Frokost, middag og koncert

Et lille vandfald på Yadkin River i Patterson, North Carolina

Jeg startede torsdagen med morgenmad på "The Rose" som sædvanligt, denne gang sammen med en ny logerende, en dame, som var kommet til byen for at deltage i en begravelse; ikke det mest opmuntrende formål, men vi snakkede nu alligevel ganske hyggeligt, også med Rose. Derefter gik jeg op på mit værelse og begyndte så småt at få styr på min bagage, da jeg jo skulle af sted næste dag, og ikke anede, hvornår jeg ville komme hjem om aftenen.

Jeg kørte fra stedet omkring kl. 9.45 og startede med et besøg i Walgrens, hvor jeg skulle købe nogle piller til en af Tims kolleger og noget vableforebyggelsesplaster til Dorte. Da det var overstået kørte jeg så igen op til museet - for tredje dag i træk. Damen, som jeg havde talt med dagen før, havde fundet de ting frem, hun havde lovet. Jeg fik læst alt det jeg ville om Grandin, som var det, der interesserede mig denne gang. Grandin var engang en blomstrende tømmerby med egen jernbane, skole, posthus osv., men i dag er der kun en eneste bygning tilbage. Hvor den lå blev jeg ikke helt klar over, men det skulle jeg finde ud af senere på dagen.

Omkring 11.45 sagde jeg farvel og tak til damen og kørte ud til den restaurant, hvor jeg havde aftalt at spise frokost med John Hawkins, den tidligere direktør for museet, og han ankom præcis samtidigt med mig. Mens vi spiste, fortalte jeg ham om mit besøg på museet og min interesse for Grandin, og det viste sig - jeg havde snart sagt naturligvis - at han havde en fætter, der var født og og opvokset i Grandin, og som havde skrevet en bog om byen. Ham ville han præsentere mig for, når jeg kom til Lenoir næste gang, men han kunne selv fortælle mig, hvor den "overlevende" bygning fra byen var at finde. Vi havde en hyggelig frokost, og da vi skulle til at gå, mødte han en dame, som han kendte, og hende blev jeg også præsenteret for. Det viste sig at også hun var en efterkommer af en af Tom Dooleys slægtninge. Dem er der en del af i det vestlige North Carolina, da mange familier bliver i lokalområdet i generationer.

Efter frokost kørte jeg for jeg ved ikke hvilken gang en tur til "Dooley-land", og da jeg nu vidste, hvad jeg skulle kigge efter, fandt jeg også den overlevende bygning fra Grandin, som engang var pensionat (boarding house) i byen, men som nu er en privat bolig. Jeg kørte lidt mere rundt i området og fik taget nogle forårsbilleder af naturen, hvilket jeg jo aldrig havde haft mulighed for tidligere. Efter omkring en time satte jeg kursen mod Davidson, hvor jeg havde aftalt at mødes med Charlotte og Bill Barnes klokken 17, så vi kunne spise aftensmad sammen inden vi skulle til koncert. Jeg tog ikke lige den hurtigste vej, men kørte ad mindre veje til Statesville og tog så motorvejen derfra mod syd til Davidson, hvor jeg var omkring kl. 16. Jeg fandt et sted at parkere bilen lige overfor det cafe, hvor koncerten skulle foregå, og så gik jeg en tur på hovedgaden, hvor jeg blandt andet så Davidson College; dog kun udefra, men det var første gang, jeg var i USA på et tidspunkt, hvor der faktisk var aktivitet på et af de universiteter, jeg har besøgt. Det var selvfølgelig uden for undervisningstid, men da det var blevet forrygende vejr med op mod 30 grader, sad der mange studerende og hyggede sig på plænerne uden for bygningerne. En mand ved navn Daniel Harvey Hill havde efter den amerikanske borgerkrig været underviser på universitetet, og da det viste sig at han var begravet på en kirkegård på den anden side af hovedgaden, besøgte jeg også graven. Det er nu ikke hans karriere som underviser, jeg kender ham fra, men fordi han var general i sydstatshæren under borgerkrigen, og han var gift med en datter af præsidenten for universitetet, hvilket gjorde ham til svoger til Thomas "Stonewall" Jackson, min helt fra perioden, som var gift med en anden søster. For god ordens skyld skal jeg nok lige nævne, at Davidson College som universitetet hedder, er meget velestimeret i USA og har "produceret" ikke mindre end 23 såkaldte Rhodes Scholars, det vil sig studerende, som får et stipendium med alt betalt til Oxford University i England.

Songwriters Showcase på Summit Coffee in Davidson, North Carolina. Fra venstre: Rob McHale, Johanna Saint-Pierre og Valorie Miller.

Da klokken nærmede sig 17 gik jeg tilbage mod cafeen, da jeg havde aftalt mes Charlotte og Bill, at vi skulle mødes der, og jeg havde ikke ventet mange minutter, før de ankom. De havde bestilt bord på en mexicansk restaurant lidt længere nede ad gaden, så der gik vi ned og spiste et glimrende måltid. Efter maden gik vi tilbage til cafeen, Summit Coffee Company, hvor Rob McHale er vært for det ældste såkaldte Songwriter's Showcase i The Carolinas. Vi gik op på første sall, hvor arrangement havde foregået sidste gang Charlotte og Bill havde været der. Vi var i god tid, og der var fyldt med studerende som læste bøger eller brugte nettet, men ikke noget, der tydede på koncert af nogen art. Det var der heller ikke da klokken var 19.15 (det skulle have startet kl. 19) så Bill gik ned for at spørge om det var aflyst, men fik at vide, at det var flyttet udendørs på grund af det gode vejr (da koncerten var overstået, omkring 22.45 var det stadig 25 grader og helt vindstille). Vi flyttede os så uden for og kunne konstatere, at koncerten ikke var gået i gang endnu på grund af nogle tekniske vanskeligheder, så vi var ikke gået glip af noget. Vi fik hilst på Rob og fandt så en plads ved et bord, hvor der allerede sad nogle mennesker, men hvor vi også kunne være. Rob's gæster ved den lejlighed var franske Johanna Saint-Pierre og en lokal sanger fra Asheville, Valorie Miller. De sang på skift et af deres numre, og af til sang de sammen. Såvel Rob som de to kvindelige kunstnere, var meget forskellige, så det var en spændende aften. Undervejs blev Charlotte, Bill og jeg alle præsenterede som såvel Tom Dooley specialister som forfattere, og det fik en af damerne ved vores bord til at spørge om, hvem Tom Dooley var. Ak ja, den ungdom, den ungdom; de ved da heller ingen ting. Nå, hun er tilgivet for hun var kun 43, mens hendes mor, som også sad ved bordet, kendte historien, og så var den samtale indledt.

Da koncerten var overstået købte jeg et par cd'er med Valorie Miller (jeg har allerede alle Robs, og de franske var lidt uden for min normale stil). Derefter sagde jeg farvel og tak for denne gang og på gensyn til juli til Charlotte og Bill, og så satte jeg kursen tilbage til Lenoir. Det tog omkring halvanden time, så jeg var tilbage på mit B&B omkring kl. 0.30 - og så var jeg glad for, at jeg havde pakket de fleste af mine ting om morgenen.

I modsætning til de foregående dag havde dagen i dag budt på nogle få lastbiler, således fem Schneider, fire Knight, tre J. B. Hunt, to Werrner og så en af hver af C. R. England, Estes og Swift.