Møde i Yellowstone

Så skulle vi videre fra Salt Lake City i Utah til Jackson i Wyoming, hvor vi jo dagen før havde bestilt værelse på Best Western The Logde. Det var den 7. juli 2006; dagen efter havde vi bryllupsdag, og den ville vi fejre i Yellowstone National Park, og Jackson ligger ikke så langt syd for parken, så det var et udmærket udgangspunkt.

Gennem smukke bjerge til Jackson

På vej gennem bjergene mod Bear Lake

Efter morgenmad på hotellet (nok den bedste morgenmad på turen), forlod vi Salt Lake City omkring 08.30 med kurs mod Wyoming. Vi kørte ad I-15 mod nord, indtil vi nåede byen Brigham. Her skiftede vi til U.S. Highway 89, som vi skulle køre på det næste par dage. Hovedvejen var i begyndelsen en forholdsvis bred vej, men efterhånden som vi kørte op i Wasatch Range, som er den udløber af Rocky Mountains, der ligger øst for Salt Lake City, blev vejen smallere og smallere. Fra byen Logan går vejen langs Logan River og gennem et forholdsvist højt bjergpas til Bear Lake. Turen gennem bjergene var særdeles smuk, selv om den blev skæmmet af to længere vejarbejder. Ved begge disse vejarbejder var vi så uheldige, at skiltemanden vendte STOP siden af skiltet mod os, netop som vi kom kørende, og da vejarbejderne strakte sig over forholdsvis lange afstande, måtte vi hver gang holde en rum tid, før vi kunne køre videre. Området her oppe i bjergene rummer et populært vintersportssted, Beaver Mountain Ski Area, men det så vi nu ikke meget til her i juli måned. Til gengæld er Bear Lake helt klart et populært sommerudflugtssted, hvilket vi ikke kunne undgå at se, da vi kom over bjergene og ned til søen. Garden City, som var den by, vi kom ned til efter at have passeret passet, var fyldt med campingpladser og marinaer, og der var utroligt mange ude på søen i alle slags både, flest dog med sejl. Ved vejen langs med søen så vi skilte, der forklarede, at vejen vi nu kørte på, var en del af det gamle Oregon Trail, som i 1800-tallet var en af de vigtigste ruter, når nybyggere rejste mod vest. Navnet fik sporet selvfølgelig fordi dette endte i Oregon, men også nybyggere, der slog sig ned mange andre steder, rejste ad denne rute.

Dette hjørne af Idaho er meget internationalt - i hvert fald når det gælder bynavne. Den første internationale by vi mødte, var Paris. Den lokale version af denne verdensstad har omkring 550 indbyggere og intet Eiffeltårn i modsætning til Paris, Texas, så vi kørte bare durk igennem, og videre til endnu en hovedstad, nemlig Bern. Denne by er så lille, at den slet ikke tælles selvstændigt i de folketællinger, som gennemføres i USA hvert 10. år. Mellem Paris og Bern havde vi i øvrigt også været i Ovid, der heller ikke er specielt stor, selv om den er opkaldt efter en stor digter. I "storbyen" Montpelier tog vi en pause for at spise frokost. Denne by havde omkring 2.500 indbyggere, så det er faktisk den største by i dette sydøstlige hjørne af Idaho.

Frokosten blev indtaget på Butch Cassidy Restaurant og Saloon, og bestod af suppe og salat, som i øvrigt begge dele var rigtigt gode. Vi undrede os lidt over, hvad Butch Cassidy havde med dette beskedne sted at gøre, men det viste sig, at han en gang i 1896 havde plyndret byens bank, som var den første bank i det sydøstlige Idaho. En mindeplade på US 89 "fejrer" episoden. Noget må der gøres, når der ikke er meget andet at prale af. Efter maden fortsatte vi mod grænsen til Wyoming, som vi passerede ved Geneva, endnu en lille bebyggelse (86 indbyggere stod der på et skilt). Fra Montpelier og videre mod nord gennem Wyoming, er US 89 en såkaldt scenic route, og køn var den da også. Vejen går i en dal mellem to bjergkæder, Salt River Range i Wyoming og Webster Range i Idaho. Vejen følger tilnærmelsesvis Salt River, og dalen hedder da også Salt River Valley. Det er i hvert fald det officielle navn. Til dagligt bliver dalen kaldt Star Valley, et navn givet af de første mormonnybyggere, som slog sig ned her. Navnet skulle være givet på grund af dalens skønhed, og skulle oprindeligt være en oversættelse af det navn, som de lokale shoshone indianere brugte for dalen, et navn, der skulle betyde "Alle dales stjerne". Lidt "ondere" tunger påstår at navnet er en forkortelse af "starvation valley", sultens dal, fordi de første nybyggere, der slog sig ned her, var ved at dø af sult under de hårde vintre her i Rocky Mountains. Den største by i dalen hedder Afton (1.800 indbyggere), og det var da vi passerede denne by, at Dorte havde en genial forklaring på navnet. Hun var sikker på, at der engang var kørt et vogntog gennem dalen. Et vogntog, der blev ledet af en svensker, ved navn Svensson. Han havde så sagt: Vi är ütslitna. Vi stanner här i afton". Derfor kom byen til at hedde Afton. Det var i øvrigt i nabolaget af Afton, at Butch Cassidy og hans bande havde et tilflugtssted, som de flygtede til efter bankrøveriet i Montpelier. I Afton krydses U.S. 89 af en bue, bygget af gevirer fra wapitihjorte. Byen reklamerer med, at det er verdens største "wapitigevirbro", og det skal nok have sin rigtighed. Den er ca. 25 meter lang og består af over 3.000 wapitigevirer med en samlet vægt på ca. 15 ton. Desværre var vi ikke opmærksomme, da vi passerede buen, så inden vi næsten havde set den, var vi forbi. Afton har også en såkaldt "periodisk kilde" - altså en kilde, hvor der skiftevis løber vand og ikke gør, men den så vi ikke ved den lejlighed.

Bjørn på rækværket uden for vores vindue

Hovedparten af husene i området var bygget i træ, typisk som blokhuse fra gammel tid, men selvfølgeligt langt større end de hytter som de oprindelige nybyggere havde boet i. Efter Afton kørte vi gennem Grover, Thayne, Freedom og Etna inden vi nåede Alpine. Her løber Salt River sammen med Snake River, der er en af USA's længste floder. Vi kørte langs denne flod det sidste stykke vej til Jackson, som efter ændringerne, vi besluttede dagen før, nu var dagens mål. Mens vi kørte langs floden, så vi utroligt mange, der raftede ned ad floden i større og mindre grupper, så det var åbenbart en populær beskæftigelse på de kanter.

Også det hotel, som vi indkvarterede os på i Jackson, var bygget i tømmer og rå sten. Da vi kom op på værelset var gardinerne trukket for, og da Dorte trak dem fra, for at få lidt lys ind, sad der en bjørn uden for vinduet. Den viste sig godt nok at være udskåret i træ, men vi syntes alligevel, at den var et billede værd. Senere viste det sig, at der var mange af den slags udskårne bjørne på hotellet, både ved nogle værelser, men også nede ved receptionen. Her hang der også alle mulige jagttrofæer, fx elgsdyr- og wapitihoveder, og der stod såmænd også en udstoppet bjørn.

Drama i Jackson

Suffragetterne demonstrerer ved forestillingen i Jackson

Efter indkvartering på vores hotel, spadserede vi en tur ned til byens centrum. Jackson er en rigtig turistby, bygget op i Wild West stil, med masser af forhøjede fortove, falske facader, souvenirbutikker, barer osv., men på trods af turistpræget virkede den alligevel hyggelig på en eller anden måde. Også Jackson kan prale af buer af wapitigevirer, der danner indgange til byens torv, men de er knap så store som buen i Afton. Til gengæld praler byen af at have verdens største kugle af pigtråd, men den så vi nu ikke. Ved et senere besøg var Tim ikke tilfreds. Han syntes at bymidten var alt for turistet, så vi gik hurtigt hjem til hotellet igen.

Mens vi stod på torvet, gik det op for os, at noget skulle til at ske, og dette noget viste sig at være en wild west forestilling i lighed med den, vi allerede havde oplevet i Williams, Arizona, dog med en noget mere avanceret handling og mere dialog. Her i Jackson var der også kvinder med, som spillede en væsentlig rolle i forestillingen. Hvad den egentlig gik ud på er svært at forklare, men den indeholdt såvel helte som skurke, suffragetter og mandschauvinister, skuddueller og hængninger, så der var lidt for enhver smag. Og selv om man stod lidt trangt rundt om pladsen så var det såmænd meget festligt. Desuden oplevede vi byens tidligere sherif, en 92-årig herre, der havde været med i forestillingen i over 50 år. Nu gik han omkring og sørgede for, at publikum holdt sig uden for afspærringerne.

Da skyderiet var overstået, spadserede vi tilbage til hotellet i det gode vejr, som havde fulgt med os nord på igen. Selv om det ikke var helt så varmt som nede i ørkenen, lå temperaturen stadig omkring 28-30°, og denne eftermiddag skinnede solen fra en forholdsvis skyfri himmel. Ikke langt fra hotellet lå restauranten Gun Barrel, som vi havde set på udvejen ,og som så meget tiltalende ud, men på det tidspunkt, havde den ikke åbnet endnu. Det havde den, da vi gik tilbage, så her valgte vi at spise, og her smagte vi for første gang bisonkød. Desværre havde vi ikke bestilt bord, og vi måtte derfor vente ca. 45 minutter i baren, før der blev et bord ledigt. Men maden var bestemt også værd at vente på.

Grand Teton National Park

Da vi kom ud fra hotellet i Jackson, Wyoming klokken 8 om morgenen, viste termometeret kun 10° - ikke meget i forhold til de 30-35, det havde været oppe på dagen før. Dagens program bød på hele to nationalparker, nemlig Grand Teton og Yellowstone, så det var klart, at vi ikke kunne nå at se alting begge steder. Vi havde derfor lavet en plan. Grand Teton nationalparken er kendt for sine bjerge, som kaldes "Juvelen i Rocky Mountains krone", så disse bjerge skulle vi naturligvis se. Jeg holder meget af bjerge!

Dorte  og jeg på en rasteplads på US Route 89 med Teton Range i baggrund.  Læg mærke til, hvordan bjergkæden rejser sig stejlt fra den flade dalbund.

Vi havde derfor besluttet, at vi først ville besøge Grand Teton, som ligger lige uden for Jackson. Herfra ville vi fortsætte mod nord og køre ind gennem den sydlige indgang til Yellowstone National Park. Inde i parken går vejen i noget, der ligner et ottetal. I dette ottetal ville vi tage den vestlige gren i den nedre del af ottetallet og den østlige gren i den øvre. På denne måde regnede vi med at få set et bredt udsnit af parkens seværdigheder. Vi skulle så køre ud af den nordlige indgang til parken, og vi havde bestilt værelse på et hotel i den lille by Gardiner i Montana, der netop ligger uden for den nordlige indgang.

På vej ud mod Grand Teton National Park kører man gennem den sydlige del af Jackson Hole (et "hole" er en dal med bjerge på tre sider) . Vi gjorde holdt ved en rasteplads, hvor vi kunne se Teton bjergkæden i det fjerne. Omkring kl. 8.30 kørte vi ind i selve Grand Teton nationalparken, hvis primære attraktion altså er de meget smukke bjerge i Teton Range, ikke mindst det højeste bjerg Grand Teton, der er 4.197 meter højt, men også de andre toppe i kæden, som alle er mellem 3.500 og 4.000 m høje. Bjergene ER meget smukke, og vi fotograferede dem fra adskillige vinkler, og gik også en tur langs søen Jenny Lake, for at se om vi kunne få et "spejlbillede-billede". Desværre blæste det en lille smule, så der var små bølger på søen, som gjorde at bjergene ikke spejlede sig helt som ønsket. Og af dyr så vi kun halerne af såkaldte Mule Deer, som tilsyneladende ikke har noget dansk navn (på norsk kaldes de mulhjort, så måske hedder de noget i samme stil på dansk). I hvert fald er der tale om en art hjort med meget lange ører (deraf navnet – "mule" betyder jo som bekendt "muldyr", og de har også lange ører). Vi var der nok ikke på det rigtige tidspunkt, for vi havde læst, at man også kunne se bjørne, elge, hvidhovedede ørne, bævere, flododdere, gaffelantiloper, grævlinger, prærieulve, pelikaner og mange andre, især mindre dyr, men enten var de taget på ferie, eller også gemte de sig bare. Vi besøgte også parkens visitorcenter, men her var der ikke så meget at se, og til gengæld var der mange mennesker, så vi blev her ikke længe.

Efter et par timer i parken kørte vi videre nord på mod Yellowstone. Vejen, der går mellem Grand Teton og Yellowstone er fortsat U.S. Highway 89, men på denne strækning kaldes den John D. Rockefeller Memorial Parkway. Ved Flagg Ranch ved bredden af Snake River gjorde vi igen holdt. Både for at nyde naturen, men også for at få lidt formiddagskaffe inden vi fortsatte nord på. Der er kun ca. 30 kilometer fra Grand Teton til Yellowstone, så selv med kaffepausen tog det ikke mere end tre kvarter, før vi var fremme. Yellowstone er kendt for mange ting, blandt andet sine gejsere og andre geotermiske fænomener, men også for sit dyreliv, sine floder og kløfter osv., så der er meget at se. Den billet, vi havde købt ved Grand Teton formedelst $25, gav adgang til begge parker i en uge, så vi fremviste billetten og kørte så ind i parken.

Gamle trofast

Lewis River. I baggrund bjergene i Teton Tange

Det første stykke vej efter den sydlige indgang, er der ikke mange muligheder for svinkeærinder, for vejen går bare mod nord uden sideveje. Vi gjorde dog holdt et par steder, blandt andet ved et udsigtspunkt hvor man kunne se ud over bakker, med en masse fuldstændigt nøgne, og helt tydeligt udgåede, grå træstammer uden bark og grene, der stadig stod lodret, blandet med levende nåletræer. Det næste sted, vi gjorde holdt, var ved Lewis Falls, der er et mindre vandfald, som vi nødvendigvis måtte fotografere. Vi fik også taget et billede af Lewis River, der slynger sig gennem en grøn dal med Teton bjergkæden i baggrunden. Det er i dag et af de billeder fra vores tur, som jeg personligt holder mest af.

Old Faitful i udbrud    

Fra mødet med Lewis River fortsatte vi nord på mod det sted ved den sydvestlige ende af den store sø Yellowstone Lake, hvor vejen fra den sydlige indgang møder det ottetal, der "slynger sig rundt i parken". Yellowstone har i alt fem indgange. En mod syd som vi kom ad, en mod nord som vi skulle ud ad og en mod vest. Til gengæld er der to mod øst, en i den nordlige ende af parken og en i den midterste del. Den sydlige er lukket længst hver vinter på grund af sne, typisk fra begyndelsen af november til midten af maj, og kun den nordlige er åben hele året. Omkring Lewis Falls kører man ind i den såkaldte Yellowstone Caldera (resterne af et kæmpemæssigt udbrud, fra en såkaldt "supervulkan", der ligger under Yellowstoneområdet), der dækker en stor del af parkens sydlige og centrale del. Da vi nåede ottetallet, drejede vi mod vest, og begav os ud på den vestlige gren af ottetallets sydlige cirkel. Vejen fører blandt andet over Craig passet i 2.518 meters højde og derfra går det så nedad mod et af parkens mange områder med gejsere. I dette tilfælde det såkaldte Upper Geyser Basin, der tæller en af verdens mest berømte gejsere, Old Faithful. Den springer med stor regelmæssighed, og den skulle vi naturligvis se. Det viste sig, at der var en del andre mennesker, der havde fået samme gode idé!

I første omgang gik vi ned til det lokale Ranger kontor, som dengang lå lige ved siden af gejseren (der er siden bygget et nyt). Her kunne man på et skilt udenfor se, hvornår den forventedes at springe igen næste gang. I vores tilfælde var det "planlagt" til at ske klokken 13.12 plus/minus 10 minutter. Da klokken kun var et kvarter over 12, var der ikke andet at gøre end at vente. Vi valgte derfor at besøge en af stedets attraktioner, en kæmpe bjælkehytte, faktisk verdens største. Her er der en general store, hvor vi købte vand og sandwich foruden frugt til ventetiden. Efter indkøb gik vi tilbage til gejseren, hvor vi gik lidt omkring inden vi slog os ned på en bænk. Der er bænke halvvejs rundt om kilden, således at så mange som muligt kan sidde og nyde synet af gejseren i udbrud. Mens vi ventede, kunne vi se, at en af de øvrige gejsere i området var kommet i udbrud. Denne gejser, der kaldes Castle Geyser, er lige så kraftig, og også lige så regelmæssig som Old Faithful, men den springer med meget større mellemrum. Mellem 10 og 12 timer går der mellem to udbrud. Vi fordrev tiden på bænken med at spise den indkøbte mad, og sad så ellers bare og nød naturen. Klokken 12.50 begyndte gejseren at røre på sig. Den sendte nogle små dampskyer og nogle mindre vandstråler op i omkring en meters højde. Ellers stiger der bare damp op fra den i en stadig strøm, men de små udbrud er tegn på, at et af de store er på vej. Præcis klokken 13.13, kun et minut fra det forudsagte tidspunkt, kom så udbruddet, som varede omkring 3-4 minutter, og hvor kogende vand og damp bliver sendt op i omkring 25 meters højde. Et meget imponerende syn, hvis man kan lide gejsere. Da "forestillingen" var forbi, gik vi tilbage til bilen, hvor vi gav os til at planlægge næste stop ved hjælp af et kort og en netop indkøbt bog om Yellowstone området. Vi besluttede os for, at det næste stop skulle være ved Midway Geyser Basin. Den eneste grund til det var, at her lå der noget, der på kortet kaldtes Grand Prismatic Spring, og det synes vi lød som en spændende oplevelse. Og det skulle vise sig at være korrekt, på flere måder end vi først havde antaget, da vi forlod Old Faithful.

Surprice, surprice

Grand Prismatic Spring

I alt er der ca. 480 km vej i parken, og flere hundrede muligheder for at stoppe og se på forskellige seværdigheder, så det er helt klart, at skal man se dem alle, har man brug for flere måneder i parken. Da vi kom til parkeringspladsen ved Midway Geyser Basin, var der mange biler, men slet ikke så mange som ved Old Faithful. Det viste sig, at der var anlagt en sti, som førte rundt til flere af områdets interessante varme kilder, blandt andet Grand Prismatic Spring. Turen rundt var omkring 1½ kilometer, så den besluttede vi os for at tage. Midway Geyser Basin ligger ved floden Firehole River, og den første varme kilde, vi kom til, var Excelsior Geyser. Dette har tidligere været en "rigtig" gejser, der havde udbrud, og dengang (indtil 1880'erne) var det faktisk verdens største springkilde. Selve åbningen havde en diameter på omkring 15 meter, som sendte vand op til 100 meter op i luften. I dag springer den ikke mere, men er "bare" en varm kilde, der pumper mellem 15.000 og 17.000 liter 93° varmt vand ud i floden hvert minut! Det var dog dog en meget kort periode med mindre udbrud op til 10 meter i 1985 - så forvent ikke at se udbrud her, selv om man måske kan være heldig at se den boble. Selve søen ser blå ud og havde det ikke været for de dampe, der selv på en varm dag stiger op fra vandet, havde det lignet en swimmingpool på et bedre hotel. Jeg skal i øvrigt sige, at siden vi havde forladt Grand Teton National Park var temperaturen steget fra de 10°, den havde været der, til respektable 33°, så nu havde Dorte smidt trøjen.

Vi fortsatte ud af den anlagte sti forbi flere mindre kilder indtil vi kom til Grand Prismatic Spring. Dette er den største varme kilde i USA, og den tredjestørste i verden. Kun i New Zealand findes der to varme kilder, der er større. Søen, som det rettelig er, er omkring 100 meter bred og over 50 meter dyb. Vandet er "kun" omkring 71° varmt, og kilden producerer "kun" ca. 2.000 liter vand i minuttet. Også her er farven på vandet blå, men langs bredden har vandet afsat en række mineraler, der giver et meget flot farvespil, hvilket har givet kilden dens navn. Vi tog en del billeder af kilden, mens vi talte om, hvor smuk den faktisk var. Netop da vi skulle til at gå videre, blev vi tiltalt af en mand, der kunne høre at vi talte dansk. Han var også selv dansker, og så faldt vi i snak med ham. Vi talte med manden godt et kvarters tid. Han fortalte, at han og familien havde byttet hus med en familie fra Idaho, og mens denne familie boede i deres hus i Danmark, boede de så i Boise. Lige nu var hans kone og børn nede for at bade ved et af de steder ved Firehole River, hvor det er tilladt, fordi det varme vand fra gejserne møder koldt vand fra bjergene, så temperaturen er rimelig. Vi fortalte til gengæld om vore rundtur, og han virkede da interesseret i det også, så vi talte altså pænt længe, og kunne sikkert være fortsat længere endnu, hvis ikke der var sket noget overraskende.

Mens vi stod og talte med manden, lød der pludselig en stemme bag fra, der sagde "Hej Dorte". Det var Jens, Dortes bror og hans kone Annette. De var på det tidspunkt udstationeret i Washington DC og var på ferie i det vestlige USA. Vi vidste godt, at de holdt ferie, og de vidste, at vi var i USA, men ingen af os anede hvor de andre var, og at vi skulle til Yellowstone så det var altså helt tilfældigt at vi mødtes. Manden, som vi stod og talte med, så noget forvirret ud, og jeg tror ikke at vores forsøg på at forklare ham, at vi var i familie, og at vi ikke vidste, at vi hver især skulle til Yellowstone osv., gjorde ham mindre forvirret. Nu fik vi så travlt med at hilse på hinanden så manden undskyldte sig og forlod os. Vi andre derimod blev stående på samme sted og bare talte og talte i omkring en halv time, før det gik op for os, at vi jo kunne følges resten af vejen tilbage til bilerne. Så det gjorde vi. Undervejs så vi endnu et par varme kilder, men det gik mest op i snak.

Forfulgt

Da vi kom tilbage til parkeringspladsen, sludrede vi videre. Jens og Annette fortalte, at de faktisk skulle have været til Yellowstone dagen før, men at de var blevet en dag længere i Colorado, og vi fortalte, at vi slet ikke ville være kommet den vej, hvis ikke vi havde ændret vores rute to dage tidligere, så vi kom fra Jackson i stedet for fra Idaho, som vi oprindeligt havde planlagt. Så var vi nemlig kommet ind via den vestlige indgang, og så havde vi nok ikke valgt at køre syd på i parken. Og havde vi ikke talt med danskeren, eller var vi blevet ved Old Faithful lidt længere eller kortere, så havde vi ikke været ved Grand Prismatic Spring, da Jens og Anette kom. Jeg tør slet ikke begynde at regne på sandsynligheden for at sådan et møde overhovedet kan ske. Hvor stor er sandsynligheden for at to søskende, som uafhængigt af hinanden er på ferie i det vestlige USA, uafhængigt af hinanden laver om på deres planer, så de begge kommer til Yellowstone samme dag, kører ind på den samme parkeringsplads på nogenlunde samme tid, og så mødes på en bræddesti ved en varm kilde? Det skal der nok en bedre statistiker end mig til at regne ud. Nede ved bilen blev vi klare over, at Jens og Annette ikke havde bestilt hotel den dag, så vi blev enige om, at vi da kunne følges ad resten af dagen, og så kunne vi se, om de kunne få værelse på det hotel, hvor vi allerede havde bestilt, eller måske på et i nærheden. Jeg skal nok lige tilføje, at dette møde fandt sted den 8. juli, og vi havde netop bryllupsdag den dag. Jens og Annette har bryllupsdag den 7. juli, altså dagen før, så vi kunne altså fejre dobbelt bryllupsdag den aften, hvis vi kunne komme til at bo i nærheden af hverandre.

Udsigt over Porcelain Basin

Men først skulle vi se mere af parken. Vi blev derfor enige om, at køre til Norris Geyser Basin, hvor der også skulle være nogle meget spændende gejsere, og derfra til Mammoth Hot Springs i den nordlige ende af parken. Det første stop, vi gjorde, var dog ved vandfaldet Gibbon Falls. Også her var der en masse af de afbarkede træstammer, som vi tidligere havde set, men Jens kunne forklaringen, som han og Annette havde fået et andet sted i parken. Som så mange skove i Nordamerika, rammes også Yellowstone jævnligt af større eller mindre skovbrande. I 1989 var parken blevet ramt af en skovbrand, der havde ødelagt ikke mindre end 45% af parkens træer. Skoven er en naturskov, så den får lov til passe sig selv uden nogen form for menneskelig indblanding Mange af træerne, der var ødelagt af branden, var ikke væltede, og det var disse træer, der stadigt stod. Den sortsvedne bark var dog efterhånden "vasket og blæst af", så træerne nu stod barkløse, og derfor havde dette karakteristiske, grå udseende. De små træer var så de, der var skudt op i den næringsrige jord, der faktisk kommer efter en brand. Alle var selvfølgelig selvsåede, da man som sagt lader skoven passe sig selv. Så selv om branden selvfølgelig var ødelæggende, er disse skovbrande også en del af den cyklus som naturen gennemlever. Man regner med, at de tilbageværende døde træer vil vælte i løbet af de næste 10-15 år og samtidigt vil de nye træer vokse op til den højde, som de gamle havde, og om 20 år, ville alle spor af branden stort set være væk. Ved vores besøg i 2010 og 2013, så det allerede meget bedre ud.

Efter at have set lidt på vandfaldet kørte vi videre til Norris, hvor vi også fandt et sted at parkere, og så gik vi en tur rundt mellem de mange gejsere i dette område, men igen var det begrænset hvad vi fik set, fordi vi brugte meget af tiden på at snakke. Men vi fik da set blandt andet Steamboat Geyser, der er parkens kraftigste gejser, med udbrud på helt op til 100 meters højde. Desværre er gejseren meget uregelmæssig med mellem fire dage og helt op til 50 år mellem to udbrud. Echinus Geyser er verdens største "sure" gejser, men den sprang ikke mens vi var der. Også Minute Geyser kom vi forbi. Den var tidligere utroligt regelmæssig, og havde et udbrud hver minut, men den er nu gået helt i stå. Dette skyldes, at ubetænksomme turister har smidt mønter og klippestykker i den, så "dampventilen" er blevet spærret. At åbne den igen kan kun gøres ved at sprænge sig vej, men det vil medføre så store ødelæggelser af området, at man har opgivet projektet.

Bisontyren på vej ud ad skoven og klar til at forfølge mig.

Til sidst gik vi lidt rundt ved det såkaldte Porcelain Basin, hvor det igen er de farvede aflejringer, der dominerer, og vi fik også set Emerald Pool, som er otte meter dyb, og igen meget blågrøn, men med typiske gule svovlaflejringer i kanterne. De fleste gejsere og kilder i Yellowstone indeholder basisk vand, men her ved Norris området, er alle kilderne sure. Vi så også en række af de andre gejsere og varme kilder i området, men de her nævnte var de mest spændende. Gejserne og de varme kilder ved Norris er de varmeste i hele Yellowstone, med temperaturer på op over 100°. Norris bassinet ligger lige der, hvor to geologiske forkastninger, Norris-Mammoth forkastningen og Hebgen Lake forkastningen krydser Yellowstone Calderaens nordlige rand. Det betyder at der er en stor geologisk aktivitet i området, og så sent som i 1959 var der her et jordskælv, der blev målt til over 7,4 på Richterskalaen, hvilket er meget kraftigt. Det betyder også, at gejserne og kilderne i området jævnligt ændrer karakter, fx fra at springe til ikke at gøre det, fra at være regelmæssige til det modsatte og omvendt. Et eksempel er Ledger gejseren, der indtil 1979 sprang meget regelmæssigt med 14 timers mellemrum. Så holdt den pause frem til 1993, hvor den slet ikke sprang, og nu springer den igen, men med meget uregelmæssige mellemrum.

Da vi kom tilbage til denne parkeringsplads, stod vi selvfølgelig igen og snakkede videre uden for bilerne, ikke mindst fordi vi var blevet noget svedige og lige skulle dampe af. På dette tidspunkt, var temperaturen oppe omkring 35°, en pæn stigning fra morgenens 10°, og da vi befandt os i 2.300 meters højde, var det tiltrængt med et hvil. Mens vi stod og sludrede, kom der pludselig tre bisonokser, en tyr og to køer, spadserende hen over parkeringspladsen mellem bilerne. En ranger kørte ind på parkeringspladsen i sin bil og råbte "Be aware! Bison passing thru", men det var vi allerede klar over. Jeg stod nede ved bagagerummet på vores bil, altså ud mod parkeringspladsen, men trak mig ind mellem bilen og den ved siden af, for at komme op på fortovet. Desværre fik bisontyren samme gode idé, så den fulgte efter mig ind mellem de to biler. Men i stedet for at forfølge mig videre fortsatte den ind i skoven, hvor de to køer ventede. Tro mig, en bisontyr er stor, når den kun er tre meter fra én og uden at være indhegnet. Det får nu ikke alle til at opføre sig fornuftigt. Vi hørte om en bedstemor, der havde sat sit barnebarn op på ryggen af en bison, for at få taget et billede. Heldigvis skete der ikke noget, men det var mere held end forstand. Bisonerne i Yellowstone er vilde dyr, og sådan en tyr er omkring 2 meter høj, og kan veje op til omkring 1.100 kg og løbe 50 km i timen.

Middag for fire og masser af vin

To gange bryllupsdagsmiddag på Yellowstone Mine Restaurant

Det sidste sted, vi valgte at gøre holdt, var ved Mammoth Hot Springs, som er et af de virkeligt berømte områder i Yellowstone. Her standsede vi et par steder, men vi var alle fire enige om, at vi havde set mange andre steder i parken, som var mere imponerende. Vi forlod derfor parken ad den nordlige indgang, og fandt hurtigt vores hotel, hvor også Jens og Annette fik et værelse. Vi var nu kommet til Montana – grænsen ligger lige ved indgangen til parken. Gardiner er ikke specielt stor (omkring 800 indbyggere), men den har da indtil flere hoteller og restauranter, hvilket selvfølgelig skyldes dens beliggenhed lige uden for nationalparken. Efter at have sundet os lidt på værelserne mødtes vi i hotellets reception. Her fik vi anbefalet et steakhouse, som lå lige ved siden af hotellet. Her fik vi rigtig god mad, blandt andet hele, stegte hvidløg til forret, og filet mignon til hovedret. Desuden fik vi en ret god vin, som vi fik drukket tre flasker af inden vi var færdige. Der var i øvrigt to servitricer, én der serverede mad, og en anden, der serverede drikkevarer. Den sidste var en ret ung pige, måske 25, som vi blev helt gode venner med. Jens fik hende til at rødme, da han sagde, at "hun bare kunne kalde ham 'onkel' – det var der i forvejen en masse unge piger hjemme i Danmark, der gjorde". Vi sludrede ret længe med hende, blandt andet om hendes job, hvor hun kom fra (hun viste sig faktisk at være født og opvokset Gardiner), og at hun gerne ville flytte til Washington DC for at bo, men først skulle hun arbejde et år i Texas osv. Hun skulle på ferie i Europa året efter, så Dorte gav hende sit visitkort, hvis hun skulle komme til Danmark, men som forventet hørte vi aldrig fra hende :-).

Efter maden gik vi så over på Jens og Annettes værelse og drak noget mere rødvin! Det vil sige, Jens, Dorte og jeg drak rødvin. Annette ville hellere have sjusser. Vi tre delte yderligere fire flasker rødvin, så vi kom i ret løftet stemning. Kl. 23.00 blev vi enige om, at nu var klokken 7.00 i Danmark, så nu kunne vi godt ringe hjem og fortælle Jens' og Dortes forældre, at vi havde mødt hinanden. Så det gjorde vi. Det vil sige, Annette ringede hjem, og fnisede en hel del, da hun fandt ud af, at hun have vækket Else. Hun fnisede endnu mere, da hun sagde, at hun egentlig bare ringede for at spørge, om Else ville hilse på Dorte. Det ville hun gerne, selvom hun var noget overrasket, og så var det Dortes tur til at fnise. Efter Dorte var det så Jens' tur til at tale med sin mor, men han fnisede nu ikke. Til gengæld tror jeg ikke, at han kan huske, hvad han sagde. Dorte kunne i hvert fald ikke huske bagefter, hvad hun havde sagt. Selv deltog jeg ikke i samtalen, ellers havde jeg sikkert både fniset og glemt det bagefter. Efter samtalen var der ikke mere rødvin, og så kunne vi lige så godt gå hver til sit. Vi havde jo hver for sig også en dag om søndagen. Så vi gik over på vores eget værelse og var i seng godt midnat.

Stinkende kilder og analfabetiske bisoner

Hr. og Fru Bison på vej til morgenbad i Yellwostone River et sted i Hayden Valley.

Dagen efter det overraskende møde og udskejelserne med Jens og Anette om aftenen, ville vi køre tilbage til Yellowstone og se mere nationalpark; vores billet gjaldt jo en hel uge. Efter at have spist en fremragende morgenmad på samme restaurant, som middagen blev indtaget på dagen før, tog vi afsked. Dorte og jeg kørte mod syd og ind i parken ad den nordlige indgang, hvor vi var kørt ud dagen før. Annette og Jens tog den direkte vej nord på til I-90. De skulle til Oregon, hvor de dagen efter skulle flyve hjem fra Portland.

Da vi kom til Mammoth Hot Springs igen, kørte vi øst på ad det østlige ben i den øverste del af ottetallet, som vi endnu ikke havde prøvet. Jens og Annette havde dog fortalt os dagen før, at dette ikke var særligt spændende, og det viste sig, at det var det som sådan heller ikke. Det vi så mest af var bjerge, træer og et par vandfald, og det var jo smukt nok, men altså ikke specielt spændende. Mest spændende var vejen op over Dunraven Pass i 2.700 meters højde. Fra passet gik det ned ad bakke mod Canyon Village og Yellowstones "Grand Canyon". Den kan selvfølgelig ikke sammenlignes med Grand Canyon i Arizona, men den er nu alligevel ret smuk. Stedet, hvor vi gjorde holdt, hed Artist Point, og herfra kunne vi både se kløften og et af de større vandfald på Yellowstone River (Lower Falls), som har skabt kløften. Da vi havde set og fotograferet nok, kørte vi tilbage til "hovedvejen" gennem parken, og fortsatte mod syd ad det sydøstlige ben i ottetallet.
 

Hr. Bison hygger sig ved en svovlpøl. Han vidste åbenbart ikke, at han skulle holde sig mindst 25 meter fra os.

Undervejs kører man gennem Hayden Valley og langs Yellowstone floden, og her så vi store flokke af bisoner, hvoraf nogle var ret tæt på vejen, ja et par gange måtte vi holde stille, fordi bisonerne havde fået lyst til at krydse vejen, og så har de altså "forkørselsret". Vores mål var i første omgang Sulphur Caldron. Her kunne vi ikke bare se, men også lugte jordens indre. Som navnet antyder, er der tale om en svovlpøl, og der lugtede da også ganske friskt af rådne æg, og køn var den heller ikke. Vandet i pølen har en surhedsgrad på omkring 1,8, hvilket svarer til en mellemting mellem mavesyre og batterisyre, altså en temmelig stærk syre. Trods det og trods de højre temperaturer lever der en stor mængde bakterier og andre mikroorganismer i pølen. Fra svovlpølen gik vi over på den anden side af vejen, hvor der også ligger et område med kilder af forskellige slags. Også her gik vi en tur mellem svovldampene, og her mødte vi en bison, der ikke havde læst eller forstået vejledningen for parken. Af denne fremgår nemlig at dyrene skal holde sig mindst 25 meter fra turisterne (100 meter hvis man er bjørn), men denne bisontyr lå bare ved stien og så ud som om, alle de bestemmelser "ragede den en kommandantskid", som maskinmester Poul Reichardt siger i filmen SS Martha.

I øvrigt blev vi enige om, at bisoner må have en anden lugtesans end mennesker, for det så nærmest ud som om, den nød den duft af rådne æg, der dominerede hele området. Kilden som bisontyren lå ved siden af, hed i øvrigt "Den Sorte Drages Gryde" (Black Dragon Cauldron), og ikke så langt fra denne lå en anden kilde, Dragon's Mouth, som da også lignede munden på en ildsprudende drage (eller rettere dampsprudende), tror jeg. Jeg har faktisk aldrig set en drage, så jeg kan ikke garantere ligheden med nogen form for sikkerhed. Her, ved svovlpølene, mente Dorte "at jordens indre lå alt for tæt på overfladen". Da vi havde set, hvad der var at se, vendte vi tilbage til bilen, og kørte tilbage mod nord. Igen blev vi en enkelt gang forhindret i videre fremfærd af krydsende bisoner, men ellers gik turen glat, og vi kørte mod parkens vestlige udgang.

På vejen måtte vi stoppe et par gange fordi, de andre biler på vejen lavede kø. Begge gange viste det sig, at man havde set wapitihjorte, og så benyttede vi os også lige af lejligheden til at fotografere dyrene, især en stor tyr, der lå og hyggede sig på en skråning over vejen. Den var absolut ikke sky, men så snarere ud som om den lå og nød opmærksomheden. På vej mod udgangen så vi flere wapitier, flere mulhjorte, en tilfældig prærieulv, der krydsede vejen, to styks hvidhovedede havørne og en enkelt fiskeørn, men desværre måtte vi ikke standse bilen i ørneområdet, så dem kunne vi ikke fotografere. Det viste sig, at der var en rugende hvidhovedet havørn, og den måtte tilsyneladende ikke generes, hvilket vel er meget forståeligt.

Farvel til Yellowstone

En stor wapitityr lader sig villigt fotografere, mens han holder øje med de ivrige kanonfotografer. Det var det sidste større dyr vi så, inden vi forlod nationalparken.

Vi forlod parken af den vestlige udgang, og gjorde holdt i byen West Yellowstone, der ligger lige uden for parken, for at fylde brændstof på såvel bil som på os selv (menuen stod på en hotdog til hver - og amerikanerne er faktisk ikke så gode til hotdog, i hvert fald ikke så gode som dem, vi kan få herhjemme). Herefter kørte vi nord på mod det sydlige Montana, da vi, gerne ville ramme Interstate 90. Vi tog U.S. 287, der går nord på vest for parken. Vejen førte forbi søen Hebgen Lake, og her oplevede vi et af de fænomener, som man også kan opleve i USA. Da vi kørte fra West Yellowstone var det strålende solskin og temperaturen i skyggen var 36°, men ved Hebgen Lake begyndte det at regne og temperaturen faldt til 10°, et fald på 26 grader på kun ca. 10 minutter. Da regnen holdt op steg temperaturen igen, dog kun til omkring 30°, og der blev den så liggende resten af eftermiddagen. Hovedvejen fører gennem en smuk dal mellem bjergkæderne Madison Range og Gravelly Range, og et langt stykke følger den Madison River. Floden her er et paradis for fluefiskere, og der var masser af skilte ved forskellige huse, der fortalte, at man her kunne få lov til (sikkert mod passende betaling) at fiske i floden, og enkelte steder blev der sågar holdt undervisning i fluefiskeri. Floden udspringer nede i nationalparken og løber derfra mod nord. Ved byen Three Forks, hvor floden krydser I-90, løber den sammen med to andre floder, Gallatin River og Jefferson River og de tre floder tilsammen danner Missouri floden, USA's længste flod, der løber ud i Mississippi floden ved St. Louis, Missouri. Så nu havde vi altså set denne flod både ved dens udspring, og dens udløb.

Langs floden lå der også en del kvægrancher, der mindede meget om de, man ser i moderne westerns. Mange af disse er da også optaget i Montana, i hvert fald bjerg- og skovscener til dem. I den nordlige ende af vejen, forlod vejen floden, og nu kunne vi se at kvægrancherne tilsyneladende blev afløst af hesterancher. Vi endte dagen på et motel i Missoula på vej mod vest. Der lå en restaurant lige ved sidden af hotellet, så her indtog vi dagens sidste måltid.