Tilbageholdt åndedræt

Dæmning og ny stat

Hoover Dam

Da vi ikke er spillere, boede vi kun i Las Vegas én nat, før vi fortsatte. Vores næste stop skulle være Williams i det nordlige Arizona, hvor vi også havde bestilt hotel hjemmefra. Williams skulle være udgangspunktet for vores besøg i Grand Canyon. Fra Las Vegas til Williams er der kun cirka 350 km eller deromkring, hvilket betød, at vi ikke forlod hotellet før kl. 9.30 og havde tid til at nyde morgenmaden i en anden af ​​de 14 restauranter på Hiltons område. Til sidst kom vi dog afsted, efter at have anmodet om at få vores bortkørte bil bragt tilbage og givet fyren, der bragte den, en drikkeskilling ($5). Vi drog derefter mod sydøst ad US Route 93 til vores første stop ved Hoover Dam, der ligger på grænsen mellem Nevada og Arizona. Dengang gik US 93 over dæmningen; i dag går den over en bro, så man skal køre fra, hvis man vil besøge Hoover Dam.

Da vi kom til dæmningen, opdagede vi, at vi ikke var de eneste, der havde valgt denne søndag til et besøg, men med mere end 10 millioner besøg hvert år, giver det i gennemsnit 27.000 om dagen, og sandsynligvis med de fleste besøg om sommeren og på helligdage. Trods trængsel fandt vi en plads i et parkeringshus, hvor vi parkerede bilen for et beskedent beløb, og så gik vi ud for at se på dæmningen, som er ret imponerende. Da der ikke var mere at se, vendte vi tilbage til bilen og forsøgte at fortsætte, hvilket vi gjorde efter at have været forsinket i omkring 15 minutter af biler på hovedvejen, der ikke var villige til at slippe os ud af parkeringshuset.

Vi krydsede dæmningen og også grænsen mellem Nevada og Arizona. Her skifter man også fra Stillehavstid (Pacific Time) til bjergtid (Mountain Time), så vi tænkte, at vi skulle stille vores ure, men vi blev klogere, da Arizona ikke har sommertid (DST), så tiden var præcis den samme, som den havde været i Nevada.* Så efter et kort ophold på en parkeringsplads  på den modsatte side af dæmningen og uden at miste en time, fortsatte vi bare gennem bjergene , og senere gennem ørkenlandskaber til byen Kingman. Her krydser route 93 Interstate 40, der løber fra Barstow, Californien til Wilmington i North Carolina. Vi havde tidligere brugt denne interstate i North Carolina, Tennessee og Arkansas. I 2010 kørte vi på I-40 endnu en gang, og det gjorde vi også i sommeren 2012 og på allew senere ture til og med 2023 - og kommer også til det i 2024. Og også her i 2006 ville vi bruge interstaten, men først nogle timer senere og kun over en relativt kort afstand, men af ​​en eller anden grund , ender vi altid på I-40, og har gjort det på samtlige ture siden, undtagen i 2008, hvor vi kun besøgte New England (se artiklen Ture på vores Mother Road, øverst på rejsesiden. Vi valgte et gøre et stop i Kingman, hvor vi spiste en mindre frokost, og og hvor vi fyldte køleboksen op med is og vand (vi drak utrolige mængder vand på denne tur, da det var rigtig varmt vejr det meste af tiden).

* En sjov ting er, at Navajo-reservatet overholder sommertid, mens Hopi-reservatet, som er helt inden for grænserne af Navajo-reservatet, ikke gør det. Så hvis man kører ind i Navajo reservatet, skal man stille sit ur, og så en gang til hvis man besøger Hopi reservatet. Når man forlader stedet, skal stille tiden to gange mere (med mindre at man forladet Navajo reservatet ved at køre ind i Utah eller Colorado.

Kær vej har mange navne

Fra Kingman, valgte vi at tage vejen med de mange navne! Blandt navnene på denne vej er "Will Rogers Highway", "The Main Street of America", "The Mother Road" eller bare "Route 66". Det officielle navn var U.S. Highway 66, men i dag har vejen ingen officiel hovedrvejsbetegnelse, og U.S. 66 er ikke længere en del af US Highway System. Store dele af vejen eksisterer dog stadig, og er nu udpeget som en historisk vej med det maleriske navn Historic Route 66, og vejen har fået sine helt egne skilte. Vejen er ikke lige velbevaret alle steder, men en af ​​de bedst bevarede strækninger er strækningen fra Kingman til Seligman, Arizona, og det var netop denne strækning, vi havde besluttet at tage.

Historic Route 66 nord for Kingman, Arizona

Fra Kingman går Route 66 i en bue mod nord og øst, før den igen drejer mod syd og vender tilbage til Seligman, der faktisk ligger på højde med Kingman. Vejen førte gennem et meget varieret landskab; lige efter Kingman var der dyrkede marker, men landskabet ændrede sig hurtigt til prærie-lignende vegetation, som derefter blev til ørken. Fra ørkenen rejste landskabet sig til stejle, klippefyldte bjerge, og da vi nærmede os Seligman, hvor vi forlod Route 66, var bjergene blevet græs- og skovklædte. Vi gjorde flere stop undervejs, for at tage billeder og for at nyde omgivelserne. Blandt andet måtte vi stoppe for at fotografere Burma Shave skilte. Det var reklameskilte for barbercremen Burma Shave som på fem eller seks skilte, fortalte omg deres produkt. Tidligere var de overalt langs Route 66, men nu er der kun nogle få tilbage. Her er et eksempelt, hvor hver linje stod på sit eget skilt:

Past
Schoolhouses
Take it slow
Let the little
Shavers grow
Burma-Shave

 Vi tankede bilen i Peach Springs, hovedbyen i Hualapai Indian Reservation, men bortset fra fyren på tankstationen og nogle børn, der legede udenfor, mødte vi ingen hualapais. Reservatet er et af de to reservater, der ligger langs sydsiden af Grand Canyon, det andet er Havasupai længere mod øst. Førstnævnte stamme har i øvrigt i 2007 bygget en glasbro, der går i hesteskoform ud over Grand Canyon, så man (mod passede betaling) fra broen kan se ned i kløften under sine fødder. Denne bro er med til at trække turister til reservatet, og det er en væsentlig del af indianernes indkomst.

Tankstationen, hvor vi fyldte benzin på, lå lige ved siden af Grand Canyon Caverns, men dem besøgte vi nu ikke, ligesom vi også valgte at springe over de mange udstillinger om dinosaurer, som ligger i dette område, hvor der er fundet en del skeletter af disse øgler, blandt andre Tyrannosaurus Rex og Brontosaurus. Da vi fortsatte ad vejen, kunne vi se, at mørke skyer begyndte at trække sammen over bjergene mod nord, og vi kunne også se at det regnede i den retning, men der hvor vi kørte, var det solskin og dejligt vejr.

Seligman er en af de meget markante Route 66 byer, der har bevaret meget af sit præg fra dengang vejen var "aktiv", men da klokken var ved at være mange, undlod vi at stoppe her, men nøjedes med at se tingene, mens vi kørte gennem byen. Fra Seligman tog vi I-40 de sidste 40 miles til Williams. Undervejs begyndte det faktisk at regne, men ikke mere end et par dråber og ikke nok til at gøre vejen våd. Vi nåede Williams omkring kl. 16.30 og begyndte at lede efter det hotel, som vi havde booket hjemmefra. Vi fandt det let nok, eller rettere vi troede, vi fandt det. Da vi kom ind på hotellet og fortalte, at vi havde reserveret et værelse i navnet "Kronsell", kunne manden baf skranken ikke finde vores navn i systemet, selvom han prøvede flere forskellige stavemåder. Så jeg fandt vores reservationsvoucher i bilen og viste den til ham, hvilket fik ham til at smile og meddele, at vi var på det forkerte hotel! Hans hotel blev kaldt "Grand Canyon Country Inn", mens det hotel, vi havde reserveret et værelse på, blot var "Canyon Country Inn", og det lå en halv kilometer længere henne ad vejen. Vi undskyldte os, og så havde vi ingen problemer med at finde hotellet, som faktisk viste sig at være et Bed & Breakfast, og det var ikke så slemt :-)

Williams, Arizona

"Turistdiligence" på hovedgaden i Williams

Williams er en forholdsvis charmerende by, hvor Route 66 oprindeligt var hovedgade (det er den sådan set endnu, bortset fra, at den altså er nedlagt som hovedvej). Hovedgaden har stadig masser af Route 66 skilte, og mange af byens butikker sælger Route 66 souvenirs. Men man man også finde fremragende indiansk kunsthåndværk til ikke helt billige priser. Om morgenen kan man overvære et rigtigt western "shoot out", hvis man er til den slags, og fra Williams kan man køre med Grand Canyon Railroad til Grand Canyon. Williams reklamerede i øvrigt med, at der var 45 km til nærmeste stoplys.

Da vi trådte ind i vores B & B, havde det en meget lille lobby. Her blev vi modtaget af værten og fik anvist vores værelse, som lå ovenpå lobbyen. Der var to værelser ovenpå, og så var der yderligere 6 værelser med indgang direkte fra gaden. Endelig var der fem værelser i et anneks, så dette B&B var større end det sted, vi boede på i Union Grove i 2004, hvor der kun var fem værelser i alt. Her var der altså tretten, nummereret fra 1 til 12 og så 14. Mange steder i USA eksisterer værelse nummer 13 ikke. Overtro! Trappen op til vores værelse var beklædt med bamser på alle trappetrin, og det samme var vores senge, da vi kom ind på værelset, og på en hylde udenfor lokalet stod bøger om dinosaurer og Teddybjørne. Vi pakkede ud og tog slappede af en times tid inden vi igen gik ned i lobbyen for at spørge efter et sted at spise. Værten startede med at fortælle os om nogle af de steder, vi burde undgå, og anbefalede til sidst et par andre steder.

Vi gik ud i byen, som var ret hyggelig. Oprindeligt var Route 66 som nævnt byens hovedgade, og den bærer stadig Route 66-skiltene overalt, og hovedgaden er holdt i en blanding af det vilde vesten og 50'er-stil, med hævede fortove, falske facader, neonskilte af alle slags osv., og endda en hestetrukket diligence, som kørte turister rundt i byen. Af en eller anden grund tog vi ikke sådan en tur, hvilket vi ellers ofte gør, men gik blot rundt og så blandt andet på en udstilling af traktorer i alle aldre og nogle af de mange butikker med Route 66 souvenirs.

Siden vi forlod Los Angeles, havde vi været på vej til stadig højere højder, og i Las Vegas var vi omkring 2.000 fod over havets overflade. Siden da havde vi fået endnu mere højde, og Williams ligger i lidt over 6.500 fod. Og jeg kunne i hvert fald mærke, at det ikke var helt så nemt at trække vejret (jeg led dengang af noget astmalignende), og jeg blev hurtigt anstrengt (det ewr heldigvis gået over siden. I hvert fald den første dag. Allerede dagen efter havde jeg vænnet mig til det.

Da vi blev trætte af at gå, ville vi have noget at spise, og vi begyndte at lede efter en af ​​de restauranter, som manden på "hotellet" havde anbefalet. Jeg vil ikke nævne stedets navn, men vi havde lidt svært ved at finde indgangen, og da vi endelig gjorde, viste det sig, at det ikke var så fantastisk igen. Det mest positive at sige om stedet er, at det er den restaurant i Arizona, som har haft sin spiritusbevilling i længst tid, nemlig fra så snart forbuddet blev ophævet i 1933. Bortset fra det var de ikke særlig hurtige. Da vi havde sat os, måtte vi vente et godt stykke tid, før vi fik en menu (normalt uhørt i uSA). Vi bestilte vores mad og noget at drikke, og kort efter vendte tjeneren tilbage med de øl, vi havde bestilt, men så syntes han at glemme os. Omkring 30 minutter senere vendte han tilbage, bare for at fortælle mig, at der ikke var kød til den filet mignon, jeg havde bestilt, så jeg var nødt til at vælge noget andet fra menuen. Fem minutter senere kom han med de salater, vi havde bestilt som forret, og her var der ikke noget at klage over. Senere ankom hovedretterne eller i det mindste noget af dem. Dorte havde bestilt en bagt kartoffel med creme fraiche fra menuen, men de var desværre løbet tør for creme fraiche, så de havde hældt smeltet margarine på kartoflen i stedet for - og det er ikke helt det samme. Da Dorte næsten var færdig med kartoflen, kom tjeneren løbende med en kop creme fraiche, som han havde været nede og købe i det nærmeste supermarked, men på det tidspunkt, kunne det være det samme. Samtidig meddelte en anden tjener, at køkkenet var ved at lukke (kl. 20.00), så vi opgav at bestille dessert og kaffe, og betalte bare regningen og fortsatte så vores tur rundt i byen, og lovede os selv at finde et andet sted at spise næste aften.

Da vi forlod restauranten var det blevet mørkt udenfor, og da det igen begyndte at regne en smule, gik vi tilbage mod hotellet. Undervejs besøgte vi en butik, hvor vi købte et bælte til Tim. Her fik jeg også en Route 66 T-shirt, så jeg havde noget at prale af derhjemme. I en nabobutik blev der solgt indiansk kunsthåndværk til ikke helt billige priser, men til gengæld var de rigtig fine. Her købte Dorte en halskæde af sølv og turkis og tilhørende øreringe. Halskæden var signeret af navajokunstneren, der havde lavet den. Og den var faktisk ret spændende (og dyr), men desværre blev den stjålet, da nogen begik indbrud i vores hus nogle år senere.

Da vi kom tilbage til vores B&B hjalp værtinden os med at købe billetter til Grand Canyon Railroad, som vi ville tage næste dag, i stedet for at bruge vores bil.

Fra Williams til Grand Canyon med damptog

Umiddelbart efter morgenmaden den 3. juli 2006 begav vi os på vej mod stationen i Williams. Selv om den lå lige bag vores hotel, var det en længere tur, da vi skulle ud på en større omvej for at komme over sporene. Dorte var i øvrigt ret træt denne morgen. Hun havde været vågen adskillige gange om natten, netop på grund af stationen. Med jævne mellemrum kørte nogle meget lange godstog gennem byen, og når de passerede stationen, gav de sig, af en for os ukendt grund, til at tude i deres fløjte, og da togene var lang tid om at passere, kunne et fløjt godt tage sin tid. Hver gang, der blev fløjtet, vågnede Dorte. Jeg derimod sov hele natten og hørte kun togene morgen og aften, når jeg alligevel var vågen. Grunden til at vi skulle til stationen var altså, at vi have besluttet os for at lade bilen stå, og tage med et veterantog til Grand Canyon. Vi havde læst om det i en brochure, vi havde fået i receptionen på det bed & breakfast, vi boede på. Ved deres hjælp havde vi også fået bestilt billetter, og i den forbindelse fået at vide, at turen startede med en wild west forestilling ved stationen klokken 8.30, og umiddelbart derefter ville toget så afgå.

Klar til "shoot out" i Williams

Togrejsen var i øvrigt også et eksempel på, at vi havde ændret holdning til en række ting, siden vi besøgte USA første gang 6 år tidligere. Første gang vi var i USA, havde vi været chokerede over en svævebanebillet til $8 pr. næse. Men denne gang var prisen betydeligt højere uden at vi blev "skræmt" af det. Da vi dagen før havde bestilt billetter til togturen, havde vi studeret brochuren nøje og konstateret, at der var flere muligheder at vælge mellem. Blandt disse var "coach class", hvor man kunne vælge mellem gamle Pullman vogne fra 1923 (med aircondition i form af vinduer, der kan åbnes, og vifter i loftet) eller Budd vogne af lidt nyere dato, som faktisk har rigtig aircondition. Serveringen på coach class var sodavand, alt andet skulle man selv betale. Den næste klasse var "club class.". Vognene var også Pullman vogne fra 1923, men vognene havde bar med ståhøjde i mahogni, baren altså, ikke ståhøjden, hvor man kunne købe drinks. Desuden havde vognene gulvtæpper og elektrisk opvarmning (ikke så aktuelt i juli). Serveringen bestod af kaffe og kage foruden sodavanderne. Næste klasse var "first class". Her var der fire forskellige vogne, Colorado River, Anazazi, Coconino og Kokopelli. Vognene er lidt forskellige, men de er alle nyrenoverede vogne fra gamle tog. Fx har Kokopellivognen (fra 1955) kørt med toget The Empirebuilder, som kørte mellem Chicago og Seattle mens Anazazi har kørt på Southern Pacific jernbanen. Alle disse vogne har aircondition og sæderne er noget mere magelige end i Pullman vognene. Derudover har denne klasse en særlig togvært/inde, der kun tager sig af passagerne i den pågældende vogn. Og her serveres både kaffe, te, sodavand, kager, sandwich, frisk frugt, ost, kiks, slik; togværtinden serverer drinks (mod betaling) og på hjemturen serveres gratis champagne. "Dome class" er den næste klasse. Denne findes i to af "first class" vognene (Coconino og Kokopelli), og består af en kuppel på "første sal" med vinduer hele vejen rundt, og serveringen er den samme som på "first class". Den sidste og dyreste klasse er "parlor car". Vognen minder om "first class" men den har rigtig bar, og der er en åben terrasse, som man kan gå ud på. Denne vogn er derfor altid bagest i toget. Serveringen er den samme som på "first class" bortset fra, at der er større udvalg i "betalingsbaren".

De forskellige klasser har selvfølgelig forskellige priser. Billigst er coach class og dyrest er parlor car. Coach kostede i 2006 $60 (70) og parlor car $155 (240). Seks år tidligere havde vi enten taget coach class eller helt kasseret planen om at tage toget bare på grund af prisen, men nu valgte vi den gyldne middelvej at tage first class. Det kostede $120 (170) – pr. snude – for en returbillet. Tidligere ville vi have værget os ved at betale så meget for en turistoplevelse. De 65 dollars vi betalte for at komme på sumptur i New Orleans i 2002, var endda lige i overkanten, men de ca. 1.450 kr for os to tilsammen for en tur på 103 km hver vej var nu givet meget godt ud. Tallene i parentes er priserne i 2024.

Da vi kom til stationen skulle vi lige ind i stationsbygningen og hente og betale for den billet, som vi altså havde bestilt dagen før, og det gik ganske smertefrit. Da vi havde fået vores billet, spadserede vi til den fjerneste ende af stationsbygningen. Her var der opsat tilskuerpladser og kulisser til en western by, og her skulle vi overvære et "shoot out" mellem nogle skurke og sheriffen. Efter diverse morsomme indslag, hvor publikum blev inddraget, endte det med, at skurkene udpegede en af publikum som den rigtige skurk, så denne stakkel blev kaldt ned på scenen og anholdt. Men med hjælp fra børnene, der var til stede, fandt sheriffen de rigtige skurke, og ikke den tilskuer, som skurkene sagde, var skurken, hvis man forstår hvad jeg mener. Og så endte det hele med, at sheriffen skød alle skurkene, undtagen et par stykker, som i stedet skød hinanden. Den ene af skurkene landede, nok bevidst, i en bunke hestemøg, så han var nødt til at flytte sig (efter sin død), hvilket vakte stor jubel hos tilskuerne, og det var jo nok også meningen.

Røgen fra lokomotivet lagt foran vores vogn viser dels, at vi kørte med damp, og dels at toget var ret langt.

Da skyderiet var færdigt fandt vi den vogn, som vi havde fået plads i, og da vi steg ind, blev vi modtaget af vores stewardesse (togværtinde), som viste sig at hedde Terese. Selve jernbanen er i dag privat, og fragter alene turister mellem Williams og Grand Canyon Village, men frem til 1968 var den en del af Santa Fe Railroad Company og havde forbindelse til både Santa Fe og Chicago. Mellem Williams og Grand Canyon Village har banen kørt siden 1901. Vores vogn var Kokopelli, en af de to, der på første sal havde dome class. Da vi havde fundet vores pladser, kom Terese ind og fortalte om turen. Den skulle gå til Grand Canyon Village og det ville tage omkring 2 timer og et kvarter, at køre de 100 km. Togets gennemsnitsfart ville være lidt under 50 km i timen, og tophastigheden var 65. Vi ville dog kun sjældent komme under 15 km i timen! Vi skulle køre fra de ca. 2000 meters højde Williams lå i til de 2.100 meter, som Grand Canyon lå i, men undervejs skulle vi ned i ca. 1.500 meters højde og op igen. Det betød, at vi skulle køre gennem meget afvekslende landskaber fra bjerge med fyrretræer til prærie- og ørkenlandskaber. I en brochure, som vi fik udleveret, stod lidt om nogle af de dyr og planter, vi kunne se undervejs.

Til sidst fortalte Terese, at hun om et øjeblik ville komme tilbage og sælge os drinks, og hun forklarede at jo mere vi drak, jo flere dyr ville vi sikkert se. Da hun lidt senere kom tilbage – hun skulle lige have fortalt den samme smøre i overetagen – havde hun to drinks på programmet, og da nogle var lidt tilbageholdende med at bestille, forklarede hun, at der ikke var noget galt med at drikke spiritus klokken 9 om formiddagen, for klokken var jo 17 et eller andet sted i verden J. I det hele taget havde hun mange kloge bemærkninger undervejs. De fleste har sikkert været indstuderede, og hun har brugt dem på hver eneste tur, men hun fik dem afleveret på en naturlig og ganske charmerende måde, så man var overbevist om, at det kun var os, hun fortalte det til. Men den teknik brugte jeg også selv, når jeg "optrådte" for mine elever, så den virker som regel ganske effektivt, og det gjorde den altså også her. Dorte og jeg bestilte en Bloody Mary, som kom i flere varianter fra mild til "spicy". Vi tog den sidste, og der var ikke sparet på tabascoen – men den smagte rigtigt godt. Prisen var 3½ dollar (21 kr), så det var ikke så galt. Senere fik så vi både kaffe og sodavand og nogle kiks, som var inkluderet i prisen.

Da Terese var færdig med at servere drinks, kom en navajoindianer ind i kupeen og gav sig til at underholde os med sang og guitarspil. Han hed Clarence Clearwater, og han startede med nogle navajosange, som ingen af os selvfølgelig forstod meget af, men smukke var de. Senere fortsatte han med sange på engelsk, tysk, fransk og japansk, men han indrømmede, at han selv kun talte og forstod engelsk og navajo, så de andre tekster havde han "bare" lært udenad. Da han var færdig med at synge, sad vi så og hyggede os med kaffen/teen, mens vi nød landskabet, som vi kørte igennem. Som Terese havde omtalt, var landskabet meget varierende. I begyndelsen og slutningen af turen, hvor man er højt oppe, er det især gran, fyr og asp, der dominerer, ikke mindst de såkaldte ponderosafyr, som fuldstændigt dækker bjergene omkring Williams. På de lavereliggende strækninger af turen så vi også enebær og pinyon (som også er et nåletræ), forskellige arter bynke og en masse buskagtige vækster, og så en masse græs af en art, som tilsyneladende ikke har noget dansk navn, men som kaldes grama på de kanter. Dyr så vi derimod ikke nogen af bortset fra køer, selv om brochuren havde lovet os muligheden for at se både pumaer, hjorte, egern og stinkdyr, foruden fugle som hvidhovedet havørn (USA's nationalfugl), hornugler, ravne og californisk kondor. Så her har vi noget til gode. Ved vores besøg i 2013 blev vi dog rigeligt kompenseret med kondorer, egern, tykhornsfår og firben.

Kort før vi nåede frem, kom Terese tilbage og uddelte vandflasker. Hun gav også instrukser til de, der havde bestilt en bustur ved Grand Canyon i forlængelse af togturen, og så var det at hun sagde, at hun engang havde hørt, at nogen mente, at livet bestod at et bestemt antal åndedræt. Det var hun slet ikke enig i. Hun mente derimod, at det, der virkelig skabte livet, var alle de øjeblikke, hvor man havde oplevelser, der fik én til at tabe vejret. Og sådanne oplevelser kunne vi se frem til mange af, under vores ophold ved Grand Canyon.

Når man mister vejret

Det første glimt af Grand Canyon og det første tilbageholdte åndedrag

Ïnden vi forlod toget spurgte vi Terese, hvor langt hun troede, vi kunne gå, og stadig nå at være tilbage ved toget inden afgang, og hun gav os nogle ideer. Så da vi stod af toget, fandt vi et busstoppested for de gratis busser, der kører rundt i området. Denne rute (blå) førte rundt iselve landsbyen, og den krydsede den røde rute, der løb mod vest langs canyonen. Da vi kom ud af bussen på den blå rute, kunne vi se en lang, lang række af mennesker, der ventede på at komme på den røde. Der holdt en bus ved busstoppestedet, og chaufføren fortalte mig, at hun mente, at med sådan en kø, skulle vi nok vente mindst en time på at komme med bussen. Mens vi diskuterede, hvad vi skulle gøre, kom en pige hen til os. Hun viste sig at være dansk, og hun havde overhørt vores samtale. Hun foreslog, at vi gik ud til næste stop. Det var ca. 1.000 meter langs kløften, og ifølge hende forlod så mange bussen her, at man nemt kunne få plads på den første bus, der kom forbi. Vi takkede hende og gik afsted med rygsæk, kamera og vandflasker. Vi havde i øvrigt en dejlig tur langs kanten, hvor vi faktisk måtte tilbageholde åndedrættet en del gange undervejs; så imponerede var vi over udsigten.

Ved det næste stoppested kom vi ganske rigtigt med den første bus, og den tog vi så et enkelt stoppested, hvor vi igen stod af for at nyde synet af kløften. Da der kom en ny bus tog vi denne ud til Mojave Point, som togstewardessen havde anbefalet, at vi skulle gøre. Her stod vi igen af og nød udsigten over kløften, som her var helt anderledes end ved det første stop. Bagefter gik vi ad en ret smal sti, der visse steder gik helt ude på kanten (nej, der var ikke rækværk), de ca. 1,5 km tilbage til stoppestedet ved Hopi Point. Det var en meget spændende oplevelse at gå ca. 30 cm fra et fald på 1½ km stort set lodret ned, men vi syntes på intet tidspunkt, at det var farligt. Og på trods af at Grand Canyon er USA's næstmest besøgte nationalpark, mødte vi faktisk forbløffende få mennesker på vores spadseretur. Den meste besøgte nationalpark er Great Smoky Mountains NP i Tennessee og North Carolina, der har tre gange så mange besøgende som Grand Canyons 4,7 millioner årlige gæster.

At beskrive Grand Canyon er ganske simpelt umuligt, og selv billeder yder den ikke retfærdighed, specielt ikke dem, vi tog, for der var ret meget varmedis den dag. Men flot er den, og den bedste måde at udtrykke det på, at nok at sige som én af mine tidligere kolleger, at "det s'gu er et imponerende hul, de har fået anlagt" - og flere gange måtte vi stoppe med at trække vejret over udsigten. Heldigvis kom det i gang igen J. Selve kløften, der skærer sig ned i Colorado Plateauet er 446 km lang, 29 km bred på det bredeste sted og visse stedet mere end 1.600 meter dyb. Der findes dybere kløfter i USA, fx i Idaho, men ingen af dem er så imponerende et syn som Grand Canyon med de mange farver, og mange eroderede klippeformer, som er med til at gøre kløften til noget helt særligt, og den lokker altså også millioner af mennesker til hvert eneste år.

Mere Grand Cenyon

Da vi kom tilbage til stoppestedet ved Hopi Point, var der mange mennesker, der ventede på at komme med bussen tilbage til landsbyen, og selv om vi brugte en del tid til at se på naturen ved det stop, hvor vi jo ikke havde været før – der var specielt en god udsigt til floden mere end en kilometer nede i dalen – blev der ikke færre. Vi kom dog med den 3. bus der kom, selv om vi var de allersidste, der var plads til. Tilbage ved blå linie kunne vi til gengæld se, at hvis vi skulle vente på at komme med en bus her, ville det komme til at knibe med at nå toget, så vi valgte at gå tilbage til stationen, som vi nåede ca. ½ time før "pøblen" skulle gå ombord. Vi første klasses passagerer havde et kvarter ekstra! Vi have altså tre kvarter, til vi skulle være i toget, og vi var ret tørstige, så vi besluttede at gå op ad bakken til El Tovar hotel, som ligger lige oven for jernbanestationen. Hotellet er bygget i 1905, og det er det ældste hotel, der ligger helt ude ved Grand Canyon. På trods af beliggenheden er priserne ikke overvældende. Man kunne i 2006 få værelser fra omkring 140 dollars per nat i juli måned, og det er ikke galt på et turiststed. (I dag er prisen en del højere, op til $600+ i højsæsonen). Til gengæld skal man være hurtigt ude, for der er mange, der reserverer flere år forud. Hotellet blev bygget af Fred Harvey, en englænder, der revolutionerede amerikansk hotelservice. Han opfandt blandt andet "Harvey Girls", som var servitricer, der i bedste engelske stuepigestil (sort kjole med hvidt, stivet forklæde og kappe), serverede for gæsterne på hans hoteller, og der blev lavet ny, frisk kaffe hver anden time, uanset om den tidligere kande var tømt eller ej!

Det viste sig nu, at køen i hotellets butik var for lang til, at vi gad stå i den, så i stedet valgte vi at besøge Hopi House. Hopi House, der også er fra 1905, er et galleri/butik, der sælger indiansk kunst og kunsthåndværk – og i dag også mere souvenirprægede ting. Huset er tegnet af en berømt arkitekt, Mary Jane Colter og holdt i den stil de gamle Pueblo indianere byggede i (hopierne er en del af Pueblo folket). Vi købte derfor et par T-shirt, som kun sælges her, og en kasket til mig; Dorte havde allerede fået én i San Francisco, så nu var det min tur. Nå ja, og så de vand, vi var gået op for at købe. Da vi kom ud af huset var der optræden af nogle navajo indianere. Først spillede en musiker en af sit hjemlands vemodige melodier på fløjte, og derefter var der trommedans. Vi nåede at se to unge mænd danse "Bow and Arrow Dance", en dans som danses i forbindelse med navajoernes healingceremonier, og desuden så vi begyndelsen af to unge pigers "Navajo Maiden Dance", der skal vise de unge mænd, hvor gode pigerne er til de huslige pligter, som en navajo kvinde skal kunne. Denne dans nåede vi desværre ikke at se færdig, da vi jo skulle nå vores tog.

Plyndret af togrøvere

Returbilletterne var til samme vogn, som vi havde kørt ud i, selv om det var andre pladser, så det var igen Terese, der var værtinde. På hjemturen blev vi igen underholdt med sang, men denne gang var det en hvid countrysanger. Han sang udmærket, men det var ikke helt så spændende som Clarence Clearwater, og han præsenterede sig da heller ikke. I øvrigt talte han meget længe før han kom i gang, så det blev kun til to sange, inden han skulle videre til de, der sad i udsigtskuplen på øverste etage. Terese serverede nye drinks (igen mod betaling) og denne gang drak vi en Canyon Sunset, som var baseret på kokosrom og ananasjuice og som smagte ganske fortræffeligt. Prisen var den samme som på vejen ud. Senere fik vi så kaffe, ost, kiks, frugt og champagne. Mens vi spiste og drak, kunne vi så igen nyde naturen på vej tilbage til Williams.

Overfaldet af togrøvere

Da vi nærmede os byen, blev toget stoppet af togrøvere på heste med tørklæder for ansigtet (røverne, ikke hestene), men trods det var de nu ret lette at genkende. Det var de samme, som sheriffen havde skudt om morgenen! Til gengæld var sheriffen blevet udskiftet, men han var måske død i mellemtiden. Jeg har glemt hvad banden hed, men, på den anden side af toget holdt en hestetransport klar til at køre hestene tilbage til byen, når røverne var kommet ombord i toget. Den detalje ser man sjældent i westerns! Her finder hestene åbenbart selv hjem, eller løber videre sammen med toget. Man får i hvert fald aldrig en forklaring på, hvordan skurkene i næste scene igen kan sidde på de heste, de netop har forladt for at springe på et tog i fuld fart. For at ingen skulle komme noget til, standsede vores tog helt op, så røverne kunne komme standsmæssigt ombord.

Terese øvede længe med os, for at vi skulle virke passende forskrækkede, når røverne kom til vores vogn, og efter to, tre forsøg var hun tilfreds. Da de var startet i den første vogn, og vi var i en af de sidste, skulle de lige igennem Pullman vogn A, B, C, D, og så 4 navngivne vogne, inden det blev vores tur, men som hun sagde: "Have patience – you will all be robbed". Hun fortalte endvidere, at røverne beholdt det, de røvede, og de gav ikke byttepenge, så Dorte skyndte sig at finde en dollarseddel frem, som de kunne røve! Efter en del ventetid kom røverne så til vores vogn. To styk. Det vil sige den ene fortsatte til de "rige" oven på, så der var kun én røver til at røve os alle (der var ca. 15 mennesker i kupeen), men det lykkedes, selvom han blev lidt overrasket, da passageren på sædet foran vores viste sig at være en katolsk nonne fra Taiwan. Her vidste han ikke helt, hvordan han skulle gribe sagen an, men hun insisterede på at blive røvet på lige fod med alle andre. Og så tog røveren også hendes fattige spareskillinger. Da alle vogne var blevet røvet, blev røverne så fanget af sheriffen, med god hjælp af de tilstedeværende børn, som hurtigt udpegede røvernes gemmested. Men de blev åbenbart hurtigt løsladt igen, for da vi forlod vognen på stationen stod både sherif og røvere pænt uden for og gav hånd.

Da røveriet var overstået, fortalte Terese, at når man som hun, blev røvet fire gange om ugen på samme tid og sted hver dag, gik lidt af overraskelsen efterhånden af. Til gengæld underholdt hun selv med historien om første gang, hun prøvede at ride, og endte med hovedet under hesten fordi sadlen ikke sad fast. Det grinede alle meget af, hvilket hun var helt uforstående overfor. Men hun indrømmede dog til sidst, at der havde været tale om en mekanisk hest, som man kommer penge i, på samme måde som de rodeotyre, man også kan prøve i forskellige tivolier i Danmark. Lige inden vi ankom til stationen sagde Terese farvel, og hun gik rundt og gav hånd til samtlige passagerer, og så sluttede hun med at sige, at hvis vi ville rose hende overfor selskabet, var hendes navn Terese G (G'et var vigtigt, da der var ansat flere af det navn). Hvis vi ville klage, hed hun May J.

Fra stationen gik vi tilbage til vores B&B, hvor vi slappede af på værelset nogle timer inden vi gik ud for at få aftensmad. Det gjorde vi på en restaurant, vi havde passeret på vej fra stationen, og selv om den var en hel del billigere, end den vi havde brugt dagen før, var maden betydeligt bedre, og det samme var servicen. Efter mad og kaffe (og en fremragende frugttærte) gik vi tilbage til hotellet, Vi skulle være udhvilede til næste dags køretur og forventede 4. juli udskejelser.