Vejr og vin

Så var det blevet søndag og jeg skulle fortsætte min færd fra Lexington og ned til North Carolina, helt præcis til Lenoir, hvor jeg havde bestilt værelse de næste fem nætter. Imidlertid skulle jeg jo først derned, så efter at have spist morgenmad på hotellet, satte jeg kursen syd på, fortsat ad Interstate Highway 81, som jeg fulgte godt 100 miles til den møder I-77. Selv om solen skinnede, da jeg forlod Lexington, blev det mere og mere overskyet, og efterhånden som jeg kom syd på, begyndte det at småregne, og efterhånden tog regnen til, så da jeg skiftede til I-77, regnede det ret kraftigt.

På vej syd på ad I-77 tog regnen lidt af igen, men kun for at blive afløst af tæt tåge på vej op gennem bjergene. Faktisk blev tågen så tæt, at der på skilte blev advaret om , at man var i et "fog area", og hastigheden på motorvejen blev nedsat til 15 miles i timen. Heldigt, at jeg ikke havde travlt. Faktisk var tågen så tæt, at jeg ikke kunne se bilerne foran mig, kun deres baglygter. Da jeg igen kom ned fra bjergene forsvandt tågen langsomt, men til gengæld kom regnen tilbage, og den fortsatte det meste af dagen. Fremragende måde at begynde sin forårsferie på.

Regn på forruden - og andre steder.

Undervejs mod syd, kunne jeg se at jeg ville komme ret tidligt til Lenoir. Sådan kan det gå, når man tager for tidligt fra sit hotel. Da det nu var søndag, og jeg vidte at mit yndlingsvineri - (kun ét 's', læg mærke til det), har åbent onsdag til søndag, og jeg alligevel havde planlagt at besøge stedet i løbet af ferien - og det ligger ikke så langt fra i-77... For at gøre en kort historie lang, besluttede jeg mig for at besøge stedet på vej til Lenoir. Da jeg nåede ned til det sted, hvor jeg skulle forlade I-77 for at skifte til US Highway 421 var det imidlertid fortsat for tidligt, da Laurel Gray Vineyards smagerum og butik først åbner kl. 13 om søndagen, og på det tidspunkt var klokken kun 12. Jeg besluttede mig derfor for at aflægge et besøg i Shiloh General Store, som ligger i samme by (Hamptonville) som vineriet, omend i et andt hjørne af byen, hvis man altså kan kalde det en by. Hamptonville er spredt ud over et ret stort område ude på landet med få huse samlet på et sted, og begge de steder , jeg ville besøge ligger et godt stykke vest for "centrum", men henholdsvis mod nord og mod syd. Nu lyder det måske, som om der er langt, men faktisk er der kun 6 km mellem dem, hvilket er ca. 5 minutters kørsel. Da jeg nåede frem til Shiloh General Store kunne jeg konstatere, at den havde lukket om søndagen, hvilket jeg burde have kunnet sige mig selv, eftersom butikken drives af medlemmer af de lokale amish-samfund, og her skal man komme hviledagen i hu.

Jeg var altså lige vidt, når det gjaldt om at få tiden til at gå, så jeg valgte så bare at køre omkring i området, mens jeg af og til gjorde holdt for at tage billeder, når der var et ophold i regnen. Undervejs passerede jeg den restaurant, som jeg har talt om i flere artikler fra tidligere år, som har været åben og lukket på skift; åben under navne som Gaby's Diner, Korner Kitchen, Family Kirchen m.fl. Ved denne lejlighed var den lukket, men om det kun var søndagslukket og om den fortsat er åben på andre dage og under hvilket navn, fandt jeg ikke ud af. Bygningen var i hvert fald ikke tom, og der stod stadig en sodavandsautomat uden for. Da klokken efterhånden nærmede sig 13, satte jeg kursen tilbage mod Laurel Gray, som da også havde åbnet, da jeg nåede frem. Som sædvanligt fik jeg en smagning, som dog var ændret siden mit seneste besøg, så man nu skulle vælge en gruppe vine, som man gerne ville smage, i steder for at komme gennem hele repertoiret. Efter smagningen købte jeg så lidt vin. En "bestilt" viognier" til Tim, en pinot gris til mig selv og et par flasker "family select reserve" rødvin, dels til mig selv, dels som gave.

Da jeg kom ud var regnen næsten hørt op, men det holdt ikke længe. Da jeg nåede frem til Lenoir, styrtede det ned igen. Da jeg nåede frem til mit B&B, blev jeg modtaget som den fortabte søn af værtinden, Rose - men det var så også mit femte ophold der på stedet - og det sjette står for døren. Efter at have sludret med Rose i køkkenet en god times tid, blev jeg enig med mig selv, om at det nok ikke ville holde op med at regne foreløbigt, så jeg valgte a trodse regnen og bære min bagage ind fra bilen og op på værelset alligevel. Og jeg blev da heller ikke mere våd, end at jeg kunne tørre igen.

Senere holdt det helt op med at regne, og der kom faktisk endda huller i skydækket, så da jeg skulle have aftensmad, besluttede jeg mig for at spadsere ned til centrum, hvor der ligger et par restauranter. Det vil sige, Rose advarede mig om, at de fleste nok havde lukket om søndagen - vi er jo i bibelbæltet i dette område. Der ville dog være mindst en åben, hvis jeg kunne "nøjes med" pub food. Det kunne jeg godt, så jeg drog af sted. Det var ikke fordi, jeg blev overanstrengt, da afstanden kun var godt 1 km. Stedet, Side Street Pour House, viste sig at være udmærket og den pub-food, jeg endte med at indtage var en veltilberedt burger og en lokal red ale.Efter maden gik jeg tilbage til The Irish Rose, hvor jeg udfyldte min morgenmadsbestilling, og sludrede lidt mere med Rose over en kop kaffe, inden jeg igen trak mig tilbage til værelset, denne gang for natten.

Også i dag fik jeg talt lastbiler, og kun et enkelt af selskaberne kom ikke med på dagens liste, nemlig Werner. Ellers blev resultatet 12 til Schneider, 9 til Swift, 6 til C. R. England, 5 til Knight og J. B. Hunt og en enkelt til Estes. Jeg var klar over, at det nok ville tynde ud det næste par dage, hvor der ikke stod meget motorvejskørsel på programmet.