Ud på landevejen

Så skulle vores road trip for alvor til at gå i gang. Godt nok havde vi allerede kørt godt 200 km dagen før, men da det kun var for at komme til vores hotel, og det hele foregik i mørke, begyndte turen altså først for alvor i dag. Det var oprindeligt meningen, at vi skulle have set noget af Joshua Tree National Park den dag vi ankom, men på grund af flyforsinkelse blev det altså ikke til noget. Vi havde derfor besluttet, at selv om vi skulle køre pænt langt til dagens mål, ville vi alligevel tage os tid til at se i hvert fald lidt på parken, og derfor valgte vi at køre gennem denne til motorvejen sydøst for Yucca Valley, hvor vi befandt os.

Allerede omkring kl. 8.30 forlod vi hotellet, selv om vi først var kommet i seng omkring kl. 1. Da vi kom ud var temperaturen allerede over 30, så vores første stop gjorde vi ved det nærmeste Walmart supermarked. Her købte vi vores "traditionelle" køleboks, 32 halve liter vand og is til boksen. Jeg købte så vidt jeg husker også noget frugt til den videre tur. Vi købte også to kolde vand, så vi havde noget mens isen afkølede flere. Så vand i køleboksen, is over og så af sted ind i nationalparken ad den indgang, der ligger mellem byerne Yucca Valley og Twentynine Palms.

Et pænt stort joshuatræ.

Undervejs gennem parken gjorde vi selvfølgelig nogle kortere ophold for at fotografere det, vi kom forbi, fx de mange joshuatræer, som har givet parken navn, og som faktisk ikke er træer men er i familie med yuccapalmen. Ved det område, der kaldes Hidden Valley, gjorde vi et længere ophold og gik en tur i området. Vi var ved Hidden Valley omkring klokken 10, og på det tidspunkt var temperaturen nået op på 35 grader og solen skinnede fra en skyfri himmel. Vi startede derfor med at smøre os ind i solcreme, som vi også havde købt i Walmart. Da vandreturen foregik i et noget kuperet klippeterræn tog det over en halv time at gå de godt 2 km, som rundturen var, og vi var ret svedige, da vi kom tilbage til bilen. Men vi havde fået set en masse spændende undervejs. Hidden Valley var i sin tid en helt lukket dal mellem bjergene, som man kun kunne komme ind i med stort besvær, men en kreativ kvægrancher borteliminerede en stor klippeblok med dynamit, så der blev nemmere adgang til dalen. Så havde han et godt sted til at skjule stjålet kvæg, og det blev dalen så brugt til i flere år. I dag er det altså en turistattraktion og kvæget er borte.

Da vi kom tilbage til bilen og var blevet passende nedkølet, fortsatte vi turen gennem parken. Vi stoppede flere steder, fx ved Cholla Cactus Garden, et område, der som navnet antyder, har en stor mængde af de såkaldte chollakaktus, der er ualmindeligt djævelske. Strejfer man bare en af disse "sataner" bliver man straks gennemboret af masser af særdeles skarpe nåle, og det advares der om på skilte i området. Kaktusserne ser faktisk bløde ud, som om de er dækket af hår, men det er altså barberbladsskarpe nåle. På grund af det bløde udseende kaldes de da også ret ironisk for "teddybjørnskaktus". Ud over at advare mod at røre kaktusserne var der også et skilt som advarede mod "dræberbier", men vi så nu ingen af dem. Faktisk er det bare afrikaniserede honningbier, som dog kan være noget aggressive og ofte kommer i store mængder, men altså ingen, der generede os.Vi mødte heller ikke hverken skorpioner, fugleedderkopper eller andet kryb, og de eneste dyr vi så, var faktisk nogle få fugle. De andre holdt sig formodentlig i skyggen. Vi gjorde et enkelt stop mere, ved Skull Rock, som sjovt nok er en klippe, der ligner et kranium, men heller ikke her mødte vi bier.

Vi fortsatte resten af vejen gennem parken uden stop, men gjorde dog holdt lige før udgangen, så vi kunne skifte chauffør. Tim havde haft den første tjans, og nu var det så blevet min tur. Vi nåede I-10 ved Exit 163, hvilet vil sige 163 miles (260 km) fra motorvejens begyndelse i Los Angeles. Man til Arizona kort efter Exit 243 når motorvejen passerer Coloradofloden, så vi havde stadig 80 miles (130 km) igen til grænsen, hvilket svarede til en god times kørsel. Fra statsgrænsen var der så yderlige 175 miles til dagens mål i Phoenix-forstaden Gilbert. Undervejs gjorde vi igen et par stop, dels for at få benzin, og dels for at jeg kunne få en kop kaffe. Vi nåede Phoenix lige i myldretiden, men trods det, gik det forholdsvis nemt, da de fleste var på vej ud ad byen, mens vi var på vej ind i denne. Vi fandt ret nemt (vi havde jo gps med) vores hotel i Gilbert, Doubletree by Hilton, som lå ikke ret langt fra hvor Tims veninde, som går under tagget Based Mama" (måske på grund af hendes seks, snart syv, børn), boede.

Da vi kom ind på hotellet kunne de imidlertid ikke finde vores reservation, og alle værelser var optaget. De var nu meget flinke og satte en større undersøgelse i gang. Vi havde bestilt værelset gennem Expedia, som vi ofte gør, og havde heldigvis printet bekræftelsen ud. Det endte med at hotelchefen faktisk ringede til Expedia. Her viste det sig, at Expedia havde annulleret vores reservation dagen før, da de ikke havde kunnet trække det reservationsbeløb på 1 dollar, som de altid gør. Det skyldtes, at jeg i mellemtiden havde fået nyt kreditkort, fordi det, jeg brugte, da vi reserverede, var udløbet. Så en dollar var altså skyld i hele miseren, som betød at hotellet havde solgt vores værelse til nogle andre. Personalet, fra chefen og nedefter var utroligt kede af det og særdeles hjælpsomme. De kontaktede et andet hotel i nabolaget, som de samarbejdede med, et Best Western, og her havde de ledige værelser, og vi var meget velkomne. Mens vi ventede på alt dette, fik vi tilbudt vand og nybagt kage på hotellets regning, selv om det jo egentlig ikke var deres skyld.

Best Western lå omkring 6 km fra Doubletree, men stadig tæt på "Mama's" adresse, og Tim kendt vejen i hovedet fra sine tidligere besøg. Vi behøvede ikke gps'en, da vi havde fået en detaljeret ruteplan til det andet hotel. Her var de også meget hjælpsomme, og det viste at vi sparede godt 100 dollars i forhold til det oprindelige hotel, så det hele endte godt! Skal vi til Gilbert en anden gang, kan det godt være at vi bestiller på Best Western i første omgang J. Da vi var blevet indkvarteret og havde slappet af en times tid, kørte vi ud til endnu et Walmart, da der var noget vi havde glemt i første omgang. Vi fik ikke alt, hvad vi ville have (hvad det var, vi ikke fik, har jeg glemt), men jeg fik købt noget instant kaffe, så jeg selv kunne lave kaffe - i hvert fald på de hoteller hvor der var elkedel på værelset. Derefter var det blevet tid til aftensmad, og den blev atter engang (for første gang på denne tur, da det jo var vores første aftensmåltid) indtaget på en Applebee's, hvor vi som sædvanligt spiste "2 for 20" altså en forret til deling og hver sin hovedret for 20 dollars i alt. Forretten var de obligatoriske boneless chicken wings med hot buffalo sauce og til hovedret fortsatte vi med kylling. Vi skal jo redde kloden ved at spare på oksekødet. Tim fik "chicken fingers", og jeg spiste mexicansk "fiesta chicken". Begge dele var i øvrigt glimrende, som det næsten altid er hos Applebee's. Efter maden kørte Tim mig tilbage til hotellet, hvorefter han selv fortsatte ud for at sige hej til Mama og hendes familie, ikke mindst børnene, som ikke alle var hjemme næste dag, hvor han skulle være sammen med dem hele dagen. Han var tilbage på hotellet lidt før midnat, så han også kunne være udhvilet til næste dag.

Undervejs på dagens 346 miles (557 km) lange tur indledte vi vores sædvanlige "leg" med at tælle lastbiler fra bestemte transportfirmaet. Udover de seks firmaer, vi plejer at tælle, havde vi i år udvidet med to nye, nemlig Estes og Saia, men det vender jeg tilbage til, når jeg når frem til den sidste artikel om dette års rejse. Temperaturen nåede op på 38, da den var højest, men det skulle snart blive overgået - så rigeligt endda.