Den nærmeste omvej

Så var det blevet tid til at vi skulle forlade Bonham og Texas for at køre til det sydlige Louisiana, en tur på ca. 400 miles, der burde kunne gøres på 6½ time. Altså uden pauser, og hvis man tager den direkte vej. Nu er vi jo ikke kendt for altid at tage den direkte vej, selv om det sker ind i mellem, og denne 3. juli var ikke en af de lejligheder.

Nu ligger Bonham i det nordlige eller rettere sagt nordøstlige Texas, kun ca. 10 miles (16 km) syd for grænsen til Oklahoma, og da det var en af de stater, vi aldrig havde sat hverken hjul eller fødder i, blev vi enige om at ændre på det forhold. I stedet for at køre syd på fra Bonham, satte vi derfor kursen mod nord. En lille vej, Texas State Highway 78, fører fra Bonham og direkte til statsgrænsen. Den går ikke gennem en eneste by, hvilket er lidt ærgerligt, for byer med interessante navne som Ivanhoe og Telephone ligger lige i nærheden. Sidstnævnte har fået sit navn, fordi byens butik i 1880'erne var den eneste sted i området, der havde en telefon. Men vi kom altså ikke gennem hverken byer eller bebyggelser. Til gengæld kørte vi igennem et forholdsvis almindeligt landskab, der lige så godt kunne have været dansk; forholdsvist fladt med gårde, dyrkede marker og ind i mellem små skove eller lunde eller hvad de nu var. Efter de 16 km nåede vi statsgrænsen, som her udgøres af floden Red River, som i hvert fald jeg kender fra diverse cowboyromaner. Men det var første gang, at nogen af os så denne flod. Man krydser floden på en nydelig bro, som vi fik taget et par billeder af, og selvfølgelig også af floden selv. Vi fortsatte ca. 600 meter ind i Oklahoma til et sted, hvor vi kunne vende, tog et par billeder og satte så igen  kursen mod syd. Sammenlagt varede vores besøg i Oklahoma vel knap 10 minutter, men nu kan vi sige, at vi har været der! Og det var dermed min stat nummer 41 i USA.

Da der kun er den samme vej i dette område, og den er ganske uden sideveje, måtte vi samme vej tilbage som vi var kommet indtil vi kom tilbage til Bonham. Herfra kørte vi øst på ad US Highway 82, og passerede blandt andre byen Honey Grove - mon der gror honning der? Vi fortsatte mod øst til Paris. De har faktisk en kopi af Eiffeltårnet - og fordi vi nu en gang er i Texas, er det forsynet med en cowboyhat på toppen, men vi besøgte det ikke). Herfra drejede vi syd på ad US Highway 271. Efterhånden som vi kom syd på, ville vores gps meget gerne have os til at svinge mod øst, hvilket vi dels ikke helt forstod, og slet ikke var enige i. Det begyndte efter at vi passerede den lille by, Mt. Pleasant, hvor vi undlod at dreje til venstre, da maskinen foreslog det, men fortsatte lige ud. I begyndelsen ville den have os til at lave en U-vending og senere ad små sideveje, der tydeligvis ville føre os tilbage til den vej, vi altså havde kørt forbi. Til sidst blev vi så irriterede, at vi "myrdede" damen i kassen, og så bare kørte, som vi selv ville. I dag, hvor jeg har undersøgt sagen nærmere, kan jeg se, at gps'en gerne ville have haft os over på Interstate Highway 30, som er den vej både Google Earth og andre kortsystemer også foreslår - men vi var sikre på, at den ville lede os vildspor, og ville altså selv bestemme. Vi fortsatte derfor til en lille by Gladewater, hvor vi skiftede til US 80 mod øst til Longview. Her mødte vi så I-20, som vi allerede havde kørt på syd for Dallas. Vel på motorvejen genoplivede vi damen, og satte hende til at vise os vej til en restaurant i Bossier City i Louisiana. Ikke en hvilken som helst restaurant, men et sted med navnet Strawn's Eat Shop ALSO (jo, det er med store bogstaver, som billedet viser). Dette navn skal antyde, at der findes mindst én anden Strawn's Eat Shop, og det gør der - i tvillingebyen Shrevesport på den anden side af floden. De to byer ligger på hver sin bred af Red River.

Strawn's Eat Shop ALSO i Bossier City

Når vi skulle finde netop denne restaurant, var der en grund. Normalt spiser vi faktisk kun sjældent frokost på vores ture, og hvis vi endelig gør, er det typisk på en restaurant ved en motorvejsfrakørsel, altså en af kæderestauranterne, som der er så mange af. Hvis man kan kalde Strawn's en kæde, er kæden ganske kort, da den kun rummer tre restauranter; den tredje hedder Strawn's Eat Shop TOO. Men hvorfor skulle vi nu finde denne restaurant? Jo, for her arbejder en anden af Tims bekendte, Rissa, som han gerne ville sige "hej" til, og de havde aftalt, at vi skulle spise frokost der. Vi fandt da også restauranten uden problemer og gik indenfor. Rissa var endnu ikke mødt, så vi bestilte bare noget frokost, og nogenlunde samtidigt med at den blev serveret, kom så damen. Maden på stedet var helt almindelig daglig kost uden de store falbelader, men ganske udmærket, og priserne var særdeles rimelige. Jeg har glemt, hvad Tim fik, men jeg bestilte en baconburger til fem dollar og en sodavand til 3,50. Mens vi spiste sludrede vi, selv om hun selvfølgelig også måtte passe sit arbejde ind imellem. Hun insisterede på at vi skulle have et stykke pie til dessert, Stedet var åbenbart berømt for deres pies, og det endte med at vi lod os overtale til at dele et stykke jordbærpie uden flødeskum, som Tim jo ikke kan tåle. Det endte med, at vi ikke fik nogen regning på måltidet. Om Rissa selv betalte eller om restauranten gjorde, skal jeg ikke kunne sige, men vi gjorde i hvert fald ikke.

Efter maden fortsatte vi syd på ad Interstate Highway 49, som vi skulle blive på til Lafayette, hvorfra vi skulle ad US 90 resten af vejen til vores mål i New Iberia, hvor vi igen havde bestilt hotel hjemmefra. Faktisk er det nok den tur (bortset fra den allerførste i 2000), hvor vi har forhåndsbestilt flest værelser. Undervejs begyndte vejret at skifte fra sol med nogle skyer til særdeles overskyet, og efterhånden begyndte det ikke bare at regne, men også at lyne og tordne. Undervejs mod syd gjorde vi et par stop, dels for at få benzin på bilen, og dels for at jeg kunne få en kop kaffe. Et af disse stop fandt sted mens uvejret var værst, så bare at gå fra bilen ind i servicestationens butik gjorde at man blev drivvåd. Temperaturen var faldet lidt igen i forhold til dagen før, og lå mellem 30 og 35 grader hele dagen, så det var ikke fordi vi frøs. Mens vi holdt ved et af vores stop, fik Tim en besked fra Rissa, om at lynet var slået ned i Bossier City og havde ødelagt tre transformatorstationer, så hele byen var uden strøm. De havde derfor været nødt til at lukke restauranten og sende alle hjem, både kunder og personale. Så heldigt at vi nåede at få VORES mad. Det regnede stort set resten af vejen til New Iberia, nogle gange så meget, at vi måtte sætte farten betragteligt ned på motorvejen, andre gange bare som stille silen. Vi nåede frem til vores hotel omkring kl. 18.15 efter at have forladt Bonham lidt i 8 om morgenen, så det var en lang dag - men selvfølgelig afbrudt af omkring 1½ times frokost.

Vores aftensmad indtog vi på en Ruby Tuesday, som lå lige ved siden af hotellet og faktisk delte parkeringsplads med dette. Så kunne vi gå frem og tilbage - og på det tidspunkt regnede det næsten ikke mere. Omkring kl. 21.00 var vi tilbage på hotellet, og kunne hvile os inden næste dags udskejelser, som skulle føre os ud i sumpen - og til Avery Island. Da vi jo ikke havde kørt den korteste vej, endte det med at dagens tur blev på 458 miles eller 737 km.

Sumpen var åben, butikken var lukket

Så var det blevet 4. juli - USA's nationaldag, men belært af de tidligere års erfaring, regnede vi ikke med at der skete noget i byen (hvilket var helt rigtigt set), så vi havde i stedet en besluttet os for at tage en sumptur ved Lake Martin, som vi også gjorde i 2014. Også dengang sejlede vi rundt på en 4. juli, men til forskel fra dengang, var vejret ikke helt så godt. Turen skulle starte klokken 9, så vi stod tidligt op, så vi kunne være på stedet en halv times tid før afgang, som anbefalet. Første gang vi var der, afregnede man kontant efter turen, men denne gang havde vi betalt hjemmefra, så vi skulle bare registreres som ankommet Mens vi ventede på afgang, talte vi lidt med nogle af de øvrige, som også skulle på sumptur, blandt andet en dame fra Tyskland, som godt nok havde boet i USA i mere end 40 år, men som stadig kunne genkende vores sprog som dansk - flot. Det er der ellers ikke mange i USA, der kan.

Bådene, man sejler i her, er nogle forholdsvis små både med plads til kun omkring 14-15 passagerer som sidder på sæder, der er placeret i hver sin side af båden, et sæde pr. række, så der er balance. Bådene er meget fladbundede, så de kan sejle ind i sumpens lave vand. Nogle steder er der ikke meget mere end 40-50 cm, og hvor det er dybest omkring en meter. Som guiden forklarede, at skulle vi falde i vandet, skulle vi ikke gå i panik, bare rejse os op. Kun ude på selve søen er der dybere, op mod et par meter på det dybeste sted. Hvor det første gang, vi var på stedet, var indehaveren selv, der var bådfører og guide, var det denne gang hans svigersøn. Ejeren er botaniker og zoolog, hvilket svigersønnen ikke var, men som svigerfar (og svoger, den tredje bådfører) er han cajun og opvokset i området, og svigerfar har oplært ham godt, når det gælder naturen. Det betød at turen var lige så interessant som første gang, og Tim og jeg er enige om, at selv om vi har prøvet sumpture mange steder, både i Louisiana og Florida, er dette helt klar den bedste.

Vi venter på afgang fra "havnen" ved Lake Martin

Desværre artede vejret sig ikke. Det var overskyet, da vi forlod den lille havn i Breaux Bridge, hvor turen udgår fra, og det blev det ved med at være, undtagen når det regnede. Faktisk kom der en gevaldig skylle undervejs, og det tordnede også i det fjerne, men heldigvis holdt lyn og torden sig på afstand, for ellers var turen blevet indstillet. At opholde sig i en båd på åbent vand i tordenvejr er ikke optimalt. Da det for alvor begyndte at regne, fandt vores bådfører, Jarred, nogle små paraplyer frem, men både Tim og jeg undlod at bruge dem, da vi vidste af erfaring, at man hurtigt ville tørre igen, så snart regnen holdt op - og sådan skulle det også gå. Undervejs så vi masser af dyr, ikke mindst fugle; hejrer, skarver, slangehalsfugle, rødvingede solsorte (som  faktisk er stære) og mange andre, og så så vi også hele to fiskeørne, der sad ved deres reder i høje træer. Der var til gengæld ikke så mange alligatorer som året før, og de vi så, var ret små. Jarred fortalte, at det skyldtes at vejret havde været meget varmt så længe, at vandet var varmet op til en temperatur, hvor alligatorerne ikke behøvede at komme op for at sole sig. De kunne holde varmen også under vand. Jeg tror at den største, vi så på denne tur, var omkring 1,5 meter, ikke meget mere.

Lige inden vi nåede havnen igen, kom der en særdeles kraftig regnbyge, og det betød at en af de biler, der holdt lidt uden for parkeringspladsen, var kørt uhjælpeligt fast i mudder, så her hjalp Jarred, en mand mere og jeg selv med at skubbe den fri, hvilket familien i bilen var glade for. Til gengæld så vores bil ikke så godt ud invendigt efter at jeg havde slæbt en masse mudder med ind på mine sko. Men det forsvandt efterhånden som det tørrede. Inden vi var kommet så langt, havde vi talt med den tysk-amerikanske dame og hendes helt amerikanske mand om, hvad vi skulle bruge resten af dagen på. Vi havde fortalt, at vi ville køre til Avery Island og besøge Tabasco fabrikkens udsalg. Damen mente ikke, at de havde åbent, fordi det var 4. juli, men Tim og jeg vidste bedre, for vi havde jo besøgt butikken på nationaldagen 4 år tidligere! Vi satte derfor kursen tilbage mod New Iberia, hvor vejen til Avery Island netop udgår fra. Desværre viste det sig at damen havde ret. Såvel fabrik som museum, restaurant og altså butik, var lukket på grund af helligdagen. Så meget for at stole på sine erfaringer. Men "øens" lille park, Jungle Gardens, havde åbent, så den besøgte vi i stedet. Hvor vi sidst så en del store alligatorer i parken, så vi denne gang kun to, og de var ikke over en meter lange, og svømmede rundt i et forholdsvist udtørret vandhul. Den mest interessante del af parken, er Bird City, hvor der som navnet antyder er en del fugle at se, ikke mindst forskellige former for hejrer. I år var der flest af det, vi på dansk kalder sølvhejrer, men som på engelsk hedder "Great Egret". Amerikanerne deler hejrer op i to slags, egrets, der altid er hvide, og herons, der ikke er hvide. De kan til gengæld have mange forskellige farver.

Ved vores første besøg i parken, havde der også været en del af de fugle, som kaldes roseate spoonbills. De har ikke et dansk navn, men navnet kan nærmest oversættes til "rosa skenæb". Dem var der dog ingen af i år, men et ægtepar, som vi faldt i snak med, mens vi stod og fotograferede fugle, sagde at skenæbbene var flyttet til et andet sted i marsken, Jefferson Island, endnu en "ø". Når jeg sætter ø i anførselstegn er det fordi, der ikke er tale om egentlig øer, men bare nogle bakker, der rager op over marsken og er omgivet af kanaler. Da vi kom tilbage til bilen og på gps'en kunne se, at Jefferson Island lå kun omkring 20 miles længere mod vest, besluttede vi os for at køre derud også. Vi fandt også stedet, og så fuglene, men de havde slået sig ned på en lille ø i en af kanalerne, og selv med min 600 mm linse, var de lige langt nok væk, til at billederne blev rigtigt gode. Vi kørte derfor tilbage til hotellet, og slappede af nogle timer inden vi spiste aftensmad. Denne gang prøvede vi en kæderestaurant ved navn Chili's. Disse restauranter minder meget om Applebee's, som vi jo jævnligt frekventerer, bortset fra at menuen er mexicansk og tex-mex mad. Det var første gang, vi prøvede en af disse restauranter, men det viste sig at være ganske udmærket.

Efter maden kørte vi tilbage til hotellet så vi kunne hvile ud inden næste dags etape, som hjemmefra var planlagt til at være turens længste, og som skulle blive endnu længere. Her på 4. juli kørte vi til gengæld kun 87 miles (140 km) så de to dage, som denne artikel dækker over, kørte vi altså i alt 545 miles (877 km), men noget skævt fordelt.