. Da vi ankom, var Annette og Jens, Britt og tre af hendes venner fra Danmark netop vendt tilbage fra en weekendtur til Norfolk, så vi skulle alle pakke ud før vi gjorde andet.

Vi (troede at) vi sluttede besøget hos Jens og Annette med at vi gav middag på en lokal restaurant, ligesom de havde givet middag den første dag af besøget. Resten af aftenen underholdt vi os med Britt og hendes venner, som vi spillede bræt- og kortspil med.