Forgæves besøg og så hjem

Så var der kun en dag tilbage inden jeg skulle hjem til Danmark igen, og her havde jeg ikke planlagt noget specielt, men det skulle jeg måske have gjort.

Ingen hjemme

Jeg startede den sidste dag med at køre til Beaver Creek tæt ved Ferguson, for at se om Zelotese Walsh, som havde vist mig "den hemmelige kirkegård" året før, var hjemme, men selv om der holdt en bil uden for, var der ingen der lukkede op, da jeg bankede på. Jeg fortsatte derfor mod vest ad NC 268 til fort Defiance, General Lenoirs gamle hjem, for at besøge museet her, men heller ikke dette fik jeg noget ud af, da det viste sig, at de kun havde åbent fra torsdag til søndag og nu var det kun tirsdag, men jeg fik dog taget endnu et billede af huset udefra. Jeg kørte derfor øst på igen og af en eller anden udferibar grund stoppede jeg ved Northwestern North Carolina Visistor Center uden for North Wilkesboro. Her faldt jeg i snak med en herre, der passede stedet, og han fortalte mig om "moonshine", altså den legale del af produktionen. Det viste sig at der vqr to destillerier i Wilkesboro og North Wilkesboro, men jeg besøgte ikke nogen af dem. Jeg husker ikke præcis, hvordan vi kom til at tale om det, men på en eller anden måde kom vi til at tale om Ferguson, og det viste sig at han faktisk var derfra. Så fortalte jeg om mit forgæves besøg hos Zelotese Walsh, som han havde hørt om, men ikke kendte. Til gengæld blev jeg inviteret ind i baglokalet, hvor to damer var ved at spise frokost. De tilbød mig straks at være med, men jeg takkede nej. Manden fortalte om mit besøg hos Zelotese, og de kunne så fortælle, at ikke bare kendte de ham, men de havde været med til hans 95 års fødselsdag ugen før. De lovede at hilse ham fra mig, når de så ham næste gang.

The Yellow Deli i Hiddenite

Da vi havde talt færdig, kørte jeg tilbage til Statesville for at se, om Steve Hill skulle være i sin udstilling, men heller ikke her havde jeg heldet med mig. Da jeg så kørte tilbage til Clichy Inn, fik jeg en snak med Lori, og hun kunne blandt andet fortælle mig, at Steve slet ikke var i byen i de dage, og at hans normale afløser havde ferie, så udstillingen var slet ikke åben. (Lori sidder i bestyrelsen for Preservation Statesville, som støtter Steves samling). Efter at have talt med Lori kørte jeg så til Hiddenite. Her ville jeg spise frokost på en cafe, The Yellow Deli, som Lori havde fortalt mig, nærmest var blevet et kultsted. Der er flere afdelinger i denne kæde, blandt andet i Chattanooga i Tennessee, i Boulder i Colorado og altså i Hiddenite i North Carolina samt flere andre steder. Det viste sig imidlertid at jeg endnu engang måtte nøjes med billeder ude fra. Stedet var nemlig lukket hele ugen til og med lørdag på grund af den jødiske helligdag, Pesach (De usyrede brøds Fest), den jødiske påske. I stedet besluttede jeg at køre til Taylorsville, der er amtssæde for Alexander County. Ikke fordi, der var noget bestemt, jeg ville se, men tidligere havde jeg kun kørt gennem byen, og nu ville jeg så se, om der var noget at se. Jeg gik en tur op og ned ad hovedgaden og fik taget et par billeder af denne, af domhuset og den kombinerede politistation og fængsel, men ellers var der faktisk ikke meget at se.

Jeg kørte tilbage til Statesville og sludrede en times tid med Lori til klokken var ca. 17.15. Så gik jeg en tur, ikke så lang, og endte på Risto's Place, hvor jeg spiste turens sidste aftensmåltid. På vej hjem fra aftensmaden fortsatte jeg min tur på et par kilometer ned gennem et område, som jeg ikke tidligere havde besøgt, ned mod jernbanen og den store fabrik, der ligger der. Det viste sig at være et stort set "farvet", kvarter, men alle vinkede og smilede venligt til mig, når jeg gik forbi deres huse, hvor de fleste sad ude på verandaerne og nød det gode vejr. Da jeg kom tilbage til mit B&B og fortalte Lori om det, forklarede hun, at det var et område, man kaldet "Southside", hvilket lød meget logisk, da det netop lå i den sydlige del af byen.

Da jeg kom tilbage var klokken omkring 19.45, så jeg satte mig på terrassen og fik en sodavand og sludrede med Lori mens hun satte sin vaskebjørnsfælde op. Vaskebjørne betragtes som skadedyr i byområder, og hun havde foreløbigt fanget 8, som hun så kørte langt uden for byen og satte ud i naturen igen. Hendes nabo havde fanget hele 16 i sin have. I Loris tilfælde kommer vaskebjørnene primært for at stjæle fugleæg fra småfuglenes reder, som der er mange af i haven, og for at æde de fisk, som hun har i sin fiskedam, hvilket hun ikke er så begejstret for. Hun fortalte også at hendes have er plaget af groundhogs (skovmurmeldyr kalder vi dem vist på dansk), som æder rødderne af hendes planter, hvilket hun heller ikke ligefrem jubler over. Et par gange har hun set prærieulve i haven, og jeg har hørt fra flere, at "ulvene" kommer længere og længere ind i bymæssige områder, hvilket også bliver betragtet som et problem, og det er faktisk tilladt at skyde prærieulve hele året. Mens jeg sad på terrassen kom der nye gæster, og dem sludrede jeg lidt med indtil de skulle ud og have aftensmad. Derefter gik jeg op på værelset og pakkede det sidste. En del havde jeg allerede pakket om eftermiddagen, da jeg alligevel var tilbage mellem mine forgæves ture.

På dagens jeg set nogle få lastbiler fra de tælbare firmaer: 5 Swift, 3 J. B. Hunt og en enkelt Estes.

Nord på og så hjem

Virginia Welcome Center på I-77

Jeg skulle aflevere min bil i Dulles kl. 16, så omkring kl. 8 forlod jeg Lori efter at have spist morgenmad sidstye gang og afregnet for mit ophold. Jeg tog "den sædvanlige vej" mod øst ad US 421 til den møder I-77 og så ad denne mod nordvest. Det første stop gjorde jeg netop på I-77 ved Virginias velskomstcenter, som ligger lige efter statsgrænsen. Næste stop gjorde jeg efter at være skiftet til I-81, som jeg skulle blive på i godt 200 miles. Her skulle jeg bare have en kold vand, men jeg købte lidt kaffe ved samme lejlighed. Det sidste (eller rettere næstsidte) stop inden lufthavnen gjorde jeg omkring 1½ time før målet. Her spiste jeg frokost på en Applebees og så fortsatte jeg - stille og roligt, for jeg kunne se, at jeg var i meget god tid. Jeg gjorde et enkelt stop lige før lufthavnen for at fylde benzin på bilen, som skulle afleveres med fuld tank. Jeg var allerede ved Avis kontoret i lufthavnen omkring 14.30, og selv om jeg skulle med bussen fra Avis til terminalen var jeg der allerede klokken 15, og måtte vente et stykke tid på, at der skulle blive åbnet for tjek-ind. Heldigvis skulle der afgå et British Airways fly omkring kl. 18, så lidt før 16 åbnede tjek-in, for ellers var jeg kommet til at vente længe, da mit fly først skulle afgå kl. 22.20, men nu kunne jeg tjekke ind og komme op i loungen, hvor jeg så kunne kede mig i næsten seks timer - men man sidder mere behageligt end før tjek-ind, hvor der kun er meget få siddepladser.

Turen hjem er der der ikke noget at skrive om; den var lige så kedelig, som de plejer at være, men jeg fik sovet nogle timer, så jeg var nogenlunde friskt, da vi landede i London. Her tilbragte jeg igen nogle timer i loungen inden den sidste tur til Danmark, og da jeg nåede hjem var begge mine kufferter med, så ud i en taxa og hjem, og det var så den forårstur.

Da det ikke var et egentligt road trip har jeg ikke lavet de sædvanlige daglige opgørelser over, hvor langt jeg har kørt den dag. Samlet fik jeg kørt 2.353 miles (3.786 km), så selv om det ikke var et road trip og de to længste ture var til og fra lufthavnen, blev det til nogen kilometer, der trillede ind på kontoen, som nu nærmede sig 120.000 i alt i USA. Jeg har heller ført et detaljeret regnskab med udgifterne, som jeg plejer, men alt inklusive, flybilletter, indkvartering, mad, billeje, benzin osv. blev det omkring 35-36.000. Dyrt, javel, men dejligt og pengene værd, og så fik jeg hilst på mange af mine venner i området.

Til gengæld har jeg et meget præcist lastbilregnskab, så lad det blive afslutningen på denne tur. Rigtigt mange af disse lastbiler kom poå den sidste tur op ad motorvejene. I alt blev det til Schneider 75, J. B. Hunt 62, Swift 41, Werner 31, Estes 18, Knight 17 og C. R. England 14. ikke så mange som på et roadtrip, men ok. og det var første gang, at selskabet, der startede det hele, J. B. Hunt kom så langt op på listen.