Rundturen i det vestlige USA begynder

I 2006 besluttede vi at besøge de vestlige dele af USA for første gang. Denne gang skulle vi besøge nogle større byer som Seattle, San Francisco, Los Angeles og flere, og vi skulle også besøge nogle af Amerikas nationalparker, som Yellowstone NP og Grand Canyon NP. På denne tur, og faktisk i Yellowstone NP, ville vi også opleve noget så statistisk umuligt, at det grænsede til en sensation, men det kommer jeg til senere.

På det tidspunkt havde Scandinavian Airline System (SAS) et direkte fly til Seattle som det eneste sted på vestkysten, så vi besluttede at starte og slutte vores tur her. En stor forskel på denne tur og de tre foregående var, at vi kun brugte interstate highways på meget korte distancer, og at vi ikke besøgte et eneste velkomstcenter.

Smaragdbyen

Jeg er generelt nok mere til åbne landskaber end til storbyer, men der er en række storbyer som jeg sætter pris på, om end af ganske forskellige grunde; nogle af dem kan jeg formodentlig end ikke begrunde. Stockholm, Berlin og London er nogle af dem, Cairo og Alexandria er andre, og også i USA er der nogle storbyer, som jeg ligefrem godt kan lide. Øverst på listen stod tidligere New Orleans, som havde en helt speciel stemning; Sandsynligvis på grund af dens meget blandede kultur, de hyggelige mennesker, og hele miljøet. Efter "Katrina" i 2005, gik det flere år, til jeg besøgte byen igen, men i 2012 kunne vi konstatere at det meste var tilbage til, hvad det havde været før orkanen, og siden har vi besøgt byen flere gange. Også to andre amerikanske byer står højt på min liste over storbyer, nemlig San Francisco og Seattle, og det er om sidstnævnte at denne artikel skal handle.

Space Needle set fra jorden

Første gang vi kom til byen fløj vi dertil direkte fra København. Turen tog en time. I hvert fald på uret. Afgang ca. kl. 16.00 dansk tid og ankomst ca. kl. 17.00 amerikansk vestkysttid (pacific time). Efter landingen fik vi den første overraskelse. Tidligere havde vi altid landet på østkysten (bortset fra en enkelt gang i Chicago), og der var altid meget lang kø ved indrejsekontrollen, og de personer, der stod der, så altid ud som om, de regnede med, at alle tilrejsende var terrorister, spioner eller andre uhyrlige personer, og samtidigt så de ud som de faktisk hadede deres job. I Seattle gik det betydeligt hurtigere, selv om der ikke var meget færre ankommende, i hvert fald ikke, da vi kom, og de ansatte så ud som om, de var glade for at se de tilrejsende. Det var lutter smil og "Velkommen til USA og Seattle" fra alle officielle, vi mødte.

For lige at begrunde afsnittets overskrift må jeg hellere fortælle ar Emerald City (Smaragdbyen) er Seattles officielle "kælenavn"  og det har det været siden 1982, hvor en skoleklasse vandt en konkurrence om at finde på et nyt, officielt kælenavn til byen, som også er kendt som Rain City, Jet City og tidligere Queen City. Hotellet, vi boede på, lå ude ved SeaTac lufthavnen omkring 30 km syd for Seattles centrum, så dagen efter vores ankomst, entrede vi vores lejede bil og drog ind mod centrum. Vi kørte til det område, der kaldes Seattle Center i den nordlige del af byen (her findes blandt andet en række museer, en forlystelsespark og så ligger også Space Needle i området). Her fandt vi uden problemer en parkeringsplads, hvor vi for et beskedent beløb ($5) kunne holde hele dagen. Her satte vi bilen – og så tog vi resten af dagen til fods.

Vi besluttede at indlede vores besøg med at tage en tur op i Space Needle. Der var en del kø allerede på dette tidspunkt, og efter at vi havde købt billet, måtte vi vente i ca. 20 minutter, før det blev vores tur til at komme med elevatoren de ca. 160 meter op. Space Needle er Seattles vartegn. Sammen med resten af Seattle Center blev den bygget til Verdensudstillingen i 1962. Tårnet er 184 meter højt, og i 159 meters højde findes en udsigtsplatform og 7 m under den en roterende restaurant som roterer en omgang på præcis en time. Der fører tre glaselevatorer op til udsigtsplatformen, og turen tager 42 sekunder. Da tårnet blev bygget, var det Seattles højeste bygning, men i dag er der bygget en række kontorbygninger i downtown, der er højere.

Udsigten fra Space Needle er ret fantastisk i klart vejr. Man kan se det meste af byen, bjergkæderne i Cascade Range og Olympic Range samt vulkanen Mount Rainier, der er byens naturlige vartegn på samme måde som Space Needle er det menneskeskabte. Fra Seattle Center er der godt 90 km til Mount Rainier, som i klart vejr er ganske tydelig. Desværre var der en del varmedis, da vi var der, selv om det var tidligt på formiddagen, så både vulkan og bjerge var noget slørede, men det ændrede ikke på det generelle indtryk. Da vi kom ned fra udsigtsplatformen igen, besøgte vi den souvenirbutik, der ligger ved foden af tårnet, men vi købte nu ikke andet end et par flasker vand og et par småting.

Vores plan var at køre med den lokale monorail til downtown (90 sekunder for hele turen), men driften var desværre suspenderet på grund af igangværende renoveringsarbejder. I stedet valgte vi at gå til downtown. Vi fulgte monorail sporene over vores hoveder, hvilket viste sig at være en meget god beslutning, fordi vi passerede nogle interessante steder, herunder en lille plads, Tilikum Place, hvor en statue af indianerhøvdingen Noah Sealth, som byen er opkaldt efter, er opført. Han var leder af Suquamish og Duwamish stammerne – de to indianerstammer, der boede i området, da de hvide kom dertil. Derfra fortsatte vi til Victor Steinbruek Park, hvor vi igen kunne nyde udsigten over Puget Sound, men denne gang fra jorden. Her er der placeret store totempæle, en traditionel indiansk tradition for nordvestkysten. Her findes også en af indgangene til byens største turistattraktion med mere end 10 millioner besøgende hvert åt, Pike Place Farmers Market.

Verdens første og dermed ældste Starbucks Cafe ligger i Pike Place. Bemærk havfruernes blottede bryster. Det ses ikke andre steder.

I selve gaden, Pikes Place, fik vi os en kop kaffe på verdens første, og dermed ældste Starbuck's. Her kunne man ikke sidde, men måtte nøjes med at købe kaffen og så drikke den på gaden uden for. Så det gjorde vi. Der er rigtig mange Starbuck's i Seattle, men der er også mange andre kaffesteder, og måske er Seattle den by i verden, der har flest kaffesteder i forhold til antallet af indbyggere. Den første Starbucks har i øvrigt et logo, der er anderledes en det, man kender fra alle andre Starbucks' i verden. På dette logo har de tre havfruer nemlig blottede bryster. Alle andre steder er brysterne dækker af havfruernes hår. I gaden ligger hovedindgangen til Pike Place Market, som er et offentligt "farmers market", som har været aktivt siden 1906, men som i dag sælger meget andet end mad. Der er butikker i ikke mindre end fire etager. Markedet ligger mellem Pike Place (som altså  er en gade) og havnen. Mellem de to gader, er der en ret stor højdeforskel, så den etage man går ind i fra Pike Place er fjerde etage, hvis man går ind fra havnesiden. Højdeforskellen forsætter i øvrigt videre op mod byen, som har nogle ret stejle gader mellem Pike Place og 1'st Avenue – og lidt mindre stejle mellem 1'st Avenue og 2'nd Avenue. Vi startede med at gå gennem den øverste etage, hvor der hovedsageligt ligger fødevarebutikker (foruden souvenirbutikker, blomsterhandlere mm). Blandt andet kan man her finde nogle frugt- og grøntboder med meget lækre varer, slagtere og butikker, der sælger specialiteter så som røgvarer og nødder mm. En sådan bod, hvor de kun solgte hasselnødder, måtte vi naturligvis standse op og beundre, for det var jo en ret så underlig en ting at specialisere sig i (i stil med en peanutbutik, vi ved en anden lejlighed besøgte i Charleston, South Carolina). Boden havde hasselnødder i mange forskellige varianter: tørrede, saltede, med pebersmag, barbecuesmag, glaserede, brændte osv. Alle selvfølgelig fra egen hasselnøddefarm. Og de var store – ca. dobbelt så store som de hasselnødder, vi køber her i landet. Der var smagsprøver, og efter at have prøvesmagt nogle forskellige slags, købte vi nogle nødder til at fortære på den videre tur.

Men markedets clou er så absolut den ene af de tre fiskehandlere, der var dengang, nemlig Pike Place Fish Company (World Famous), som de selv kalder sig. Her står arbejdsglæde i højsædet, og der er lavet film til undervisningsbrug om og med denne fiskebutik og dens filosofi – jeg brugte dem selv i min undervisning, så dem skulle vi nødvendigvis besøge. En del af deres koncept går ud på at råbe og skrige til hinanden. Beder en kunde fx om en laks – eller tre krabber, råber den ekspedient, der taler med kunden: "Three Crabs" og resten af personalet svarer så i kor "Three Crabs Flying Away" eller noget i den stil. Dette skal af og til tages ret bogstaveligt, da krabber, laks og andre fisk ofte flyver gennem luften, når ekspedienten ved disken, hvor fiskene ligger, kaster den til "indpakkeren" bag i lokalet. Af og til inddrages kunderne i kasteriet – og mens vi var der, kastede en ekspedient først en fisk til en af sine kolleger, som greb den og lod den gå videre. Dernæst kastede en anden ekspedient en anden fisk i hovedet på en kunde (det viste dog at denne fisk var af skumgummi). Vi stod længe og så på hele menageriet, og fik i øvrigt en smagsprøve på en helt fantastisk røget laks – helt klart den bedste røgede laks, som jeg nogensinde har fået.

De fiskekastende fiskehandlere fra Pike Place Fish Co. (World Famous)

Efter besøget i Pike Place Fish, gik vi først ud på en udsigtsplatform og nød udsigten over Puget Sound, som Seattle ligger ved, og hvor man kan være heldig at se hvaler, især spækhuggere, som af og til svømmer helt ind i byens havn, men det oplevede vi desværre ikke. Til gengæld spiste vi frokost på en af markedets restauranter, Efter at have spist færdig, fortsatte vi ned i de underliggende etager, hvor der mest er gallerier og souvenirbutikker af forskellig art. Da vi nu var nede i bunden, fortsatte vi ned til byens "Waterfront", hvor vi besøgte det lokale akvarium. Her er det især dyrelivet i og omkring Puget Sound og det nordlige Stillehav, som er på banen. Vi så selvfølgelig mange forskellige fisk, men også sæler og søløver og både de sjældne havoddere og "almindelige" ferskvandsoddere. Efter akvariet gik vi op ad de stejle gader til byens forretningskvarter, hvor vi blandt andet besøgte en boghandel - som vi næsten altid gør når vi er i USA eller England - bøger er nu engang meget billigere, når sprogområdet er større. Vi hyggede os i boghandelen en times tid, og gik så tilbage mod Seattle Center og bilen.

Seattle er den største by i staten Washington. Byen, ligger som nævnt i et meget bakket terræn, der fra havnen stiger kraftigt op mod resten af byen. Sydøst for byen ligger så Mount Rainier, som ikke kun kan ses fra Space Needle men også fra mange andre steder i byen. Byen er kendt for at have flere regnvejrsdage end solskinsdage. Det regner ca. 200 dage om året, men indfødte seattlere mener at dette er forkert. De er overbeviste om at det regner mere! Faktisk regner det ikke meget mere end i Danmark ca. 1000 mm i gennemsnit mod vores ca. 700 mm. Og da vi var der første gang, skinnede solen fra en næsten skyfri himmel hver dag, og temperaturen lå mellem 30 og 35 grader, og solen har skinnet ved alle mine senere besøg. Regn har jeg aldrig oplevet i Seattle. Til gengæld regner det en hel del på Olympic Peninsula lige på den anden side af Puget Sound. Her ligger blandt andet Hoh regnskoven, hvor der falder omkring 4.200 mm om året.

En af de ting, jeg holder meget af ved Seattle er, at der virker meget rent, både selve byen, men også luften og naturen omkring byen. Til gengæld er der vulkaner, men det er jo også natur J. Byen er som nævnt ovenfor kendt som Emerald City, og et af de indtryk man da også får, er at her er rigtig meget grønt, så tilnavnet passer ganske godt.