Cowboys og statsparker

Dagen før havde min værtinde på Clichy Inn, Lori, anbefalet at jeg skulle besøge Love Valley, uden for Statesville. Stedet skulle især være spændende for mennesker med hesteinteresse, og selv om jeg ikke hører til typen, der falder i svime over heste, besluttede jeg mig for at køre derop alligevel.

"Hovedgaden" i Love Valley

Love Valley, der ligger ca 16 miles (25 km) nord for Statesville kalder sig selv for North Carolinas cowboycentrum, og det viste sig da også at være ret cowboyagtigt, da jeg først nåede derop, hvilket krævede kørsel på små, men asfalterede veje. Love Valley ligger i en dal i Brushy Mountains og bebyggelsen har knap 100 indbyggere, der alle på en eller anden måde beskæftiger sig med heste. De fleste, der besøger byen (bortset altså fra mig) kommer for at ride på de mange kilometer ridestier i området. Enten medbringer de selv hest, eller også lejer de en i byen. Selv var jeg altså mest kommet for at se "byen", der er holdt i ægte westernstil med falske facader og hævede fortove. Den var da også meget sjov, og jeg fik taget nogle billeder af såvel "hovedgaden" (som var den eneste gade i byen), som af nogle mennesker til hest.

Da der ikke var mere at se i Love Valley (og det gik ret hurtigt) kørte jeg til Rockford (omtalt i forrige artikel), som engang var amtssæde i Surry County, men som i dag end ikke er registreret som by. Det gamle domhus fra amtssædedagene findes endnu, men det var nu ikke derfor, jeg kørte dertil, da det i dag er et privat hjem. Nej, grunden var, at jeg ville besøge Rockford General Store, som i dag er en turistattraktion. Lige uden for "byen" krydsede jeg Yadkin River, og her stoppede jeg for nyde synet af de mange svaler, som holdt til under broen, og som havde travlt med at fange insekter i luften. Kort efter passerede jeg noge andre fugle, to kalkungribbe og en enkelt sort grib, som sad midt på vejen og gjorde sig til gode med noget "road kill". De fløj dog, da jeg nærmede mig, men ikke længere end til de nærmeste træer.

Rockford General Store var faktisk ret spændende. Jeg er sikker på, at der ikke er lavet meget om siden den åbnede omkring 1890. Siden dengang har butikken faktisk kun haft fem ejere, så de holder godt ud i området. Trægulvene er ujævne og bulede, så man skal gå forsigtigt, og næsten al ledig plads er fyldt op med forskellige ting, mest turistsouvenirs, og måske mest af interesse for børn, var der en stor afdeling med gammeldags slik. Det endte med at jeg købte nogle få ting til at tage med hjem som gaver, og inden jeg forlod stedet igen, fik jeg en god sludder med de ansatte (der var tre af dem, da jeg var der, hvoraf den ene vist var ejeren).

Mit næste mål var Pilot Mountain State Park, som jeg sidst besøgte i 2017. Bjerget er meget markant, når man nærmer sig, men man ser det bedst fra nabobjerget Little Pinnacle, og det er da også der, vejen fører op til. Det tog dog en rum tid at komme op fra hovedvejen ad den lille vej, som  fører op til statsparken. Det skyldtes, at det var påskedag, godt vejr og der var rigtigt mange mennesker, der også ville se bjerg. Parkeringspladsen var derfor fyldt helt op, og parkbetjentene lukkede kun biler ind, når nogen kørte ud. Det betød at det tog mig mere end en  time at nå derop, men op kom jeg, parkerede bilen, og gik ad den ca. 300 m lange sti, der fører op til udsigtspunktet. Herfra kunne jeg så nyde såvel Pilot Mountain selv som omgivelserne i forårsfarver. Da jeg færdig med at nyde udsigten, kørte jeg ned ad bjerget igen, og jeg kunne konstatere at køen ikke var blevet kortere, mens jeg havde været på toppen.

Stone Mountain, 183 m høj, 700 m.o.h.

I 2017 aflagde jeg også et besøg i Stone Montain State Park nord for Wilkesboro. Desværre fik jeg aldrig bjerget, der har give navn til parken, at se, da jeg aldrig kom ud af bilen. Det sørgede et skybrud for. Jeg blev siddende i bilen på parkeringspladsen i ca. en halv time og ventede på at det skulle gå over inden jeg opgav forsøget og kørte hjem til Lenoir, hvor jeg boede ved den lejlighed. Men da vejret nu var godt, besluttede jeg mig for at gøre et nyt forsøg. Mellem de to statsparker er der ca 50 miles (80 km), og det tog ca. 1 time at tilbagelægge den distance. Det betød at klokken var hen ad 15, da jeg nåede frem, men da vejret var godt gav jeg bjerget en chance. Man kan ikke se bjerget fra parkeringspladsen, så man skal ud på en kortere spadseretur. Fra den parkeringsplads, jeg havde valgt (der er flere) udgik flere vandrestier, og jeg valgte den, der kaldes Stone Mountain Loop Trail. Den er er ca. 4,5 miles lang (7 km) og anføres som værende "anstrengende" (strenous), men jeg må være kommet i bedre form end i 2017, hvor en "easy" rute på kun 1,5 mile næsten tog liver af mig, for selv om det var lidt hårdt, overlevede jeg uden endda at måtte holde hvil undervejs - bortset fra da jeg nød udsigten til den 183 m høje granitklump, som udgør Stone Mountain. Jeg skal dog nok tilføje, at temperaturen var omkring 20 grader lavere end i 2017 - det kan måske have haft noget at sige.

Efter besøget her vendte jeg tilbage til Statesville, hvor jeg var omkring kl. 18. Jeg besluttede mig derfor for med det samme at gå en tur rundt i byen, og så afslutte med at få noget at spise, inden jeg vendte tilbage til mit B&B. Jeg gik da også et par km rundt i byen, men det viste sig at alle restauranter i centrum havde lukket, da det var søndag (og påskedag), så jeg måtte gå tilbage til Clichy Inn, fatte bilen og køre ud til en af de mange kæderestauranter, som ligger i nærheden af motorvejene, og som stort set har åbent hver dag året rundt. Mad fik jeg og derefter kørte jeg tilbage og slappede af på værelset resten af aftenen, lidt øm i benene.

Også i dag kørte jeg kortere strækninger på motorvej, og derfor blev det til et par lastbiler, om end ikke mange. 5 Werner, 3 J. B. Hunt, 2 Swift og en enkelt Knight.