Pingvinpigen

Så var det blevet tid til at forlade Statesville og North Carolina for at køre ned til Florida, hvor jeg igen skulle møde Tim. Inden jeg spiste morgenmad bar jeg min sidste kuffert ned i bilen, så min rygsæk var det eneste, der var tilbage på værelset. Da jeg havde nydt Loris morgenmad for sidste gang og lovet, at jeg ville bo hos hende igen næste gang jeg kom forbi Statesville, hentede jeg så rygsækken, og så satte jeg ellers kursen ud af byen til I-77, som jeg skulle blive på det første lange stykke ned til South Carolina. Jeg var blevet advaret om, at der var vejarbejde hele vejen rundt om Charlotte, da man var ved at anlægge såkaldte HOV vejbaner. HOV står for High Occupancy Vehicles, og er særlige vejbaner, som man kun må benytte, hvis man er to eller flere i bilen. Det er der mange, som ikke er i myldretiden, og derfor kan disse HOV baner være betydeligt hurtigere end resten af banerne på vejen. Da man har besluttet sig for, til i hvert fald nogle af de lokales store irritation, at der skal betales for at køre i HOV banerne her, skulle der også oprettes betalingsanlæg, og det var man også i gang med.

Lexie med en af sine pingviner!

Heldigvis var det søndag, så trafikken var begrænset, men som altid er der mere trafik rundt om storbyer end andre steder. Der var ca. 40 miles (65 km) fra Statesville til vejarbejdet begyndte nord for Charlotte og det tog omkring 35 minutter, og så tog det nogenlunde det samme at køre de ca. 10 miles (16 km) vejarbejdet strakte sig over, men så snart det var slut, kunne jeg sætte farten op resten af vejen til Columbia i South Carolina ca. 90 miles (145 km) mod syd, hvor jeg holdt min første pause for at indtage en kop kaffe. Også rundt om Columbia var der vejarbejde, men dog knap så meget som omkring Charlotte, så det forsinkede mig faktisk ikke. Omkring Columbia skiftede jeg til I-26, der førte mig mod sydøst til et motorvejskryds ikke langt fra Santee i samme stat, hvor vi har overnattet et par gange. Her skiftede jeg så til I-95, som jeg skulle blive på resten af vejen. I første omgang havde jeg planer om at slå mig ned for natten et sted i det sydlige Georgia eller det nordlige Florida, så der ikke var så langt at køre til Flagler Beach næste dag.

Jeg ved ikke hvad der er med vejret i Georgia, for da jeg kørte nord på, regnede det hele vejen gennem staten, og det gjorde det også nu, da jeg kørte syd på. Samtidigt rendte jeg ind i endnu et vejarbejde, da jeg skulle rundt om Savannah. Undervejs gjorde jeg yderligere et par stop for at fylde dels bilen, dels mig selv op, Selv om såvel regn som vejarbejder havde sinket mig, var det alt for tidligt at stoppe, da jeg nåede statsgrænsen til Florida, så jeg besluttede mig for at køre igennem til Flagler Beach, og så finde et hotel der. Havde det regnet gennem Georgia blev det nærmest skybrud, da jeg nåede solskinsstaten Florida, og på vej rundt om Jacksonville regnede det så meget,  at man ikke kunne se skiltene over vejbanerne, så det kneb af og til at få placeret sig i den rigtige vognbane i forbindelse med udfletningerne, og da det ikke kun gjaldt mig, men også mange andre, gik det noget langsomt rundt om byen. Men rundt kom jeg og uden at køre forkert. Ikke langt syd for Jacksonville holdt det op med at regne, og så gjorde jeg dagens sidste stop. I den forbindelse ringede jeg til Tim og fortalte, at jeg ville køre helt til Flagler Beach, så vi aftalte, at når jeg havde fundet et hotel, skulle jeg komme ud til Lexies forældres hus.

Da jeg nåede Flagler Beach fandt jeg et Holiday Inn lige ved motorvejen, hvor de havde ledige værelser. Denne gang slæbte jeg kun en enkelt kuffert op på værelset, og efter indkvartering kørte jeg ud til Lexie eller rettere til hendes forældres hus, som ligger ikke ret langt fra stranden. Her sludrede jeg først lidt med forældrene, inden jeg satte mig hen til Tim og Lexie, som sad i den anden ende af stuen. Her sad vi så og sludrede i en times tid om hvad de havde oplevet i Florida, mens jeg havde befundet mig i North Carolina. Desuden så vi på pingviner. Lexie har (som Tim og jeg) noget med pinginer, og hun har en større samling af dem. Som tøjdyr altså. De har alle navne, og dem fik jeg fortalt, lige som navne på hendes andre tøjdyr, som der var mange af. Jo, hun er voksen! Jeg blev inviteret til at spise med, men jeg ville gerne tilbage til hotellet og slappe af; jeg havde trods alt været oppe klokken 6 og på farten i otte timer, hvor jeg jo havde været eneste chauffør. Der lå en Subway lige ved siden af hotellet, jeg og mente at en sandwich ville være tilstrækkeligt. Jeg ville også gerne nå at hvile ud inden vi skulle køre mod Miami næste dag. Så jeg forlod familien og Tim og kørte tilbage til mit hotel. Her fik jeg så en sandwich på bemeldte Subway, inden jeg vendte tilbage til værelset, efter en dag, hvor jeg inklusive lidt kørsel i Flagler Beach nåede at runde 502 miles (808 km).

Ungdomsvand og pelikaner

Næste dag skulle vi så have sat kursen mod Miami, medbringende Lexie, som skulle med os til Danmark. Sådan skulle det imidlertid ikke gå. Lexie var i gang med en udredning hos myndighederne om hvorvidt hun kunne få MedicAid tilskud til den dyre medicin, hun bruger, og de havde indkaldt hende til to møder, der først skulle finde sted efter at vi var taget hjem. Hun og Tim havde forgæves forsøgt at flytte møderne, så det endte med, at hun slet ikke kom med til Danmark, men måtte rejse senere - og det lykkedes så engang i august. I stedet havde Tim og jeg så en dag for os selv, som vi skulle have fyldt ud.

Men først skulle jeg jo hente Tim hos Lexies forældre, og vi havde bestemt ikke travlt, så vi aftalte at jeg skulle være der ved ti-tiden. Men just som jeg skulle ud af døren knækkede mit elastiksnørebånd i de eneste sko jeg havde. Jeg havde godt nok også et par sandaler, men de var pakket i den kuffert, jeg havde efterladt i bilen, og som jeg ikke regnede med at skulle åbne igen. Jeg skulle derfor finde en skotøjsbutik på vejen, og det gjorde jeg også - endda to i samme butikscenter. Desværre var der ingen af dem, som åbnede før kl.10, så det måtte jeg vente på. Til gengæld var damen i den butik, jeg så valgte, særdeles venlig og hjælpsom og endte med endda at sætte snørebåndene i for mig. Det betød så, at klokken var hen ad kvart i 11 inden jeg nåede ud til Tim. Her sludrede jeg et stykke tid med Lexies far (Lexie og hendes mor var taget til frisøren), mens Tim gjorde sig klar.

Omkring 11.30 kørte vi så af sted og vi satte i første omgang kursen mod syd ad strandvejen langs Atlanterhavet, Florida Road A1A, Ocean Shore Boulevard, som den kaldes. Her er der fine udsigter over Atlanterhavet til den ene side, og dyre huse og lidt længere nede af ad kysten dyre lejligheder til den anden. Da vi nåede Ormond-by-the-Sea, så vi et skilt til en park, og så kørte vi ind i landet. Selve parken fandt vi nu aldrig, men vi så nogle nydelige villakvarterer. Ormond-by-the-Sea er naboby til Ormond Beach, hvor vi havde boet tilbage i 2016, og da vi nåede hertil, var det så sent, at vi undtagelsesvis besluttede os for at spise frokost. Vi forlod derfor stranden og kørte ind i landet, til en restaurant vi have spist på ved den lejlighed, Houligan's. Her delikaterede vi os med en udmærket burger til Tim (Tim sagde i hvert fald at burgeren var udmærket) og en gang salat med kylling til mig, mens vi nød tilstedeværelsen af hvad der nærmest må havde været Ormond Beach's samlede politistyrke, inklusive en hundepatrulje, som spiste frokost ved nabobordene dog uden hunde.

Mens vi havde været adskilt, havde Tim selv lejet en bil, og han og Lexie havde også leget turister. De havde blandt andet været i Orlando, for at se Sea World, hvor de havde fået lov til at komme "bag kulisserne" efter forestillingen og hvor de havde mødt endnu en veninde, som boede netop i Orlando. Men vigtigere for mig var det, at de havde besøgt Saint Augustine nord for Flagler Beach. Her havde de blandt andet besøgt Fountain of Youth Archelogical Park, hvor man kan se Ungdommens Kilde (eller i hvert fald en kilde). I stedets souvenirbutik, (selvfølgelig har de en sådan), kan man blandt andet købe flasker med vand fra kilden - man kan også købe større , tomme flasker, som man så selv kan fylde op. Da jeg gerne ville have noget ungdomsvand med hjem til mine aldrende bekendte, som nok kunne trænge til det, havde jeg fået Tim til at købe noget. Imidlertid var klokken ikke ret mange, og da St. Augustine er en ret spændende by, jeg laver nok en video om den en dag, blev vi enige om at køre op til denne by. Efter frokost satte vi derfor kursen mod I-90 og så ad denne op til St. Augustine. Undervejs talte vi om, hvorvidt man kunne komme ind i souvenirbutikken uden at skulle betale entre til selve parken, og da det viste sig, at det var tilfældet, krævede jeg et besøg.

Flagler College i St. Augustine, tidligere Hotel Ponce de Leon.

Så vi stillede bilen uden for og entrede butikken. Her købte jeg yderligere nogle flasker med vand; man kan jo aldrig få ungdom nok :-). Ellers så vi på de mange souvenirs, som for de flestes vedkommende formodentlig var fremstillet i Kina, Japan eller Korea. De så i hvert fald ikke specielt lokale ud. Så kørte vi lidt rundt i byen, og Tim satte mig af på en af byens centrale pladser, så jeg kunne få taget nogle billeder, som jeg i øvrigt havde adskillige af i forvejen, men jeg fik da taget et ganske udmærket billede af det lokale universitet, Flagler College, som har til huse i et tidligere hotel, Ponce de Leon Hotel, opført af Henry Flagler (eller måske snarere på Flaglers vegne) i 1888. Hotellet er bygget i såkaldt Spansk Renæssancestil, som mange af Flaglers andre byggerier i byen, og det er ret imponerende. Flagler var i øvrigt - hvis du ikke vidste i forvejen - medstifter af Standard Oil (Esso) sammen med John D. Rockefeller og en særdeles velhavende mand. Hotellet var en af de første bygninger i USA, som allerede fra byggetidspunktet var indrettet med elektrisk lys overalt. Strømmen blev leveret af jævnstrømsgeneratorer, der blev leveret af Flaglers gode ven, Thomas Edison.

Vi kørte lidt mere rundt i byen, da Tim havde samlet mig op igen, og så fortsatte vi over "Løvebroen" (den er bevogtet af to såkaldte Medici løver) til Anastasia Island på den anden side af Mantanzas Inlet (eller Mantanzas River, som vandet af og til kaldes, selv om det ikke er en flod men et såkaldt estuarium).  Målet var at se St. Augustines fyrtårn, og selv om vi skulle ned ad ret små villaveje uden skiltning fandt vi det også, men nøjedes med at se det nede fra,  da vi simpelt hen synets at det var dyrt at betale 13 dollars hver for at gå op ad trappen. Vi besluttede at køre tilbage til Flagler Beach, men i stedet for at tage motorvejen, blev vi ude på strandvejen. Dagen før havde Tim fortalt mig om alle de mange pelikaner, der kunne ses nede ved stranden ved Flagler Beach, men selv om jeg havde kørt frem og tilbage langs stranden flere gange, havde jeg ikke set en eneste, så jeg var ved at tro, at han havde bildt mig noget ind. På tilbagevejen så vi imidlertid en hel flok pelikaner flyve i formation over vejen foran os, så selv om jeg ikke fik dem set i siddende tilstand så jeg dem altså i flyvende.

Flagler Beach ligger et winery, og da vi kørte forbi det, lod vi være med at køre forbi, men valgte at besøge stedet for at se, hvad de havde at byde på, og det var rimelig god vin, så vi besluttede os for en investering her. Dog kun i en enkelt flaske hvidvin hver. Efter besøget her kørte jeg Tim tilbage til Lexie, mens jeg selv vendte tilbage til mit hotel til en omgang afslapning. Senere hentede jeg Tim igen, så vi kunne få noget aftensmad. Denne gang tog vi motorvejen mod nord igen, men kun til byen Palm Coast, hvor Tim vidste, at der lå en buffetrestaurant.  Dem holder vi meget af, da der altid er meget at vælge mellem og priserne er som regel ganske rimelige. Denne var en Golden Corral, som vi aldrig havde prøvet før, men som forventet var den glimrende og også her var prisen i orden i forhold til kvaliteten, og som sædvanligt den slags steder, strandede jeg stort set ved salatbaren. Efter maden kørte vi tilbage til Flagler Beach hvor jeg satte Tim af inden jeg vendte tilbage til mit hotel for sidste gang. Vejret artede sig fint hele dagen med sol og nogle få skyer, men stadig en høj luftfugtighed. 151 miles eller 243 km var det blevet til på denne, turens næstsidste køredag, alt inklusive.