Drama og hygge i Texas

Så var dagen kommet, hvor vi igen skulle besøge nogle af Tim's venner. Denne gang Shaggi (eller Shagrin), som bor med sin mand og sine to børn i byen Bonham i det nordøstlige Texas, ikke langt syd for grænsen til Oklahoma. Hun havde lovet at hun kunne vise os nogle af de fabeldyr, som kaldes Texas Longhorn - altså køer. Vi har tidligere eftersøgt disse dyr, men uden nogensinde at se en eneste, og det var derfor jeg var blevet enig med mig selv om at de faktisk kun eksisterede i legenderne. Så jeg så frem til, at hun skulle modbevise den teori.

Motorvejsudfletning i Dallas

Tim havde talt med Shaggi (eller i hvert fald skrevet med) nogle dage før, og hun havde oprindeligt misforstået, hvornår vi kom og troede, at det først var tirsdag. Hun ville derfor være på arbejde indtil godt 12, så vi prøvede at tilpasse vores ankomst efter det. Hun beklagede også, at vi derfor ikke kunne få den barbecue, som hun havde lovet Tim inden vi tog hjemmefra, men lovede så, at vi i stedet skulle få noget rigtig god tex-mex mad. Men først skulle vi altså til Bonham. Det betød fortsat kørsel på I-20 til Fort Worth og så nord om Dallas ad mere lokale veje, men sådan skulle det ikke helt komme til at gå. Den første del af turen til Fort Worth gik helt fint, men så begyndte det at drille. Da vi nærmede os Dallas kørte vi ind i en serie af vejarbejder, og hver gang vores gps ville have, at vi skulle dreje til enten højre eller venstre, var der vejarbejde det pågældende sted og frakørslen lukket. I stedet endte vi på I-30, som førte os gennem det meste af det centrale Dallas, inden vejarbejdet hørte op, og gps'en kunne føre os mod nord igen. På denne strækning var det mig, der var chauffør, men Tim fik taget nogle rigtigt gode billeder af skyskrabere og andre bygninger i Texas' største by. Faktisk er Dallas-Fort Worth det fjerdestørste byområde i USA, kun overgået af New York, Los Angeles og Chicago. Over 7 millioner indbyggere bor der i området, og trafikken var ret tæt; desuden var motorvejsudfletningerne ret komplicerede ind i mellem, så det gjaldt om at holde tungen lige i munden og ørerne og øjnene på gps'en - nåh ja, øjene var nok også en smule på vejen. Trafikmængden betød også en del køkørsel, men til sidst lykkedes det at komme ud af byen i den rigtige retning.

Da vi nåede Bonham efter omkring 4½ times kørsel, fandt vi - stadig med gps'en til hjælp - ret hurtigt den vej, som Shaggi boede på, og efter lidt køren omkring i den bebyggelse, hun boede i, fandt vi også det rigtige nummer, som viste sig at være et forholdsvis lille rækkehus. Efter at have sagt behørigt goddag til hende og hendes to børn, skulle vi så ud for at se køer. Samtidigt ville hun vise os Lake Bonham, er ret stor sø nord for byen, hvor der var bademuligheder. Det viste sig at de lovede køer befandt sig et sted på vejen ud til søen, og da vi nåede dette sted, stod der da også en flok køer på en mark, og horn havde de, og de lignede billederne, jeg havde set af texanske langhornskøer, men jeg er nu stadig lidt i tvivl om, hvorvidt Shaggi bare havde forklædt nogle almindelige køer for at holde sit løfte J. Vi havde ikke set længe på køerne, før de besluttede sig for at forlade os og gå til den fjerneste ende af marken, hvor de var skjult bag træer og buske, men vi nåede da at få taget nogle billeder. Efter kokiggeriet fortsatte vi ud til søen, hvor Shaggis to børn, en pige og en dreng badede mens vi andre hyggesnakkede på stranden imens. Jeg har desværre fortrængt navnene på de to børn (jeg kan dog huske at pigen blev kaldt Clone (Klon) fordi hun lignede sin mor så meget). I modsætning til det seneste par dage var temperaturen igen kommet over 40 °, så efter et par timers snak og badning satte vi igen kursen tilbage mod Bonham.

Da vi nåede byen passerede vi et ishus, eller rettere en lille bod, hvor der blev solgt noget der lignede det, der i gamle dage blev kaldt snemænd i Tivoli, altså et bæger med knust is overhældt med forskellig saft. Her havde Shaggi åbenbart lovet sine børn en is, så da hun drejede ind her, fulgte vi efter. Ved et af bordene uden for boden sad en dame med to små drenge, og det viste sig at være Shaggis svigerinde og hendes nevøer. Altså Shaggis nevøer, ikke svigerindens nevøer. Så sludrede vi med hende, mens de fire børn - og Tim - hver delikaterede sig med en en is med frugtsaft. Derefter kørte Tim og jeg mod vores hotel, hvor vi endnu ikke havde været , da det var for tidligt at få værelse, da vi kom til byen, så nu skulle vi lige indkvarteres og slappe af lidt, og så skulle vi tilbage til Shaggi og aftensmaden. Da vi havde fået nøglen, skulle vi have bagagen op til værelset, og det gik også fint at komme ind i elevatoren, og så var det at dramaet, som jeg lovede i overskriften, begyndte.

Badeliv ved Lake Bonham

På vej op i elevatoren sagde Tim pludseligt "Jeg har det dårligt. Jeg tror at jeg besvimer", og det gjorde han så, altså besvimede. Da elevatoren nåede vores etage faldt han forover og bankede hovedet ind i elevatordøren lige som den var ved at åbne. Tims hovede holdt, men det viste sig senere, at det gjorde elevatordøren ikke. Den var slået så skæv at dørene ikke kunne lukkes, og den blev faktisk først repareret næste dag. Men i første omfang lå Tim altså halvt inde og halvt ude af elevatoren i bevidstløs tilstand. Heldigvis kunne jeg se at han både trak vejret og havde puls, og han var faktisk ikke mere bleg end han plejer. Jeg prøvede at slæbe ham ud af elevatoren, men Tim er en stor dreng, så det kunne jeg simpelthen ikke, så i stedet hældte jeg koldt vand ud over ham, og så begyndte han faktisk at vågne. Han fik så selv slæbt sig helt ud af elevatoren og sad på gulvet uden for lænet op a væggen, mens jeg bar bagagen hen på vores værelse. Da jeg kom tilbage til Tim var han stadig lidt groggy, så han fik mere vand, både i hovedet og i maven, og så kom han sig så meget, at han kunne rejse sig og gå med ind på værelset. Her lagde han sig på sengen og slappede af med endnu en flaske vand ved siden af sig, mens jeg gik ned i receptionen for at rapportere om situationen og den ødelagte dør. Den unge dame og hendes chef var meget hjælpsomme og forærede os mere vand, da jeg sagde at det nok ikke ville blive nødvendigt med læge eller ambulance. Tilbage på værelset blev vi enige om at se tiden an, inden vi aflyste middagen hos Shaggi. Da Tim havde hvilet en times tid havde han det helt godt igen; faktisk så godt at han kunne gøre grin med, at han nu kan skrive på sit CV, at han kan ødelægge en elevatordør med sit betonkranium (min betegnelse, ikke hans). På det tidspunkt opdagede han, at hans briller var væk og vi kunne ikke finde dem nogen steder. Jeg gik ud på gangen til elevatoren, men de var ingen steder at se, hverken i elevatoren, der jo stadig holdt på vores etage eller på gangen uden for denne. Jeg gik derfor ned i receptionen for at spørge om nogen havde indleveret dem, men det var ikke tilfældet. Det måtte jeg så meddelte Tim, og vi blev enige om, at de måtte være blevet slået af i faldet og være faldet ned i det smalle mellemrum mellem elevatordøren og gangen udenfor. Efter yderligere en times tid med airconditionanlægget på fuld kraft og mere vand, havde han det så godt, at vi blev enige om, at vi godt kunne besøge Shaggi. Vi talte om, hvad der havde været årsag til besvimelsen, og blev enige om at det nok ikke var dehydrering for selv om det var varmt havde han drukket rigeligt, og i hvert fald ikke mindre end mig. Lige som jeg havde han haft hat på, når han var i solen, så vi blev enige om, at det næppe heller var hverken solstik eller hedeslag. Til sidst blev vi enge om, at det nok var det kuldechok hans mave havde fået af den is, han havde spist - en ret stor og meget kold is i en varm mave. Nærmere kom vi det ikke, men der skete ikke yderligere, hverken den dag eller resten af ferien.

Da tiden nærmede sig hvor vi skulle af sted, havde han det stort set som normalt igen. Da vi kom ned i receptionen, fortalte vi om vores teori med brillerne, og den unge dame lovede at hun ville sende nogen ned at se efter i bunden af elevatorskakten. Vi kørte således trøstet (det skal siges at Tim heldigvis havde medbragt reservebriller, og derfor kunne fortsætte ferien uden problemer) tilbage til Shaggi. Her blev vi nu ikke, men gik i fællesskab over til nabohuset, hvor Shaggis veninde boede. Hun havde bedre plads, og det var hende der havde slow-cooked den tex-mex mad, vi skulle have. Veninden, Destiny og hendes mand, Andrew, havde to børn, hvoraf den yngste kun var et par måneder, mens den ældste vel var omkring tre år. Maden var fremragende, og Tim meddelte at det var første gang, han fik bønner, som han faktisk kunne lide (stuvede chilibønner, ikke grønne bønner), og han må have ment det, for han taler stadig om det, når vi taler om turen. Shaggis to børn var selvfølgelig også med og da hendes mand, Jay, fik fri fra arbejde, kom han også. Det var en utroligt hyggelig aften efter min mening, og det tror jeg også at de synes, for de har i hver fald inviteret os tilbage, når vi kommer på de kanter en anden gang - hvilket vi har planlagt at gøre på næste års tur. Omkring kl. 22 måtte vi desværre tage afsked, da vi skulle køre en forholdsvis lang tur mod syd til det sydlige Louisiana næste dag, men inden vi forlod dem, fik vi foræret noget fortrinlig, men stærk, hjemmelavet BBQ sauce, som vi allerede havde smagt på til nogle tortillachips. Jeg har stadig en lille smule tilbage; jeg ved ikke om Tim har spist sit. Jeg takkede Shaggi mange gange for at have vist mig langhornskøerne, selv om hornene ikke var så lange, som jeg kunne have ønsket mig, men det er de måske næste gang - eller også ser jeg nogle andre køer. Da vi kom tilbage til hotellet, spurgte vi efter brillerne, men de havde ikke været i bunden af elevatorskakten, så hvor de er blevet af, er fortsat et mysterium. Måske ligger de på en "hylde" et sted i skakten.

Turen til fra Abilene og de udflugter vi havde i og fra Bonham gav en samlet tur på 283 miles eller 455 km - altså en middellang tur. Normalt, når vi kommer ud på de mindre veje, tynder det ud i de lastbiler, vi plejer at tælle, og sådan var det også her, men mit yndlingsselskab, J. B. Hunt, som var det, der startede det hele, og som var sakket noget agterud i årets konkurrence, tog så sandelig revanche både denne dag og dagen efter, for vi så faktisk rigtigt mange af dem på de små veje, som vi kørte på på vej til Bonham, og på vej derfra igen.