Frokost og teaterprøve

Fra Lake Norman State Park

Endnu en dag, hvor i hvert fald den første aktivitet skete på opfordring fra Lori på Clichy Inn. Hun havde spurgt, om jeg nogensinde havde besøgt Lake Norman State Park ved den lille by, Troutman, lidt syd for Statesville. Det havde jeg ikke, så nu besluttede jeg mig for at lave om på det. Fra Statesville er der ca. 10 km til Troutman og så nogenlunde det samme ud til en parkeringsplads i parken; så efter morgenmaden satte jeg kursen i den retning. Lake Norman er en kunstig sø, der blev "anlagt" i begyndelsen af tresserne, da man byggede en dæmning på Catawba River (dem er der mange af) for at skaffe mere vandkraft. Det er faktisk den største kunstige sø i North Carolina med et overfladeareal på 132 km², og søen, der er 55 km lang og op til 14 km bred, rummer 1,3 milliarder kubikmeter vand.

Jeg fandt uden problemer såvel park som parkeringsplads, og da der fra denne udgik forskellige vandrestier, besluttede jeg mig for at gå en tur på en af disse for at få lidt motion. Man kan faktisk gå rundt om hele søen, men da kystlinjen er 840 km lang, var det i overkanten. I stedet valgte jeg en sti, der førte rundt om en mindre halvø i nærheden af parkeringspladsen, og som flere steder gik helt uden ved bredden af søen. Denne sti var ca. 8 km, og det var mere overkommeligt. Så langt skulle jeg imidlertid ikke komme ved den lejlighed. På vej ud til søen, havde der absolut ikke været nogen form for telefondækning, men da jeg havde gået omkring 1½ km, må jeg være kommet ind i et område med dækning, for pludselige pingede nogle beskeder ind på telefonen. Den ene var en besked på messenger fra Carl White, der laver en serie tv-udsendelser, Life in the Carolinas, som jeg havde besøgt sammen med Charlotte og Bill Barnes året før. Ved den lejlighed lavede vi en podcast til hans serie - faktisk den første podcast i den første sæson af disse, ikke af tv-udsendelserne. Vil man høre den pågældende podcast, der handler om Tom Dooley, er det bare at klikke på linket og afspille podcasten, der varer godt en halv time. Jeg havde tidligere skrevet til Carl og spurgt om vi kunne mødes under mit besøg, og nu spurgte han, om jeg ville komme i nærheden af North Wilkesboro, hvor han har et kontor og lydstudie. Jeg svarede tilbage, at jeg kunne være der i løbet af en times tid, og det var fint med ham. Jeg afbrød derfor turen, som altså kun blev omkring 3 km i alt, og gik tilbage til bilen. Den del af turen, jeg nåede at gå, var nydelig, med udsigt til søen og lyden af fuglesang, lidt op og ned ad bakke, men ikke mere end, at det var til at holde ud.

Jeg satte kursen mod North Wilkesboro, og som forventet tog det ca. 1 time. Til gengæld havde jeg glemt præcis hvor studiet lå. Jeg vidste, at det havde adresse på 10th Street, men ved mit sidste besøg var vi kørt ind fra en anden gade. Jeg kørte derfor lidt frem og tilbage i 10th Street, men uden at kunne finde stedet, selv om jeg vidste, at det lå lige ved siden af et hus med en blå baldakin. Den fandt jeg uden problemer, men altså ikke studiet. Til sidst parkerede jeg bilen i gaden og gik ind på det lokale bibliotek, som også lå der, for at spørge om vej. En meget venlig dame ikke bare forklarede mig vejen, men gik simpelthen med. Det viste sig, at jeg var på rette spor. Det, jeg ikke havde gennemskuet, var, at jeg skulle ned ad en lille sti ved siden af bygningen med baldakinen for at komme om på den anden side bygingen, og så lå studiet ganske rigtigt ved siden af, men på bagsiden. Da jeg kom ind, blev jeg modtaget af Carls lydtekniker, da Carl selv var ude for at købe frokost. Da han kom tilbage spiste vi så alle sammen frokost - alle sammen var ud over Carl og mig, lydteknikeren, hendes datter og så endnu en medarbejder. Menuen var Eggplant Parmigiana, altså aubergine med parmesanost, og babyspinat. Det var vist første gang nogensinde, at jeg har nydt en aubergine, som jeg ellers spiser, men normalt ikke nyder! Men vi spiste gik snakken lystigt, ikke mindst var den 11-årige datter meget nysgerrig efter at høre om mig. Alti alt et særdeles hyggeligt besøg. Jeg gav Carl et eksemplar at min Tom Dooley roman og jeg fik en af Carls bøger. Efter at vi havde taget nogle billeder hver især, sagde jeg farvel til Carl og de andre, også satte jeg kursen tilbage mod Statesville.

"Laura Foster ad Tom Dooley" at the rehearsals for The tom Dooley Project

Jeg var tilbage i byen omkring halv fire og troede, at jeg lige kunne nå at fange Steve Hill inden Statesville Historical Collection lukkede, men da jeg kom derned, var der lukket. Stedet drives jo af frivillige, og selv om de har en formel åbningstid, holder den kun, hvis mindst en af de frivillige har tid. Til gengæld er der også ofte åbent uden for den annoncerede åbningstid. I stedet gik jeg tilbage til mit B&B for at slappe af. Her sendte jeg en besked til Cathy Cash og David Hamm, der begge arbejder på den lokale radiostation (Cathy som leder, David som studievært), for at høre om nogen af dem tilfældigvis ville være på stationen dagen efter, for så ville jeg lige komme forbi og sige goddag. Også disse rare mennesker, havde jeg mødt ved Charlotte og Bills mellemkomst året før. Se også artiklen Et overraskende interview fra 2018. David svarede så, at han ført ville være der et par dage senere, hvor jeg havde forladt byen, men Cathy skrev og spurgte om jeg var interesseret i at overvære prøverne til The Tom Dooley Project, som skulle spilles i byens domhus fra den 2. til den 6. maj, og da jeg ikke tidligere har set den version af stykket, sagde jeg straks ja. Jeg kunne selv vælge om jeg ville komme samme aften eller dagen efter, så jeg svarede tilbage, at jeg gerne ville komme samme aften. Ikke mindst fordi næste aften var min sidste i byen inden jeg skulle hjem til Danmark, så der regnede jeg med at have travlt med at pakke.

Prøverne skulle starte klokken 19, så jeg besluttede mig for at spise tidlig aftensmad., og den indtog jeg for første gang nogensinde på Broad Street Burgers - og det var turens første (og eneste) burger. Den var i øvrigt glimrende. Efter maden gik jeg over til det gamle domhus. hvor også prøverne skulle finde sted og parkerede mig på en bænk uden for, hvor jeg nød det fantastiske vejr, indtil der kom nogen,  som, jeg kendte, og da der gjorde det, gik jeg med inden for. Faktisk var det det bedste vejr på hele turen, bortset fra torsdagen før påske, hvor vi sad og hørte musik udendørs i Davidson til kl. 22.30. Selv da jeg senere gik hjem efter prøverne, omkring kl. 22, var det stadig 25 grader. Selve stykket opføres i den gamle retssal, hvilket er ret logisk, da det er baseret på retssalsdelen af Karen Reynolds, Tom Dooley - A Wilkes County Legend. Cathy Cash var instruktør og David Hamm spillede en af rollerne, men jeg fik også talt med flere af de øvrige skuespillere, blandt andre Mary Dula (jeg ved faktisk ikke, hvad de hedder i det civile liv), Dr. Carter, Cecilia Scott og ikke mindst Laura Foster, som kun har en meget kortvarig, men vigtig rolle, da hun bliver myrdet meget kort inde i forestillingen - men det var et meget overbevisende skrig. Og det var ikke kun mig, der blev underholdt. Skuespillerne og resten af staben morede sig også. Altså alt i alt en meget underholdende og inspirerende aften, hvor jeg også fik afleveret nogle kopier af min korte roman inden jeg gik tilbage til Clichy inn.

På trods af, at jeg slet ikke kørte på motorvej i dag, så jeg faktisk en enkelt lastbil, en Estes.