Sightseeing på vej til Cherokee

Dagens mål var Cherokee. Her havde jeg hjemmefra bestilt hotel, mest fordi, jeg skulle være i nabobyen Bryson City næste dag, og her er indkvarteringsmulighederne noget mere knappe end i Cherokee. Også så er Cherokee også en spændende by at besøge. Jeg havde bestilt værelse på det samme hotel, som jeg nu har boet på ved seks af mine otte besøg i byen, og bortset fra, at det ikke længere var et Comfort Suites, som det plejede at være, men var blevet et Super 8, var alt ved det gamle. Men først skulle jeg jo dertil, og på grund af min langtur dagen før, var jeg nu kun godt en times kørsel fra Cherokee, og derfor havde jeg masser af tid at fordrive. Jeg bestemte mig derfor for at benytte dagen til sightseeing i området, hvor der, trods mange tidligere besøg, fortsat var ting, jeg ikke havde set, og steder, jeg ikke havde besøgt (og det er der fortsat).

Legetøjshesten Morris er symbol for byen Tryon, ogt står på en central plads. Den er en forstørret udgave af en virkelig legetøjshest.

I stedet for at køre mod nord, satte jeg kursen mod syd til Tryon, den by, hvor jeg valgte ikke at overnatte dagen før, på grund af manglen på et Walmart supermarked. Jeg ville imidlertid gerne se byen, der er kendt som et hestesportscentrum. Allerede klokken 9 var jeg i Tryon, hvor jeg uden problemer fandt en parkeringsplads; der var faktisk ikke mange mennesker i byen, i hvert fald ikke på det tidspunkt, men jeg stillede bilen og gik en tur på "hovedgaden", tror jeg. I hvert fald var Trade Street en central gade, med nydelige huse og små butikker - og heste. Figurer af heste altså, ikke levendes. Til gengæld ligger Tryon Equestrian Center med rigtige levende heste lige uden byen, men det besøgte jeg ikke. En af de hestefigurer, jeg kom forbi var Morris! Morris er en legetøjshest i overstørrelse, og er faktisk symbol for Tryon. Det er en forstørret kopi af en legetøjshest som en legetøjsfabrikant i byen fremstillede. Den første Morris blev opstillet i 1928, som symbol for den lokale ride- og jagtklub, og den nuværende, som er den femte af slagsen, er fra 2012. Hvor utroligt det end lyder, er Tryon (eller i hvert fald en isbutik fra byen) omtalt i et digt a F. Scott Fitzgerald. Isbutikken og bygningen, hvor den lå, er nu afløst af en bank, men den hed Misseldine's og Scott Fitzgerald skrev:

Oh Misseldine's, dear Misseldine's,
A dive we'll ne'er forget,
The taste of its banana splits
Is on our tonsils yet.
Its chocolate fudge makes livers budge,
It's really too divine,
And as we reel, we'll give one squeal
For dear old Misseldine's.

Da jeg mente at jeg havde set nok til byen, inklusive deres lokalhistoriske museum udefra (det åbnede først senere på dagen), gik jeg tilbage til bilen og satte kursen mod mit næste mål, den endnu mindre by Saluda, som ligger kun 8 miles (13 km) vest for Tryon. Her var der jernbanelinjen, jeg gerne ville se. Der kører ikke længere tog på strækningen, men den er kendt som den stejleste jernbanelinje i hele USA med normal sporvidde. Der findes nogle smalsporede jernbaner i bjergene i det vestlige USA, der er stejlere, men altså ingen med den almindelige sporvidde. Faktisk er årsagen til at der ikke længere kører tog på strækningen netop, at det anses for at være for farligt. Saluda er i øvrigt, trods sine kun ca. 700 indbyggere, klassificeret som en "city", mens langt større byer er klassificeret som "towns" eller endda som såkaldt "unincorporated communities". Hvorfor det er sådan, kunne jeg fortælle en lang historie om, men det skal jeg forskåne eventuelle læsere for. Så jeg satte altså kursen mod denne storby, men da jeg kom til Saluda, kunne jeg ikke komme ind i byen. Alle veje ind til centrum var spærrede, og der holdt politi- og sherifbiler med blinkende lygter ved de to indfaldsveje til byen. Undervejs mod byen havde jeg passeret et cykelløb, så jeg regnede med, at det havde noget med sagen at gøre - og det havde det også på sin vis. Omkørselsskilte ledte mig uden om centrum, og undervejs passerede jeg flere parkeringsområder, men de var alle fyldt op, og ivrige politifolk vinkede mig videre. Til sidst opgav jeg besøget og valgte mig et nyt mål. Saluda må så vente til mit næste besøg i området, som derfor ikke skal ligge en 7. juli. Jeg fandt nemlig senere ud af (hjemme i Danmark), at de på denne dato fejrer en "Coon Dog Day festival", hvor de hylder en eller anden hund. Coonhunden (hvis den hedder det på dansk) er en sporhund i slægt med blodhunden, og denne fejres altså her i byen med alskens festivitas så som mad, drikke, boder, parader, live musik, dans i gaden og altså et cykelløb. Hvorfor festivalen bliver afholdt, har jeg til gengæld ikke kunnet finde ud af.

Det mål, jeg valgte mig i stedet for Saluda, var Brevard, der er amtssæde for Transylvania County. Lyder det rumænsk og uhyggeligt er det ingenlunde tilfældet. Navnet betyder bare "landet på den anden side af skoven". Brevard ligger omkring 30 miles vest for Saluda ad en noget snoet vej (men det skulle blive værre senere på dagen). Turen tog mig omkring en time, for man kører bestemt ikke ræs her. Men vejen var ganske smuk som den førte gennem skovklædte bjerge. Der var to grunde til at jeg ville til Brevard. Dels for at se byen, som jeg kun har kørt gennem tidligere og dels for at se om jeg kunne få øje på et af de hvide egern, som byen er kendt for. Efter lidt køren og gåen omkring uden egern, opsøgte jeg det stedlige visitor center. Her kunne de så fortælle mig, at man skulle være heldig for at se et hvidt egern, da der ikke var noget bestemt sted, de holdt til, og derfor ingen steder, man kunne opsøge. Så jeg opgav tanken, og kørte i stedet til det lokale universitet og så lidt på det. Det skulle vise sig at blive indledning til en serie af besøg på diverse universiteter, som jeg alle har nævnt i min bog (køb den, hvis I vil vide mere - se forsiden). Universitetsbygningerne var nydelige, og jeg fik taget nogle billeder, blandt andet af et klokketårn. Universitetet er ret lille og har kun ca. 700 studerende.

Looking Glass Falls nord for Brevard i Transylvania County.

Da jeg havde set nok på universitet forlod jeg Brevard igen. Nord for byen, i Pisgah National Forest, ligger en del vandfald, og dem ville jeg gerne se nærmere på, i hvert fald de to, der ligger tæt på vejen, Looking Glass Falls og Sliding Rock Falls.Jeg satte derfor kursen mod nord ad US Highway 276, som viste sig at være den måske mest snoede US Highway, jeg nogensinde har kørt på. Jeg har dog stadig en strækning US Highway 129 i Tennessee, kaldet Tail of the Dragon til gode, med dens 360 sving på 20 miles (32 km). Da jeg nåede Looking Glass Falls holdt der temmelig mange biler i vejsiden, men det lykkedes mig at finde en plads, hvor jeg kunne placere min, og så gik jeg ned og så på vandfaldet, som var nydeligt. I den lille dam, der typisk er ved de fleste vandfald, var der mange, der tog sig en dukkert, og mennesker i badetøj, især børn, gik da også frem og tilbage mellem vandfald og biler. Da jeg ikke syntes, at jeg kunne bruge mere tid her, gik jeg tilbage til bilen og fortsatte mod Sliding Rock Falls. Dette vandfald har sit navn, fordi man bruger de glatte klipper i vandfaldet som rutsjebane, og det lød jo meget sjovt. Men da jeg kom dertil holdt der to politibiler og forhindrede mig (ja, ikke kun mig, men også alle andre) i at køre ind på parkeringspladsen, og jeg fandt senere ud af, at der havde været et jordskred, som havde lukket området. Om nogen var kommet til skade ved jordskredet, skal jeg ikke kunne sige, men der var ihvert fald ingen ambulancer eller lignende, da jeg kom.

Jeg fortsatte derfor ad den stadig meget snoede 276 til byen Waynesville, hvor de sidste skud i den amerikanske borgerkrig øst for Mississippi blev affyret i maj 1865, en måned efter at General Lee havde overgivet sig. Jeg gjorde nu ikke ophold her, men skiftede til den noget mindre snoede US 74 mod sydvest. Vejen her førte mig gennem byen Sylva, hvor jeg sidste år tog et billede at det nydelige domhus, der ligger på en bakketop. Jeg kørte nu bare gennem Sylva, da vejret var begyndt at se noget uldent ud, og jeg ville gerne se endnu et universitet. Undervejs mellem Waynesville og Sylva stoppede jeg på en tank for at genopfylde såvel bil som mig selv (med kaffe). Det universitet, jeg gerne ville se, hedder Western Carolina University, og er ret stort med ca. 11.000 studerende. Det ligger til gengæld i en forholdsvis lille by, Cullowhee. Også her fik jeg taget nogle billeder, men mens jeg gik omkring og fotograferede, begyndte det at regne, så jeg blev der ikke længe. Det var nu blevet hen på eftermiddagen, så jeg besluttede mig for at sætte kursen mod Cherokee. For at komme dertil fra Cullowhee skal man tilbage gennem Sylva, eller det gjorde jeg i hvert fald, og da jeg nåede dertil, styrtede det ned.

Da jeg nåede Cherokee skinnede solen imidlertid gennem huller i skyerne, og det var holdt op med at regne, så inden jeg kørte til mit hotel, parkerede jeg bilen ved Oconaluftee Island Park og gik en tur for at nyde de mange mennesker, der hyggede sig ved og i floden. Mens jeg stod på en gangbro over floden, var der ved at opstå drama under mig. En lille dreng, måske 6-7 år, som var ude at bade, havde mistet fodfæstet og var blevet taget af strømmen, og hver gang kan prøvede at rejse sig op (floden er ganske lavvandet) mistede han balancen og flød videre. En mand, der givetvis var hans bedstefar, prøvede at indhente ham uden held, men heldigvis var en pige på 13-14 år snarrådig og løb ud i floden og fik fat i knægten og hev ham ind på land. Selv var jeg oppe på broen og havde ingen mulighed for at nå ned. Men pigen klarede den og den ret ulykkelige dreng blev forenet med bedstefar. Efter denne oplevelse kørte jeg til hotellet og fik mit værelse, en suite med tre rum en suite; kombineret entre og køkken med adgang til badeværelse, soverum og opholdsrum - også med altan med udsigt over den del, af byen hvor hotellet ligger. Da jeg resten af ferien, indtil jeg kom tilbage til Tim i Florida, skulle bo på Bed & Breakfast, var dette min sidste chance for at få vasket, så efter at have pakket ud, fik jeg vasket det tøj, jeg havde, hvilket ikke var så meget, da det ikke var længe siden Tim og jeg havde vasket. Efter vaskeriet besluttede jeg mig for at tage en motionspadseretur, så jeg gik op på værelset med vasketøjet, og så gik jeg ellers derudad. Det vil sige, jeg kom kun til hotellets indgang, for da jeg nåede dertil, styrtede det igen ned udenfor. Jeg gik derfor tilbage til værelset og skiftede til nogle tynde shorts, som tørrer hurtigt og fandt min poncho (af plastic) frem, og så tog jeg af sted igen. Jeg gik op til den nordlige ende af byen, krydsede floden og satte igen kursen mod syd forbi det hotel, vi havde boet på i 2000 og 2002, til jeg kom ned til parken igen. Undervejs skiftede det mellem regn og tørvejr flere gange, og når det regnede, så regnede det for alvor, men ponchoen virkede. Jeg købte den i 2016 i Louisiana, men det var faktisk første gang, jeg havde den på. Til gengæld var det pænt varmt (godt 30 ° C) og altså fugtigt; jeg svedte derfor bravt under ponchoen, så da jeg kom tilbage til hotellet, var jeg lige så våd under den, som jeg ville have været uden.

Jeg tog mig et forfriskende bad, og da jeg havde gjort det, ville jeg have noget at spise. Jeg kunne se, at nu var regnen holdt helt op og solen kommet frem, så jeg gik til Paul's Family Restaurant (Indian Owned, som der står på deres skilt), som ligger tæt på hotellet, hvor maden er god, og hvor jeg har spist flere gange tidligere, både med Tim og alene. Og det var da også godt ved denne lejlighed, selv om det tog lidt tid at få maden, da der var rigtigt mange mennesker, men skidt pyt, jeg var jo på ferie. Det med "indian owned" er interesant. For de, der ikke har læst mine tidligere artikler fra besøg i byen eller på anden måde har opnået viden om denne, må jeg hellere forklare, at Cherokee er hovedbyen i det område, der kaldes Qualla Boundary, og som er hjemsted for Eastern band of Cherokee Indians. Nå, men tilbage på hotellet slappede jeg af med min tablet og en bog (altså tablet computer, ikke tablet som i "pille"). Jeg skulle igen tidligt op næste dag, for at køre til Bryson City, som nævnt i indledningen. Min sightseeing betød, at selv om der ikke var langt fra Hendersonville til Cherokee, fik jeg alligevel kørt 188 miles eller 303 km.