Smukke landskaber og en vej, der blev væk
Efter besøget i Grand Canyon
skulle vi igen nordpå. I første omgang til Salt Lake City med et par
overnatninger undervejs. Den første af disse skulle finde sted i Blanding, Utah,
en lille by med omkring 3.000 indbyggere. Her ville vi fejre 4. Juli, men det
skulle komme til at foregå noget anderledes end forventet. Også i 2002 og 2004
havde vi været i USA på nationaldagen, men kun i 2002 i St. Augustine, havde vi
oplevet noget, nemlig det traditionelle fyrværkeri, og det kan du læse om i
artiklen Kurs mod evig ungdom fra det år.I New Orleans i 2004, var det eneste vi
så, n masse mennesker der søgte ind i forskellige parker, bevæbnede med
picnicudstyr og havegrills.
Denne gang ville vi imidlertid prøve noget andet, så vi havde valgt at fejre
dagen i en lille by, fordi vi på film ofte havde set, hvordan man netop i de små
byer fejrer nationaldag med parader, optræden, fællessang og bal osv., og det
kunne vi egentlig godt tænke os at prøve, for det havde vi ikke oplevet ved de
to forrige gange. Men først skulle vi til Blanding - og opleve naturen
undervejs.
Smukke farver og klippeformationer
San Francisco Peaks nær Flagstaff. Den bageste top til højre er Humphreys Peak, Arizonas højeste bjerg.
Vi tog
afsted fra Williams, Arizona forholdsvis tidligt. I første omgang tog vi I-40 de
ca. 45 km til Flagstaff. Denne by er den eneste større by i det nordlige
Arizona. Når man kører forbi Flagstaff på motorvejen, har den en meget
karakteristisk profil på grund af den bjergkæde, der ligger lige nord for byen.
Bjergkæden, San Francisco Peaks, er den højeste bjergkæde i Arizona, og den er
oprindelig en gammel vulkan, der er eroderet, så den nu har adskillige toppe. En
af disse er Humphreys Peak, der med sine 3.850 meter er det højeste bjerg i
staten. Vi forlod motorvejen for at køre ad endnu et stykke af Route 66 gennem
Flagstaff til vi mødte US-89, som fører nord på. Nogle kilometer nord for
Flagstaff ad US-89 gjorde vi holdt for at se på og fotografere den omtalte
bjergkæde. Ved samme lejlighed så vi nærmere på en anden, nu formodentlig
udslukt vulkan, Sunset Crater, som lå ikke så langt fra hovedvejen. Toppen af
vulkanen er 2.451 meter over havet, men da området, hvor den ligger (en del af
Colorado Plateauet), er omkring 2.100 meter over havet, er selve vulkankeglen
kun ca. 300 meter høj. Vi ville ikke betale entre til Sunset Crater National
Monument (8 dollars i alt), så efter et kort ophold ved en rasteplads, hvor vi
kunne se på vulkanen, kørte vi videre nord på. NB! Tim og jeg rådede bod på
manglen på besøg på vores tur i 2010, se artiklen
Tilbage til 50'erne
fra dette år.
Nu fortsatte vi imidlertid ad US 89, og ved byen Gray, hvis man
kan kalde to huse for en by, kørte vi ind i Navajo reservatet, USA's største
indianerreservat. Reservatet er hjemsted for to indianerstammer, dels Navajo
stammen, Navajo Nation, som de helst vil kaldes, og så Hopi stammen, som har
deres eget reservat helt omsluttet af Navajo Reservation. Det kunne jeg fortælle
en lang historie om, og det gør jeg måske en anden gang. Reservatet er ca.
70.000 km2, knap dobbelt så stort som Danmark, og det meste er ørken.
Og det var denne ørken vi nu var på vej ind i. Ved den lille by Cameron, gjorde
vi holdt. Her findes en række butikker, bl. a en trading post og en benzintank
foruden restauranter. Vi besøgte dog først en butik, der solgte indiansk
kunsthåndværk. Da vi kom ind stod ekspedienten og spillede på indiansk lerfløjte,
hvilket faktisk lød rigtigt godt, selv om jeg nok næppe ville nyde 45 minutter
af det på en CD. Vi købte ikke noget, men nøjedes med at gå rundt og nyde de
mange, og meget dyre ting. Blandt andet så vi en krukke og en kurv, som begge
var meget flotte, men da prisen var omkring $1.200 for hver af dem, nøjedes jeg
med at tage et par billeder. Vi så også et meget flot etui til lerfløjter. Det
var broderet med turkiser, perler og sølv, og kostede en bagatel af $13.495 (ca.
80.000 kroner med den tids kurs). Da vi havde set nok, fortsatte vi derfor til
trading posten, der lå ved siden af, og hvor de havde kunsthåndværk af mindre
anerkendte kunstnere, til noget mere fornuftige priser, men stadig meget smukke
ting. Inden vi forlod stedet igen tog jeg er par billeder af Little Colorado
River, der passerer bag trading posten, og som ved denne lejlighed var helt
udtørret.
Fra Painted Dessert øst for Cameron
Cameron ligger i et område, der kaldes Painted Desert, Den malede Ørken. Området strækker sig fra Grand Canyon i vest i et bælte gennem Arizona til grænsen til New Mexico. Tidligere havde vi oplevet Mount St. Helen, de store Redwood skove, Mojaveørkenen og Grand Canyon, og de kommende dage, ja allerede senere samme dag, skulle byde på endnu flere store naturoplevelser, men for mig står turen gennem dette fantastiske landskab, som noget af det mest storslåede, jeg gengang havde set i USA. Hvorfor er egentlig svært at forklare, for landskabet var ikke særligt specielt, bortset fra farverne, så det har nok været dem, der har gjort det. Ørkenen består af bjerge og bakker bestående af skarpt afgrænsede lag af klippe med forskelligt mineralindhold, adskilt af lag af organisk materiale (området har engang været havbund og klipperne er sammenpressede og forstenede aflejringer). Dette får ørkenen til at fremstå som om bakkerne er malet med en pensel i grå, gule og ikke mindst lyserøde nuancer. Mange af farverne ændrer sig efterhånden som lyset skifter, og de skulle efter sigende være smukkest ved solopgang og –nedgang, men det oplevede vi så ikke. Til gengæld nåede vi da at se nogle farveskift, fordi solen skiftevis skinnede og lod være. I selve Painted Desert er der to "større" bebyggelser, hvoraf Cameron er den ene (1.000 indbyggere), og Tuba City (8.000 indbyggere) er den anden. Denne by var vi nu på vej mod, ikke længere af US-89 men af US-160, som netop fører gennem den nordlige del af Painted Desert. Byens navn har intet med musikinstrumentet at gøre, men kommer fra Toova, der er navnet på en tidligere hopi høvding. Det var på turen til Tuba City at Dorte sagde de vise ord: "Hver gang man tror, at nu kan det ikke blive mere imponerende, så bliver det det alligevel". Der er ingen tvivl om, at hvis det er rigtigt at livet består af de øjeblikke, hvor man "taber vejret", så blev der skabt meget liv hos både Dorte og jeg på turen gennem den malede ørken.
Efter Tuba City ebber det dog ud, fordi Painted Desert området strækker sig i sydøstlig retning mod et andet spændende område, Petrified Forest National Park, mens vejen fortsætter mod nordøst. Og det samme gjorde vi gennem byer som Tonmalea og Cow Springs, begge byer med under 500 indbyggere. Her går vejen langs grænsen til Hopi reservatet. Her kørte vi nu ikke ind, men fortsatte mod byen Kayenta. Hele vejen befinder man sig på Coloradoplateauet i omkring 2.000 meters højde, og kort før Kayenta kører man gennem Marsh passet i 2.042 meters højde. Til højre for vejen følger man Black Mesa, der er et højdedrag, der virker meget mørkt, næsten sort. Dette skyldes de kulårer, som findes i store mængder i bjerget. Mesa er et spansk og portugisisk ord, der betyder bord, og bruges i det sydvestlige USA om højdedrag med flade toppe og stejle sider, og dem er der rigtigt mange af. Black Mesa er meget imponerende, men også lidt dystert med sine over 300 meter høje stejle sider og den sortgrå farve.
Et fatamorgana og 4. juli "fejring" i Blanding
Dorte i Monument Valley
I Kayenta forlod vi US-160 og skiftede til US-163, som fører mere direkte mod nord til grænsen til Utah. Vejen fører også gennem udkanten af Monument Valley, hvor der ligger en "park", Monument Valley Navajo Tribal Park, og den ville vi gerne besøge. På strækningen mellem Kayenta og Monument Valley, oplevede vi, hvad det ville sige at køre på en "Long and Lonesome Road", en lang, fuldstændigt lige vej, og stort set kun os der kørte på den bortset fra en enkelt modkørende i ny og næ, men ingen, der kørte i samme retning som os. Vi forlod hovedvejen og kørte til parkens visitor center, hvor vi dels nød udsigten over de mange opragende klipper (buttes), som har givet parken dens navn, dels nød en kop kaffe og en portion frugtpie. Vi nåede kun at se en brøkdel af parken, men det, vi fik set, var igen særdeles imponerende. Som tilfældet var med Grand Canyon er Monument Valley meget svær at beskrive retfærdigt, men heldigvis har de fleste set stedet, i hvert fald på film, da det har dannet kulisse for mange westerns og andre film. Fx har John Ford indspillet ikke mindre end 10 film i Monument Valley, og scener fra Sergio Leones "Once Upon a Time in the West" er også optaget her. Det samme er enkelte scener fra Tilbage til fremtiden Del III. Og selv da vi forlod parken, fortsatte det meget imponerende landskab. Det er i øvrigt her på US-163, at Tom Hanks løber i filmen "Forrest Gump", da han pludselig chokerer sine "medløbere" ved at stoppe op og meddele, at nu er han træt og tager hjem.
Vi var nu kørt ind i Utah. Da vi oprindeligt planlagde turen hjemmefra havde vi talt om at overnatte i byen Mexican Hat, men havde altså skiftet mening og i stedet valgt Blanding. Men netop ved Mexican Hat kørte vi ud af Navajo reservatet, og vi så lidt på byen, mens vi kørte igennem. Byen er meget lille, den mindste bortset fra Gray, som vi havde kørt gennem på hele 2006-turen. Ved den folketællingen i 2000 var der 88 indbyggere, og der er ikke kommet flere siden - tværtimod (31 i alt ved folketællingen i 2020), men der var dog et par moteller, så vi kunne have overnattet der. Byen ligger ved San Juan floden, og den har navn efter en meget karakteristisk klippe, som ligger lige uden for byen. Den ligner en omvendt sombrero, og den måtte vi naturligvis fotografere. Det var selvfølgelig ikke nok at se klippen på afstand, næh, vi skulle tæt på. Så vi forlod landevejen og kørte ad en lille grusvej ned mod klippen. På vejen overhalede vi en fodgænger. Det viste sig at være en ung dame, kun iført solbriller, sandaler og bikini, som så lidt irriteret ud (damen, ikke bikinien), måske på grund af støvet, der hvirvlede op af vores bil, selv med en hastighed på under 10 km i timen. Jeg ville gerne have snakket med pigen, mest for at høre, hvor hun var på vej hen i det outfit, for i den retning hun gik, var der absolut intet vand i sigte - kun ørken, klipper og mere ørken, men måske er det muligt at svømme i San Juan River, og det kan have været hendes mål eller også var hun på vej hjem fra en badetur i den modsatte retning. Desværre var hun forsvundet, da vi kørte tilbage mod vejen, så enten passerede hun "hatten", hvilket hun ikke havde haft tid til uden at løbe stærkt, eller også var hun simpelthen et fatamorgana af en kvinde, der gik på en strand i Californien!
Klippen,
der har givet navn til bebyggelsen Mexican Hat
Efter at besøgt "hatten"
og set fatamorgnadamen, kørte vi videre mod nord. Ved byen Bluff sluttede US 163
ved mødet med US 191, som vi så skiftede til. Og den blev vi på resten af vejen
til Blanding, og vi gjorde ikke flere
stop før vi nåede byen, som lå ca. 75 km nord for Mexican Hat. Her fandt vi
ganske nemt et hotel. Vi fik et værelse, som for første gang lå i stuen med dør
ud til verden, så vi kunne parkere bilen lige uden for værelset, og få vores
kufferter slæbt ind uden at skulle op ad trapper. Efter at have pakket ud og
slappet af en times tid, var vi klar til at fejre 4. juli sammen med de lokale.
Vi gik derfor over i receptionen for at høre, om damen, der passede den, kendte
nogle gode restauranter. Det viste sig, at der kun var to af slagsen i hele
byen, men hun var ikke sikker på, om de havde åbent. Den ene lå lige på den
anden side af gaden, og der kunne vi hurtigt konstatere, at den i hvert fald
havde lukket. Den anden lå ved byens udkant i den retning vi var kommet fra, så
vi entrede bilen og kørte tilbage i samme retning og fandt da også restauranten.
Da vi forsøgte os, viste det sig imidlertid, at også denne var lukket. 4. juli
er åbenbart helligdag i Blanding, hvor ingen spiser ude. Der er tilsyneladende
stadig kun få spisesteder i byen, og kun det ene af de to, vi prøvede
(restauranten lige overfor hotellet) eksisterer i dag.
Det eneste vi kunne finde, var en Subway, og det er jo ikke helt
det samme som en restaurant, men vi købte et par sandwich, som vi kunne tage med
hjem til hotellet. I et nærliggende supermarked ville vi have købt et par øl,
men det solgte de ikke, heller ikke vin eller spiritus. I følge kassedamen
skulle man køre 30 km mod nord til den statslige spiritusbutik, hvis man ville
have noget at drikke, der var stærkere end cola, så det opgav vi, og nøjedes med
sodavand. Der var heller ikke hverken fyrværkeri, parader eller anden officiel
hyldest til Uafhængighedsdagen, så hvis man overhovedet har fejret den i
Blanding, har det været under private former. Så det blev som planlagt en
anderledes 4. juli. Den blev nemlig fejret i fred og ro på værelset med kolde
sandwich, chips og sodavand, mens vi så TV, til vi kedede os for meget og faldt
i søvn.
Omvej
Næste dag havde vi
planlagt en kort tur fra Blanding til Moab kun omkring 120 kilomenter nordpå.
Men i stedet for at tage den direkte vej, besluttede vi os for en lille omvej.
Vi forlod derfor Blanding mod syd og fortsatte i den retning, indtil vi mødte
Utah Road 262, også kendt som Hovenweep Road. Her drejede vi mod øst gennem
nogle meget spændende bjerglandskaber til byen Montezuma Creek. På denne tur
passerede vi open range område (hvor køer og heste ikke er hegnet ind, men går
frit omkring) og måtte faktisk stoppe, fordi en flok heste krydsede vejen. I
dette område var Utah-ørkenen ikke rød, som den havde været længere mod syd og
også længere mod nord, men snarere grålig gul, og der var endda klipper med
grønlig farve. Vi nåede Montezuma Creek uden problemer, men så lavede vi en af
de få navigationsfejl, vi indtil da havde lavet i USA og fortsatte lige ud i
et kryds, hvor vi skulle have drejet til højre. Vi endte på en grusvej og
besluttede at vende om og vende tilbage til krydset. Senere erfarede vi, at vi
kunne have fortsat på grusvejen, men det vidste vi ikke på det tidspunkt. I
krydset skiftede vi til UT 162, og tog denne til vi igen mødtes med US 160. Vi
ville også have mødt 160, hvis vi var fortsat på grusvejen (Red Mesa Road) og et
sted langs vejen ville vi have passeret statsgrænsen til Colorado. Da vi nåede
US 160, kørte vi mod først sydøst og siden nordøst og krydsede en anden grænse,
denne gang mellem Colorado og New Mexico.
Dorte
besøger fire stater på samme tid. Four Corners Monument
Men hvorfor al denne
køren rundt i flere stater? Jo, vi ville simpelthen besøge Four Corners
Monument, der ligger inde i Navajo-reservatet. Dette er det eneste sted i USA,
hvor fire stater mødes, og her er konstrueret et monument. Navajoerne tog en
lille entré, men ikke mere end det var til at betale. Der var ikke mange
mennesker ved monumentet den 5. juli, men vi skulle stadig stå i kø for at at
komme til at stå med fødderne på selve monumentet, så vi senere kunne sige, at
vi havde været i fire stater på samme tid. Vi ventede dog pænt på at det blev
vores tur og tog et par billeder, men da det blæste ret meget, blev vi ikke
længe.
Vi vendte tilbage til hovedvejen og fulgte denne østpå ind i
Colorado, hvor vi forsøgte at finde triple-6 (U.S. Highway 666) nær byen Cortez.
Vi kan godt lide kort og stoler normalt på dem, men af en eller anden grund
svigtede vores nu meget lasede og slidte Rand McNally Road Atlas, som har fulgt
os på adskillige roadtrips i USA, og som havde tjent os ret trofast her. Måske
skulle vi have købt en opdateret version :-). Således forsøgte vi forgæves at
lokalisere US Route 666, som skulle føre fra Gallup, New Mexico via Cortez,
Colorado til Monticello, Utah. Vores plan var at møde vejen et sted i Cortez og
følge den til Monticello, og vi fandt en vej, der gik i den rigtige retning. Det
var dog US Route 491, ikke US 666. Vi fulgte alligevel denne vej, og den førte
faktisk gennem Cortez og fortsatte nordvest til Utah og til sidst til Monticello.
Senere erfarede vi, at vejen var blevet omnummereret, da tallet 666 for mange
mennesker var forbundet med "dyrets tal" i Johannes Åbenbaring. 666 anses for at
repræsentere Antikrist eller Satan, og U.S. 666 blev faktisk kaldt The Devil's
Highway. Da der skete mange trafikulykker på vejen, mente nogle, at vejen var
forbandet, og at djævelen regerede der. Derfor blev det i 2003 besluttet at
ændre vejnummeret. Desværre for os havde vores 2002-udgave af RandMCNally
Roadatlas ikke forudset dette. Og lige så godt, fordi vi havde haft et nyere
kort, havde vi aldrig slået historien op om, hvordan Djævelens hovedvej blev
helbredt for sin forbandelse ved at ændre dens nummer. Her fra Johannes:
"Jeg så et andet dyr komme op af jorden; det havde to horn som et lam, men talte som en drage. Det udøver hele det første dyrs magt for dets øjne; og det får jorden og dem, der bor på den, til at tilbede det første dyr, det hvis banesår blev lægt. Det gør store tegn, så det endog får ild til at falde fra himlen ned på jorden for øjnene af menneskene. Det forfører dem, der bor på jorden, med de tegn, som det har fået givet at gøre for dyrets øjne, og siger til dem, der bor på jorden, at de skal lave et billede af dyret, der fik sværdhugget og kom til live. Og det fik givet at blæse livsånden i dyrets billede, så dyrets billede også kunne tale og få alle dem dræbt, der ikke vil tilbede dyrets billede. Det får alle, store og små, rige og fattige, frie og trælle, til at sætte et mærke på deres højre hånd eller deres pande, så ingen kan købe eller sælge undtagen den, der bærer dette mærke, dyrets navn eller dets navns tal. Her kræves der visdom! Den, der har forstand, må regne på dyrets tal, for det er et menneskes tal. Dets tal er 666."
Undervejs ad Route 491 blev vi igen overraskede over, hvor meget
landskabet kan skifte, selv på korte afstande. I det sydlige Utah og ved Four
Corners, var der som nævnt tale om et grågult ørkenlandskab med vinderoderede
bakker. Sådan så der også ud, da vi kørte ind i Colorado via Mountain Ute
Reservatet, men omkring byen Cortez ændrede landskabet karakter, og der kom
grønne marker med korn og kvægbrug (her var kvæget indhegnet, og gårdene
tilsyneladende forholdsvis små) og i byen var der sågar en kvægauktion. Nord for
Cortez ændrede landskabet igen karakter, og blev mere ørkenagtigt og bjergrigt,
og da vi nåede tilbage til Utah, var det igen de røde farver, der dominerede.
Ved Monticello stødte vi igen til US 191 efter at have spist en sen frokost i
byen. Denne vej fulgte vi videre til Moab efter en samlet strækning på 440 km,
så vores lille udflugt havde "kostet" en omvej på 320 km.
I Moab fandt vi et motel, der annoncerede med et gæstevaskeri. Vi gjorde dog
ikke noget ved vasketøjet på det tidspunkt, men bar kufferterne til vores
værelse og tog så afsted igen.
2000 buer
Det sidste mål for
dagen var en af de to nationalparker, der ligger nær Moab, nemlig Arches
National Park, hvor indgangen ligger omkring fem miles nord for byen. Der er
omkring 50 miles asfalterede veje (og nogle ikke asfalterede) i parken, og vi
tilbragte omkring fire timer der. Vi valgte at se nærmere på fire af de ca.
2.200 registrerede buer i parken. Det er det største antal naturlige buer, som
er samlet i det samme område noget sted i verden. Derudover så vi en del andre
ting, såsom forstenede klitter og opretstående sten, med eller uden overliggende
sten, nogle lignede mest en unævnelig del af mandens krop :-). Men ellers er
parken meget smuk, med den samme rødbrune farve, som også findes i Monument
Valley. Det første stop vi gjorde var ved Balanced Rock, en opretstående sten,
40 meter høj, med en balancerende sten på toppen. Vi forlod bilen og gik en kort
tur rundt om klippen for at se på den fra alle sider.
Delicate
Arch i Arches National Park
De første tre buer vi
besøgte var Skyline Arch, Sand Dune Arch og Broken Arch. Vi tog den asfalterede
vej gennem parken så langt den rækker, til en parkeringsplads ved det såkaldte
Devil's Garden Trail. Der er flere buer længere ude i parken, men dem skal man
gå et godt stykke vej for at komme frem til, og da det var sent på
eftermiddagen, valgte vi at springe dem over og i stedet at gå til Skyline Arch,
kun omkring 800 meter fra parkeringspladsen. Dette var den første bue, vi
fotograferede i parken, men ikke den første i det hele taget, da vi allerede
dagen før havde taget billeder ved Wilson Arch syd for Moab. Ved næste stop
besøgte vi Sand Dune Arch, også 800 meters gang fra parkeringspladsen, hvor vi
efterlod bilen ved den lejlighed. Sand Dune Arch har sit navn fra en stor klit
under og omkring buen. Den næste tur førte os fra den samme parkeringsplads (dog
i en anden retning) til Broken Arch, næsten halvanden kilometer hver vej. På
vejen havde vi tid til at beundre noget af floraen og faunaen i området. Vi så
blandt andet forskellige kaktusser, med og uden blomster, blackbrush scrub (som
ikke har et dansk navn), enebær og såkaldt "kryptobiotisk skorpe" Sidstnævnte er
et lag af forskellige mikroorganismer, der er ekstremt vigtige for livet i
ørkenen, og man advares på flere skilte om ikke at træde på disse skorpearealer,
da de er meget skrøbelige. Af fauna så vi kun en lille hare og nogle fugle.
Den sidste bue vi havde planlagt at se var Delicate Arch. Det er
sandsynligvis den mest berømte naturlige bue i verden, og den er afbildet på
Utahs nummerplader. Den står alene på en forblæst klippe, og bliver af de
fleste, inklusive os, anset for at være meget smuk. For at komme til denne bue
skal man gå omkring 3 miles med en stigning i højden på 150 m. Denne gåtur kan
være trættende, og man skal regne med at bruge 2-3 timer på den. Vi havde ikke
så meget tid, så vi valgte at nøjes med at se buen på afstand. Dette kan gøres
to steder. Den ene, kaldet Delicate Arch Viewpoint, ligger kun 100 meter fra en
parkeringsplads, og turen her er "bedragerisk flad og uden forhindringer" (som
Rowab Atkinson siger i en sketch). Den sidste mulighed er at tage en ca. en halv
kilometer lang sti med en stigning på 60 meter til toppen af en bakke på den
anden side af en canyon, hvor Delicate Arch står på den anden side. Dette giver
et godt udsyn over buen, men man kan ikke krydse canyonen. Vi havde som nævnt
ikke meget tid, så vi valgte den sidste løsning, og selvom stien nogle steder
var ret stejl, så var det det værd. Udsigten fra toppen af bakken, både til
Delicate Arch og til området generelt, var fremragende, og vi tilbragte et
stykke tid her, før vi vendte tilbage til bilen og satte kursen mod motellet. På
vej tilbage mod indgangen stoppede vi for at tage nogle billeder af de
forstenede klitter. Disse klitter bestod oprindeligt af sand, men senere
pressede aflejringer af klippe sandet til sandsten, og da de overliggende
sedimenter eroderede igen var kun de forstenede klitter tilbage.
På vej tilbage til hotellet spiste vi aftensmad, for jeg ved ikke hvilken gang på en mexicansk restaurant (som nævnt i en tidligere artikel, var Dorte blevet bidt af en gal mexicaner på den tur). Maden var nu udmærket, og da vi havde spist, vendte vi tilbage til hotellet og vores vaskeri. Senere sad vi på vores værelse og nød udsigten til bjergene i det fjerne, der skiftede farver, mens solen gik ned.
Skiftende landskaber
Efter at have
besøgt Moab, skulle vi forlægge mod nordvest til Salt Lake City. Vi skulle sige
farvel til ørkenen, og i stedet så småt sige goddag til de første udløbere af
Rocky Mountains. Men det første stykke vej, var der nu stadig ørken. Vi kørte
fra Moab mod nord ad U.S. Highway 191 forbi indgangen til Arches nationalparken,
og forbi indkørslen til en anden nationalpark, Canyonlands National Park. Den
havde vi ikke tid til at se, men jeg kan da fortælle, at det er her (eller
rettere i naboparken Dead Horse Point State Park) at Thelma og Louise kører
deres bil ud over en klippeskrænt i filmen af samme navn. Vi gjorde heller ikke
stop her, men fortsatte mod nord til vi ramte Interstate 70, som vi ville følge
mod vest omkring 25 miles, inden vi igen skulle dreje fra og køre mod nord.
Planen var, at vi samtidigt ville besøge den rasteplads, der lå efter ca. 5
miles kørsel ad I-70, for her at tage en biologisk pause. Men sådan skulle det
ikke komme til at gå, for da vi nåede motorvejen var der vejarbejde, og et skilt
meddelte at dette ville vare omkring 20 miles. Og på grund af vejarbejdet, var
den pågældende rasteplads lukket. Der var heller ingen frakørsler fra motorvejen
før vi selv skulle dreje fra, så der var ikke andet at gøre, end at vi måtte
holde os, til vi kunne finde et sted i naturen. I øvrigt skulle dette vejarbejde
blive indledningen til en lang periode med utallige vejarbejder, som fulgte os
på resten af denne tur og ikke kun på de større veje, også på de små.
Da vi nåede det sted, hvor US 191 igen forlod motorvejen (den deler vejbane med
motorvejen på en strækning), forlod vi I-70 og kørte nord på ad US 191. Her
oplevede vi igen at landskabet skiftede udseende. Det var stadig ørken lige som
nede omkring Moab, men ikke længere med de røde klipper og det røde sand, som
det havde været hele vejen op til I-70. Nu var klipper og sand mere gulgrå eller
hvidgrå, og der begyndte at komme noget buskagtig bevoksning. Undervejs ad 191,
fandt vi et sted, hvor vi kunne køre ind til siden, og få strakt benene og taget
et par billeder.
Landskabet
blev grønnere, da vi kom op i bjergene
Efterhånden som vi kom
længere og længere nord på, begyndte terrænet igen at skifte karakter. Ørkenen
blev efterhånden afløst af græsklædte bjergskråninger, som blev højere og højere
og der begyndte at komme spredte nåletræer, og pludseligt var det hele grønt, og
man skulle ikke tro at vi få timer tidligere havde kørt rundt i ørkensand. Fra
byen Price kørte vi for alvor op i bjergene, og flere gange undervejs, blev vi
ramt af vejarbejde. Selv om både U.S. 191 og U.S. 6 som vi senere skiftede til,
er hovedveje, er de ikke specielt brede. Så når den ene vejbane var spærret,
kunne der kun køre trafik i den ene retning ad gangen. Her oplever man for
alvor, at lønningerne i USA er lavere end i Danmark. I Danmark ville vi
formodentlig have placeret et trafikreguleringsstoplys, der kun ville have
tilladt trafik i en retning ad gangen. I USA placerer man en mand eller kvinde
med et skilt i hver ende, og ved lange vejarbejder tillige på midten. På skiltet
står på den ene side SLOW og på den anden side STOP. De to (tre) mennesker står
i forbindelse med hinanden via walkie-talkier, og på den måde reguleres
trafikken, og det hele går som regel forholdsvis glidende. De tre menneskers
løn, er altså billigere end prisen ved at opsætte et stoplys. Til gengæld er der
beskæftigelse til nogle, som måske ikke ellers kan få job. Så kan man jo selv
afgøre, hvad der er bedst.
På vej fra Price til Helper og videre op i bjergene mod passet
ved Soldier Summit går vejen mange steder langs med jernbanelinjen. Det er
primært en godslinie, men også passagertog mellem Chicago og Emeryville i
Californien kører ad denne banestrækning. Da vi kørte nede i Arizona, specielt
på Route 66, så vi en masse godstog, der kørte på jernbanen langs vejen. De
fleste havde tre eller fire lokomotiver foran, og trak mellem 80 og 100 vogne.
Den rekord blev dog slået på vej gennem bjergene her, hvor vi så et godstog,
stadig med fire lokomotiver foran. Hvor mange vogne der var, ved jeg ikke, for
da jeg havde talt til 120, kørte vi ind i en tunnel, og så kunne jeg ikke
længere tælle, men da vi kom ud af tunnellen igen, kørte toget stadig ved siden
af vejen – selv om det kørte i den modsatte retning af os. Et gæt er, at der har
været mindst 150 vogne på toget og det afsluttedes med et lokomotiv bagest også.
Et sådant lokomotiv bag togstammen, bruges ofte (og især i gamle dage, da tog
blev trukket af damplokomotiver) når tog skal over høje bjergpas, og det kaldes
en "Helper". Disse "Hjælpere", blev i gamle dage kørt i venteposition, når de
ikke var i brug. Der, hvor "hjælperne", der hjalp togene over Wasatch Plateauet,
som bjergområdet her kaldes, stod parkeret, opstod byen Helper, som altså har
sit navn fra hjælpelokomotiverne. Senere mødte vi mange flere tog, men med noget
færre vogne – omkring 60-70 stykker. Det var til gengæld alle tomme
kultransportvogne, som vi gættede på, skulle til de mange kulminer omkring
Helper og Price, som simpelthen ligger i Carbon County. Lige efter Helper
drejede vi mod nordvest og skiftede til US-6. Var vi blevet på US-191 var vi
kørt ind i Uintah og Ouray indianerreservatet, som er det største
indianerreservat i Utah, og det næststørste i hele USA. Kun navajo reservatet,
som vi tidligere havde besøgt er større. Til gengæld er det ikke nær så tæt
befolket som navajo reservatet. Her bor der omkring 300.000 navajoer på de
70.000 km2 (11 pr. km2) som reservatet dækker. I Uintah
reservatet, som er på 18.000 km2 bor der kun 19.000 mennesker (ca. 1
pr km2). Det er i øvrigt Ute stammen som bor i reservatet. Vi kørte
altså uden om reservatet, og det samme gjorde sig gældende næste dag, da vi
fortsatte mod nordøst. Uintah er også navnet på en bjergkæde, den eneste større
bjergkæde i USA, der løber øst-vest, og det var i udkanten af denne bjergkæde,
vi befandt os.
Ved en rasteplads ved Soldier Summit gjorde vi holdt. Her var der toiletter, så
dem benyttede vi os af. Desværre lå de ret langt fra det sted, hvor vi kunne
stille bilen, for da vi kom derhen, var plænen omkring toiletterne fyldt med
nogle små festlige dyr, der hele tiden rejste sig på bagbenene for at kigge på
omverdenen, desværre, fordi vores kameraer lå i bilen, og vi orkede ikke at gå
tilbage for at hente dem. Så det blev ikke til nogen fotos af de små jordegern (uintah-jordegern
fandt jeg senere ud af at de hedder). Soldier Summit er i øvrigt dels et
bjergpas, dels en (spøgelses)by. Da jernbanen mellem Denver og Salt Lake City
flyttede sit depot til Helper "døde" Soldier Summit, men nogle af husene står
der endnu, så her er der tale om en "rigtig" spøgelsesby, men efterhånden er de
fleste huse ved at forsvinde og kun fundamenterne er tilbage. Efter at vi havde
passeret bjergpasset i 2.200 meters højde, gik det igen nedad mod byen Provo.
Her mødte vi I-15, som vi tidligere havde kørt på nede i Californien og Nevada,
og den tog vi så videre mod Salt Lake City, som var dagens mål. Her havde
vi ikke bestilt hotel, men vi fandt et inden for gåafstand ad byens centrum.