Let's go to San Francisco

Overskriften er titlen på en gammel sang fra 1967 med den engelske gruppe Flower Pot Men. På trods af sangens såkaldte California Sound og let psykadeliske indhold, var to af medlemmerne af gruppen, Nick Simper og Jon Lord, året efter (1968)  med til at stifte heavy rock gruppen Deep Purple. Også flere andre sange, der nævner San Francisco, blev indspillet det år. Scott McKenzie sang "San Francisco (Be Sure To Wear Flowers In Your Hair)", og også Eric Burdon fra The Animals udgav en sang om San Francisco kaldet "San Franciscan Nights". Nu skal dette imidlertid ikke handle om musik, men om et besøg i San Francisco.

Vin og tegneserie

Fra Napa til San Francisco er der kun 47 miles ad den direkte rute, så vi var selvfølgelig nødt til at tage en omvej og besøge mindst en af ​​Napa Valleys mange vingårde. Vi kørte nordpå ad California Route 29 og nød udsigten til de utroligt mange vinmarker i dalen. Vi var bevæbnet med vores trofaste Rand McNally-kort og en liste over forskellige vingårde. Især en af ​​dem lød interessant, nemlig Rutherford Hill. Hvorfor den lød interessant, ved jeg egentlig ikke, men da vi kom til byen Rutherford, drejede vi til højre og kørte mod bakkerne til vingården. Da vi kom indenfor, bestilte vi selvfølgelig en smagning, men inden vi nåede at gå i gang med den, kom vi med på en rundvisning i vineriet.

Rutherford Hill Winery

Vi besøgte hulen, hvor de fulde fade blev opbevaret, pressemaskinerne, hvor druerne blev presset og de store ståltanke, hvor vinen gærer. Da vi fik vist en pressemaskine, udtalte en midaldrende, tysk dame, at hun var sikker på, at vinen blev presset ved at blive trampet på af en flok barfodede mennesker. Selv da guiden fortalte hende, at druerne blev presset mekanisk, og ingen form for bare fødder var involveret, blev hun ved og ved med at gentage, hvor uhygiejnisk det var at trampe druerne på den måde, og det var derfor, hun aldrig drak vin. Resten af ​​selskabet forstod ikke helt, hvorfor hun så havde besluttet sig for at besøge en vingård i første omgang - medmindre det selvfølgelig bare var for at få en chance for at brokke sig.

Hos Rutherford Hill var de specialiserede i Merlot-druen, som repræsenterer omkring 70% af deres produktion. Hvad vi præcis smagte, husker jeg ikke i detaljer, men jeg kan huske, at vi købte to flasker Cabernet Franc. Jeg har tidligere nævnt, at jeg elsker vin fra denne drue, som i Europa næsten udelukkende bruges til at blande med andre druer.

 Dorte ville gerne have besøgt flere vingårde, men da vi kørte bil og skulle nå til San Francisco, fortsatte vi nordpå! Det var selvfølgelig i den forkerte retning, men det var bare en mindre detalje, da vi gerne ville se lidt mere af dalen, inden vi drejede mod vest. Da vi nåede Calistoga, kørte vi over bjergene til Santa Rosa. Herfra planlagde vi at tage U.S. 101 sydpå mod San Francisco. Vejen gennem bjergene var smal, meget smal og snoet, og selvom bjergene ikke er de højeste i verden, var det noget af en oplevelse, ikke mindst fordi vi også skulle nyde det smukke landskab med vinmarker, appelsin- og olivenlunde, bjergskråninger med græs, skov og så videre, men til sidst kom vi til Santa Rosa. Og her havde vi en af ​​vores første overraskelser på dette års ferie. I byen var der skilte til en "Woodstock festival". Det fik mig til at tænke på musikfestivalen i 1969, der blev afholdt i Bethel i upstate New York. Som det viste sig, havde festivalen Santa Rosa intet at gøre med Woodstock 1969. Men det var en festival for Woodstock, fuglen eller rettere tegneseriefuglen fra tegneserien Radiserne! Hvis nogen er interesseret i at lære mere om Woodstock, anbefaler jeg, at man læser Radisestriberne fra begyndelsen af ​​70'erne, da Woodstock blev sendt til Nuser af Overhunden som sekretær. Woodstock bliver Nusers bedste ven, selvom han altid flyver på hovedet. Vi opdagede aldrig, hvad festivalen gik ud på – og vi fandt heller ikke tid til at besøge Charles M. Schultz-museet. Tim og jeg gjorde det dog 4 år senere, som du kan læse om i artiklen Fyr, fugle og radiser fra 2010.

Da vi endelig nåede U.S. 101, drejede vi sydpå, og snart så vi skilte mod San Francisco og Petaluma. Sidstnævnte førte til en SMS til vores søn tilbage i Danmark, selvom det var temmelig sent hjemme. "Vi er på vej til Petaluma, og vi har ikke engang en globus!". Det eneste svar, vi fik, var "Petaluma?" hvilket forvirrede Dorte lidt, men hun er ikke en Radiseaficionado som Tim og mig. Hvis hun havde været det, ville hun have forstået. I en række striber fra omkring 1970 tager Nuser til Petaluma for at deltage i Verdensmesterskaberne i Armbrydning, og han ved ikke, hvordan han kommer dertil. I stedet for at give ham et kort, udstyrer Søren Brun ham med en globus. Hver gang Søren, Thomas, Trine eller en af de øvrige karakterer nævner navnet Petaluma, undrer Nuser sig bare "Petaluma?"

Første dag i San Francisco

At være på US Highway 101 havde to fordele - for det første lå vores hotel faktisk på 101, og for det andet ville vi ankomme til San Francisco via Golden Gate Bridge. Desværre, da vi nåede broen, kunne vi ikke se noget, hverken af ​​broen eller byen, da det hele lå gemt i en tåge så tæt, at vi faktisk ikke så pylonerne, før vi passerede dem. Heldigvis havde vi booket et de luxe værelse på hotellet med udsigt over broen (mod et ekstra gebyr selvfølgelig) , så så snart tågen forsvandt, ville vi have en storslået udsigt over Golden Gate Bridge fra vores værelse. Desværre forsvandt tågen slet ikke under vores ophold, så vi kunne have sparet det ekstra gebyr.
På vej med Hyde Powell kabelsporvognnen op ad én af de stejle gader i San Francisco

Efter at have tjekket ind på hotellet gik vi ud for at se på byen. Vi gik ned ad bakken fra hotellet ned mod bugten og havnen. Hvis du ikke allerede ved det, er der masser af bakker i San Francisco. Rom kan prale af at være bygget på syv høje, men det er ingenting sammenlignet med San Francisco, der er bygget på 44 (selvom byen hævder at have syv originale høje, ligesom Rom). Vores hotel lå på hjørnet af Van Ness Avenue og Lombard Street på Russian Hill (sidstnævnte gade skal jeg vende tilbage til nedenfor), og vi gik derforned ad Van Ness, forbi Fort Mason og ned til Aquatic Park og Ghirardelli Square. Derfra fortsatte vi til Fisherman's Wharf, som er en af ​​byens berømte turistfælder, men da dette var en turisttur, var det helt i orden. Inden vi kiggede på området, nød vi en kop kaffe på en Starbucks, og her mødte vi et andet dansk par, der var på tur i det vestlige USA. De var i selskab med andre danske turister på en bustur i det vestlige USA, og fruen i parret syntes, det var lidt mærkeligt og farligt, at vi kørte rundt på egen hånd i en bil. Men det gjorde vi, og vi nød det. Dette møde skulle blive det første af en lang række møder, kortere eller længere, med andre danskere på denne rejse, men det var vores første møde nogensinde med danskerne i USA, udover selvfølgelig familien - og så den dansk-amerikaner, vi havde mødt i Charleston i 2002, se artiklen Dorte fik en kurv, og vi vendte tilbage til Cherokee.

Ved Hyde Street ventede vi i kø i omkring 30 minutter for at kunne komme med på en Hyde & Powell kabelsporvogn. Sporvognen kører ad byens bakkede gader fra endestationen ved Fisherman's Wharf til Market Street nær centrum. Vi blev ombord til Market Street endestationen. Turen til Market Street tager cirka 45 minutter, og da det var ved at være sent, gik vi kun rundt i området et kort stykke tid, inden vi tog sporvognen tilbage igen. Ved et tilfælde var det en af ​​de andre ruter (Powell og Mason), der også kører til Fisherman's Wharf, men ender i den anden ende af området. Så vi gik langs havnefronten, og så på de mange restauranter og forlystelser, der var her. Vi besluttede, at det var tid til aftensmad, så vi fandt en restaurant, der så interessant ud. Den hed Pompeis Grotto (stedet er desværre lukket i dag) og var selvfølgelig italiensk. Da vi begge kan lide fisk og diverse skaldyr, passede menuen os fint. Til forret fik vi Bruchettas (hvidløgsbrød med tomat og i mit tilfælde også med krabbekød). Som hovedret valgte Dorte crabcakes, mens jeg spiste dagens fisk, hvilket var glimrende, selvom jeg ikke kunne artbestemme svømmedyret, og jeg spurgte ikke. For første gang på turen fik vi vin til maden. Efter middagen spadserede vi langsomt tilbage mod hotellet, mens vi nød lysene og livet på "kajen".

På vej tilbage mod hotellet fik vi vores næste overraskelse. Et sted på fortovet gemte en mand sig bag en transportabel busk, og ved siden af ​​ham stod en plastikspand. Når intetanende mennesker gik forbi, sprang han ud bag busken, (som han også holdt i hånden) og råbte buh eller sådan noget. Folk blev forskrækkede, grinede og smed penge i hans spand. Jeg har senere erfaret, at han var kendt som "The Famous Bush Man of Fisherman's Wharf". Han var en hjemløs fyr, der tjente omkring 60.000 dollars om året på sit lille stunt.

Resten af ​​turen tilbage til hotellet gik for det meste op ad bakke, og det gjorde, at det tog dobbelt så lang tid at komme hjem som at gå ud, men det skulle blive endnu værre dagen efter.

Rundt i San Francisco (dag 2)

Når man kun har en enkelt dag i en storby, især én man ikke tidligere har besøgt, kan det ofte være svært at vælge, hvad man skal se. Vi besluttede derfor at gøre tingene på den nemme måde, nemlig ved at tage på en guidet bustur, og både i San Francisco og senere i Los Angeles bookede vi turen hjemmefra via internettet. Turen, vi havde booket i San Francisco, var en kombineret tur, der bestod af et besøg på Alcatraz, og en "De Luxe City Tour".

 Alcatraz Island set fra havnen

Næste morgen blev vi hentet på hotellet i en lille trolley og bragt til et opsamlingssted nær Fisherman's Wharf. Her registrerede vi os og ventede derefter på, at vores særlige turbus skulle ankomme. Efter en vis forsinkelse ankom flere busser på samme tid for at tage på de forskellige ture, og vi fandt også den, vi skulle med. Chaufføren, hvis navn var Greg, fortalte os, at først skulle vi besøge Alcatraz. Han ville derfor tage os med til Alcatraz' billetkontor. Vi skulle være tilbage ved bussen kl. 13.30, hvor byrundturen skulle starte, uanset om alle var tilbage eller ej. Båden til Alcatraz sejlede hver halve time, og sejlturen varede omkring 15 minutter. Vi kunne nå færgen kl. 10.45, så der ville være god tid til at tage et kig på øen. Men først skulle vi stå i kø for at registrere os os, selvom vi allerede havde betalt billetten hjemmefra. Derefter måtte vi stå i en anden kø for at komme ombord på båden. Mens vi ventede, beundrede vi søløverne, der solede sig på nogle flåder ved den næste mole. Efter lidt venten blev vi lukket ombord på færgen, hvor vi mødte et andet dansk par og fik en snak med dem og en kop kaffe, inden vi nåede Alcatraz.

Alcatraz Island har haft et turbulent liv. De fleste ved, at stedet nok er bedst kendt for sin tid som statsfængsel, men øen har været brugt til meget andet. Fyrtårn, militærfængsel og fæstning. Men som statsfængsel fungerede det fra 1934 til 1963. I de 29 år, fængslet eksisterede, talte "klientellet" et større antal fremtrædende fanger; normalt fanger, der havde forsøgt at flygte fra andre fængsler, eller som blev anset for at være særligt farlige. Bedst kendt er nok Al "Scarface" Capone, som blev sendt i fængsel for skatteunddragelse. Tre andre "celebrity" indsatte var George "Machinegun" Kelly (1934 - 1951), som blev dømt for blandt andet væbnet røveri og kidnapning. Det var Kelly, der opfandt udtrykket G-mænd for FBI-agenterne, da han blev arresteret i 1933. Alvin "Creepy" Karpis (1936 - 1962) blev dømt for bankrøveri. Han var den fange, der tilbragte mest tid på Alcatraz. 26 år sad han fængslet på øen, hvor gennemsnitstiden ellers var omkring 5 år. Karpis var medlem, eller mere sandsynligt lederen af ​​Karpis-Barker-banden, sammen med den berygtede Ma Barker og hendes sønner. Den sidste af de berømte eller rettere berygtede, indsatte i Alcatraz, jeg vil nævne, er Robert "The Birdman of Alcatraz" Stroud (1942 - 1959). På trods af navnet holdt han faktisk ikke fugle i Alcatraz. Før han flyttede til Alacatraz, sad han fængslet i Leavenworth, Kansas, og mens han var her, holdt han fugle, og han blev en autoritet på kanariefugle og skrev bogen "Stroud's Digest on the Diseases of Birds", som var med til at gøre ham berømt. I 1959 blev han alvorligt syg og blev overført til et fængsel i Missouri. Her døde han i 1963, 73 år gammel. Af disse havde han siddet i fængsel i 54, heraf 42 år i isolation og 11 på fængselshospitalet i Alcatraz.
Da vi ankom til Alcatraz Island, gik vi fra havnen op til fængslet. Her gik vi rundt i bygningen med en audioguide. Vi så cellerne, hvor ovennævnte kriminelle havde boet og mange flere selvfølgelig. Undervejs fik vi alt at vide om isolationscellerne, hvor The Birdman sad i 6 år. Vi så også "hullet", som var endnu mere isoleret (og mørkt), "våbengallerierne", som var de eneste områder, hvor vagterne måtte være bevæbnede; aldrig når de var sammen med fangerne, spisestuen, udendørsområdet og vi hørte om optøjer og flugtforsøg. Officielt var der aldrig nogen, der flygtede fra Alcatraz, selvom mange forsøgte. De fleste blev fanget igen, inden de kom væk fra øen – to lykkedes med at flygte fra øen, men blev fanget og bragt tilbage, to druknede og syv blev skudt og dræbt. De eneste, der måske undslap, var Frank Morris og brødrene John og Clarence Anglin. De forsvandt fra deres celler den 11. juni 1962 ved at grave gennem cellevæggen til ​​en luftkanal bag cellerne. Derfra kravlede de gennem luftkanaler og gennem en ventilationsskakt til fængselstaget, hvorfra de forsvandt for aldrig at blive set igen. De medbragte blandt andet en masse sammenrullede regnfrakker, som de ville binde sammen og padle af sted på. Flugten var blevet camoufleret ved at placere dukker af papmaché i deres køjer (dukkerne kan stadig ses i cellerne). Officielt blev de tre fanger erklæret druknet under flugten, men deres lig blev aldrig fundet. Hvis det rent faktisk lykkedes dem at flygte, blev de aldrig hørt fra igen. Et eksperiment i 2003 har vist, at det er muligt, at de tre fanger kunne have padlet på regnfrakker til et område nær Golden Gate Bridges nordtårn på ca. 40 minutter, så måske undslap de. For seere af Discovery Channel skal jeg nævne, at eksperimentet blev udført af Jamie Hyneman og Adam Savage, bedre kendt som Mythbusters.

 Dorte møder en meget stor måge på Alcatraz Island

Efter vores besøg i fængslet gik vi en kort tur på øen. En række havfugle yngler på øen, ikke mindst nogle måger, som Dorte var sikker på var meget større end danske måger. Det er det, jeg altid har sagt, amerikanerne gør alting større og bedre end os, selv mågerne. Da vi var færdige med både rundturen samt de gigantiske måger, vendte vi tilbage til færgen. Da vi igen var tilbage på fastlandet, havde vi tid til en hurtig omgang skaldyrssalat på en fortovsrestaurant, inden vi igen skulle møde bussen.

Da den ankom, var chaufføren stadig Greg, som også havde kørt os ned til havnen, og det viste sig, at han også var guide. Der var ikke rigtig noget galt med det koncept, udover at Dorte var lidt nervøs, da hun opdagede, at han talte i en almindelig mikrofon, som han holdt i den ene hånd, mens han styrede bussen rundt om hjørnerne med den anden. Der skete dog ikke noget, så han havde sikkert gjort det før. Greg begyndte med at fortælle os om turen, vi var på. Vi skulle først til Golden Gate Bridge, hvor der ville være en kort pause, og derfra fortsatte vi til Stillehavskysten. Igen ville der være et kort stop, og der ville også være to stop i Golden Gate Park og ét sted i byen. Samlet set ville turen tage ca. 3 ½ time, og det kom til at være en ret præcis forudsigelse. I løbet af de tre en halv time stoppede Gregs mund ikke et øjeblik, så vi fik masser af informationer om byen; så mange, at jeg havde glemt det meste, da jeg kom tilbage til hotellet og havde tid til at skrive dem ned.

Første stop var ved Golden Gate Bridge, som stadig var dækket af tåge, så der var heller ikke meget at se denne gang. I stedet gik Dorte og jeg et stykke ud på broen og tilbage igen, og vi så på et stykke af kablet, der bærer broen. Under broen ligger også et fort fra borgerkrigstiden, og det fik vi lige taget et billede af, inden det også forsvandt i tågen. Fra broen kørte vi gennem San Franciscos Presidio. Her gjorde vi ingen stop, men fortsatte til Stillehavskysten, hvor vi nød udsigten over Stillehavet, inden vi kørte til Golden Gate Park, hvor vi stoppede ved den japanske tehave. Her havde bussen et ret langt stop for at give os tid til at besøge haven, hvilket vi gjorde. Haven er meget smuk, hvis man kan lide japanske haver med træer klippet i forskellige former, snoede vandløb, trædesten og så videre. Vi brugte omkring 30 minutter i parken, inden vi vendte tilbage til bussen og fortsatte turen. Vores sidste stop i Golden Gate Park var ved Conservatory of Flowers, hvor der var fem minutters stop for at tage billeder.'

 

Den snoede del af Lombard Street på Russian Hill

Fra parken fortsatte vi gennem mange af San Franciscos kvarterer. Vi så ikke den ældste del af byen, Mission District, omkring den gamle Dolores Mission, men vi kom gennem Seacliffs, byens dyreste kvarter, og vi så vejen, hvor de fleste filmbiljagter i San Francisco er filmet. Derudover så vi Downtown Business District, Nob Hill, Russian Hill og ikke mindst Haight-Ashbury-distriktet, hvor hippiebevægelsen begyndte i 1965 og kulminerede i Summer of Love i 1967. Mindst 100.000 unge mennesker fra hele verden strømmede til Haight-Ashbury. Det sidste stop gjorde vi ved Alamo Square, med de berømte victorianske huse i Steiner Street. Husene er malet i forskellige farver, og kaldes "The Painted Ladies". Fra parken vendte vi tilbage til mødestedet, hvor turen var startet om morgenen, og hvor andre busser ville køre os tilbage til vores hoteller, men Dorte og jeg besluttede, at vi hellere ville gå tilbage til hotellet. Så det gjorde vi!

Da vores hotel lå på hjørnet af Van Ness Avenue og Lombard Street, besluttede vi at tage sidstnævnte fra, hvor vi var og blot fortsætte fremad efter næsen, indtil vi nåede hotellet. Det ville også give os mulighed for at se det, der kaldes USA's mest snoede gade (hvilket den i øvrigt ikke er - end ikke den meste snoede gade i San Francisco). Hvad vi ikke havde taget i betragtning var, at Lombard Street også krydser to af byens 43 bakker, Telegraph Hill og Russsian Hill. Generelt er vejen næsten lige, som de fleste gader i byen, men på en enkelt blok op ad Russian Hill har gaden et antal serpentinesving. Selvom det ikke var så varmt i San Francisco den dag, var det ret hårdt og fik os til at svede at gå op og ned ad først Telegraph Hill med Coit Tower og ikke mindst Russian Hill. Vi nød den snoede del af Lombard med dens murede vejbane og alle blomsterne, og efter endnu en kort stigning nåede vi frem til hotellet, som lå et stykke nede på den modsatte side af Russian Hill.

 

 

 

En fængslende oplevelse

Overskriften på afsnittet kunne antyde, at det handler om besøget på Alacatraz, men det er jo allerede omtalt ovenfor. Dette var en helt anderledes, men stadig fængslende oplevelse.

Den fængslende oplevelse var altså noget helt andet og meget mere hverdagsagtigt. Når vi rejser til USA, tager vi ikke så meget tøj med, for på mange hoteller og moteller er der vaskemaskiner, så vi plejer at vaske et par gange undervejs. Vi havde nu været væk i en uge, så det var ved at være tid til at få vasket. Desværre havde hotellet, som vi boede på, ikke en gæstevaskeri (så vi måtte nøjes med et brusebad), men lidt længere nede af Van Ness Avenue var der et møntvaskeri, anbefalet af receptionen, så der gik vi hen. Vi fordelte vores snavsede tøj i to maskiner, og satte dem i gang, og så satte vi os til at vente ved et bord. I ventetiden skrev Dorte et par postkort, som vi ville sende hjem til venner og familie. Lige da vi satte os, efter at have startet vores maskiner, kom en ung pige ind på stedet, og det var hende, der gav os den fængslende oplevelse. Jeg vil gætte på, at hun var i begyndelsen af ​​tyverne, og hun var åbenbart ikke vant til at vaske tøj. Hun havde i hvert fald meget svært ved at sortere sit tøj. Først okkuperede hun 5 dobbeltstørrelse vaskemaskiner, og derefter tog hun hvert stykke tøj op af den taske hun medbragte og studerede vaskemærket nøje, før hun besluttede, hvilken maskine tøjet skulle ind i. Hun havde blandt andet mindst 30 par G-strengs trusser, og hvert enkelt par blev studeret på denne måde. Fra tid til anden tog hun noget ud igen og placerede i en anden maskine. Noget tøj kunne hun ikke placere med det samme, så det blev lagt på kanten af ​​hendes tøjkurv, indtil der var en pæn stak. Så ringede hun til nogen på sin mobiltelefon, tilsyneladende for at få instruktioner, for efter hvert opkald flyttede hun noget tøj fra kanten af ​​kurven til en maskine. Dorte og jeg blev enige om, at det nok var tøj uden mærker. Vi var overbeviste om, at hun enten ringede hjem til sin mor for at få hjælp, eller også vaskede hun både for sig selv og nogle veninder - de mange trusser tyder måske på det sidste - og hun var bange for at vaske deres tøj forkert. Hele øvelsen tog lidt tid, og vi havde god tid til at observere proceduren, for da vores tøj var færdigt, og havde fået to omgange i tørretumbleren (ca. halvanden time) var hun kun lige blevet færdig med at sortere sit tøj og skulle til at starte maskinerne. Vi overvejede faktisk vende tilbage senere bare for at se hende pakkee tøjet sammen igen, men det gjorde vi ikke.

Vi bar vores eget tøj tilbage til hotellet og lagde på plads i kufferterne. Så fandt vi igen en italiensk restaurant; denne gang på Lombard Street lige overfor hotellet, men denne gang fik vi ikke fisk. Og sådan sluttede vores besøg i San Francisco.