Forladt af farmand
Lexington, Ky. Torsdag d. 11 juli til Lørdag den 13 juli.

Dag 1 i Lexington. Overhunde og lejebiler.

Da jeg nu skulle blive så grusomt forladt af mit fædrene ophav besluttede jeg mig for, at da jeg først ville blive hentet omkring klokken 11 og jeg alligevel først ville kunne få min lejede bil omkring klokken 15, ville jeg benytte mig af lejligheden til at sove lidt længere end normalt, men dette blev naturligvis generet af, at det nævnte ophav stod op tidligt og gjorde sig klar til sin solo del af ferien.

Overhundekommandoen Snowflake

Da han havde pakket og vi havde sagt vores tårevædede farvel, forlod han hotellet, mens jeg besluttede mig for at jeg ikke kunne sove mere alligevel, så jeg begyndte også at gøre mig klar hvorefter jeg læste nyheder i et par timer på min iPad.

Omkring klokken 11 kom min veninde Skye så og hentede mig i hendes noget ramponerede gamle bil. Det var allerede begyndt at nærme sig de 30 grader og manglen på aircondition i hendes bil var ikke sjovt trods alle de åbne vinduer. Af samme grund besluttede vi os for at tage den mindre sceneriske tur på den motorvej der fører i en cirkel rundt om Lexington hjem til Skye og hendes mand Michael og vente med at lave sightseeing til jeg havde fået min forhåbentligt lidt mere veludstyrede leje-bil senere på dagen.

Som sagt så gjort og vi ankom da også kun let gennemstegte til Skye’s hus hvor vi blev modtaget af deres to hunde og tre katte. Efter at have fundet nåde for overkæledyrskommandoens strenge blik (Hun hedder Snowflake) blev jeg sat til at være kæledyrsklapper og legeonkel mens Skye samlede nogle møbler hun og manden lige havde købt. Ok... nu siger jeg godt nok at vi blev mødt af alle dyrene men sandheden er at det faktisk kun var 4 af dem, da den ældste (og tykkeste) kat Winston nægtede at komme ud fra under sengen mens der var fremmede. Faktisk tog det 5 dage før jeg overhovedet fik ham at se i frit syn.

Da klokken så småt nærmede sig 15 steg vi atter ind i den mobile grill, undskyld bil, og kørte ud mod lufthavnen hvor jeg kunne hente min bil. Lexington er Blue-Grass musikkens og hestevæddeløbenes hovedstad i USA (Hvis den selv skal sige det) og vejnavnene indikerede da også det eftersom vi kørte såvej på Pinto lane, Blue-Grass Highway og Racing Street. Bilen fik jeg uden meget besvær. En stor og velkørende Nissan Altima, med fungerende aircondition, så vi besluttede hurtigt at det var den vi ville benytte os af i resten af mit besøg (Sidenhen har Skye fået ny bil, så skulle jeg ende op i Lexington igen behøver jeg ikke blive kogt godt igennem igen).

Da vi så småt var blevet sultne efter ikke at have spist noget hele dagen og klokken nærmede sig 17, kørte vi bare tilbage til Skye’s hus og afleverede hendes bil før vi kørte til et lokalt restaurantcenter for at få en tidlig aftensmad. Når jeg siger restaurantcenter mener jeg en ting amerikanerne kan hvor de har 10-12 restauranter liggende sammen nærmest som et mini-indkøbscenter men kun med mad. Der fandt vi en Zaxby’s som er en kæde af kyllingerestauranter, der mest findes i det sydøstlige USA, men er begyndt at kravle nord på mod midtvesten. Prøv deres BBQ glaserede kyllingestykker (som jeg gjorde ved dette besøg), de er mums.

Efter maden kørte vi så tilbage til huset så jeg kunne hilse på Michael der var kommet fra arbejde og bede Overhunden om tilladelse til også at lege lidt med de andre dyr (Minus Winston). Da klokken begyndte at nærme sig 20, sagde jeg farvel for den dag og kørte tilbage mod mit hotel i den anden ende af byen mens jeg stoppede ved en Walmart på vejen for at skaffe aftenforsyninger.  

Dag 2 i Lexington. ”Intelligent” design og sprut.

Denne dag var det så planen at vi skulle på vores første udflugt ud af Lexington. Nemlig til Kreationistmuseet lidt uden for Cincinatti i Ohio godt 150 kilometer nord for Lexington.

Vi skulle mødes med en fælles internetven, som ingen af os have mødt i virkeligheden før men begge havde talt meget med på nettet, og da både han og Skye havde besøgt museet før ville de så vise mig både det og dets tilhørende botaniske såvel som zoologiske have.

Turen derop gik fint og jeg fik da også Skye præsenteret for, og involveret i, min og min fars lastbilstælleleg (dejligt ord). Vel ankommen til museet købte vi billetter og ventede på at vores ven Alan ankom. Da han mødte op og vi alle havde sagt hej, og hvad man gør, når man møder en fyr man har kendt godt i årevis men aldrig mødt, gik vi gennem en del at den botaniske have op til selve museet.

Sådan ser man ud efter et besøg på Kreationistmuseet (Skye og tim)

Kreationisme eller intelligent design er ikke så udbredt i USA som det var for nogle år siden, men har stadig en stor skare følgere specielt i sydstaterne og Ken Ham som har bygget museet er en australsk biolog og kristendoms apologet der nu bor i USA og forsøger at undervise i hvorledes bibelen er 100 procents sand og hvorledes videnskaben som vi kender den kan bruges til at bevise bibelens skabelsesberetning. For at sprede sit budskab har hans organisation bygget kreationistmuseet såvel som en  udgave af Noahs Ark i fuld størrelse længere syd på i Kentucky. Man kan købe kombi billetter til begge dele men vi valgte dog at springe Arken over, i håb om at vi ikke blev skyllet bort i et skybrud på trods af det.

Jeg skal ikke gå i detaljer med museet, men lade det være ved at sige at på trods af deres bevisrækkefølge for hvorledes vi ved at dinosaurusser overlevede på Noahs ark og først døde ud senere (Vi har historier om drager. Drager minder om dinosaurusser. Drage historierne er efter Noah’s ark. QED.) blev jeg ikke overbevist om at jorden er 6000 år gammel og drt var tyrannosaurusser for 100 år siden. Efter selve museet gik vi rundt i området og så på deres børne zoo og deres meget imponerende botaniske have som sagtens kunne have stået alene. Hvis du alligevel er i området og ønsker religiøs videnskabs belæring... eller bare ønsker at se en meget flot botanisk have bør du ikke spare dig selv dette besøg, omend 30 dollar måske er et meget hvis du bare ønsker at se blomster.

Da vi ikke orkede flere blomster kørte vi til en af Cincinattis forstæder hvor verdens største medarbejderejede alkohol og fest forsynings butik er placeret. Alan er stor ølkender og ville gerne vise os stedet. Det var da også imponerende. Forestil jer en større end gennemsnitlig Føtex KUN med alkohol af alle afarter og fest artikler så som duge or sjove hatte, masker etc. Jeg have ikke lige brug for at drikke, men jeg anskaffede mig da for sjov en fremragende flamingo hat. På trods af at den blev indkøbt for morskabs skyld, gjorde den nu alligevel god gavn senere på turen, da vi var sluttet sammen igen, min fader og jeg.

Klokken var blevet hen af 16 og da vi havde over en time hjem og alle kæledyrene havde været alene i snart en del timer sagde Skye og jeg farvel til Alan og satte kursen tilbage mod Lexington, hvor vi ankom uden de vilde sindsoprivelser. Overhunden havde glemt, at jeg skulle godkendes først når jeg kom ind i huset så efter at være blevet overfaldet og tvunget til at være overkæledyrsklapper i en times penge, tog vi ud og spise på en Golden Corral. En buffetrestaurant, jeg har haft stort held med tidligere, med deres meget brede udvalg af mad, men denne dag var det ikke godt. Kødet var ikke vel stegt, grøntsagerne var slaskede, servicen ringe, og rengøringen havde set bedre dage. Efter denne skuffelse (Den eneste dårlige maddag på hele turen) kørte jeg tilbage mod hotellet, mens jeg i skumringen så på centrum af Lexington som jeg ikke havde været i før. Jeg besluttede mig for at efter lørdagens korte planlagte program ville jeg ud og lave rigtig sightseeing.

Dag 3 i Lexington: Skydning og  te med æg fra aliens.

At USA er et våbenland er kendt. At deres glæde ved våben næsten når til religiøs vækkelse nogle steder er ligeså kendt. Så naturligvis havde Skye’s mand, Michael, da også sine våben. Da jeg godt kan lide at lave målskydning og ville prøve at affyre den AR-15 model som er så meget oppe i medierne i disse dage havde mine venner besluttet sig for, at vi skulle ned til deres lokale skydebane. Som sagt, så gjort.

Te med 'æg fra rumvæsener'

Da jeg var kommet op og havde fået tøj på, kørte jeg ud til deres hus. Denne gang kørte jeg igennem centrum som jeg ellers var blevet advaret imod grundet den slemme trafik, men trods det at det var før 9 om morgenen (hvor de fleste amerikanere møder på arbejde), gik det let og gelinde og jeg mistænker Skye for at overvurdere trafikken i Lexington og omegn i forhold til Storkøbenhavn, men hun er også oprindeligt fra det landlige Michigan. Så for hende er det nok slemt i Lexington med dens 300.000 indbyggere, men jeg klarede nu de omkring 10 km gennem byen næsten dobbelt så hurtigt, som jeg normalt ville klare de 5 km fra Jyllingevej til Hillerød motorvejen herhjemme i samme tidsrum. Til gengæld fik jeg bekræftet at jeg ville se mere til byen senere.

Velankommen til mine værters hus måtte jeg gennem den sædvanlige kæledyrsvelkomst (minus Winston) mens de tog våbnene ud af våbenskabet og pakkede dem sammen og så var vi på vej. Skydebanen lå i baglokalet i en våbenhandler så hvis vi ikke havde ildkraft nok kunne vi have løst problemet let. Skye er ikke meget for skydevåben så hun så på mens Michael og jeg tog livet af adskillige målskiver. Jeg kan konkludere at det stadig er sjovt at skyde, at AR-15 er en ret stabil riffel, og hvis jeg en dag bliver overfaldet af stationære papfigurer, skal jeg nok slippe levende fra det i modsætning til dem.

Efter skydningen insisterede Skye på, at jeg skulle prøve en speciel icetea som de havde i det lokale indkøbs center. Eftersom vi endte med at parkere i det der viste sig og være det fjerneste hjørne af centeret fra tekiosken, og hun kiggede ind i adskillige butikker undervejs, må jeg indrømme min mistanke om, at hun muligvis havde bagtanker med dette besøg ud over mine smagsløg. Selve teen var glimrende med små bobler fyldt med sirup i noget fordøjeligt folie i bunden. Det var sjovt at prøve men jeg følte mig nu lidt bekymret for om det var en form for rumvæsenæg der ville klække inden i mig. På den anden side lever jeg endnu, men måske er de bare langsomme?

Efter Skye’s forsøg på at gøre mig gravid, gik vi lidt mere rundt og kiggede i centeret, og jeg fik købt et par souvenirs til folket i en butik med alskens tingeltangel, hvorefter vi satte kursen tilbage til huset. Vi hyggede os med at snakke et par timer og være slaver for overhunden og dens venner (minus gæt selv hvem?), og derefter kørte jeg så ud og så på byen. Det centrale Lexington er ikke mere spændende end så mange andre storbyer, men på begge sider af centrum er der gamle spændende huse og kirker tilbage fra det 19 århundrede. F.eks Præsident Lincolns kone, Mary’s barndoms hjem, og Ashland, et palæ, der var ejet af Henry Clay en af det tidlige USA’s store politiske figurer og 3 gange uheldig præsidentkandidat.

Efter et par timers rundkørsel og fototagning endte jeg op tilbage på hotellet hvor jeg hvilede ca. en time og så kørte tilbage til huset hvor jeg samlede mine værter op og vi gik ud og spiste på den selv samme Chick fil’a, hvor jeg havde spist med far den første aften i byen (hvor han skulle bevise for Lexie at han kunne spise en burger uden brug af kniv og gaffel), der nu nærmest måtte se mig som en fast stam kunde. Derefter en hurtig tur i Walmart efter frugt og sodavand og så tilbage og slappe af ind til det var sove tid.