Så lykkedes det!

Jeg har ved tidligere lejligheder forsøgt at mødes med en dame, som jeg har skrevet med på nettet igennem længere tid. Om slægtsforskning, ikke noget gris eller romantik her, og disse forsøg, som alle endte med at gå i vasken, kan man læse om i artikler fra tidligere år. Men nu havde vi aftalt at forsøge igen, og et par dage tidligere havde vi lavet en endelig aftale via Messenger om, at vi skulle mødes i Wilkesboro uden for en slikbutik kl. 13.00.

Det betød at jeg havde god tid til at køre til Winston-Salem, en tur på 55 miles (knap 90 km) hver vej. På en god dag uden for meget trafik var det en tur på omkring en time hver vej. Jeg havde aftalt med damen på kroen, hvor jeg havde glemt min tandbørste, at jeg skulle være der omkring kl. 10, så ved nitiden rullede jeg ud fra hotellet og ud på US 421, som hotellet lå ved, og som faktisk fører direkte til Winston-Salem. Der var ikke meget trafik, og da 421 er en firesporet motortrafikvej med hastighedsgrænse på 65 miles de fleste steder, holdt planen fuldstændigt. Næsten på minuttet kl. 10 kunne jeg parkere uden for kroen. Her blev jeg genforenet med min tandbørste, som jeg - henset til anskaffelsesprisen - nødigt ville miste, og så kunne jeg køre tilbage mod Wilkesboro igen. Altså efter at jeg først havde kørt lidt rundt i Winston-Salem og set på mere af den moderne del af byen. Ved mit tidligere ophold havde jeg jo koncentreret mig om byens historiske del.

Interessant skilt hos Laurel Gray Vineyards

På vej tilbage til Wilkesboro ad 421 kom jeg efterhånden til frakørsel 267, og ved denne ligger mit yndlingsvineri i USA, Laurel Gray Vineyards, og da det var torsdag og klokken var efter 10, og der stadig var god tid til jeg skulle møde Charlotte, som damen hedder, blev jeg enige med mig selv om at besøge stedet. Det med at det var torsdag er interessant, fordi stedet kun har åbent onsdag til søndag mellem 10 og 17. Som sædvanligt blev jeg venligt modtaget, og fik en god sludder med et par, der allerede var i gang med at smage vin, mens jeg selv så mig omkring i smagerummet, hvor der var kommet nye souvenir til siden mit foregående besøg i 2016. Jeg skulle selvfølgelig også smage, og damen, der stod for smagningen, mente at kunne huske mig, hvilket jeg erklærede mig enig i. Jeg kunne også huske hende, men det var ikke fra året før. Derimod var det helt tilbage i 2014, så godt husket af hende. I 2015 og 2016 blev jeg betjent af en herre. Jeg smage og efter smagningen skulle jeg selvfølgelig have nogle af varerne med hjem. Kun et par flasker vin denne gang, og dem brugte jeg i øvrigt som gaver, og så BBQ sauce, stedets egen opskrift, og Tims yndlings, så også her blev det til nogle flasker, foruden nogle småkageagtige tingester, som også blev foræret væk, da jeg kom hjem. Alt i alt blev det som sædvanligt for meget, lige godt 600 kroner denne gang, men jeg betalte glad. Det vil sige, det første forsøg med MasterCard'et blev afvist, så jeg måtte på den igen, men det lykkedes til sidst. Og så satte jeg kursen tilbage mod Wilkesboro.

Vel i Wilkesboro kørte jeg til hotellet og parkerede såvel tandbørste som indkøb her, inden jeg kørte tilbage mod centrum og den udpegede slikbutik, som lå lige overfor det gamle domhus, der nu er museum. Siden mit besøg i 2016 var hele pladsen lavet om til en stor udgravning, og det viste sig at de parkeringspladser, vi normalt havde brugt ved vores besøg også var gravet op, men jeg fandt en anden bag slikbutikken. Uden for slikbutikken var en bænk og her slog jeg mig ned og ventede på at Charlotte skulle ankomme. Hun havde fortalt mig, hvilken bil hun kørte i, og omkring ti minutter over et rullede en sådan forbi, drejede ned ad sidegaden med parkeringspladsen, og få minutter senere kom Charlotte så spadserende. Med sig havde hun sine tre børn, hvoraf den yngste var knap 3 og så sin far. Det viste sig at der inde i slikbutikken var et legeområde, og her gik morfar og børnebørn så ind, mens Charlotte og jeg slog os ned på bænken uden for. Vi sad og sludrede et par timer, af og til afbrudt af et eller flere af børnene, som lige skulle tale med mor. Det var rigtigt hyggeligt, og vi fik talt om vores fælles interesse i slægtsforskning, men også om alt muligt andet, blandt andet om hendes mellemste søn, som lider af en sjælden sygdom, hvis navn jeg har glemt, ikke mindst fordi jeg også kun hørte det på engelsk, men den betyder at han går til undersøgelser og behandlinger flere gange om rådet på et hospital i statshovedstaden Raleigh og også hos en specialist i Dallas, Texas, hvor de lige havde været. Det er ikke billigt at være kronisk syg i USA, for rejsen til hospitalerne skal man selv betale, også selv om man har en god sygeforsikring, og desværre er sygdommen uhelbredelig, selv om behandlingerne kan holde den nede. Inden jeg mødte Charlotte havde jeg fået den ide, at hun boede i Winston-Salem, men nu viste det sig, at jeg tog fejl. Hun var opvokset i denne by, men boede nu med mand og børn uden for Spruce Pine, som jeg havde kørt gennem dagen før. Havde jeg vidst det, havde det nok været nemmere for hende at mødes der. Charlotte er skolelærer og underviser elever i femte klasse (i USA er underviserjobbet og -uddannelsen meget målrettet mod undervisning på bestemte alderstrin) på en skole i en lille by ikke langt fra Blue Ridge Parkway.

Det gamle domhus i Wilkesboro, nu Wilkes Heritage Museum og den opgravede forplads.

Efterhånden begyndte børnenes tålmodighed at være opbrugt. Så stort var lejeområdet heller ikke og besøgene uden for blev hyppigere og hyppigere. Inden vi skiltes forærede Charlotte mig en bog om den familie, vi delte interesse for, familien Anderson, en familie der også omfattede de to søstre, jeg havde mødt ugen før, og som jeg har omtalt i artiklen To dage for fuld skrue. Den er jeg meget glad for og jeg har allerede brugt informationer fra den i min Tom Dooley research. Jeg havde taget en lille gave med til Charlotte, og den fik jeg givet hende, og hun inviterede mig til at bo hos familien hvis jeg kom i nærheden af Spruce Pine igen, og det har jeg faktisk planer om at gøre i 2018, så måske skal jeg tage hende på ordet. Det vil tiden vise. Vi sagde farvel og kørte hvert til sit. Hun og familien skulle tilbage til Spruce Pine og jeg ville køre en tur ud i Dooley-land med mit frontrudekamera, og filme en tur rundt til de steder, der var interessante i forbindelse med sagen.

Da jeg nåede ud til Dooley land var vejret gråt og kedeligt, og jeg havde ikke kørt (og filmet) længe, før det begyndte at småregne, men jeg fortsatte trygt. Da jeg senere så filmen på pc'en, var den ikke alt for god, men kunne da bruges. Jeg blev dog enig med med selv om, at såfremt vejret blev bedre en af de næste dage, ville jeg forsøge igen. Undervejs fik jeg også kørt på nogle af små veje i området, som ikke har noget med sagen at gøre, men som jeg ikke har prøvet før, så alt i alt var det ikke helt spildt. Endnu en gang blev dagens menu indtaget på en af kæderestauranterne på den anden side af hovedvejen, denne gang Ruby Tuesday, inden jeg vendte tilbage til værelset til en af de bøger, jeg havde købt i Barnes and Noble nogle dage tidligere, og jeg fik også skrevet et par mails til dem derhjemme. Jeg fik også kontrolleret min bank og kunne konstatere, at det første betalingsbesøg på Laurel Gray alligevel var gået igennem, så jeg havde betalt regningen to gange. Men det var der tid til at råde bod på næste dag.