En stilfærdig dag med god mad

Denne dag havde jeg ikke planlagt noget særligt. Jeg ville se nærmere på Salems historiske område, og det var nogenlunde det. Morgenmaden på Augustus T. Zevely Inn var glimrende. Ikke som hos Rose eller hos Madelyn, som jeg havde boet hos tidligere, men det var jo heller ikke et B&B, men en kro, og der var det, man kunne forvente. Kaffe, te, mælk, juice, morgenmadsprodukter, forskelligt brød og kogte  æg - og senere kom køkkendamen og tilbød friskstegte spejlæg, og skinke. Da jeg kom op i spisesalen (fra mit værelse i underetagen), sad der allerede nogle mennesker, og dem faldt jeg hurtigt i snak med, Af de tre par, var de to på ferie som jeg selv, og et enkelt par var på forretningsrejse - eller rettere det var manden og konen var så taget med. Dette par, samt et af de ferierende kom fra andre stater, mens det sidste par var fra den østlige del af staten, og på trods af det havde de aldrig tidligere været i hverken Winston-Salem eller længere mod vest i North Carolina og det ville de nu råde bod på, så de skulle fortsætte mod vest, som jeg også selv skulle et par dage senere, men selv om de også skulle til Cherokee, mødtes vi ikke igen. Efter morgenmaden gik jeg tilbage til værelset for at hente mit kamera, og så skulle jeg ellers på rundtur i det historiske distrikt i Salem.

Winston-Salem, eller rettere bare Salem, blev grundlagt af Moravians eller som vi kender dem i Danmark, Herrnhutere i 1766. Jo, det var medlemmer af den samme gruppe, som også grundlagde Christiansfeld i 1773. Broderskabet, eller Brødremenigheden, som vi kalder dem, var blevet fordrevet fra deres oprindelige område i Böhmen-Mähren af den katolske kirke. Hos grev Nikolaus Ludwig, Graf von Zinzendorff i Sachsen fik en gruppe asyl, og her dannede de en menighed i byen Herrnhut, deraf det danske navn, og herfra drog de ud for at missionere. Når de på engelsk kaldes "Moravians" er det efter det sted, de oprindeligt blev fordrevet fra, nemlig Mähren. Moravia er det engelsk navn på Mähren. En gruppe var på et tidspunkt kommet til Pennsylvania, og herfra sendte de en ekspedition ud, for at finde et sted, hvor de kunne leve i fred. Ekspeditionen under ledelse af biskop August Gottlieb Spangenberg kom til North Carolina, hvor de udforskede de nordvestlige dele af den nuværende stat, inden de tog øst på igen. De købte et landområde af John Carteret, 2nd Earl Granville, der ejede en ottendedel af hele Carolina (nord og syd), og her grundlagde de en lille by, Bethania i 1753, og i 1766 grundlagde de så Salem, ikke langt fra Bethania. Jeg kunne fortælle meget mere om herrnhuterne som jeg finder særdeles interessante, inklusive deres religiøse holdninger,  men jeg er vist allerede kommet lidt langt ud ad dette sidespor, så jeg må hellere holde her. Jeg vil dog slutte med, at i 1892 blev et luksushotel i Salem eller rettere lige uden for den daværende by opkaldt efter brødremenighedens velgører, og fik navnet Zinzendorfer Hotel, som dog fik en kort levetid. Mindre end et år efter opførelsen  brændte hotellet ned til grunden og blev ikke genopført.

Da jeg forlod hotellet gik jeg først ned til Old Salem Visitor Center, der lå i den næste gade i forhold til kroen, en lang tur på omkring 300 m. Allerede her kl. 9 om formiddagen, var temperaturen ret høj, over 30 grader, så jeg var iført hat og solcreme - og ikke kun det, men også lidt tøj på strategiske steder. På visitor centeret tale jeg med nogle af de ansatte, og jeg købte formedelst en dollar et kort, der viste det det historiske distrikt, og hvad man kunne se der. Desuden så jeg lidt på de udstillinger, som var på centeret. Derefter drog jeg, bevæbnet med kort og kamera tilbage til Main Street, hvor kroen lå, men helt ude i den sydlige ende af gaden. For at kommer dertil måtte jeg krydse Old Salem Road. Det skete via en imponerende gangbro over vejen i form af en "covered bridge" (overdækket bro). Jeg måtte dog vente nogle minutter på at passere broen, da nogen havde travlt med at lave en fotooptagelse, og der var opstillet stativer med kameraer, lys og så videre. Men til sidst kom jeg over. På den anden side af broen lå en moderne bygning, med et ottekantet indgangsparti. Det viste sig at være Frank L. Horton Museum Center eller The Museum of Early Southern Decorative Arts Jeg besøgte nu ikke museet, ikke mindst fordi jeg ikke er specielt interesseret i dekorativ kunst - heller ikke selv om den er tidlig og fra syden..

Single Brothers' House. Den oprindelige del til højre med bindingsværk, en senere tilbygning til venstre.

På vej op ad Main Street benyttede jeg mig i rigt mål af kortet - og de skilte, der stod uden for de historiske bygninger. Den første af disse var en våbensmedje, men her var der endnu ikke åbent. De fleste steder åbnede først kl. 10, for ingen regnede med at turister ville være dumme nok til at komme så tidligt. Mange af bygningerne er gamle, men de er ikke alle en del af det museum, som distriktet udgør, da de er helt almindelige beboelseshuse. Jeg fortsatte lystigt nord på ad hovedgaden til jeg nåede tilbage til kroen, hvor jeg boede. Undervejs fik jeg taget en del billeder, som desværre senere viste sig at være ret mislykkede, da jeg havde fået skubbet til en indstilling på kameraet, og det havde jeg ikke lagt mærke til. Lidt manipulation i et billedbehandlingsprogram hjalp noget, men ikke helt, men sådan kan det jo gå. Skråt overfor kroen lå Tavern in Old Salem, og i nabolaget af denne lå også tavernens gamle eng, Tavern Meadow som stadig er et grønt område. Ved siden af spisestedet ligger Tavern Museum, som viser hvordan man tog sig af rejsende i gamle dage - blandt disse George Washington, da han i sin tid besøgte Salem. Heller ikke her var der åbent, så jeg fortsatte min færd mod nord.

Næste historiske bygning var Shultz Skomagerbutik, men da mine sko ikke trængte til reparation, var det ikke aktuelt. John Vogler House (her boede i sin tid en sølvsmed og urmager) var åbent, men jeg besøgte det ikke. Til gengæld aflagde jeg et besøg i den lokale "købmandsbutik" overfor. Det var ret interessant, og det er faktisk en butik, hvor man kan købe ting og sager, ikke en udstillingsbygning. Overfor, på den anden side af Main Street lå en stor åben plads, Salem Square, med et et lille hus, nærmest et skur, hvor man opbevarede en brandsprøjte, og på den anden side af det åbne område lå hovedbygningen til Salem College, som er et universitet for kvinder, grundlagt i 1772. Dermed er det det ældste universitet i det sydlige USA, der stadig er et universitet kun for kvinder, selv om enkelte overbygningsuddannelser nu er åbnet for mænd over 23! Og her stoppede turen så for en stund, da mit kamera løb tør for strøm, selv om batterimåleren havde stået på fuld et øjeblik før. Det har jeg oplevet før, men ikke tænkt videre over. Så var det tilbage til kroen og en oplader. Da jeg kun havde medbragt et kamera til USA på denne tur (dumhed betaler sig ikke), måtte kameraet i min telefon holde for resten af dagen. Så efter at have sat kameraet til at lade, vendte jeg tilbage til pladsen. Her ligger også "single brothers' house" altså de ugifte brødres hus. Her boede de voksne, men endnu ikke gifte medlemmer mandlige af brødremenigheden. I den næste gade, Church Street, hvor kroens parkeringsplads lå, ligger også "single sisters' house", som jeg så på tilbagevejen, gæt selv hvem der boede der.

Imidlertid fortsatte jeg i første omgang længere mod nord til Winkler's Bakery fra 1800. Dette er dels en udstilling dels et aktivt bageri og bagerforretning. Her bages brød og kager efter gamle herrnhutiske opskrifter i brændefyrede ovne fra omkring 1818. Her benyttede jeg lejligheden til at købe nogle småkager til at tage med hjem som gaver. De har også en berømt sandkageagtig kage, som bliver solgt i skiver, men jeg mente ikke at en sådan skive ville kunne holde sig, da der jo var mere end en uge, til jeg skulle hjem. Ved det næste gadehjørne, Bank Street, drejede jeg til højre og gik ned til Church Street. Jeg kunne have fortsat længere mod nord for at se en arkæologisk udgravning eller God's Acre (Guds Ager), som herrnhuterne kalder deres kirkegårde, men det må blive næste gang, jeg besøger byen. I stedet gik jeg forbi lægens hus, Home Moravian Church, universitetets hovedbygning, single sisters' house og flere af universitetets indkvarteringsbygninger, dormitories. Da jeg nåede tilbage til kroen var klokken alligevel blevet hen ad et, og trods hatten var jeg blevet noget varm, og svedig var jeg også, men på grund af solcremen ikke forbrændt. Tilbage på værelset studerede jeg kameraets opladningsproces, men som forventet var det slet ikke nær færdigt. Når man lader med en 220 volts oplader i et 115 volt stik, tager det en del længere tid, selv om det ikke er dobbelt så lang tid som herhjemme. Jeg satte mig på terrassen og delikaterede mig med en kold vand fra køleboksen i bilen, selv om heller ikke denne var helt kold længere, da stort set alt isen i boksen var smeltet.

Den træfyrede ovn fra 1818 er stadig i brug i Winkler's Bakery.

Da jeg havde siddet på terrassen en halv times tid besluttede jeg mig for at køre til Statesville. Hvorfor ved jeg faktisk ikke, men det gjorde jeg altså. Fra Winston-Salem er der ca. 45 miles (godt 70 km) til Statesville og det tog ca. 1 time, men så fik jeg da kørt noget mere på vores yndlingsmotorvej, I-40, se artiklen Ture på vores Mother Road. I Statesville parkerede jeg bilen bag byens Civic Center også gik jeg lidt rundt uden mål eller med, mens jeg så på ting uden rigtigt at vide, hvad jeg søgte. Senere blev jeg enig med mig selv om at se om jeg kunne finde deres Visitor Center som skulle ligge i en af de offentlige bygninger på hjørnet af Front Street South Center Street, men jeg fandt det aldrig. Til gengæld fik jeg lettet min blære på et nydeligt toilet i Civic Center, og jeg fik taget et billede af Vance Historic Hotel, lige overfor. Det var engang et luksushotel, men står i dag tomt, mens byen overvejer, hvad der skal ske med bygningen, som er historisk og fredet. Undtagelsesvis har navnet ikke noget at gøre med den tidligere borgerkrigsguvernør, Zebulon Vance, at gøre, selv om denne stadig er meget populær i byen. Da jeg ikke kunne finde på mere ikke at se, gik jeg tilbage til bilen og satte kursen tilbage mod Winston-Salem. Selv om jeg kendte vejen satte jeg alligevel gps'en til, så den kunne føre mig til en Barnes & Noble Bookstore, hvor jeg tilbragte en times tid og fik købt et par bøger, selv om en af de, jeg troede at jeg ville købe, først blev udgivet en måned senere, så den fik jeg aldrig købt, men det blev altså til et par stykker alligevel.

Da jeg nåede tilbage til kroen, var klokken godt seks, så efter at have forfrisket mig lidt, gik jeg over på den anden side af gaden til Tavern in Old Salem, hvor jeg ville spise aftensmad. Det viste sig at der ikke var plads, men hvis jeg ville vente 20 minutter? Det ville jeg gerne, så jeg sad i det, som nærmest kunne kaldes en entre sammen med et par andre ventende gæster, blandt andre et af de par, jeg havde spiste morgenmad på kroen tidligere. Ca. 25 minutter senere blev jeg vist på plads af restaurantens ejerinde, som, da jeg forespurgt fortalte, at jeg boede lige overfor, fortalte mig, at der havde hun tidligere arbejdet, men da restauranten blev sat til salg, havde hun slået til sammen med sin søster. Søsteren så jeg ikke noget til, så enten var hun i køkkenet eller også holdt hun fri den dag. Jeg valgte en forret, der hed Tavern Crawfish and Grits. Krebs holder jeg meget af, mens jeg absolut ikke bryder mig om grits, men her var det en stegt grits kage, og det havde jeg ikke prøvet før. Ellers var tilbehøret til krebsehalerne andouille pølse (en krydret pølse) og tassoskinke, peberfrugter og hel spinat - alt i en smuk blanding. Det viste sig at være fremragende, selv gritskagerne. For de uindviede skal jeg måske lige fortælle at grits i almindelighed er en underlig, tyk grød kogt på majsmel. Denne fremragende forret kostede $ 16, hvad man næsten kunne have fået et måltid for på en kæderestaurant. Som hovedret blev jeg i fiskene og valgte Chargrilled North Carolina Lemon Pepper Catfish eller eller malle krydret med citronpeber og stegt på trækulsgrill for $ 19. Her var tilbehøret ristede majs, grillede grønne asparges, røgede peberfrugter og citronsmør samt crawfish purloo, en ret, som vi ikke har et dansk ord for, men altså en ret som typisk laves af planten okra, moset med med peberfrugter, bacon og her altså krebs. Også det var mums og til det, drak jeg to glas hvidvin. Den samlede pris for måltidet inkl. drikkepenge blev lidt over $ 50, men det var alle penenge værd. Da jeg havde betalt, kravlede jeg så hjem til kroen i min svært berusede tilstand. Her satte jeg vækkeuret til at vække klokken 7, da jeg skulle af sted næste dag kl. 8.a