Højt spil i Vegas

Hvis man skal køre fra Los Angeles til Las Vegas, er det en god idé ikke at gøre det i 4. juli weekenden! Undtagelsesvis havde vi booket et hotel i to på hinanden følgende byer, så vi var ligesom tvunget til at køre til Las Vegas om lørdagen i weekenden op til Independence Day, fordi vi skulle videre næste dag til Williams, Arizona, hvor vi altså også havde bestilt værelse på forhånd. Fredag aften havde vi hørt i tv, at man regnede med, at ca. 3 millioner mennesker ville forlade Los Angeles området, og at en stor del af disse ville begive sig til Las Vegas. Der blev også vist interviews med mennesker som sad i de lange køer, og havde siddet der i op til 3-4 timer uden at bevæge sig overhovedet. Vi valgte dog at håbe det bedste og satse på, at de fleste skulle af sted om fredagen, så vejene ville være mere fremkommelige næste dag, lørdag, hvor vi skulle af sted.

På gale veje

Vi forlod hotellet i West Hollywood ret tidligt om morgen, og kørte nord på ad Vermont Avenue, da vi ville køre gennem det ret store "naturområde", der kaldes Griffith Park. Her ligger blandt andet Hollywood Reservoir, som er et vandreservoir, som nogle måske kender fra film og bøger. I såvel kriminalfilm som kriminalromaner er det et af de steder, hvor der ofte findes lig, så helten i filmen/romanen har et mord at opklare. Parken rummer også et observatorium.

Vi kørte altså nord på, og kom godt nok også ind i Griffith Park, og kom op til toppen af det bjerg, som parken ligger på. Her endte vejen imidlertid blindt, og vi måtte køre samme vej tilbage. Det er muligt, at der fører en vej gennem parken og ud på den anden side, senere undersøgelser tyder faktisk på, at der i hvert fald fører nogle brandveje gennem parken, men Vermont Avenues forlængelse gjorde i hvert fald ikke, så for en gangs skyld tog vores trofaste Rand McNally Road Atlas altså fejl, eller også var vi kørt forkert et sted, men vi fik hverken set reservoir eller observatorium. Vi måtte derfor vende om og køre tilbage mod byen.

Her tog vi Los Feliz Boulevard et kort stykke mod vest til vi mødte I-5. Denne ville vi så tage mod nord til vi mødte California Road 134, som i øvrigt er en motorvej; på trods af det beskedne nummer. Desværre lavede vi undtagelsesvis en mindre fejlmanøvre, så vi kom til at køre mod syd ad I-5 i stedet for mod nord. Her måtte vi så køre nogle miles (omkring 4), indtil vi kunne skifte til California Road 110 mod nordøst. Denne vej kaldes i øvrigt Pasadena Freeway og er også en motorvej. Der, hvor motorvejen hører op, skifter vejen navn, og den hedder herefter Old Anaya Parkway. Denne vej er et stykke af den berømte Route 66, som jeg kommer til i næste artikel.

Kø

Trafikken er gået helt i stå syd for Barstow

Til sidst nåede vi dog, trods problemerne, til vores mål, I-210, som vi skulle følge mod øst til vi mødte I-15, der fører til Las Vegas (og i øvrigt videre til den canadiske grænse langt oppe i Montana). På vej ud ad I-210 begyndte trafikken at tage til, og efterhånden gik det ret langsomt, og da vi nåede frem til og skiftede over på I-15, gik det helt i stå. Herefter gik det i sneglefart de næste 15-20 miles (godt halvanden time brugte vi på denne strækning), men efter at I-15 havde forenet sig med I-215 løsnede trafikken op igen, og vi kunne køre i nogenlunde fornuftigt tempo (30-40 miles i timen) gennem San Bernadino National Forest og videre til byen Victorville, hvor vi indtog dagens frokost. Så længe havde det taget at komme ud af Los Angeles!

Vi fortsatte derefter gennem mere og mere ørkenprægede landskaber mod byen Barstow, men omkring 30 km før byen begyndte det igen at gå langsomt, og det gik langsommere og langsommere indtil vi til sidst gik helt i stå omkring 15 km syd for byen. Og når jeg siger gik i stå, så er det præcis hvad jeg mener. Vi holdt i 2 timer uden at bevæge os en tomme. Dorte steg ud af bilen og gik frem i køen for at prøve at finde ud af, hvorfor vi holdt stille, og det var der adskillige andre, der også gjorde. Selv steg jeg ud for fotografere lidt, og da Dorte kom tilbage kunne hun melde, at der var sket et trafikuheld omkring tre kilometer længere fremme, og at de var ved at fjerne tilskadekomne med helikoptere. De implicerede biler, var ryddet af vejen, men man havde spærret hele det nordgående spor på motorvejen, for at give helikopterne plads til at lande. Ganske kort efter så vi da også to helikoptere, der fløj fra stedet, og lidt senere kom de tilbage igen. Temperaturen her var ret høj, så mens vi holdt stille, måtte vi af og til starte motoren, så vi kunne tænde vores airconditionanlæg. Det kunne ikke køre særligt længe med motoren stoppet, da det så ville tappe batteriet. Da vi passerede Barstow, efter at de sårede var blevet hentet og spærringen fjernet, viste temperaturen i skyggen omkring 40°.

Besøg i en spøgelsesby uden spøgelser

Hanks Hotel i Calico Ghost Town

Kort efter Barstow ligger en spøgelsesby, som vi havde set på vores kort. Den hedder Calico, og den blev vi enige om, at vi måtte se. Det viste sig nu, at det var så som så med spøgelserne – til gengæld var vi ikke de eneste turister, der havde fået den samme gode idé. Så spøgelserne er nok blevet skræmt væk at de mange levende turister. Byen er en tidligere mineby, som blev grundlagt i 1881, da der blev fundet sølv i området. I 1887 var der 500 større eller mindre sølvminer i området, og byen havde 1.200 indbyggere, en Chinatown og et "red light district". Området var et af de rigeste i Californien, selv om det lå midt i Mojaveørkenen. Allerede i 1888 var befolkningstallet mere end halveret, og siden gik det rask ned ad bakke. I 1890, var der kun 80 indbyggere tilbage. I 1892 blev der gjort nye sølvfund og befolkningstallet steg til 300, men da sølvpriserne i 1907 faldt til under halvdelen af, hvad de tidligere havde været lukkede de fleste miner, og byen døde ud. I 1951, var der 10 indbyggere, og de fleste af de gamle huse var forsvundet. Tilbage var kun én af de 22 saloons, der havde været, da der var flest. Desuden kontorerne for et mineselskab, en general store (landhandel), en kontorbygning og Lucy Lanes hus. Lucy Lane, der døde i 1967, kom til byen med sine forældre omkring 1884 og boede der resten af sit liv. Hun er den person, der har boet længst i Calico. I 2006 var der i øvrigt kun 9 faste indbyggere i byen. I byens levetid blev der udgravet sølv for omkring 86 millioner dollars og for 45 millioner dollars boraks. De største sølvminer var Silver King, Odessa, Waterloo, Garfield, Oriental, Bismarck og Maggie. Maggie Silvermine's bygninger ligger stadig inde i selve byen, og det samme gør selve mineskakten, hvor man kan få en rundvisning. Disse og de øvrige sølvminer gennemborede bjergene omkring byen i deres jagt på sølv, og i dag er der mere end 500 miles minegange i bjergene. Omkring 1951 begyndte Walter Knott, en forretningsmand, at genopbygge byen efter de gamle tegninger, og i dag er den et turistmål, og mange af de gamle huse er indrettet som butikker, der sælger souvenir, musik, lertøj osv., men holdt i den gamle stil.

Vi gik omkring og så lidt på byens huse, blandt andet så vi Hank's Hotel, og her kan man virkelig tale om luksus! Dorte blev så betaget af dette hotel, at vi tog et billede af det, som i forstørrelse fik hæderspladsen i den ene af stuerne i det hus, vi boede i dengang. Fra byen, der ligger lidt oppe ad et bjerg, var der i øvrigt en glimrende udsigt over ørkenen nedenfor, hvor vi blandt andet kunne se resterne af en udtørret sø. Inden vi forlod byen igen, tog vi en tur med et lille ombygget minetog, som nu kørte folk rundt i omgivelserne på en ganske kort tur. Her så vi blandt andet nogle af de huse, som de lokale indianere havde boet i, og vi så indgangene til et par af mineskakterne. Blandt disse var indgangen til Silver King Mine, hvor man har estimeret, at der stadig findes sølv for ca. 6 millioner dollars. Desværre vil det koste omkring 10 millioner dollars at udvinde det, så det ligger roligt og venter på at sølvpriserne stiger.

Videre til Vegas

Vi nærmer os Las Vegas

Efter besøget i spøgelsesbyen fortsatte vi ud i Mojave Ørkenen i retning mod Las Vegas. Ved den lille by Baker passerer man en frakørsel til vejen med det meget spændende navn Zzyzx Road. Ved Baker går også California Road 127 mod nord ind i Death Valley, som er et af jordens varmeste steder. Vi havde overvejet at tage et smut derop, men tiden var efterhånden ved at være noget fremskreden, så vi opgav. Vi havde det såmænd også varmt nok. På dette tidspunkt oplevede vi den højeste temperatur på hele turen, 49° i skyggen. Vi har senere fået at vide, at så er temperaturen i solen omkring 60°, og asfalten kan komme op på omkring 85° - 90°. Ved den temperatur kan det faktisk lade sig gøre at spejle æg på jorden, og endnu bedre går det i Death Valley, hvor overfladetemperaturen kan komme op på over 100°. Vi forsøgte os nu ikke med æggene, men ilede videre mod grænsen til Nevada.

Lige inden statsgrænsen passerede vi den udtørrede sø, Ivanpah Lake, som er meget brugt til såkaldt  ”dirt boating”, som er kørsel med sejldrevne eller dragetrukne køretøjer i stil med isbåde, men på hjul, og der var da også nogle stykker på "søen". Faktisk er rekorden for vinddrevne landkøretøjer sat her på søen i 2009, hvor et køretøj nåede op på 203 km/t. Søen er i dag forurenet med radioaktivt affald, som blev spredt i 80erne, da spildevand fra en nærliggende mine med sjældne jordarter, indeholdende blandt andet radium og thorium blev spredt over søen. En plan for oprensning er lavet, men firmaet, der ejede minen, har endnu ikke fået gjort noget ved sagen og har solgt området til en anden virksomhed.

50 meter på den anden side af søen ligger statsgrænsen mellem Californien og Nevanda, og her lå også det første kasino! Det besøgte vi nu ikke, men fortsatte uden yderligere stop til Las Vegas, som vi nåede omkring klokken 17.

Receptionsproblemer

Udsigt fra hotelværelset på Las Vewgas Hilton

I Las Vegas havde vi bestilt værelser på Las Vegas Hilton (nu Westgate), som vi fandt uden problemer. Til gengæld fik vi problemer med at finde vej, da vi først havde fundet hotellet. Da vi kørte ind på hotellets område, der er meget stort, så vi et skilt, eller rettere to skilte. Det ene viste til Valet Parking (altså hvor bilen bliver kørt bort af ukendte personer, og stillet et ukendt sted) og det andet viste til Self Parking. Vi mente, at vi godt selv kunne parkere vores bil. Så vi kørte mod Self Parking, og fandt også nemt en plads, om end lidt væk fra indgangen til hotellet. Vi lod derfor kufferterne ligge i bilen, og gik over på hotellet for at checke ind. Hilton Las Vegas er stort, meget stort. Da det blev bygget i 1969 var det faktisk verdens største hotel med sine 3.174 værelser, og der er da også flere indgange. Inden for den indgangsdør, vi havde benyttet, var en hall med butikker på begge sider, men ingen reception, så vi gik ned ad gangen, der førte fra hallen. Også her lå der butikker, og vi begyndte at tale om, hvor mon receptionen lå. Denne samtale blev overhørt at nogle danskere, der var på vej den anden vej, og de spurgte os, om vi havde problemer. Her fik Dorte så sagt, at vi ledte efter "vores hotel". De opfattede det imidlertid bogstaveligt og spurgte om, hvilket hotel vi skulle bo på, og da vi svarede at vi skulle bo på Hilton, forsikrede de os om, at dette skam var Hilton. Vi fik så forklaret, at det egentlig bare var lobbyen vi ledte efter. Her kunne de så hjælpe ved at forklare, at det nemmeste var at gå ud igen, fatte bilen og så køre om til Valet Parking. Så kunne vi sætte bilen lige foran hotellets hovedindgang, læsse bagagen af, hvorefter disse parkeringsgutter ville tage sig af bilen. Lobbyen lå så lige inden for denne indgang. Vi gjorde som de sagde, og fandt ganske rigtigt også hovedindgangen, hvor en hjælpsom ung mand, hjalp os med at få kufferterne ud af bilen. Derefter gav han os en kvittering, og så kørte han bilen væk til en ukendt skæbne, mens vi gik ind i lobbyen og fandt en receptionskranke. Vi fik et værelse på den 14. af de 29 etager som hotellet har, og selv om vi ikke var helt oppe, var der alligevel en fin udsigt over byen, da vi havde fået kufferterne båret op og givet drikkepenge,  til fyren, som fulgte og bar.

Mad med mere

 Efter at være kommet op på værelset slappede vi af en times tid eller to, tog bad og klædte om og gik derefter ned for at finde en af 14 restauranter, som hotellet kunne byde på! Det blev en mexicansk restaurant. Som flere gange tidligere på mexicanske restauranter, bestilte vi nachos til forret. Hvad vi ellers spiste har jeg glemt, men mexicansk var det. Inden maden bestilte vi et par margaritaer, og det skal jeg love for at vi fik. Jeg vil tro at der har været næsten en ¾ liter i de glas vi fik, og det endte da også med, at vi ikke bestilte andet at drikke. Det er nok første gang, jeg har drukket margaritas til min mad. Jeg har dog en gang drukket whisky! Det var i Skotland, hvor vi skulle prøve deres nationalret, haggis. Hvis nogen ikke er bekendt med denne "delikatesse", kan jeg fortælle at den består af hakket fåreindmad, typisk hjerter, lunger, nyrer og lever. Det hele blandes med løg, krydderier, havregryn, og fåretalg og fortyndes med fårefond. Derefter hældes massen i en fåremavesæk, og det hele koges i omkring en time. Jo, skotterne ved, hvad der er godt! Vi fik det serveret med kålrabimos, og whiskyen var simpelthen nødvendig for at få det til at glide ned. Ja, det var så et mindre sidespring. Restauranten var i øvrigt en af de hurtige. Vi havde endnu ikke spist halvdelen af forretten, da hovedretten kom på bordet og inden vi var begyndt på denne, kom regningen. Det gælder om et få folk ind og ud hurtigst muligt.

Spadseretur og spil

Casinoet New York New York i aftenbelysning

Da vi havde spist færdigt gik vi ud og tog byens monorail, der har station uden for hotellet. Vi kørte med denne til den sidste station (i den ene retning), der ligger ved MGM Grand (der i 2006 var verdens største hotel med over 5.000 værelser). Undervejs på turen gav en stemme i en højttaler os turistinformationer om byen. Ved MGM gik vi lidt rundt i dette enorme hotel, hvor de i øvrigt holder løver. Dem så vi nu ikke noget til, men til gengæld en masse festklædte mennesker. Da vi havde set nok, bevægede vi os ud på The Strip. The Strip er et ca. 7 km langt stykke af Las Vegas Boulevard. Temperaturen var stadig på den forkerte side af 30° her omkring klokken 22 om aftenen så det var varmt, og vi valgte at gå ad The Strip tilbage mod hotellet, selv om fødderne efterhånden blev lidt ømme, vi havde jo taget det pæne tøj og de pæne sko på. Til gengæld nød vi de mange mennesker – det var lørdag og Independence Day Weekend, så der var rigtigt mange. Vi nød også at se på alle de kasinoer, der er bygget op med forskellige temaer, som fx Luxor, der er en pyramide, Paris, der har både Eiffeltårn og Triumfbue, Venezia, med kanaler og gondoler, New York, New York med Frihedsgudinden, Empire State Building og andre skyskrabere, Circus Circus med sit cirkustema samt Caesars Palace med romersk tema. Vi beundrede selvfølgelig også de mange kasinoer, der bare var der – og hvis temaer var mindre synlige udefra, fx Bellagio med springvand og Mirage med akvarium og delfinarium. Da vi kom forbi Caesars Palace var de netop i gang med et meget stort festfyrværkeri, som både vi og resten af gaden standsede op for at se på. Hele spadsereturen tog godt to timer, og vi var noget trætte og varme, da vi kom tilbage til Hilton.

Vi havde ikke været inde på nogle af kasinoerne, så det må vi have til gode til en anden gang. Til gengæld havde vi aftalt, at vi ville spille lidt på hotellets kasino, dog ikke for mere end $100 til sammen. Det holdt til ca. 50 minutter, så var vi begge fallit. Vi fik en drink i baren, og tog den med op på værelset, en oplevelse rigere – og 100 dollars fattigere. Selv om jeg har besøgt Las Vegas (som jeg i øvrigt ikke er særlig begejstret for) ved to senere lejligheder, er det den eneste gang, jeg har brugt penge på at spille.