En smule regn og en hyggelig middag

Efter et gevaldigt morgenmåltid hos Rose tog jeg ud på feriens første sightseeingtur. Den skulle gå til et par af amterne i det nordvestlige hjørne af North Carolina, nemlig Ashe County og Alleghany County, to af de amter, som er med i min Guide til det vestlige North Carolina, men som jeg endnu ikke havde billeder fra. Inden jeg kørte, tjekkede jeg lige min mail, og så at der var en mail fra Charlotte og Bill Barnes. Her fortalte de mig, at de havde været i kontakt med en John Hawkins, som jeg ikke kendte. Han havde tidligere været leder af Caldwell County Heritage Museum, men var nu pensioneret. Han var også "Dooleynatiker" eller i hvert interesseret i sagen, og han ville gerne spise middag med mig; jeg skulle bare ringe. Det besluttede jeg mig så for at gøre, når jeg kom tilbage.

Inden jeg forlod Irish Rose satte jeg min gps til at vise mig vej til West Jefferson i Ashe County. Gps'en tog mig, som jeg havde regnet med, mod nord ad US Highway 321 til Blowing Rock. Her havde jeg så regnet med at skulle skifte til US 221, men damen i boksen, som jeg i øvrigt havde indstillet til at tale engelsk (den danske stemme radbrækker de engelske navne på byer og veje) og måle i mile, ville noget andet. Hun mente, at jeg skulle tage Blue Ridge Parkway, så det gjorde jeg, da Blue Ridge Parkway altid er spændende. Her satte jeg for førte gang mit medbragte frontrudekamera (dashboard cam) til at optage. Efter godt 12 miles skulle jeg forlade vejen igen, og så kom jeg endelig over på US 221, som jeg så skulle blive på resten af vejen til West Jefferson. Det går ikke specielt stærkt på Blue Ridge Parkway, og det gjorde det heller ikke, da jeg nåede 221, som er særdeles snoet på den strækning, jeg kørte. Det betød at klokken var omkring 11.30, da jeg nåede West Jefferson, og på det tidspunkt tydede skyerne over mig på, at en gevaldig tordenbyge var på vej.

Black Jack's Pub and Grill i West Jefferson

Jeg parkerede imidlertid bilen og gik en tur på byens hovedgade, som virkede ret interessant med en del ældre bygninger, blandt andet The Old Hotel, som vist ikke længere var hotel. Da jeg på et gadehjørne passerede et listigt sted, Black Jack's Pub and Grill, besluttede jeg mig for at spise en let frokost, i øvrigt den ene af kun to gange, hvor jeg faktisk spiste frokost. Pubben viste sig at have noget interessant lokalt øl, men da jeg jo skulle køre videre, og de er ret strikse over for spritbilister i North Carolina, valgte jeg at nøjes med at se på dem, og så drikke vand. Og frokosten blev let, da jeg valgte en salat. Til gengæld var portionen stor.

Efter frokosten gik jeg endnu en tur rundt i byen, mens jeg lyttede til kirkeklokken, der  slog 12. Og det gjorde den med et fint klokkespil, men inden jeg nåede inden for synsvidde af dette, var den holdt op. I stedet gik jeg tilbage til bilen, som jeg havde parkeret ud for et farmers market, som dog var lukket. Der var kun åbent onsdag og lørdag, og da dette var en mandag... Det var endnu ikke begyndt at regne, men nu var himlen helt sort, og det begyndte da også så småt, da jeg var på vej ud af byen mod næste mål, Sparta i Alleghany County, men det blev i første omgang ikke rigtigt til noget med regnen. Jeg kunne have fortsat ad US 221, men tog en noget mindre vej, North Carolina Road 88. 221 er to-spors og ret smal, men denne var smallere selv om den ikke var meget mere interessant.

Sparta er det administrative centrum for Alleghany County, County Seat kalder amerikanerne det, og det kan nærmest oversættes til "amtssæde", og det er da også den betegnelse, jeg normalt bruger. Sparta - i hvert fald den del af den, som jeg så, som omfattede amtets administrationsbygning, rådhuset og politistationen, samt hovedgaden, var ikke særligt spændende, så her tog jeg bare et par billeder inden jeg fortsatte min færd.Det mest interessante var, at rådhuset havde et "Drive Up" vindue. Det har jeg aldrig set før, men hvad de kan hjælpe med, ved jeg ikke.

Let regn på forruden

Jeg indstillede gps'en til at føre mig til Stone Mountain State Park, som skulle have et imponerende bjerg med en markant, nøgen klippeside - deraf navnet. Turen dertil var kun på 15 miles (knap 25 km), hvoraf det meste foregik  på US Highway 21, og skulle tage 25 minutter i følge gps'en. Sådan skulle det imidlertid ikke gå, selv om det gik fint i begyndelsen. Jeg tog den selvfølgelig med ro, da det jo var et område, som jeg ikke før havde kørt i, og kunne da også se, at gps'en efterhånden udskød mit ankomsttidspunkt til 15 minutter senere end først beregnet. Efter ca. 10 miles (16 km) skulle jeg forlade hovedvejen, for at køre ad mindre veje ind til og ind i selve parken, og så brød helvedet - eller i hvert fald tordenstormen løs. Det satte tempoet betragteligt ned, men frem nåede jeg da. Inde i parken skulle man så køre et godt stykke for at nå frem til det sted, hvorfra stierne til bjerget udgik. Da jeg nåede dertil, styrtede det stadig ned, så jeg blev i bilen og ventede på at regnen skulle holde op, men det gjorde den ikke, så efter 20-25 minutter, vendte jeg om og kørte tilbage. Da jeg kom tilbage til stedets visitorcenter, havde jeg brug for et "rest room", så jeg parkerede så tæt på indgangsdøren som muligt, og så løb jeg op ad trappen og ind på kontoret. På trods af at afstanden var mindre end 20 meter, var jeg alligevel gennemblødt - og jeg skulle tilbage til bilen igen!

Våd og forkommen satte jeg kursen mod North Wilkesboro. Ikke fordi jeg skulle noget her, men fordi det var den nærmeste større by, som lå i den retning, jeg skulle, og jeg vidste at byen havde et shopping mall af en slags, hvor der i hvert fald tidligere havde ligget en Radio Shack. Jeg ville købe et "fordelerstik" til cigartænderen, så jeg kunne have både kamera og gps sluttet til på en gang. Kameraet virker kun, hvis det får strøm hele tiden, og gps'en holder ikke længe, hvis den ikke lader. Igen blev jeg ført ud på nogle små landeveje, der lidt efter lidt blev til villaveje i forstadskvarterer og til sidst nåede jeg da også frem. Imidlertid var der ikke længere noget Radio Shack. Jeg fandt senere ud af, at kæden var gået fallit, og kun nogle få butikker blev drevet videre af selvstændige ejere, men altså ikke denne.

I stedet prøvede jeg så Walmart, hvor de godt vidste, hvad jeg talte om, men ikke havde nogen. Det havde de i øvrigt heller ikke i nogen af de andre Walmarts, jeg hjemsøgte på turen, så det endte med, at jeg måtte blive ved med at skifte mellem de to apparater. Til gengæld fik jeg købt den næsten obligatoriske køleboks til isterninger. Også 28 halve liter vand til $ 2,98 blev det til, foruden lidt frugt, og så selvfølgelig isterninger til boksen. $ 2,98 for 28 vand svarer til, at en halv liter koster 70 øre. Det kan de altså lære noget af herhjemme. Selv på en tank kunne man få vand til 5-6 kroner. På vej tilbage fra statsparken, var det holdt op med at regne, og det var stadig tørvejr, da jeg havde handlet, men på vej tilbragte til Lenoir begyndte det igen. Da jeg var tilbage hos Rose regnede det fortsat, men det holdt op igen, og kort efter var alt vand forsvundet fra jorden - på det tidspunkt var temperaturen omkring 35 ° celsius, og man kunne se, at det simpelthen dampede fra asfalten. Efter at have sludret lidt med Rose og bestilt morgenmad til næste dag (mindre end den første, hvor jeg slet ikke kom igennem det), gik jeg op på værelset og ringede til John Hawkins. Han skulle spise middag med en bekendt i Lenoir og ville meget gerne have mig med, så vi aftalte at vi skulle mødes kl. 18 ved en Sagebrush Restaurant. Han ville have en rød skjorte på og jeg fortalte at jeg havde min sorte Creedence Clearwater Revival T-shirt på. Så kunne det ikke gå helt galt. Min CCR T-shirt har et billede af bandet og teksten "Never underestimate an old man, who listens to Creedence Clearwater Revival" -og det gør jeg. I skrivende stund sidder jeg faktisk og lytter til Sinister Purpose, og jeg har lige hørt It Came Out of the Sky og Molina - alle blandt mine favoritter. Det viste sig i øvrigt, at John også boede i Lenoir, men Lenoir er en lidt mærkelig by med et ret stort areal, selv om der ikke bor så mange mennesker. John boede i en bebyggelse ved navn Buffalo Cove, som lå omkring 27 km væk fra selve byen ad ret små landeveje. Der ligger en del bebyggelser af denne type inden for Lenoirs formelle bygrænse, og byen har da også et areal, der er omking 3 gange så stort som Brøndby til at rumme sine 18.000 indbyggere.

Da jeg gik fortalte jeg Rose at jeg skulle møde John Hawkins, og det viste sig at hun kendte ham, så det var hun lidt interesseret i, og senere viste det sig, at han også kendte hende. Det havde han fortalt Charlotte og Bill, da de fortalte ham, hvor jeg boede. John var der allerede, da jeg kom, og da jeg kom inden for, kom han hen og hentede mig hen til det bord, han sad ved, sammen med tre andre mennesker, som han præsenterede mig for. Den ven, han skulle have spist med var en ung mand ved navn, Kevin, og de to andre - et ægtepar - var hans naboer, som havde inviteret sig selv med. Alle var meget hyggelige, og især Kevin var meget interesseret i Danmark, og blev straks abonnent på min YouTube kanal, da jeg fortalte ham at jeg havde en video om Brøndby liggende der. Selv om vi meget snakkede om Danmark, og hvorfor jeg kom så meget til deres hjørne af North Carolina, blev der også tid til at tale Tom Dooley med John. Kevin og de andre kendte ikke meget til historien, men lyttede interesserede, mens John og jeg talte sammen. Kevin var i øvrigt i marineinfanteriet, og skulle tilbage til Virginia for at gøre sin uddannelse færdig på marineinfanteribasen i Quantico inden han skulle udstationeres i San Diego i Californien. Undervejs til Californien skulle han lige forbi North Carolina igen for at besøge sine forældre. Jeg blev aldrig rigtig klar over, hvad hans forbindelse til John Hawkins egentlig var.

Da vi var færdige med at spise og snakke sagde jeg farvel til ægteparret og Kevin og på gensyn til John, som jeg skulle møde igen om fredagen. Så kørte jeg tilbage til Irish Rose og slappede af på værelset med tabletten og en bog indtil det blev sengetid.