Det var godt nok varmt!!

Her på turens tredje dag, skulle Tim være sammen med sine venner i Gilbert, Arizona hele dagen, mens jeg så skulle finde noget at fordrive tiden med. Hjemmefra havde jeg lavet lidt research og fundet ud af, at der i Gilbert lå en slags naturreservat, som jeg kunne bruge i hvert fald noget af tiden på. Hvis det ikke tog hele dagen, måtte jeg så se, hvad jeg ellers kunne finde på.

Da vi kørte fra hotellet, kørte vi først ud til det sted, hvor Tims ven, som på nettet går under navnet, Based Mama, bor med sin kæreste og sine seks, snart syv, børn. I virkeligheden hedder hun noget andet, men de fleste i de kredse har et "dæknavn", som de bruger på Twitter, YouTube og andre sociale medier. Da vi nåede derud, gik jeg lige med ind og hilste på Mama og de fire hjemmeværende børn. Jeg var der nok et kvarter og så satte jeg kursen mod Riparian Preserve at Gilbert Water Ranch, som stedet hed. Ved hjælp af GPS'en fandt jeg da også stedet uden problemer, og det lå i virkeligheden ikke særligt langt fra vores hotel. Desværre overså jeg i første omgang indkørslen til parkeringspladsen, så jeg måtte ud på en større rundtur for at komme tilbage, men det gik fint, og i anden omgang kom jeg rigtigt ind. Da jeg steg ud af bilen skinnede solen fra en skyfri himmel, som den også havde gjort dagen før, og allerede her kl. 10 var det smålunt. Jeg startede derfor med at smøre mig ind i sololie på de utildækkede steder, arme, ben, ansigt og nakke, og så iførte jeg mig min baseball kasket.

Jeg havde hjemmefra læst, at der skulle være mange fugle i naturområdet, så jeg monterede min nyanskaffede 150-600 mm zoomlinse på kameraet og fattede mit etbens-stativ og en flaske vand fra køleboksen, og således bevæbnet drog jeg af sted. Ved indgangen til den såkaldte Water Ranch stod et skilt, der forklarede om stedet. I virkeligheden var der tale om et vandgenindvindingsanlæg. Vand der havde været brugt til overrisling af marker, blev ledet til området, og så blev det renset for, hvad der nu end måtte være i det - typisk gødningsrester, ved at blive pumpet rundt mellem syv forskellige søer, hvor eventuel forurening så endte på søbunden. Når vandet så blev pumpet videre til den næste sø, kunne man fjerne forureningen og så var søen klar til en ny runde. Der var typisk vand i fire eller fem søer ad gangen, og så to eller tre, der var tomme og enten tørre eller ved at tørre. Disse søer og naturområdet omkring dem tiltrak en masse fugle, men også andre dyr.

Præriehare i Riparian Preserve at Water Ranch

Jeg nåede dårligt at komme inden for porten før jeg så de første fugle. Ænder! Ikke i en sø, men midt på stien, og også en enkelt hvid gås. En af ænderne var en såkaldt moskusand, som har et meget karakteristisk udseende, men ellers lignede de ænder i almindelighed. I buskene omkring stien var der også masser af fugle, småfugle altså, og de var ikke til at fotografere, da de ikke ville sidde stille de bæster og de fløj omkring hurtigere end jeg kunne følge med med kameraet. Større fugle, ikke mindst rovfugle, så jeg ingen af, selv om jeg havde læst at der skulle være en del, men de var måske taget på sommerferie. Efter ca. ½ mile på stierne kom jeg til en nye låge, og et skilt, der fortalte mig at her begyndte så det, der udgjorde Riparian Preserve. Et preserve er et beskyttet område - "preserve" betyder blandt andet beskytte og "riparian" betyder "søbredsagtig", så der er altså tale om den beskyttede søbred i Gilbert Water Ranch. Herinde kom jeg tættere på søerne, både de tomme og de fyldte og her så jeg også turens pattedyr i form nogle egern der hoppede rundt i buskene, og nogle hvidhalede prærieharer (white-tailed jackrabbits), som hoppede rundt på  jorden. Det samme gjorde nogle små duer, som på engelsk kaldes "common ground dove". Jeg tror ikke at de har et dansk navn, jeg har i hvert fald ikke kunnet finde det, men da de kun lever i den såkaldt "nye verden", lyder det rigtigt, at man ikke har gidet at navngive dem på dansk, For ornitologiinteresserede kan jeg tilføje at de er kendt som "columbina passerina pallescens", så nogen kan måske gøre mig klogere på et dansk navn. Men ellers var det stort set kun vadefugle, jeg så. Blandt disse en del forskellige hejret, ikke mindst den store blå hejre, der minder om vores fiskehejre, men er lidt mere blå i farven, og så sølvhejren, der navnet til trods er hvid. Desuden en række mindre vadefugle, som jeg ikek var i stand til at identificere.

På min tur rundt i området fik jeg taget en hel del billeder, og drukket det meste af mit vand, som hen ad vejen var blevet noget lunkent. Og selv om jeg bestemt ikke skyndte mig, var jeg selv ved at være ret fugtig af sved, for ikke at sige gennemblødt. Da jeg havde været hele turen rundt og kom til endnu en  låge, der førte ud af det beskyttede område, valgte jeg at gå forbi en større sø, der lå uden for dette, men stadig inden for Water Ranch, Her så og fotograferede jeg et par skarver, flere ænder og andre svømmefugle, inden jeg returnerede til bilen og til noget koldt vand. På det tidspunkt var jeg  så gennemblødt af sved, at det dryppede, og da jeg satte mig ind og startede bilen, kunne jeg godt forså hvorfor, for udendørstermometeret stod på 122 grader fahrenheit hvilket svarer til 50 °celsius. Det er faktisk det varmeste jeg nogensinde har oplevet i USA (eller noget anden sted for den sags skyld). Den hidtide rekord var 114 grader fahrenheit i Mojaveørkenen i Californien tilbage i 2010. Og det havde gået rundt i i næsten tre timer. Men klokken var stadig ikke mere end 14, så jeg måtte jo finde på noget andet at foretage mig.

Ved hjælp af min telefon og internettet fandt jeg ud af, at der lå flere parker i området, og af en eller anden grund besluttede jeg mig for at besøge en park ved navn Veterans Oasis Park i en anden Phoenix forstad, Chandler, ca 10 miles i luftlinje syd for Water Ranch. Af vejen var der lidt længere, ikke mindst fordi jeg blev sendt ud på en omkørsel på grund af noget vejarbejde. Da jeg nåede frem, kunne jeg se at der var tale om endnu en sø, dog kun en enkelt denne gang, med en velanlagt sti rundt om, så jeg besluttede mog for at tage turens første "motionsspadseretur", noget jeg plejer at gøre hver dag hjemme, men det skulle vise sig at det kun blev til en om ugen på ferien, og denne blev forholdsvis kort. Ikke mere end 2 km men jeg holdt da en gennemsnitsfart på over 6 km i timen, på trods af at temperaturen stadig var over 40. Senere hørte vi fra Mama, at i de foregående tre uger, havde der ikke været nogen dage, hvor det ikke havde været mindst 45 i løbet af dagen. Men heldigvis er luften tør, så det er ikke helt så slemt, som det lyder. Alligevel var jeg dog taknemmelig for bilens aircondition, da jeg kom tilbage.

Efter besøget her satte jeg kursen tilbage mod hotellet, idet jeg dog gjorde et ophold ved et indkøbscenter, hvor jeg besøgte en Barnes & Noble boghandel. Her gik jeg omkring også på bøger, men endte med ikke at købe noget. Jeg fik dog en kop kaffe i stedets cafe, inden jeg kørte tilbage til hotellet og tog et bad og en slapper. Vi havde aftalt at jeg skulle være tilbage hos Mama ved sekstiden, så da tiden nærmede sig tog jeg af sted og det passede meget godt med tiden. Vi havde aftalt at vi skulle spise sammen på et sted som de kendte. Da jeg kom ud til huset måtte vi vente på, at Mamas kæreste skulle få fri, men da han kom tog vi af sted til den meget interessante Joe's Farm Grill, en restaurant inde på en farm. Næsten alt grønt var dyrket på farmen, og det, de ikke selv dyrkede, hentede de fra nabofarme, og det samme gjaldt deres kød. De lavede også deres egen fremragende økologiske sodavand. Et meget sjovt sted og maden var god. Da vi havde spist sagde vi farvel til Mama og hendes familie og vendte næsen hjem mod hotellet med et enkelt stop i et Walmart på vejen. Dagen efter skulle vi fortsætte øst på, og vi skulle køre hele vejen til Las Cruces i New Mexico.

Det blev ikke til så meget kørsel i dag, men kilometertælleren sneg sig alligevel op på 87 miles (140 km), selv om der kun var tale om lokal kørsel i byen.