Mod dumhed kæmper...

Det var blevet tid til at jeg skulle sige farvel til Rose og fortsætte min tur. Så snart jeg var væk, og Rose havde gjort mit værelse i stand, skulle hun selv på ferie. Bilen var pakket, og hun regnede med, at en halv time efter at jeg var kørt, ville hun være på vej til Florida, hvor hun skulle overnatte hos sin søster, inden de næste dag skulle rejse til Europa, på en tre ugers tur, med blandt andet Venedig på programmet. Jeg havde bestilt morgenmad til 7.30 og da jeg kom ned i spisestuen var det til en gedigen overraskelse. På bordet stod de sædvanlige friske frugter, appelsinjuice osv. samt en portion spejlæg og toast. Til gengæld var der ingen kaffe! Kort efter kom Rose ind fra køkkenet med en rygende varm, tysk "pandekage" med æbler, kanel og sukker, som jeg ikke mente at jeg havde bestilt. Rose fortalte, at da hun kom hjem dagen før, havde hun også været i tvivl om, hvorvidt jeg mente det, men da jeg var gået i seng ville hun ikke forstyrre mig, for at spørge, og så havde hun bare bagt den. Hun viste mig min bestilling, og jeg kunne godt se, at jeg af uforklarlige årsager havde sat kryds ved pandekage i stedet for kaffe! Jeg fortalte Rose, at jeg var ked besværet, men jeg ville nok blive nødt til at levne pandekagen, som udover sin imponerende størrelse, er alt for sød efter min smag. "Det gør ikke noget" var Roses svar- "Så får hunden det, Han vil elske det". Hunden, Finnegan, skulle med til Florida, men ikke til Europa. I Florida ville den blive passet af hendes søsters børn. Kaffen kom lynhurtigt og så gik jeg i gang med morgenmaden, og som forventet fik jeg ikke spist den mindste smule  af pandekagen. Jeg havde allerede båret kufferterne ud i bilen inden jeg spiste, så jeg hentede min rygsæk på værelset, sagde varmt farvel til Rose med knus og alting, og så forlod jeg Irish Rose, om ikke Lenoir, for sidste gang på denne ferie.

Dagens mål var Winston-Salem, noget øst for Lenoir. Det var kun en kort tur på 80 miles (knap 130 km) ad den korteste rute, så der var masser af tid til at se ting undervejs. Hjemmefra havde jeg planlagt tre ting, jeg gerne ville se. De to af dem lykkedes, mens den sidste blev udsat til et senere tidspunkt. Til gengæld fik jeg så fremrykket noget andet, som var planlagt til dagen efter. Det første mål var den lille landsby Hiddenite, ikke mindst Emerald Hollow Mine, hvor jeg igen ville prøve at vaske ædelsten ud af grus. Det var imidlertid dette jeg valgte at udsætte, og i stedet satte jeg kursen mod Pilot Mountain State Park, en tur på knap 100 miles (160 km). Pilot Mountain State Park ligger ca. 20 miles (32 km) nord for Winston-Salem, så jeg var på ingen måde på afveje. Jeg tog den slagne vej, hvilket vil sige NC 18 fra Lenoir til Wilkesboro, derefter US 421 til den mødte I-77. Så nord på ad denne til I-74, og så gik det sydøst på et kort stykke inden jeg kørte syd på mod parken ad mindre veje. Senere fortrød jeg, at jeg var blevet på motorvejen for på den måde gik jeg glip af Dobson, amtssæde i Surry County og  andre byer med spændende navne som Black Water, Ararat m.fl. Undervejs mod parken gjorde jeg en afstikker til byen Pilot Mountain - jo en sådan er der også og derfra i retning mod en anden lille by, Pinnacle. Kort før sidstnævnte by, gik en sidevej til højre og den ville min gps gerne have mig ad, så jeg adlød ubetinget, og kort efter kunne jeg da også ane bjerget i det fjerne. Undervejs gjorde jeg et enkelt stop, så jeg kunne fotografere det meget karakteristiske bjerg på afstand. Da jeg nåede parken, gjorde jeg et kort stop ved parkens Visitor Center. Jeg havde tidligere prøvet at ringe hjem men uden held, da der ikke var mobildækning. Det var der så her, et godt stykke oppe ad bjerget. Jeg fik talt med Tina, hvorefter jeg fortsatte op til parkeringspladsen. Denne ligger på bjerget Little Pinnacle, ikke på Pilot Mountan, men klatrer man til tops på Litlle Pinnacle, hvor der er en slags udsigtsplatform, er der en fin udsigt, både til Pilot Mountain, men også ud over Yadkin River Valley.

Pilot Mountain set fra Pilot Knob Park Road

Jeg fandt et sted at parkere bilen, og så gik først hen for netop at beundre udsigten over Yadkin Valley. Derefter besteg jeg så bjerget. Det er ikke så anstrengende som det lyder, da der var anlagt en ujævn men dog fremkommelig sti op til udsigtspunktet. Til gengæld betød varmen, at jeg var noget kogt, da jeg nåede de ca. 300 m som stien var lang. Undervejs faldt jeg i snak med to ældre, sorte damer (de var nok på min egen alder), og de syntes også at det var både varmt og anstrengende, men nu ville de altså op og se det f...... bjerg! Og det kom de - og jeg, og jeg fik da også foreviget såvel bjerget, som mig selv, da jeg tog en selfie (en af de få jeg har taget), som kort efter, da der igen var telefondækning, blev lagt på Facebook som profilbillede - så alle kunne se, hvad jeg havde fået ud af mine anstrengelser. "3 Like Home" er nu en god ting, når man skal uploade billeder :-). Da jeg havde set nok, gik jeg igen ned til bilen, og sad der og nød udsigten og forsøgte at komme på nettet, inden jeg forlod stedet. Det med nettet lykkedes ikke ved den lejlighed. Selv om der var masser af telefonforbindelse og dataroaming var slået til, blev den ved med at påstå, at jeg var offline. Ak ja, den teknologi.

Som næste mål valgte jeg byen Danbury, amtssæde i Stokes County, da jeg nu havde sat mig i hovedet´, at jeg ville se et amtssæde i Western North Carolina den dag. Danbury er med sine færre end 200 indbyggere i øvrigt det mindste amtssæde i hele staten North Carolina. Fra statsparken var der kun 21 miles (33 k) til Danbury, og selv om det var ad små veje, tog det ikke særligt lang tid. Inden jeg skulle se lidt på byen, skulle jeg dog lige fylde benzin på, men den eneste tankstation, der var, havde kun en enkelt stander og en langt kø. Byens anden tankstation solgte kun diesel, så jeg spurgte min gps til råds. Den påstod hårdnakket, at der skulle være yderligere en tankstation længere ude af byen i retning mod Hartman (en anden lille landsby). Det var der ganske rigtigt også, men den så ud til at været have nedlagt i adskillige år. Så vendte jeg om og kørte tilbage til Danbury, som jeg fortsatte igennem, ikke ad den vej, jeg var kommet ad (fra sydvest) , men mod nordvest og efter 5-6 miles fandt jeg da også en i øvrigt stor og velforsynet tankstation, så udover benzin benyttede jeg også lejligheden til at købe en sandwich og en kop kaffe. Så satte jeg kursen tilbage til Danbury, hvor jeg parkerede bilen og så alt det, der var at se i byen. Det begrænsede sig til dom- og rådhuset (som også husede flere andre offentlige kontorer), en brandstation  samt en ældre interessant bygning, hvis oprindelige formål, jeg aldrig fik afdækket - men den havde et mindre tårn. Det kan have været en skole eller anden offentlig bygning, eller måske en nedlagt kirke, for vejen den lå på hed Old Church Road, og der var ikke andre bygninger med kirkeligt præg i nærheden. Jeg var dog ikke i tvivl om, at det i hvert fald havde været en offentlig bygning, men at den nu måske blev anvendt til kontorer, da der ikke vajede det traditionelle amerikanske flag uden for. Den og de øvrige interessante bygninger blev fotograferet som dokumentation, for at jeg havde været der, og så kørte jeg videre.

Det næste mål var endnu en statspark, Hanging Rock State Park, og den lå kun 5 miles fra Danbury, så turen var til at overse. Jeg fandt en parkeringsplads ved visitor centreret, som jeg så besøgte. Her blev jeg "overfaldet" af en umådeligt venlig og imødekommende kvindelig park ranger, der fortalte mig om, hvad der var at se i området og hvordan jeg skulle finde det. Parken er opkaldt efter et specielt udseende klippefremspring på et bjerg, og det var en vandretur på 3,7 miles (6 km) frem og tilbage, så i en temperatur på næsten 40 grader celsius, afstod jeg fra det. I stedet kunne jeg nyde udsigten til bjerget fra en udsigtsplatform lige overfor visitor centeret, så det blev min beslutning, og jeg er sikker på, at den var fornuftig. Desuden forklarede hun mig, hvordan jeg, når jeg kørte ud af parken igen, kunne finde et meget smukt vandfald tæt ved vejen. Og endelig fik jeg et kort, der viste nogle af de ting, man kunne se, og de stier man kunne spadsere ad. Efter at have taget billeder af bjerget med klippen (selve klippen kunne jeg ikke få øje på fra udsigtsplatformen), studerede jeg kortet for at se om der var andre muligheder. Og det var der! På det udleverede kort kunne jeg se, at en sti førte fra parkeringspladsen til et vandfald. Denne sti skulle være omkring 800 m hver vej, og var kategoriseret som "easy", altså nem. Så den besluttede jeg mig for at tage.

Skilt ved begyndelsen af stien til Indian Creek eller i mit tilfælde bare en del af vejen til Hidden Falls vandfaldet.

Stien udgik fra den ene ende af parkeringspladen, så der gik jeg ned. Ved stiens begyndelse stod et skilt, som advarede om, at her døde man. Eller i hvert fald, at man skulle passe på, da der var mange farer i området, som kunne forårsage alvorlige skader eller død, så som vand, klipper og klippeskrænter. Så jeg forberedte mig på det værste, skrev mit testamente og drog af sted. Som lovet på kortet var stien ret nem at færdes på, da det gik ned ad bakke. Efterhånden blev det stejlere, og jeg måtte sætte farten lidt ned for ikke at få overbalance og komme til skade, jf. skiltet. Efter ca. en fjerdel af vejen ned passerede jeg et overdækket picnic område med en vandpost, og det var herefter at det for alvor blev stejlere. Jeg mødte kun nogle få mennesker, som gik i samme retning som jeg selv, og en enkelt eller to, der var på vej i modsat retning. Efter ca. 15 minutter nåede jeg ned til en platform over vandfaldet, som bestemt var "hidden" (skjult), da man kun kunne ane det mellem den tætte bevoksning, selv om man kunne høre det tydeligt. Stien fortsatte mod et andet område, Indian Creek ca. 3 miles længere, og det er muligt, at jeg kunne have fået et bedre syn, hvis jeg var fortsat, men det gad jeg ikke. Jeg skulle jo også tilbage igen. Så da jeg havde stirret på bladhanget i 10 minutter eller så, begyndte jeg tilbageturen.

Temperaturen var stadig tæt på 40, og her nede i dalen mellem træerne var luftfugtigheden høj, og dum eller i hvert fald uforudseende, som jeg var, havde jeg selvfølgelig ikke medbragt vand, hvilket var dumhed nummer 2! Der stod jo på kortet at turen var nem, så det burde ikke være nødvendigt - og det selv om jeg har advaret andre i flere artikler om, at de skal have vand med, når de skal ud at gå om sommeren! Stien var også nem på nedturen, men knap så nem da jeg skulle op igen. Det første stykke gik nemt (ca. 25 m), men så begyndte det at gå op ad, og flere steder var der så stejlt, at der var anlagt en slags trappe, som man måtte bruge. Med jævne mellemrum måtte jeg sætte mig ned for at puste ud, da jeg jo absolut ikke er i den bedste form, med mindre "lidt for rund" er en god form. Dumhed nummer ét var, at jeg ikke straks vendte om, da det begyndte at gå ned af bakke, ikke mindst fordi jeg havde lavet præcist det samme stunt i 2015 ved Linville Falls. Dengang var det 700 m ned ad bakke og 700 m op igen, og selv om det var i november og ikke nær så varmt, var jeg også dengang ved at dø - sådan føltes det i hvert fald. Men mod dumhed kæmper selv guderne forgæves, som Schiller skrev - og det er jo altid nemt at være bagklog. Under en af mine hvilepauser kom en ung dame i tyverne masende op ad bakken, og da hun så mig, satte hun sig også ned og vi sad og sludrede. Hun var sammen med nogle venner, men var gået i forvejen, så kort efter dukkede vennerne op på stien. Tre unge mænd og yderligere to piger, og den ene af pigerne, som bar på en rygsæk, var så venlig at tilbyde mig en flaske vand, inden gruppen fortsatte op, hvilket jeg taknemmeligt tog imod. Hun læser næppe dette, men jeg vil nu takke hende alligevel. Jeg tror det reddede mit liv, eller i hvert fald sikrede at jeg ikke dehydrerede. Selv om vandet var lunkent, var det livgivende! Efter et kort hvil og lidt vand fortsatte jeg opstigningen. Jeg holdt ikke flere siddepauser i første omgang, men stoppede af og til for at genvinde pusten. Da jeg nåede op til picnicpladsen, og vandposten, kunne  jeg kunne udskifte det efterhånden varme vand i flasken ud med noget, der var om ikke koldt, så dog koldere. Mens jeg var optaget at dette forehavende, blev jeg indhentet af to pustende kvinder i 40'erne, som slog sig ned på en bænk ved picnicområdet, og det samme gjorde jeg, og så faldt vi i snak. Varmen og anstrengelserne var et fælles tema. Efterhånden snakkede vi om andre ting, og som sande amerikanere spurgte de mig om, hvor jeg kom fra, og da jeg fortalte det, skulle de selvfølgelig vide, hvad jeg lavede her i North Carolinas ødemark? Det fik de så at vide og jeg fik at vide, at de var søstre, og oprindeligt kom fra New York, hvor den ene stadig boede, mens den anden var flyttet til det centrale North Carolina. Nu var søsteren fra New York så på besøg, og da det var første gang i flere år, at de to søstre var alene sammen uden mænd eller børn, ville den tilflyttede søster vise den besøgende, der ikke havde været i North Carolina før, naturseværdighederne i området. Det er utroligt, hvad man kan nå at udveksle af information selv i udmattet tilstand på en bænk i sommereftermiddagsvarmen. Efter et kvarters tid fortsatte vi alle tre opstigningen, som nu var betydeligt lettere det sidste stykke, da stien var fladet betragteligt ud, men det vidste jeg jo fra nedturen. Hvis det var en "easy" tur, vil jeg nødig prøve en "moderate" eller endnu værre en "strenous" (anstrengende).

Augustus T. Zevely Inn. Mit værelse havde indgang fra haven bag huset et kort stykke nede ad sidegaden.

Da jeg endelig nåede op kunne min T-shirt og mine underbukser vrides, og jeg svedte som en lille gris. Bare på de ca. 10 minutter, jeg havde gået fra picnicområdet, var vandet i flasken igen blevet uudholdeligt lunket, så ved bilen kastede jeg mig over to flasker vand fra køleboksen. Den ene drak jeg, mens jeg hældte den anden ud over mit svedige hoved. Da jeg følte mig klart igen, fattede jeg endnu en flaske vand til brug i bilen, og så var jeg klar til at sætte kursen mod dagens mål. Jeg overvejede et besøg ved det vandfald i udkanten af parken, som den flinke ranger havde fortalt mig om, men mente ikke at det var nødvendigt, og så frygtede jeg, at skulle ud på endnu en spadseretur. Vel ude af parken kørte jeg nord om denne efter anbefaling fra gps'en, selv om jeg umiddelbart ville have troet, at det var en omvej. Via North Carolina Highway 68 nåede jeg ned til US Highway 52, som på denne strækning hedder Pilot Mountain Parkway. Denne fulgte jeg gennem den gamle herrnhuterby Bethania til Winston-Salem (som også er en gammel by grundlagt af den herrnhutiske brødremenighed i 1766 som Salem. Winston kom senere til, og i 1913 blev de to byer forenet til én. Jeg fandt hurtigt mit hotel, eller rettere min kro, Augustus T. Zevely Inn, som ligger inden for grænsen af Old Salem Historic District i en bygning fra 1844, som har været kro siden 1845. Her ringede jeg på og blev lukket ind af en ældre dame, som fortalte mig om stedet og gav mig et elektronisk nøglekort til hoved- og bagdør og en ganske almindelig gammeldags nøgle med et messingskilt til min værelsesdør, som havde indgang ude fra haven. Når de havde lukket så grundigt, fortalte hun, var det fordi mange turister troede, at huset som så mange andre i det historiske område, rummede en udstilling, som man bare kunne besøge, og derfor kom vadende ind. Jeg fik også forklaret, hvor man spiste morgenmad og at denne blev serveret mellem 8 og 10. Her var der ikke som hos Rose en menu, man kunne vælge fra, men det skulle nu vise sig ikke at være så ringe endda. Til sidst viste hun mig vej til mit værelse, hvor der var egen indgang fra haven. Værelset var et gammelt krudtmagasin. I hvert fald hed det "Gun Powder Magazine Room", men jeg syntes at det var underligt at anbringe et krudtmagasin i et rum under beboelsen! Men værelset var fint, så jeg flyttede bilen fra gaden til en parkeringsplads som var forbeholdt logerende på kroen bag bygningen med indkørsel fra næste gade. Derefter slæbte jeg en enkelt af mine kufferter med ind. Dette havde jeg forberedt inden jeg forlod Rose om morgenen, så alt hvad jeg skulle bruge i to dage, var klar i den mindste kuffert. Derefter hvilede jeg mine ømme lår på sengen en times tid. Da klokken var hen ad syv, var jeg blevet en anelse brødflov, så jeg brugte nettet til at lokalisere den nærmeste Applebee's.

Inden jeg kørte af sted, gik jeg imidlertid lige over vejen til Tavern in Old Salem, hvor jeg var blevet anbefalet at spise af min gode bekendt, Charlotte Frye, der var barnefødt i byen om end hun nu var flyttet derfra.  Mit formål var mest at se priserne, da jeg havde hørt at stedet ikke hørte til de billigste, og det gjorde det ikke, men så var det heller ikke værre, så jeg besluttede mig til at spise aftensmad der næste dag. Så kunne jeg endelig også få et glas vin, da jeg regnede med at jeg enten kunne gå eller i værste fald kravle tilbage til kroen. Da jeg skulle hente bilen for at køre af sted, kom en masse unger piger ud fra et hus lige overfor parkeringspladsen, og gik ud og satte sig på bænke eller på græsset, hvilket undrede mig en del. Senere fandt jeg ud af, at det var eleverne på en slags summer school på Salem College, der var indkvarteret i en af universitetets beboelsesbygninger. Der var også unge mænd med, men de boede et andet sted i byen. Desværre kan man ikke halvere Applebee's "2 for 20" tilbud. Servitricen grinede, da jeg foreslog, at jeg kunne for "1 for 10", men den gik ikke, så jeg måtte købe min sædvanlige hot buffalo boneless wings forret til fuld pris, og der er rigeligt, når man skal spise dem selv og ikke dele, så jeg spiste ikke hovedret, men nøjedes med en portion salat - det gjorde jeg ofte på denne tur. Tilbage på kroen, mæt og tilfreds tjekkede jeg lige min mail, og der var en ny mail fra Charlotte og Bill Barnes, der foreslog at vi skulle mødes ved Whippoorwill Academy and Village i Ferguson, som de vidste jeg havde besøgt flere gange, når vi skulle ses to dage senere. Jeg skrev tilbage at det var OK, og vi aftalte at mødes klokken 9.30, hvilket var lidt tidligt, men man er vel på ferie.