Varme, sand, kaktusser og fly

Mandag den 30. juni startede ferien for alvor, for den dag statede vores roadtrip. Turen startede med maner - eller i hvert fald med en ret lang etape. 538 miles eller 866 km skulle det blive til. Senere kom vi til at køre endnu længere etaper, men ikke meget. Oprindelig havde vi planlagt, at vi ville overnatte i Yuma i Arizona og så fortsætte til Tucson næste dag, men undervejs var vi blevet enige om, at vi hellere ville køre igennem til Tuscon og så have en ekstra dag der. Vi ville dog ikke undvære Yuma, hvilket var grunden til at turen blev så lang.

Inden vi gjorde noget som helst, gik jeg dog ned i receptionen endnu engang, hvor jeg til min store glæde fik at vide, at min bortløbne kuffert nu endelig var ankommet. Den var blevet leveret kl. 3.40 om morgenen, så nu behøvede jeg ikke tænke mere på den. Jeg vendte tilbage til værelset, hvor vi gjorde os klar til at tage af sted.

Vi kom overraskende nemt gennem morgentrafikken i Los Angeles efter at have forladt hotellet, og da vi var nået et stykke ud ad I-10 til forstæderne, stoppede vi ved et Walmart for at anskaffe det mest nødvendige. Det vil sige en køleboks, is og vand. Så var vi klar til at køre ud i ørkenen. Vi blev på I-10 i omkring 200 miles til byen Indio, hvor vi skiftede til California Route 86 mod syd. Vi havde regnet med, at dette ville være en lille to-spors vej, men det var det ikke. Tværtimod var det en fire-spors vej hele vejen og med motorvejsstatus på nogle strækninger. Vejen fører ned forbi Salton Sea, en mindre saltsø i det sydøstlige Californien. Når jeg siger "mindre" mener jeg i forhold til fx Great Salt Lake, som er 4.400 km², mens Salton Sea "kun" er 975 km². Til sammenligning er Arresø 215 km². Vejen kommer desværre ikke helt tæt på søen, som ellers siges at have et rigt fugleliv. Med længden på dagens etape mente vi ikke, at vi havde tid til at køre flere omveje.

Vi fortsatte derfor syd på mod Calexico, der er grænseby til Mexico (på den anden side af grænsen ligger Mexicali). Et stykke før denne by mødte vi I-8, som vi så tog mod øst mod Arizona og Yuma. Undervejs passerede vi et klitområde, som vi ikke anede eksisterede, nemlig Imperial Sand Dunes. Klitterne kaldes sådan, fordi de ligger i Imperial County i Chocolate Mountains. De højeste klitter er op mod 100 meter høje.

Yuma er kendt for at være verdens varmeste by. I USA er byen indehaver af adskillige vejrrekorder. Det er den varmeste, tørreste, mest solrige osv. Det var da også her, at vi oplevede, hvad der skulle vise sig at blive turens højeste temperatur, nemlig 45 grader i skyggen - en tangering af den temperatur vi oplevede i Mojaveørkenen i 2010. Gennemsnitsdagtemperaturen i juli er 41 og termometeret kommer sjældent under 28 grader om natten i juni, juli og august. Temperaturrekorden er godt 51 grader, så vi var lidt under, men varmt var det. Det oplevede vi ikke mindst, da vi forlod bilen for at besøge det nedlagte Yuma Territorial Prison, der fungerede som fængsel mellem 1875 og 1909, men som nu er museum. Vi så fængslet både ude og inde fra de meget små celler (isolationscellen var faktisk størst, men til gengæld mørk). I et rum på ikke meget mere end 1,5 gange 2 meter boede op til seks fanger. Til gengæld var befolkningen i selve byen noget misundelige på fangerne, som både havde rindende vand (ikke i cellerne) og elektricitet, som kunne drive et ventilationsanlæg. I alt nåede godt og vel 3.000 fanger at sidde i fængselet i de 34 år, det var i brug. Af disse fanger var 29 kvinder og en del var mormoner, som var fængslet for polygami. Blandt de mest kendte fanger, var nok sheriffen og revolvermanden "Nashville" Franklin Leslie. Denne var perifert involveret i opgøret i OK Corral i Tombstone, og skød senere ( i selvforsvar) Billy Claiborne, der havde overlevet OK Corral duellen. Leslie blev senere dømt for at have dræbt sin samlever, den prostituerede Molly Williams, i fuldskab efter at denne havde peget på ham med en lommerevolver. Leslie sad 9 år i Yuma. Pete Spence, medlem af "Cowboy banden" i Tombstone og mistænkt for at være med til at myrde Morgan Earp, og den kvindelige diligencerøver, Pearl Hart var andre kendte indsatte.

Efter at have gået rundt i fængselsmuseet og beundret udsigten fra vagttårnet, forlod vi fængslet igen. Vi fyldt benzin på bilen i Yuma, og så fortsatte vi mod øst ad I-8. Vejen går gennem Sonoraørkenen og drejer efterhånden mere og mere nord på, indtil den faktisk går mod nordøst. Det betyder at den møder I-10 ikke så langt syd for Phoenix. Herfra skulle vi så fortsætte mod sydøst til Tucson. På den sidste strækning af I-8 var vi begyndt at se de første saguaro kaktusser og langs med I-10 så vi endnu flere. I Tucson fortsatte vi gennem byen til den østlige udkant, hvor vi fandt et hotel, ikke så langt fra Pima Air and Space Museum, som var et af målene næste dag. Efterhånden som vi var kommet længere øst på, var temperaturen faldet, og da vi nåede vores hotel kl. 17.30, var den helt nede på 41 grader. Inden vi var færdige med at indkvartere os, var klokken blevet hen ad 19, og så orkede vi ikke ret meget mere på grund af varmen og køreturen, så vi besluttede os for at køre næsten lige over på den anden side af hovedvejen, og spise på en Denny's, hvor vi også havde spist i 2010. Det skulle vise sig at blive indledning til en hel serie af Denny's måltider, men det vidste vi ikke på det tidspunkt.

Verdens smukkeste fly og en kaktus i blomst

Næste dag stod i tidligt op, så vi kunne være ved flymuseet, når de åbnede kl. 10. Det viste sig at vi var stået for tidligt op, så allerede kl. 8 var vi klar til at forlade hotellet, og da der kun var ca. 5- 10 minutters kørsel til museet, blev vi enige om, at vi undtagelsesvis ville spise morgenmad på en restaurant - og det blev igen Denny's, som måtte holde for. Mens vi spiste, kunne vi så beundre kaktusserne uden for restauranten og nogle fugle, som gik omkring og pikkede i jorden. Det viste sig senere ved opslag på nettet at være en art vagtler, Gambels Quail, som var specielle ved den top, de havde på hovedet.

Efter at have spist kørte vi så ud til museet, hvor parkeringspladsen var næsten tom, og der var da heller ikke mange end os på det tidspunkt. Det betød til gengæld, at kustoderne eller rundviserne eller hvad de nu var, havde god tid til at tale med os og fortælle os om de mange fly. Museet har både hangarer og et stort udendørs område, hvor der også står mange fly. Desuden er der guidede busture til flykirkegården på den nærliggende Davis-Monthan Airforce Base.

Det fly, vi primært var kommet for at se, stod i den første hangar, hvor også billetkontoret - og souvenirbutikken var. Det fly, som både Tim og jeg mener, er det smukkeste fly, der nogensinde er bygget, Lockheed SR-71 Blackbird, spionflyet fra den kolde krig, som har hastighedsrekorden for konventionelle fly, og som har fløjet fra Los Angeles til London på 3 timer og 47 minutter, hvilket skal sammenlignes med de 11½ tme, som vi brugte. Efter behørigt at have beundret dette fly, så vi på alle de andre fly i hangaren, inden vi forlod den for at gå til den næste. Vi fik set alle stedets hangarer, mindeudstillingen for Eskadrille 390, og Space Exhibition. Vi så også en del fly, der var udstillet udendørs, men kun de, vi kom forbi på vejen rundt mellem de forskellige hangarer. Allerede her ved 11-tiden var temperaturen nået op over 37 grader, så det var ikke lysten til at gå rundt udendørs, der drev værket. Hangarerne var afkølede, og det tiltalte os mere. I en af hangarerne var udstillet en B-29 Flyvende Superfæstning fra 2. Verdenskrig, og kustoden fortalte os, at på et tidspunkt havde en fra besætningen fra flyet besøgt stedet, og opdaget, at det var udstillet der. Siden havde de hvert år holdt deres årlige "reunion" i hangaren indtil 2005, hvor der var for få overlevende til at fortsætte traditionen, så begivenheden blev opgivet. Også en B-17 Flyvende Fæstning og en B-24 Liberator var udstillet, foruden selvfølgelig en masse moderne og ældre jagerfly, helikoptere osv. På rumudstillingen så vi blandt andet rumkabiner fra Mercury og Apollo projekterne og en X-15, verdens hurtigste fly. Med sin raketmotor kunne det nå hastigheder på op 6,7 gange lydens hastighed (7.273 km/t), og ligeledes det fly, der har fløjet højest, nemlig nlæsten 108 km over jorden (107,8). Piloterne, der fløj det, fik da også astronautstatus. Desværre havde flyet kun brændstof til 47 sekunder. Senere blev det udstyret med to droptanke, og så kunne det flyve i yderligere 40 sekunder. Den i dag mest kendte X-15 pilot var nok Neil Armstrong, der senere blev den første mand på månen, men flest ture med flyet havde John McKay med 29.

Da vi mente at have set nok, forlod vi museet igen for at køre til den vestlige del af Saguaro National Park. Her var vi også i 2010, men ankom så sent, at parken var lukket. Det ville vi nu råde bod på. Her besøgte vi først Visitor Centeret og betalte entre, selv om man godt kunne have kørt rundt uden. Parkrangeren her fortalte, at 2014 var et meget specielt år. Normalt blomstrer saguaroerne i området fra slutningen af april til slutningen af maj, men i år var de begyndt blomstre allerede i begyndelsen af april, og her, den sidste dag i juni, kunne vi stadig være heldige at se kaktus i blomst. Vi kørte en tur ad det såkaldte park loop, og det lykkedes da også at se både kaktus, som havde røde frugter, og nogle som havde de meget smukke, hvide blomster. Selv uden blomster eller frugt er disse 20 meter høje kaktus med deres karakteristiske "arme" meget imponerende. Disse arme får kaktusserne først, når de er mindst 75 år, hvis de overhovedet får dem, og de kan blive op til 200 år, så det er sejlivede sukkulenter. Frugterne er spiselige, men kan ikke plukkes med håndkraft, og indianere fra Tohono O'odham stammen plukker dem med en lang pind, og bruger dem i stedet til at lave gæret frugtsaft af - sprut plejer vi at kalde det :-).

Da vi ikke have lyst til at se flere kaktusser, brugte vi gps'en til at lokalisere en Barnes & Noble boghandler. Denne lå nord for Tucson, og vi skulle derfor den modsatte vej ud af parken end den vej, hvor vi var kommet ind; samme vej som vi kom ind i 2010 (men i modsat retning). Det er en ret lang tur gennem spredt beboelse. Af en eller anden grund fik jeg den idé, at det må være spændende at bo et sted, hvor store og mindre kaktus gror vildt på ens grund - til gengæld skal der en del kunstvanding til at holde en plæne grøn, så dem så vi ikke mange af. Vi fandt boghandelen, hvor vi brugte et par timer på det, der senere skulle vise sig at blive turens eneste boghandelbesøg. Efter besøget i bogbutikken, besøgte vi endnu engang et Walmart. Jeg havde set mig sur på en af de tasker, jeg havde med hjemmefra, fordi den ikke havde hjul og derfor skulle bæres. Nu ville jeg derfor købe en ny, og smide den anden ud - så sådan blev det. Derefter kørte vi så hjem til hotellet efter en forholdsvis kølig dag, hvor temperaturen aldrig kom over 44 grader på noget tidspunkt. Det lyder som voldsomme temperaturer, og det er det vel også, og man kan da også føle varmen, men det er ikke så ubehageligt, som det kunne være for luften er umådelig tør. For anden gang den dag og for tredje gang i alt, spiste vi på Denny's, og blev enige om, at nu skulle det være slut- men sådan skulle det ikke gå.