Videre mod vest

Charlotte og Bill Barnes uden for deres hus i Mathews

Så var dagen kommet, hvor jeg skulle sige farvel til Charlotte og Bill for denne gang efter et forrygende ophold hos dem. Men inden vi kom så langt skulle jeg endnu engang nyde Charlottes fremragende morgenbord. Og vi fil sludret igen. Bill fortalte blandt andet om de slanger, der af og til kom i deres have, blandt andet King Snake, der er ganske uskadelig, men også Copperheads, der faktisk er giftige, men meget lidt aggressive. Bill fortalte, at når de opdagede en Copperhead, samlede han den op med en pind, anbragte den i en papkasse og kørte den ind i naboamtet, hvor han så slap den løs. Også vaskebjørne besøgte haven og de havde også haft en opossum. Og så var der kragerne, som Bill holdt meget af, og som han fodrede jævnligt. Han var også meget glad for gribbe, og var ved at forfatte en historie om en kalkungrib, som blev opfostret af kalkuner. Også Charlotte havde gang i en roman, selvfølgelig om Tom Dooley. Jeg glæder mig til at læse begge dele. Al denne snak, og naturligvis mere Dooley snak tog selvfølgelig sin tid, så selv om vi ikke spiste morgenmad sent, var klokken alligevel over 12, før jeg kom af sted.

Inden jeg forlod Charlotte og Bill, fik jeg en cd med de billeder. som Bill havde taget undervejs, og 2 dvd'er med Charlottes tv-udsendelse om sagen, herunder de interview hun havde lavet i forbindelse med sin research. Her hører man både Edith Carter, hendes far Thomas Ferguson, John Foster West og mange andre. En fantastisk gave, som jeg er meget taknemmelig for, og som jeg bestemt kan bruge i forbindelse med den opdatering af mine Tom Dooley sider, som jeg pt. er i gang med, selv om det ikke går så stærkt, som jeg kunne have ønsket mig. Jeg har desværre også et job at passe. I det hele er det svært at udtrykke den taknemmelighed, som jeg føler over, alt det Charlotte og Bill gjorde for mig, de mange mennesker, de præsenterede mig for, at de lod mig bo hos dem, og de mange spændende steder, de viste. Jeg kan faktisk slet ikke takke dem nok. De gjorde denne ferie til noget helt specielt, og jeg håber at vi kan ses igen til næste sommer, når jeg igen satser på at besøge det vestlige North Carolina - i hvert fald i nogle dage. Efter at have taget et par billeder af Charlotte og Bill tog jeg af sted.

Jeg fandt ret hurtigt ud til I-485, ringmotorvejen rundt om Charlotte. Lige inden jeg kørte på motorvejen besøgte jeg en tank, hvor bilen blev tanket op, og isboksen genfyldt med isterninger. Så tog jeg ringmotorvejen øst og nord om byen, til jeg nåede I-85, som jeg så tog mod vest. Kort efter Gastonia forlod jeg igen I-85 for at køre over på US 74, som jeg regnede med var mere spændende. Det betød at jeg passerede flere af de byer, jeg har omtalt i min Guide til det vestlige North Carolina, fx Kings Mountain, Shelby og Forest City, hvor jeg skiftede til US 221. Dettre skift skyldtes at min udmærkede gps fortalte mig, at der var to timers forsinkelse på I-26 mellem Columbus og Asheville. Oprindeligt var min plan at blive på US 74 til den mødte netop I-26, men den tanke opgav jeg nu. I stedet tog jeg som nævnt US 221, som jeg allerede havde kørt på længere mod nord tidligere på turen. Den førte mig så gennem Rutherfordton, amtssæde for Rutherford Country og op til I-40, en motorvej, som jeg under alle omstændigheder skulle have været ad, men nu nåede jeg den 35 miles længere mod øst end planlagt. Til gengæld tog det kun godt en time at nå Asheville, hvor det ellers ville tre timer inklusive de to timers forsinkelse. Som sædvanligt på vej til Cherokee, tog jeg I-40 til Lake Junaluska, hvor jeg skiftede til US 19, som jeg fulgte gennem Maggie Valley (som er en by) og Soco Valley (som er en dal) til Cherokee, dagens mål. Hele turen havde taget godt fire timer med et par indlagte stop undervejs.

Badeliv i Oconaluftee Islands Park

Det vil sige, at da jeg nåede byen var klokken hen ad halv fem, og da jeg passerede Oconaluftee Islands Park var der masser af mennesker som dels badede i floden, dels sad lang bredden af denne og hyggede sig. Jeg valgte derfor at gøre et kort ophold her, for at nyde folkelivet, inden jeg fortsatte til mit hotel. Det vil sige, på vej mod hotellet kørte jeg ind til byens velkomst center, for at høre om jeg der kunne købe billetter til friluftsforestillingen "Unto These Hill"s, som jeg havde besluttet mig for, at jeg ville se denne gang. Ved ingen af de seks tidligere besøg i byen, har jeg set forestillingen, og nu skulle det altså være. Jeg mente at have set på nettet, at man netop kunne købe billetter her på velkomstcentret - men det kunne bare ikke, øv bøv! Til gengæld kunne damen fortælle mig, at de kunne købes i billetsalget ved Mountainside Theater, hvor forestillingen opføres. Amfiteatret ligger på en bjergskråning (som navnet også antyder) lidt vest for byen, så her stævnede jeg ud. Jeg havde besluttet, at jeg ikke orkede at se forestillingen samme dag, og i øvrigt spiller de slet ikke om søndagen, så jeg spurgte om jeg allerede nu kunne købe billetter til tirsdag, og det var der ikke problemer med.  Jeg blev spurgt om jeg ville have "reserved tickets", det vil sige nummererede pladser, og da de kun var $ 3 dyrere end de unummererede ($ 23 i alt) valgte jeg det og fik en plads lige midt for, og tilpas højt oppe til at man kunne overskue hele scenen. Da forestillingen aflyses i tilfælde af regn, blev jeg for yderligere tre dollars tilbudt en regnforsikring. Ikke at den forsikrede mod regn, men hvis forestillingen blev aflyst kunne man få billet til en anden forestilling i stedet. Desværre havde jeg ikke ubegrænset tid dage i byen, så jeg valgte at takke nej til forsikringen. Jeg sagde også nej tak til et tilbud om en VIP pakke, der omfattede en lille mulepose, en drikkedunk, en flaske vand og en omgang varme popcorn foruden en rundvisning bag scenen efter forestillingen. Disse herligheder ville have fordyret arrangementet med yderligere 12 dollars, men da jeg selv havde vand i bilen og regnede med, at eventuelle popcorn på amerikansk maner var overhældt med smør, ikke salt og hverken havde brug for mulepose eller drikkedunk, ville jeg ikke ofre det.

Udstyret med billet, et program og en fin kvittering satte jeg så kursen mod hotellet, hvor jeg ankom kl. 17.30.  Da jeg havde planlagt at vaske under mit ophold i byen, skulle jeg have begge kufferter og resten af bagagen med op på værelset, så jeg fattede en bagagevogn som kunne rumme det hele på en gang, inklusive rygsæk osv. Da jeg havde indkvarter mig, gik jeg på jagt efter hotellets gæstevaskeri - altså hvor gæster kan vaske tøj, ikke hvor gæsterne bliver vasket. Selv om det femte gang på dette hotel, havde jeg ikke tidligere benyttet vaskeriet, som viste sig at ligge på anden sal (third floor, som amerikanerne gerne vil kalde det). Der var en vaskemaskine og en tørretumbler og begge var allerede i gang. Jeg kunne dog konstatere, at selv om jeg som sædvanligt havde samlet "quarters" (25 cent mønter) undervejs havde jeg ikke nok til to gange vask og to gange tørring, så jeg tog elevatoren ned til receptionen og fik vekslet nogle sedler til mønter. Jeg havde allerede besluttet mig for ikke at vaske før næste morgen, da jeg var overbevist om, at der ville være færre der vaskede tidligt på dagen, og det skulle da også vide sig at jeg fik ret i den antagelse.

Det var nu ved at være tid til aftensmad, og den indtog jeg på Paul's Family Restaurant ikke langt fra hotellet, hvor Tim og jeg også spiste i 2016. På skiltet uden for restauranten blev det slået fast, at denne var "indian owned", så ingen kunne være i tvivl om, at her var det ikke hvide snyltere, der skummede fløden. Det skilt havde jeg ikke lagt mære til før, men det så ud som om det havde stået der længe. Denne gang lykkedes det hele, bortset fra at der var travlt fordi en af serveringspersonalet havde meldt sig syg i sidste øjeblik, så de ikke havde kunnet nå at tilkalde en afløser. Ved sidste besøg kiksede det med såvel drikkevarer som forret, men denne gang fik jeg alt, hvad jeg havde bestilt. Efter at have nydt min mad spadserede jeg tilbage til hotellet og slappede af resten af aftenen. De to næste dage skulle jeg på sightseeing i den sydvestligste det af staten.