Frokost, podcast og tordenstorm

Det var nu blevet tid til, at jeg skulle møde Charlotte og Bill Barnes og tage hul på det program, de havde arrangeret for mig. Det er nogle fantastiske mennesker og jeg skylder dem stor tak for alt det, de har gjort for mig, både i år og sidste år. Deres program for i dag bestod af en frokost med andre Tom Dooley-interesserede på restauranten Dooley's Grill and Tavern i Wilkesboro, og hvad kunne vel være mere passende. Om aftenen havde de også bestilt en overnatning på The Irish Rose, så vi kunne følges hele dagen.

Fra Appalachian State University i Boone.

Frokosten var først klokken 11, eller rettere vi skulle først mødes på restauranten klokken 11, så der var god tid. Jeg lagde derfor ud med at hyggesnakke med det andet par, som også boede hos Rose, mens vi spiste morgenmad. Da jeg endelig tog af sted, satte jeg ikke kursen mod Wilkesboro, men mod Boone knap 30 miles (48 km) nord for Lenoir; normalt en tur på ca. 40 minutter af US Highway 321. Turen kom til dog at tage lidt længere på grund af vejarbejde, men kun ca. en time. I Boone ville jeg besøge endnu et universitet, det største i det vestlige North Carolina, nemlig Appalachian State University, der har knap 20.000 studerende. Jeg fandt da også universitetet uden problemer og fik taget en del billeder, hvoraf nogle blev gode, andre knap så gode. Det sidste skyldtes at det var svært at finde et sted at parkere, så mange billeder blev bare taget ud af bilvinduet. Boone er i øvrigt opkaldt efter pioneren Daniel Boone, som alle skolebørn i USA kender. Boone er også den eneste by i det østlige USA med mere end 10.000 indbyggere (faktisk 19.000), som ligger mere end 1.000 meter over havets overflade. Så kom der lige lidt geografiundervisning ind. Da der ikke var mere at se, satte jeg kursen mod Wilkesboro, hvilket er lige ud ad landevejen, eller måske snarere lige ud ad hovedvejen, nemlig US Highway 421, som på hele strækningen mellem Boone og Wilkesboro er firesporet. Der er lige en anelse længere end fra Lenoir til Boone, men da der ikke var vejarbejde (og jeg måske overskred hastighedsgrænsen en anelse lige som alle de andre på vejen), tog det ikke meget over en halv time, og da jeg havde parkeret bilen og spadseret til restauranten var klokken kun 10.30. På vej fra bil til restaurant kunne jeg konstatere, at byens centrale plads foran det gamle domhus (nu museum), der ved de to seneste besøg i 2016 og 2017 var fuldstændigt gravet op, nu var færdigrenoveret, og meget nydelig.

Da jeg kom ind i restauranten, fandt jeg ud af, at der allerede var kommet to af de mennesker, jeg skulle spise med, nemlig to damer, Carolyn Keller og Faye Bell, som jeg også havde mødt i 2017. De er søstre og efterkommere af en af Dooley-sagens bipersoner. Kort efter kom også John Hawkins, som jeg også havde mødt året før, og faktisk spist aftensmad med endda før jeg mødte Charlotte og Bill for første gang. John har været leder af Caldwell Historic Museum i Lenoir men er nu pensioneret. Han og jeg har udvekslet nogle mails i årets løb, ikke mindst om en af sagens vigtige, men flygtige personer, Pauline Foster, som vi vist nu har fået sat på plads. Kort efter kom så Charlotte og Bill og de sidste gæster ved frokosten, Carl White, der producerer en tv-serie, "Life in the Carolinas", og Kimberley Lewczyk og Melissa Walker fra skuespillet "Tom Dooley - A Wilkes County Legend", som Charlotte, Bill og jeg skulle ud at se næste dag. Kimberley spillede med i stykket, mens Melissa var ansvarlig for pyroteknikken. De tre sidstnævnte havde jeg ikke mødt før.

Frokosten var meget hyggelig og vi fik talt en del sammen, både om Tom Dooley, men også om meget andet og vi spiste og talte i et par timer eller mere. Til sidst blev vi dog færdige og brød op. John og de to søstre tog hjem til Caldwell County, hvor de kom fra, og de to damer fra skuespillet, skulle tilbage og øve til næste dags premiere. Inden vi tog afsked nåede jeg dog at forære de fleste et eksemplar af den bog, jeg har skrevet om det vestlige North Carolina. Efter frokosten skulle Bill op og tale med Carl i hans studie i North Wilkesboro, så vidt jeg forstod noget omkring udgivelse af en bog, og jeg tog selvfølgelig med. Det vil sige, jeg kørte bagefter Charlotte og Bill. Da vi kom derop fik Bill og Carl talt om det, de skulle, og så fortalte Carl at han ville starte en serie af podcast, som skulle lægges på tv-seriens hjemmeside, og han ville gerne lave den første med os tre, hvor vi så skulle tale om Tom Dooley og vores fælles interesse for denne sag. Denne podcast kan høres direkte på Carls side. Bare scroll ned til Episode 1. Podcasten kom til at vare godt en halv time og mod slutningen taler Charlotte om en roman om sagen, som hun er ved at gøre færdig; den ser jeg frem til. Selv er jeg ret tæt på at have afsluttet en kortere historie, måske en kort roman, novella, kaldes det i USA, som giver endnu et bud på, hvad der kan være sket. Efter at have sagt farvel til Carl, satte Charlotte, Bill og jeg kursen vest på igen. I første omgang til Ferguson og Whippoorwill Academy and Village, hvor Bill håbede at finde Margaret Martine, som han skulle aflevere noget til. Der var imidlertid lukket, så jeg tilbød at vise vej til hendes hjem.

Frokost på Dooley's i Wilkesboro. Fra venstre Charlotte og Bill Barnes, Carolyn Keller, Faye Bell, Kimberley Lewczyk, Melissa Walker, John Hawkins og Carl White.

Det gjorde jeg så, og vi blev selvfølgelig budt velkommen som den fortabte søn, og nu var det Charlottes og Bills tur til at se og også høre historien om både huset, tandlægeklinikken og Tom Dooleys dør og Charlotte skulle naturligvis også fotograferes med sidstnævnte. Mens vi sludrede med Margaret, kom hendes mand, Dick, hjem, og så sludrede vi også med ham. Undervejs var det begyndt at regne, og da vi skulle til at gå, regnede det rigtigt meget og det var også begyndt at blæse. Dick gik derfor uden for for at slå deres parasoller sammen og fjerne løse genstande fra terrassen, og vi blev enige om at vente lidt. Det blev imidlertid til to timer, for vejret blev værre og værre. Foruden regn og blæst, som nærmest udviklede sig til storm, begyndte det også at lyne og tordne. Blæsten var så stærk at nogle af de sammenfoldede parasoller blæste i poolen og havemøblerne "forlod" terrassen. Lynet slog ned at sted, så strømmen røg i hele området. Efter nogle timer stilnede det dog så meget af, at vi besluttede, at nu kunne vi godt sætte kursen mod Lenoir. Vejen, som Margaret og Dick bor ved, Tom Dula Road, er i Caldwell County en grusvej, som når det regner bliver til en muddervej, og da der samtidigt lå en del nedfaldne grene på vejen, måtte vi tage det stille og roligt. Og det var nok meget godt, for da vi kom rundt i et sving, kom to lastbiler med lift fra det lokale elselskab, drønende rundt om et hjørne, og så bred er vejen heller ikke, men på grund af vores lave fart, nåede vi at trække ud til siden. Vel ude på asfalteret vej gik det dog fint resten af vejen.

Charlotte og Bill havde aftalt med Rose, at de ville være på The Irish Rose omkring klokken 15, og Rose havde om morgenen bedt mig om at sige, at hvis hun ikke var der, ville hun være der senere, og jeg havde jo nøgle til gadedøren. Det var nu ikke noget problem, for klokken var 18.15, da vi nåede frem. Så snart Charlotte og Bill var blevet indkvarteret, tog vi ud for at spise, og vi valgte at spise på 1841 Café, som jeg havde spist på en enkelt gang før, og som var ganske god. Den var da også ok denne gang, men så heller ikke meget mere. Efter maden kørte vi tilbage til Rose, hvor vi var lidt over otte. Mens vi var væk havde Rose fået besøg af sin nabo, og så fik vi en hyggelig snak i køkkenet, det foretrukne opholdsrum. Mens vi sludrede kom det par hjem, som boede i det sidste værelse, men de trak sig hurtigt tilbage. Vi andre talte videre til omkring 22.30 inden vi også trak os tilbage. Næste dag skulle både Charlotte og Bill og jeg selv sige farvel til Rose; jeg skulle flytte til Statesville, mens Charlotte og Bill skulle hjem til sig selv i Matthews, når vi var færdige med at se skuespil, en tur på omkring 100 miles (160 km).

Og sådan gik endnu en særdeles hyggelig og givtig dag. Vejret startede med højt klart solskin, udviklede sig til en kraftig tordenstorm og sluttede igen med højt klar himmel, men da var solen gået ned. Selv om jeg kørte frem og tilbage til Lenoir og endda med en omvej over Boone om morgenen. blev det alligevel kun til 103 miles (166 km) i alt.