Vulkaner

Vulkaner, huse og træer

Efter at have afsluttet vores besøg i Seattle (vi ville komme tilbage til byen i slutningen af ferien), var vi på vej sydpå til Oregon og Californien. Vi havde besluttet at tage US-99 ud af Seattle og derefter I-5 sydpå. Så det gjorde vi. Før vi forlod US-99 besøgte vi dog et "apotek" i form af en CVS (amerikanske apoteker er ofte hele supermarkeder, hvor man kan få snart sagt alt). Her købte vi en køleboks. Vi betalte kun $15 for boksen, så vi følte, at vi havde råd til at "dumpe" den, inden vi fløj hjem. Vi købte også isterninger til boksen, vand og lidt brød og pålæg, så vi ikke skulle købe frokost de første dage. På vej fra U.S. 99 til I-5 havde vi en fremragende udsigt til Mount Rainier, og vi besluttede, at vi ville besøge vulkanen, når vi kom tilbage til Seattle mod slutningen af turen. Udover denne korte pause fortsatte vi sydpå, indtil vi var omkring 50 miles fra Oregon-grænsen. Her forlod vi interstaten for at se Mount St. Helens, eller hvad der var tilbage af vulkanen efter udbruddet i 1980.

Vi spiser frokost med Mount St. Helens baggrunden

Undervejs til vulkanen gjorde vi flere stop ved forskellige udsigtspunkter. Det første stop gjorde vi ved et besøgscenter omkring 7 eller 8 miles fra interstaten. Herfra kunne vi se toppen af vulkanen langt væk, og her fik vi en folder, der fortalte om udbruddet i 1980. Vi fortsatte videre mod målet og på vejen mødte vi en masse mennesker i alle aldre på cykel, som kørte i den modsatte retning af os. De kørte alene eller i større og mindre grupper, iklædt mere eller mindre professionelt udstyr. Selv ret ældre mennesker og meget små børn cyklede med, selvom nogle måtte gå op ad de stejleste bakker. Det viste sig senere, at de var deltagere i et motionsløb, der strakte sig over omkring 100 miles (fra den nærmeste by til vulkanen og tilbage, med en stigning - og nedstigning på omkring 1.500 meter). Omkring 40 km fra vores første stop besøgte vi et andet udsigtspunkt. Her pegede en ranger på nogle små brune klatter nede i dalen, som han insisterede på var wapitier. Desværre var de så langt væk, at de kunne have været hvad som helst, selv møgdynger. Rangeren fortalte også, at ved udbruddet i 1980 smeltede et lag sne, 50 meter tykt, omkring toppen af vulkanen på tre sekunder. Dette havde forårsaget en 100 meter høj flodbølge, der skyllede gennem dalen med en hastighed på næsten 300 km i timen, og da den havde passeret, kom så lavastrømmen, som på dette tidspunkt, flere miles fra vulkanen, stadig bevægede sig med en hastighed 96 km i timen.

Vi fortsatte til det sidste udsigtspunkt (eller rettere det sidste vi ville besøge, for der var et andet endnu tættere på vulkanen), og her havde vi en fantastisk udsigt over vulkanen og dalen nedenunder den. Vi tog en masse billeder i håb om, at nogle af dem ville blive gode, og det lykkedes faktisk med nogle af dem. Endnu en gang lyttede vi til en ranger-snak, før vi gik videre - efter at have nydt vores picnic med udsigt til Mount St. Helens. Efter besøget kørte vi tilbage til motorvejen, med bare et stop mere for at nyde synet af en bro, der krydser en dyb kløft.

Tilbage på interstaten fortsatte vi sydpå til Oregon, som vi kom ind i nær byen Portland. Statsgrænsen går gennem udkanten af byen, og her er IKKE et velkomstcenter, og faktisk besøgte vi ingen af disse på hele denne ferie. Vi fortsatte gennem byen og videre sydpå, til den lille by Eugene, hvor vi havde planlagt at overnatte. Men for første gang nogensinde kunne vi ikke få et værelse. Vi havde tidligere (i 2004) prøvet et hotel uden ledige værelser, nemlig i Charlottesville, Virginia. Ved den lejlighed fandt vi bare et andet hotel, men det skete ikke her. Hvert eneste værelse i hele byen var optaget, og selvom damen ved skranken ringede rundt til flere andre hoteller, fik hun den samme deprimerende besked: Alt udsolgt! Selv på Hilton kunne vi ikke få et værelse. Det viste sig, at der var et BMX Racing-arrangement i byen, så alle værelser, ikke bare i Eugene, men også i de nærmeste byer var udsolgt. Damen foreslog så, at vi skulle køre til Cottage Grove, som var ca. 20 miles længere mod syd. Hun mente, at byen ville være uden for den radius, hvor BMX-deltagerne og tilskuerne ville slå sig ned. Vi fulgte hendes råd, og det viste sig, at hun (næsten) havde ret. Vi fandt et hotel, men de havde desværre kun et værelse ledigt. Det var et rygerværelse, men vi fik lov til at besøge værelset og tage et snus. Vi fandt ud af, at det ikke var så slemt, som vi havde frygtet, så vi besluttede at blive natten over, da vi ikke havde lyst til at køre længere den dag

Vi ser Stillehavet, et fyrtårn, store træer og et mærkeligt hus

Det første blik mod Stillehavet. De to moler (svære at se) til højre i billedet, omgiver Umpqua Rivers udløb i Stillehavet.

Dagen efter skulle vi se Stillehavet for første gang. Eller rettere jeg skulle, eftersom Dorte allerede havde set det, dog fra den modsatte side, da hun var i Japan. Inden vi forlod Cottage Grove, tog vi en kort køretur gennem byens historiske distrikt, men der var ikke meget at se, så vi vendte tilbage til I-5, som vi fulgte et par kilometer mod syd. Her skiftede vi til Oregon Route 138, som vi fulgte mod vest til Stillehavet. Det viste sig at være en lille, snoet vej, der førte gennem Coast Range-bjergene, gennem små bevoksninger og et længere stykke fulgte den Umpqua-floden. Vi havde efterhånden kørt i et par timer og skulle strække benene, så vi valgte et lille picnicområde ved floden. Det viste sig at være tæt på en række sandbanker i floden, og der var et skilt, der fortalte, at dette var Brandy Bar. Årsagen til dette lidt mærkelige navn var, at da det første skib med hvide mænd sejlede op ad floden i 1850, strandede skibet her og sømændene hyggede sig med at tømme skibets last af brandy. Og åbenbart ikke i floden!

Efter vores korte pause fortsatte vi mod Stillehavet, og til sidst kom vi ud af bjergene og ud på en slette. Her så vi en masse wapitihjporte i det høje græs ved siden af vejen, og kort efter kom vi til et wapitiudsigtspunkt. Her var også en ranger, som fortalte os om dyrene - som i øvrigt ikke kunne ses fra udsigtspunktet. De eneste dyr vi så, var nogle ret aggressive svaler, der havde bygget reder under taget i det lille skur, hvor rangeren og vi befandt os. Da vi havde lyttet til rangeren et stykke tid, gik nogle mennesker forbi og fortalte, at de havde set nogle wapitier lidt længere nede af vejen, så vi besluttede at kigge på dem. Desværre var de forsvundet, da vi kom dertil. I stedet for at se på hjorte, fortsatte vi ud ad vejen, indtil den mødtes med U.S. 101 nær byen Reedsport. Her drejede vi sydpå, og kort efter gjorde vi holdt ved en rasteplads, hvor vi havde vores første udsigt over Stillehavet. Faktisk havde vi også et glimrende overblik over Umpqua-flodens udmunding. Efter at have set og fotograferet Stillehavet fortsatte vi sydpå ad hovedvejen.

Vejen førte gennem skove, der så ud til at være meget tørre, og der var en masse skilte, der advarede om brandfare, mens andre skilte advarede om, at vi var i tsunamiområdet, og at vejen var en tsunamiflugtvej. Vi mødte dog hverken brande eller tsunamier. Vejen gik langs et område, som er kendt som Oregon Dunes, og som af en eller anden ejendommelig grund er et område med nogle meget store sandklitter (dune betyder klit). Der var flere muligheder for at komme ind i klitområdet, men hver gang vi så en indkørsel, så vi også en masse små ATVs, som ræsede af sted gennem klitterne, så vi fandt ikke, at det var et velegnet sted at tage en spadseretur.

Vores oprindelige plan havde været at nå Stillehavet noget længere sydpå, men Dorte havde på kortet set, at U.S. 101 passerede en lille by ved navn Denmark, og det ville hun ikke gå glip af - men det gjorde hun alligevel! På dette tidspunkt fungerede hun som chauffør, og da vi nåede byen, var hun kun opmærksom på sin kørsel, og før jeg nåede at sige noget til hende, havde vi forladt byen igen! Dette ikke-besøg betød, at vi ikke kom forbi to vingårde, som jeg har planlagt at besøge, men nogen må give sig og ved enstemmighed har kvinderne altid ret :-), så ingen vin til mig - i hvert fald ved den lejlighed. Da vi altså også kom til at springe Denmark over, fortsatte vi sydpå til den lille by Bandon hvor vi fandt en butik hvor vi kunne få is til køleboksen, da det, vi havde købt dagen før, var smeltet. Her købte vi også en flaske hindbærvin (hvidvin blandet med hindbærsaft), men da vi prøvede den samme aften, smagte den hverken af vin eller hindbær, så det var vores første og eneste forsøg med at drikke Oregon frugtvin. Bandon er i øvrigt centrum for den lokale produktion af tranebær. Mere end 1.000 acres rundt omkring i byen er tilplantet med disse bær, og her høstes mere end 5% af USA's samlede produktion af bær. Ok, jeg indrømmer, at dette ikke er den mest nødvendige generelle viden at besidde, men nu gør du det. I Bandon købte vi også benzin, og her så vi en af de mærkelige love, der findes i nogle amerikanske stater, komme til live. I dette tilfælde var det forbudt i Oregon at påfylde benzin selv (den lov er senere afskaffet, så nu er det kun i New Jersey, man ikke selv må tanke benzin).

Cape Blanco Lighthouse

Vi fortsatte sydpå, indtil vi mødte et skilt, der pegede mod Cape Blanco Lighthouse. Dette blev vi enige om at besøge og så ville vi lede efter et sted at spise frokost med mere mad fra isboksen. Da vi kom til fyret var udsigten betagende. En vild klippekyst og et smukt fyrtårn. Desværre stormede det derude, så vi blev næsten blæst omkuld, og Dorte syntes også, det føltes meget koldt, selvom det mindre end to kilometer længere inde i landet var for varmt, så vi besluttede at finde et andet spisested. Da vi havde set nok til kyst og fyr, vendte vi tilbage til hovedvejen og fortsatte sydpå et par kilometer. Her fandt vi en rasteplads med udsigt over Stillehavet og stranden. Her var der picnicborde, og det var varmere, så her spiste vi frokost, mens vi nød udsigten. Efter frokost fortsatte vi sydpå ad Highway 101, som fra byen Port Orford følger kystlinjen ganske tæt, så det er en meget smuk tur. Vi krydsede grænsen til Californien, og stoppede kort efter i en lille by, Crescent City, hvor der var en cafe. Her fik vi en kop eftermiddagskaffe, inden vi fortsatte sydpå gennem Redwood National Park. Her så vi for første gang de store, mildest talt, rødtræer (Coast Redwoods), som vokser langs den nordlige del af Amerikas Stillehavskyst. Vi stoppede, så vi kunne tage et par billeder af træer, biler og os. Og selvom Dorte var noget utilfreds med træerne - hun oplevede, at barken var "sjusket", havde hun ikke noget imod at blive fotograferet med et sjusket træ.

Kort efter ankom vi til dagens slutmål, den nordcaliforniske by Eureka, hvor vi fandt et hotel med et ledigt værelse i første forsøg. Efter at have tjekket ind og bragt vores bagage til værelset kørt vi til et indkøbscenter i udkanten af byen og gik rundt her et stykke tid. Heldigvis lukkede de kort efter, så Dorte havde ikke for meget tid til at handle. Men vi fik øje på en restaurant, hvor vi besluttede at spise senere. Så vendte vi tilbage til centrum af byen, parkerede bilen og gik en tur. Først til lystbådehavnen, som så ganske fin ud, og der var også en lille fiskerihavn. Byen er mest berømt for sine mange victorianske huse, som findes overalt i den gamle bydel. Vi gik rundt og kiggede på et par af dem, og flere af dem er faktisk mere interessante end egentlig smukke, men det er selvfølgelig et spørgsmål om præferencer. Blandt de mest interessante er Carter House Inn, et Bed & Breakfast i gule farver, og Milton Carson Home, holdt i pink og derfor kaldet "Pink Lady". Men mærkeligst af alt er nok Carson Mansion. Dette hus, som i øvrigt er holdt i grønne nuancer, blev oprindeligt bygget af tømmermagnaten William M. Carson. Carson må have haft en særlig forkærlighed for gavle og spir, for jeg har aldrig set så mange af dem samlet i et enkelt hus. Bygningen huser nu en privat klub, og er desværre ikke åben for offentligheden, så vi måtte nøjes med at se på den udefra.

Dorte kører gennem et træ

Carson Mansion i Eureka,Californien

Næste morgen skulle vi videre sydpå til Napa. Men først skulle vi have morgenmad, og da morgenmaden på hotellet var mindre tiltalende, fandt vi i stedet en diner. Den hed Kristina's og lå i et lyserødt hus med et knaldrødt skilt, og meget af interiøret var også lyserødt. Men morgenmaden var fremragende. Jeg bestilte røræg med skinke, hashbrowns (revne, ristede kartofler) og toast. Da maden kom, viste det sig, at jeg stort set fik serveret en hel gris; jeg har aldrig før fået serveret så stort et stykke skinke til morgenmad. Men smagen var fremragende. Dorte bestilte flap jacks (amerikanske pandekager) og ingen af os kunne spise op. Kaffen var, som det meste amerikansk kaffe, ikke for god, men heller ikke direkte dårlig.

Efter morgenmaden kørte vi sydpå, stadig ad U.S. 101. I den lille by Pepperwood forlod vi hovedvejen for en stund, og skiftede til California State Route 254, også kendt som "Avenue of the Giants". Denne vej fører gennem Humboldt Redwood State Park over en strækning på ca. 30 miles og hvis vi så store træer dagen før, så vi virkelig, virkelig store træer i dag! Humboldt Redwood State Park er hjemsted for nogle af verdens højeste træer. Faktisk vokser fem eller seks af de ti højeste træer i verden i denne skov, og 100 af de 137 træer i verden, der er over 110 m høje, findes her; de fleste i den del af parken, der kaldes Rockefeller Forrest. Denne del af skoven indeholder 7 gange så meget biomasse som en tropisk regnskov af samme størrelse, hvilket er rigtig meget. De store træer er, ligesom dem vi så i går, coast redwoods, og det højeste af dem alle gror faktisk i Redwood National Park, som vi passerede dagen før. Træet findes i en fjern del af parken, og dets faktiske placering holdes hemmeligt for at holde turister væk. Dette træ, kaldet Hyperion, er mere end 115 m højt. Det højeste træ i Humboldt State Park er Stratosphere Giant på "kun" 113 m. Disse træer er stedsegrønne nåletræer med meget trevlet bark, som Dorte, som før nævnt, mente var sjusket. Træerne kan blive meget gamle. Mange er op til 2.000 år og det ældste kendte stadig levende træ er 2.200 år gammelt. Der er dog fundet rester af træer, der har været op til 3.000 år gamle. Turistbrochurer, typisk fra private skove, som taler om træer op til 5.000 år, overdriver ret meget. "Immortal Tree", som stod uden for en stor souvenirbutik, vi besøgte, er et vidnesbyrd om, hvor modstandsdygtige disse træer er. Træet som er ca. 1.000 år gammelt, var oprindeligt 91 meter høj, men nu er det kun 74 m efter at et lynnedslag kappede toppen af. I 1908 overlevede det en skovbrand og i 1964 blev det oversvømmet! På et tidspunkt forsøgte man at fælde det med økser, men træet står stadig, og det lever i bedste velgående, deraf navnet, som betyder "det udødelige træ".

Dorte på vej gennem Shrine Drive-Thru Tree i Myers Flat.

Vi gjorde adskillige stop langs Avenue of the Giants for at se på og fotografere de store redwood træer, og i den lille by Myer's Flat forlod vi vejen for at besøge et af de såkaldte "drive thru" træer - det vil sige et træ , kan du køre igennem i din bil. Vi ville gerne prøve, selvom det på det tidspunkt kostede $3 at få lov. Da jeg skulle tage billedet, var det bare Dorte, der rent faktisk kørte gennem træet, mens jeg blev udenfor bilen. Efter at have kørt igennem så vi lidt af nogle andre træer, så som et der blev fældet og skåret så vækstringene var synlige. Her var påsat skilte, hvor man kunne se, hvornår Jesus blev født, hvornår Magna Carta blev underskrevet osv.

Da vi havde kørt hele vejen af Avenue of the Giants, vendte vi tilbage til Route 101 og fortsatte sydpå. Ved byen Geyserville forlod vi motorvejen endnu en gang og skiftede til California Road 128. Denne vej gik gennem bjerge og dale. Bjergene og dalene ligger i Sonoma County, Californiens ældste vinregion. En af dalene vi passerede var Alexander Valley, hvor vinmarkerne og vingårdene ligger tæt. Alexander Valley er en af USA's berømte AVA'er. Da vi havde passeret 10 vingårde over en afstand på 3 miles, tænkte vi, at det nu endelig var tid til at besøge en vingård, nu hvor jeg "missede" de to i Oregon. Så da vi passerede en, der havde åbent, gik vi ind. Det viste sig at være Alexander Valley Vineyards, som er den ældste vingård i dalen - hvor det hele blev startet af Cyrus Alexander, som har lagt navn til både vingården og dalen. Vingården producerer nogle fremragende vine. Vi smagte nogle og købte en rød og en hvid, men desværre overlevede ingen af dem turen.

Efter vinsmagningen fortsatte vi til Callistoga. Byen er den nordligste i Napa Valley, og byder på både en forstenet skov og en gejser, men ingen af dem interesserede os nok til at bruge tid på at besøge dem. Det var også sidst på eftermiddagen, og vi havde kørt i mange timer. I stedet tog vi California Route 29, som fører sydpå gennem Napa Valley. Dette er Californiens vindyrkningsregion nummer 1. Alene langs CR 29 er der 37 vingårde. I byen St. Helena ligger blandt andre Sutter Home, som dengang var velkendt i Danmark. Desværre, var kl. 17.30, da vi kom dertil, og de fleste steder havde lukket for dagen. Vi besluttede derfor at udskyde yderligere vinsmagninger til næste dag.

Vi fandt et hotel lige uden for Napa og da vi blev indkvarteret, valgte vi at spise på en restaurant lige ved siden af hotellet. Det var en mexicansk restaurant, hvor vi fik nachos til forret (for første men bestemt ikke sidste gang på turen) og fajitas til hovedret.