Tornadovarsel og museumsbesøg

I dag skulle jeg så forlade Lenoir for at flytte mig til Statesville, hvor jeg skulle tilbringe resten af ferien. Først kørte jeg dog til Walmart, hvor jeg købte nogle af de ting, som folk havde bedt mig om at hjembringe. Derefter tog jeg Zacks Ford Road mod øst. Denne vej begynder i Lenoir, ikke langt fra Walmart, og slutter ved Grandin Road- stadig i Lenoir, men nu helt ude i Dooley-land. Formålet med denne tur var dels at se noget nyt, og dels at besøge Margaret og Dick Martine, som jeg havde spist aftensmad med et par dage tidligere. Det regnede stort set hele vejen, og mens jeg var der, og det gjorde det sjovt nok også, da jeg besøgte dem i 2018, så det er måske generer jeg en højere magt, når jeg kommer på de kanter. Jeg blev hos dem en times tid, og så fortsatte jeg mod øst ad den lille grusvej, de bor på. Det er kun i Caldwell County, at der er tale om en grusvej. Så snart man når amtsgrænsen til Wilkes County bliver vejen asfalteret. Det samme gælder i øvrigt andre småveje i området.

På vej ud as Zacks Ford Road.

Næste stop var Wilkesboro - eller rettere North Wilkesboro, som jeg faktisk aldrig tidligere, har gjort meget ud af, men den viste sig at  være ganske interessant, selv om der ikke er helt så meget at se, som i selve Wilkesboro. På trods af at de to byer i praksis er sammenvoksede og bare har en flod mellem sig, er der faktisk tale om to selvstændige byer med hvert sin borgmester, bystyre mm.  Efter besøget i to Wilkesboro'er, satte jeg kursen videre mod øst ad NC 268 til jeg nåede Interstate Highway 77. Den tog jeg så mod nord, for at besøge Mount Airy, der på trods af navnet, ikke er et bjerg men en by. Faktisk den største by i Surry County, og den skulle være kendt for sin historiske hovedgade. Så langt kom jeg imidlertid aldrig. På vejen fik jeg en besked på min telefon, og det viste sig at være et tornadovarsel for området, så man anbefalede alle trafikanter om at søge ly. Da jeg ikke lige havde et sted at slå mig ned, valgte jeg i stedet at vende om og sætte kursen direkte mod Statesville, hvor der ikke var noget tornadovarsel, men "kun" et stormvarsel.

På vej tilbage mod syd til Statesville begyndte det da også at blæse, regne og tordne, og da jeg nåede frem til Clichy Inn, regnede det fortsat. Jeg fik mit værelse, hvor jeg valgte at blive indtil spisetid. På det tidspunkt var vinden stilnet af, og det var holdt op med at regne, så jeg valgte at gå ned til byen for at spise. Det gjorde jeg på Groucho's Deli, som jeg adlrig havde spist på før. Det var OK, men så heller ikke meget mere, men så har jeg prøvet det.

Dagens lastbilopgørelse viste at jeg havde set (på min korte tur på interstaten): 5 Schneider, 4 Swift, 4 Werner, 3 J. B. Hunt, 2 Estes, 1 C. R. England og 1 Knight.

Endelig nåede jeg Mount Airy

Næste dag viste vejret sig fra en noget pænere side, så jeg besluttede mig for at gøre endnu et forsøg med Mount Airy. Og denne gang nåede jeg helt op til byen, uden at blive generet af hverken tornadoer eller andre vejrfænomener. Jeg bør dog nok lige tilføje, at et par tornadoer faktisk havde ramt området dagen før, men længere mod vest end hvor jeg befandt mig, og heldigvis passerede de uden om bebyggede områder, så hverken mennesker, dyr alle andre ting kom til skade. Da jeg nåede Mount Airy fandt jeg et sted at parkere min bil, og så gik jeg en tur på hovedgaden, som jeg havde hørt skulle være som at blive sat tilbage til 50'erne, og lidt var der om det. Jeg fik taget nogle billeder, og undgik at blive "overfaldet" af nogle mennesker af en eller anden religiøs overbevisning, som stod på flere gadehjørner, og forsøgte at over bevise de forbipasserende, at netop deres denomination var nødvendig for at opnå frelse.

Hovedgaden i Mount Airy

Fra Mount Airy satte jeg igen kursen mod syd, dog ikke ad motorvejen men ad mindre veje til Dobson, der er amtssæde i Surry County. I denne by med kun ca. 1.500 indbyggere (mod 10.000 i Mount Airy), var der ikke meget at se, men jeg fik dog taget et billede af byens (moderne) domhus. I, eller rettere lige udenfor, byen kunne jeg have besøgt North Carolinas største vinproducent, Shelton Vineyards, men det gjorde jeg ikke. Surry County har i øvrigt en noget speciel historie, når det gælder amtssæder. Da amtet blev etableret tilbage i 1771, blev byen Richmond (ikke at forveksle med byen af samme navn, der er statshovedstad i Virginia) valgt som amtssæde. I 1789 blev den østlige del af amtet udskilt, og Stokes County blev dannet. Da Richmond lå i det nye Stokes County, måtte Surry County finde et nyt amtssæde, og her valgte man byen Rockford, som lå længere mod vest. Senere blev Forsyth County udskilt fra Stokes County og så var det dette amt, der måtte finde et nyt amtssæde, da Richmond lå i det nye amt. Her var Richmond dog aldrig amtssæde, da Winston-Salem (eller bare Salem på det tidspunkt), allerede var centrum for området, og derfor blev valgt. Tilbage til Surry. I 1850 blev den sydlige del af amtet, syd for Yadkin River, udskilt og Yadkin County blev dannet. Af en eller anden grund, flyttede man ved den lejlighed amtssædet til Dobson, selv om Rockford stadig lå og ligger i Surry County omend helt nede ved amtets sydlige grænse. Det nye Yadkin County skulle også have et amtssæde, og her valgte man bebyggelsen Wilson, som på det tidspunkt kun havde et eneste hus (kan man så kalde det en bebyggelse?). Senere blefv byen omdføbt til det nuværende Yadkinville, fordi der allerede var en anden by i staten, der hed Wilson. Inden jeg helt forlader dette kursus i amerikansk amtshistorie og navngivningsskik, vil jeg da lige nævne, at Dansbury i Stokes County blev grundlagt efter udskillelsen af Forsyth County i 1850 udelukkende for at etablere et nyt amtssæde. Byen er i dag det mindste amtssæde i hele North Carolina, med kun omkring 185 indbyggere.

Klokken var nu blevet henad 12, så jeg satte kursen tilbage vest på mod Wilkes County og helt præcist mod Ferguson. Da det var tredje lørdag i måneden, var der åbent på Whippoorwill Academy and Village, og det ville jeg ikke gå glip af. Vejret var ikke det bedste på det tidspunkt; det regnede ikke, men var koldt og blæsende, så der vart ikke mange gæster. Jeg blev dog modtaget overstrømmende af Margaret og Dick og Margaret's kusine Renee. Ud over mig, var der kun et ungt par fra Michigan, som gerne ville se stedet, fordi pigen var ved at lave en podcast om mordet på Laura Foster. Hun havde kontaktet Charlotte Barnes for at høre om hun ville komme til museet, men det havde Charlotte ikke mulighed for. Til gengæld havde hun sagt, at jeg nok ville komme, og da pigen allerede kendte min hjemmeside, slog hun sig til tåls med det J. Vi talte en del sammen, og jeg fik at vide, at hun var en del af af et pigeband, som var ved at lave et album med sange om virkelige mord, og det var det, som havde gjort hende interesseret i Laura Foster - og dermed Tom Dooley.

Dooley interesserede fra Michigan på besøg på Whippoorwill Academy and Village.

Da det unge par tog af sted, kørte Margaret mig tilbage til sit hjem, så jeg kunne se, hvor langt de var komet med den tandlægeklinik (den ældste i North Carolina), som hun for mange år siden har fået flyttet til sin (og nu Dicks) grund, og som de nu var ved at indrette til Airbnb udlejning. Det havde været umuligt dagen før på grund af regnen. De var på det tidspunkt kommet rigtig langt, og er senere begyndt at udleje den lille bygning. Blandt andre har Charlotte og Bill Barnes haft den lejet. På vejen viste hun mig også områdets ældste murstenshus fra 1809, kendt som Howard House, efter den oprindelige indehaver. Hendes eget hus, Hagler House, er fra omkring 1830 og det næstældste murstenshus i området. I øvrigt havde samme arkitekt tegnet begge huse og yderligere tre, som alle blev opført i de år. Vi fik også set det eneste tilbageværende hus, som nogen der var involverede i Dooley sagen, havde boet i, nemlig huset, der havde tilhørt vidnet Rufus D. Horton. Margaret kunne i øvrigt fortælle, en historie om huset fra lidt senere tider. Her blev der boret et hul i væggen på første sal, så de unge mennesker kunne holde holde øje med om præstens døtre var på vej. Hvis det var tilfældet kunne de nå at stoppe med at spille musik og danse. Jo, det var andre tider den gang.

Da vi kom tilbage til museet kom der endnu nogle gæster, som fik en guidet tur, og den fulgte jeg med på. Undervejs kom Margarets datter, Maggie, der er fotograf, med et ungt par, som hun skulle tage billeder af, men det blev ikke til så meget, da det simpelt hen var så koldt, at de ikke kunne være uden overtøj ret længe ad gangen, og jeg har senere hørt at de måtte opgive seancen, og gentage den senere, på en dag hvor det var varmere og blæste mindre. Inde jeg kørte derfra, fik jeg hilst på Margarets søster Sharon, og så satte jeg ellers kursen tilbage mod Statesville og Clichy Inn. Klokken var 18.30 da jeg var tilbage, så stort set med det samme, gik jeg ned til byen for at spise, og denne gang valgte jeg Twisted Oak, hvor jeg har spist flere gange før. En portion salat ved baren, var hvad det løb op i. Tilbage på Clichy inn slappede jeg af resten af aftenen.

Også denne dag havde jeg fået set nogle tælbare lastbiler: 7 J. B. Hunt, 5 Schneider, 2 Werner, 2 Knight, 1 Swidt, 1 Estes og 1 C. R. England.