Tilbage til Seattle og hjem

Dagens plan var at køre fra Missoula gennem Idaho til Moses Lake i Washington, og så tage den sidste overnatning der. I dag har BMW en kulfiberfabrik i byen, men dengang var det mest turisme, som byen levede af. Men først skulle vi dertil.

Columbia River Gorge

Vi forlod hotellet i Missoula og fortsatte på I-90, for at komme til - i første omgang - Idaho omkring 100 miles længere mod vest, men allerede ved den anden afkørsel fra motorvejen mødte vi et skilt, der fortalte, at interstaten var spærret på grund af en trafikulykke, og så blev vi ført ind på en vej, der gik parallelt med motorvejen. Vi måtte blive på denne vej i omkring 8 miles og undervejs passerede vi trafikulykken, som nok mere var et uheld end en ulykke. Det viste sig at være en stor lastbil, der var væltet hen over motorvejen, og blokerede denne fuldstændig. Heldigvis så ingen ud til at være kommet til skade, men de havde travlt med at tømme lastbilen for varer, og da det blev gjort med håndkraft, så det ud til, at det ville tage noget tid at rydde vejen.

Da vi kom tilbage på motorvejen ved den næste tilkørsel, fortsatte vi gennem græsklædte bakker, hvor det igen var kvæg, der dominerede. Omkring grænsen til Idaho ændrede landskabet sig, bjergene blev højere, og de var nu overgroet af forskellige slags nåletræer. Det hele virkede meget grønt, men måske var det på grund af regnen, der faldt, mens vi var på vej gennem bjergene. Da vi stoppede ved en rasteplads så vi igen en masse af de små gnavere, som vi havde set i Utah (Uintah jordegern). Ved grænsen mellem Montana og Idaho skiftede vi tidszone til stillehavstid, og dermed tjente vi en time.

Det var så vores andet besøg i Idaho på turen, og hvis det første var kort, var dette ikke meget længere. Idaho er ret smalt nordpå, og da vi kørte igennem på det smalleste sted, var der kun omkring 65 miles ad interstaten. Undervejs passerede vi Lookout Pass, 1.455 meter over havets overflade, og vi fortsatte gennem Idahos sølvminedistrikt, med byer som Kellog, Silverton, Kingston, Pinehurst, Cataldo og Smelterville, som alle lå i den såkaldte Silver Valley. Dette er også tilfældet for Wallace, der hævder at være både Center of The Universe og "The World's Silver Capital". Sidstnævnte påstand fremsættes også af Taxco i Mexico, så hvem der har ret, tør jeg ikke sige.

Vi krydsede grænsen til Washington kort efter byen Coeur d'Alene, og dermed sluttede vores Idaho-eventyr foreløbig, og vi var tilbage i staten, hvor turen var begyndt omkring tre uger tidligere. Umiddelbart efter grænsen forlod vi bjergene, og efter Spokane, hvor vi kørte ind i en masse vejarbejde på motorvejen, var det græsprærien, der prægede omgivelserne langs I-90. Efterhånden som vi kom længere mod vest, mødte vi dog mere og mere dyrket jord. Vi stoppede i byen Sprague, hvor vi tankede og snuppede en bid mad og en kop kaffe undervejs. Og så var det tilbage til motorvejen. Omkring klokken 13.30 nåede vi Moses Lake, hvor vi oprindeligt havde planlagt at overnatte, men det var alt for tidligt at slå os ned for natten, så vi besluttede at fortsætte hele vejen til Seattle.

Mount Rainier på 100kilometers afstand

Fra en afstand af omkring 125 miles kunne vi se Mount Rainier i det fjerne. Da vi krydsede Columbia River nær byen Vantage, gjorde vi et kort stop og nød udsigten over floden og kløften, den løb igennem. Her læste vi på et skilt historien om Wanapum-indianerne, der havde boet ved floden før de hvide kom til området. Wanapum'erne var en meget fredelig, religiøs stamme, der hovedsageligt levede af fiskeri og aldrig var i konflikt med de hvide. Derfor blev der aldrig underskrevet nogen traktat med dem, og derfor fik de aldrig et reservat. I dag er stammen praktisk talt forsvundet.

Efter Ellensburg kørte vi op i Wenatchee-bjergene, og fortsatte gennem flere bjergpas, inden vi begyndte at køre ned mod Seattle. I byen Cedar Falls forlod vi I-90 og fortsatte ad Washington Road 18 mod sydvest, da vi ikke skulle ind til selve Seattle, men til SeaTac, hvor vores hotel lå. Vejen gik så gennem de små forstæder til Seattle, hvor der ingen skilte var, men det lykkedes os trods alt at finde hotellet uden alt for mange problemer, og klokken 16.30 var vi tilbage, hvor vi startede turen. Da vi havde "tjent en dag" ved at spring overnatning i Moses Lake over, havde vi først bestilt hotel fra næste dag, men vi fik alligevel et værelse. Vi slæbte vores bagage ud af bilen, og det var første gang siden vi forlod det samme hotel, at bilen var helt tom. Alt vores "skrammel" (brochurer, kort osv..) stablet på bagsædet blev fjernet og køleboksen, som havde tjent os tilfredsstillende, blev placeret ved siden af ​​en container. "Mohren har gjort sin pligt, mohren kan gå" (Citat: Schiller).

Da alt var båret op, slappede vi af et par timer, og så gik vi ud for at spise aftensmad. Vi ville egentlig gerne spise på en Tony Roma's restaurant, som ifølge hotellets egen brochure skulle ligge tæt på, men ingen på hotellet så ud til at vide, hvor den lå, og der var ikke angivet en adresse, så vi måtte spørge os for. Den bedste rutebeskrivelse var vi sikker på, at vi fik fra en indisk eller pakistansk limousinechauffør, som holdt udenfor hotellet, men enten vidste han det ikke alligevel, eller også havde vi misforstået noget, da vi forgæves fulgte hans anvisninger. Til sidst skiftede vi mening og spiste middag på Shari's Cafe and Pies, som vi tilfældigvis kørte forbi. Restauranterne i denne kæde er mere cafe-agtige end Tony Romas, men stadig OK. Jeg fik stegt fisk med grillede rejer og Dorte en T-bone steak, som hun havde snakket om på hele turen, at det skulle hun have, inden vi rejste hjem. Stedet var kendt for deres tærter, så servitricen spurgte, om vi ville afslutte måltidet med et stykke tærte. Da vi måtte afslå, spurgte hun i stedet, om vi ville have noget tærte med hjem. Vi sagde ja, så vi kunne få et stykke til vores kaffe senere og valgte en tærte med blandede bær. Det viste sig, at hun kom med en hel tærte - og så måtte vi forklare, at vi boede på hotel, så vi ikke havde adgang til knive osv. Ikke noget problem, sagde hun, og skar tærten i stykker, og lagde både den, knive, gafler, skeer og servietter i en pose. Tilbage på hotellet tog vi kaffe med op fra receptionen, og da vi nåede op på værelset, åbnede vi æsken med tærte og fandt ud af, at hun havde skåret den i 5 stykker. Vi begyndte med at dele en af ​​disse femtedele mellem os - og det blev alt, hvad vi orkede, så vi efterlod resten på hotelværelset, da vi tog afsted næste morgen. Men vi var også både godt mætte og trætte efter en lang køretur.

Seattle og den sidste vin

Firefighters Memorial in Occidental Park

Da vi som nævnt havde "tjent" en ekstra dag, fordi vi kørte fra Missoula til Seattle på én dag i stedet for to, besluttede vi at sove længe og derefter spise morgenmad på den Denny's, som lå nogle hundrede meter fra hotellet. Mens vi spiste, kiggede vi i nogle brochurer, og fandt ud af, at vi kunne vælge mellem en 3½ times guidet byrundtur og en 6½ times vintur.

Vi gik tilbage til hotellet og hentede bilen, og på vores vej fra Seatac til Seattle besluttede vi os for byturen, da det ville give os tid til og mulighed for at se lidt mere til Seattle. Vi kørte ind til byen ad US 99 og begyndte at lede efter et sted at parkere bilen. Vi fandt et parkeringshus i nærheden af ​​Pike Place, og efter nogle problemer med at få en billet fra en drillesyg billetautomat, efterlod vi bilen der. Vi startede derefter op ad bakken til 7th Street, hvor vi troede, at byrundturen ville afgå fra. Det gjorde den dog ikke, og ingen, vi mødte, kunne fortælle os, hvor det rigtige afgangssted befandt sig. Så i stedet for at tage på en guidet tur, gik vi en tur rundt i byen på egen hånd.

Først gik vi til den Barnes & Noble boghandel, vi havde også besøgt på vores første besøg i byen. Jeg ville gerne have anden del af en af ​​de bøger, som jeg købte ved første besøg. Det viste sig dog, at den anden del var i to bind, og de havde kun bind 1, som jeg så købte. Senere lykkedes det mig at finde bind 2 hjemme i Danmark. Fra Barnes & Noble gik vi til Pioneer Square, Seattles ældste del, som vi ikke havde set første gang vi var her. Herfra kan man tage på en underjordisk rundvisning i Seattle. Det gjorde vi dog ikke, men det rådede jeg bod på i 2012 og 2013.

 

Verdens første Starbucks i gaden Pike Place. Læg mærke til logoerne, hvor havfruernes bryster er synlige. Det er de ikke på andre Starbucks.

I stedet gik vi rundt og kiggede på nogle af seværdighederne i området omkring Pioneer Square, og på selve pladsen lyttede vi til levende musik, inden vi gik tilbage til Pike Place Market, som vi også havde besøgt første gang, vi var i byen. På gaden Pike Place fik vi os en kop kaffe på verdens første Starbuck's. Som nævnt et andet sted er der mange Starbucks i Seattle, men der er også mange andre kaffebarer, og måske har Seattle verdens højeste antal coffeeshops pr. indbygger. Vi blev enige om at springe frokosten over, så i stedet besøgte vi markedet, hvor der er mange grøntsagsboder, og her købte vi nogle æbler, som vi spiste på en bænk udenfor, og nogle kirsebær, som vi havde med til den fortsatte tur. Vi benyttede også lejligheden til at kigge en sidste gang på de fiskekastende fiskehandlere hos Pike Place Fish, og Dorte købte nogle cremer i en bod, der også solgte sæbe.

Da vi var færdige med at kigge på markedet, besluttede vi, at da det var for sent at deltage i den arrangerede vintur, ville vi lave vores egen, og jeg huskede fra noget, jeg havde læst på internettet derhjemme, at der skulle være en del vingårde omkring byen Woodinville nord for Seattle, så vi besluttede at tage dertil. Vi hentede bilen i parkeringshuset og kørte nordpå. Da vi kom til Woodinville, viste vejskilte os til flere vingårde. De fleste af dem importerede druerne fra andre steder som Columbia Valley, og det var også tilfældet med den vingård, vi besøgte. Der dyrkes generelt ikke meget vin i dette område; i hvert fald ikke nok til, at der kan opretholdes en produktion baseret på udelukkende egne druer. Vingården, vi besøgte, blev kaldt Silver Lake, og udover dets egne vine var to andre vingårde, som ikke havde eget smagerum, repræsenteret her. Vi smagte noget fremragende vin og endte med at købe et par flasker. Min plan om at bringe vin hjem fra alle de stater, vi besøgte, slog fejl, men vi fik vin hjem fra både Californien og Washington, og jeg har senere også fået vin med hjem fra Idaho og Utah.

Fra Woodinville vendte vi tilbage til hotellet gennem Redmond, hvor Microsoft (og i øvrigt også Nintendo) har deres hovedsæde. Men her måtte vi nøjes med at køre forbi, da der ikke var adgang for turister. Vi var tilbage på hotellet omkring halv fem, og slappede af til omkring 18. Derefter spiste vi hos den samme Dennys, som havde sørget for morgenmaden. Efter aftensmaden gik vi i gang med at pakke vores kufferter og tasker, så alt var klar til onsdagens hjemtur.

Så gik det hjemad

Walk-thru Fountain i Westlake Park, Seattle

På vores sidste dag i USA skulle vores vores fly først afgå kl. 20.00, så vi havde god tid. Vi skulle forlade værelset ved middagstid, men da vi var blevet færdige med at pakke bilen, forlod vi hotellet allerede kl. 8.15. Vi havde besluttet, at vi ville tage sydpå for at se nærmere på Mount Rainier, så vi tog U.S. 99 sydpå, ligesom den dag, vi forlod Seattle i begyndelsen af ​​ferien. Desværre var det for første gang under ferien overskyet, og skyerne hang meget lavt, og da vi kom i nærheden af ​​vulkanen, var alt gråt og diset, men vi fortsatte ufortrødent.

Vi drejede ind på I-5, men kun for et kort stykke tid, så skiftede vi til Washington Route 164, da vi kørte gennem Auburn, "hovedstaden" i Muckleshoot Indian Reservation. Derfra gik det gennem skove og enge til byen Enumclaw. (Byen er kendt for en ret speciel sag, nemlig at en mand i 2005, året før vores besøg, døde efter at have haft analt samleje med en arabisk hingst. Jeg bør nok tilføje, at det var manden, der lagde bagdel til hesten, ikke omvendt Sagen satte Enumclaw på kortet, og var medvirkende til at Washington indførte et forbud mod sex mellem dyr og mennesker.) I Enumclaw købte vi en kop kaffe, før vi skiftede til WR 410, som ville føre os sidste stykke til nationalparken. Da vi forlod Enumclaw begyndte det at regne, og da vi nåede den sidste "by" før parken, Green Water (91 indbyggere) regnede det kraftigt. Vi betalte $15 entré, og kørte alligevel ind i parken. Regnen var nu aftaget, men på trods af dette og det faktum, at vi besøgte flere forskellige udsigtspunkter, så vi aldrig selv den s.....s vulkan. Og vi nåede heller aldrig at tage ét eneste billede. Måske vil jeg have bedre held den næste sommer, hvis vi finder tid til at tage til Mount Rainier (det gjorde vi så ikke)

Da vi ikke kunne se bjerget, besluttede vi at vende tilbage til SeaTac og lufthavnen, så det gjorde vi. Vi tog en lidt anderledes rute fra Enumclaw til Seattle. Fra parken til Enumclaw er der kun én vej. Vi satte kursen mod U.S. 99 noget syd for lufthavnen, og da klokken var omkring kl. 13.00 spiste vi en udmærket frokost på Coco's Café and Bakery i Auburn, og fortsatte derefter til lufthavnen. Her afleverede vi bilen uden problemer, og efter kort tur i elevator var vi ved terminalen. Da klokken kun var 13.40, og check-in skranken først åbnede kl. 15, havde vi tid til både at skifte tøj og få læst lidt. Check-in var hurtig, og det tog heller ikke lang tid at komme igennem sikkerheds- og paskontrol. Derefter tog vi et tog til terminalen, hvorfra flyet ville afgå. Amerikanske lufthavne er ikke specielt spændende, men der var en lille toldfri, hvor vi ikke købte noget, en kombineret aviskiosk og gavebutik, hvor vi købte noget røget laks med hjem, og til sidst var der et par fastfood restauranter, hvor vi fik en kop kaffe og senere en bid mad.

Klokken 18.15 steg vi ombord på flyet, og det lettede planmæssigt. Flyveturen varede 9 timer og 30 minutter, og Dorte sov en del af vejen, mens jeg nøjedes med at læse og se tv. Klokken 13.30 dansk tid dagen efter landede vi i Kastrup, hvor Tim hentede os efter endnu en fantastisk tur til USA.