Rystere og Kørestolspiger

Her er historien om mine sidste tre dage i Kentucky og omegn.

Dag 4 i Lexington: Et rystende samfund.

"Fælleshuset" i Shakertown

Da det nu var søndag følte vi, at vi burde kombinere vores planlagte udflugt med noget religiøst, og da der omkring 40 kilometer fra Lexington i den lille by Pleasant Hill ligger et slags frilandsmuseum, hvor man har bevaret et tidligere religiøst samfund fra ”Shaker-bevægelsen", besluttede vi os for at tage derud, da både Skye og Michael kendte stedet og mente det var noget som min historiske interesse ville kunne lide. Shakerne (som nærmest kan oversættes med ”de rystende” hvilket refererede til bevægelsens meget fysisk unikke gudstjeneste), var en religiøs sekt i det 17’ende til 19’ende århundrede omend den overlevede ind i det 20’ende, men da medlemmerne skulle leve i cølibat, døde den langsomt ud indtil den sidste tilhænger gik bort i 1923.

Jeg kørte fra hotellet tidligt og bortset fra den traditionelle påtvungne kæledyrsklapningstribut tog vi direkte af sted, da jeg nåede ud til huset. Det betød at vi ankom til Pleasant Hill mens det stadig var relativt køligt, om end det faktisk først var sent på eftermiddagen det blev ubehageligt varmt da museet ligger på en luftig bakkekam. Museet er interessant, fordi næsten alle huse er bevaret og effektivt renoveret, så selv om nogle af dem naturligvis er udlagt til butikker og en restaurant, kan man stadig komme ind i omkring en 15-20 stykker og se hvordan samfundet var bygget op i 19’tallet. Shakerne vedligeholdt deres antal via adoption eller konverteringer, og det var efter den amerikanske borgerkrig at begge disse metoder gik stærkt ned og samfundet begyndte at svinde, men før den tid var det et interessant samfund bl.a. med fuld ligestilling mellem kønnene, godgørende arbejde etc. Vi gik rundt i et par timer og kiggede på byen før vi sluttede besøget med at gå ned til den farm, som museet stadig driver blandt andet for at få lokale grøntsager til restauranten, hvor vi hilste på de dyr (grise, heste, geder, køer og æsler) som man kan se der, såvel som de grøntsager og urter der bliver dyrket, og naturligvis er nogle af dem som Shakerne selv dyrkede for 150 år siden. Derefter snakkede vi om, hvorvidt vi skulle tage noget frokost i restauranten men besluttede os i stedet for at køre et par miles ned til den nærliggende Kentucky River, hvor museet driver en sightseeingflodbåd, så vi ikke skulle vente to ekstra timer før vi kunne komme med.

Turen ned til floden var kun på omkring 2 kilometer i direkte linje, men vejen ned fra bakkekammen til den kløft floden ligger i, er så snoet at det tog næsten 15 minutter i bil. Nede i kløften var temperaturen en helt anden end oppe på den luftige bakkekam, og mens jeg var i min sædvanlige påklædning i form af shorts og kortærmet skjorte, måtte i hvert fald Skye modificere sin påklædning en anelse, og generelt fik jeg minder om sumpene i Louisiana baseret på både hvor varmt og fugtigt vejret var. Efter 20 minutters svedehytte ankom flodbådens besætning, og vi kom om bord. Båden var en klassisk hjuldamper om end den er bygget i moderne tider så hjulet drives af en diesel motor og ikke af damp. Er det så en hjuldieseler? Turen varede omkring 45 minutter hver vej, og vi fik set både skildpadder og diverse fugle såvel som anden smuk natur på vej op og ned af floden, mens besætningen gav os yderligere en interessant fortælling om, hvor vigtig floden havde været for shaker-samfundet og deres del i handelsforbindelserne fra det østlige og centrale Kentucky til handelsruterne på floderne Ohio River og Missisippi River, og hvordan de til sidst var blevet udkonkurreret af jernbanerne hvilket også var en årsag til Pleasant Hill’s tilbagegang. Alt i alt var såvel museet som flodturen bestemt de ca. 30 dollar værd, som vi betalte og kommer du til det område, kan jeg kun anbefale et besøg.

På det tidspunkt var det blivet lidt ud på eftermiddagen og vi besluttede os for at køre tilbage til byen, da jeg skulle have klaret et vigtigt ærinde. Da hotellet var uden service var jeg efter 4 dage løbet tør for toiletpapir så en indkøbstur var begyndt at blive en nødvendighed. I første omgang tog vi dog tilbage til huset så Michael kunne tjekke sin arbejds-email (og så om SØNDAGEN!), og vi kunne sige hej til dyrene. (Undtaget naturligvis Winston). Da Michael var færdig med sit arbejde, kørte vi først en tur til en nærliggende butik, hvor jeg forsynede mig med nok af hvad jeg behøvede til de sidste tre dage og derefter tog de mig på en guidet tur til dele af Lexington, så jeg kunne tage flere billeder, og de kunne vise mig dele af byen, jeg ellers ikke havde set, og så fandt vi en Applebee's for at spise sammen. Min far har skrevet nok om vores besøg på Applebees til at jeg ikke skal kede nogen mere, men måltidet var som altid fremragende, og bagefter kørte jeg tilbage til hotellet mens jeg tog flere billeder af en kirke, jeg fandt på vejen, og som jeg ikke havde set dagen før. Derefter afslapning indtil sengetid.

Dag 5 i Lexington: Børne- og hundepasning.

På vej på flodtur på Kentucky River

Denne dag var planlagt at skulle være den dag i Lexington hvor der skulle ske mindst, og det blev da også sådan. Skye og Michael havde den dag hans søn fra et tidligere ægteskab, og da Michael skulle arbejde, meldte jeg mig frivilligt til at hjælpe Skye med at babysitte. Ok, jeg siger babysitte men Aidan, som drengen hedder, er faktisk 10 år så måske barnesitte? Under alle omstændigheder skulle jeg sidde på ham. Da der absolut intet var på programmet undtagen et enkelt indkøbsstop endte jeg med at sove længe, og den var over 10, før jeg var ude af døren. Vel ankommet til huset hilste jeg på knægten, som er en sjov og flink dreng og vi kom glimrende ud af det med hinanden med det samme. Sådan er det som regel med mig og børn, der er ældre end et år eller to. Før det hader de mig, efter det elsker de mig. Måske fordi jeg prøver at behandle dem så meget som en voksen, som jeg kan, mens jeg stadig er villig til at lave sjov.

Efter at have brugt en 3-4 timer på at slappe af og lege med Aidan og dyrene (Undtagen... etc) tog vi ud for at handle. Jeg ville gerne i en Target (en slags lavpris amerikansk pendant til Magasin). Tidligere på turen havde vores texanske venner meget generøst givet mig startpakken til at kortspil der hedder Cards Against Humanity, hvor det går ud på at lave mærkelige eller uartige sætninger med træk af kort, og nu ville jeg også gerne have nogle af udvidelserne, og jeg vidste de kunne fås i Target. Da Skye også havde nogle ting, hun skulle have derfra, læssede vi Aidan i bilen og kørte derned. Da vi var færdig med vores indkøb, besluttede jeg mig for, at jeg også gerne ville se hendes arbejde og møde hendes kolleger, da jeg havde hørt meget om det. Som sagt så gjort og vi kørte til den laser hår- og hudfjernelsesklinik hvor hun arbejder som administrator. På vejen underholdt jeg Aidan med at køre mærkelige veje, bare fordi jeg ville se, hvad man kunne finde. Han fandt stor moro i at det var noget voksne kunne gøre. Desværre vandt han også et 1 million dollar væddemål på, hvad der var inde i en baggård, og det lod han mig så høre for på hele resten af mit besøg, da jeg ikke lige havde rede penge på hånden. Skyes klinik blev beset og hendes kolleger truffet og hilst på, og så kørte vi hjem til huset igen hvor Aidan spillede noget computer mens Skye og jeg snakkede og underholdt husets diktatorer (Minus... jeg behøver vel slet ikke at sige det længere?)

Jeg var blevet inviteret på hjemmelavet middag (sikkert også for at de ikke skulle spilde flere penge på restaurant besøg, det var trods alt min ferie, ikke deres, selvom Skye faktisk havde taget fri i den uge for at bruge tiden sammen med mig) og det var nogle glimrende burgere vi fik da Michael kom hjem. Siden snakkede vi en times tid, og så kørte jeg hjem for at slappe af før tirsdagens program. Alt i alt en meget fredelig og afslappende dag, men dem skal der vel også være plads til på en ferie. Selv på et roadtrip.

Dag 6 i Lexington: Skræk og rædsel i Ohio.

Omkring Dayton i Ohio bor en sød pige ved navn Shannon. Hun har en youtube kanal med interessante historier om spøgelser eller andre uforklarlige eller overnaturlige hændelser (https://www.youtube.com/channel/UCDfvrYLqc9qLcKDQuNm3lnw), og hun er en, som Skye kender løst men som jeg er blevet meget gode venner med gennem årene ligesom A fra kreationist museet. Da jeg tidligere havde opdaget, hun faktisk befandt sig kun omkring 2 timers kørsel nord for Lexington, var det blevet besluttet, at vi ville op og mødes med hende og hendes mand. Shannon lider af Charcot-Marie-Tooth syndrom, en nerve sygdom der ødelægger hendes muskelvæv og giver problemer med følesansen i diverse krops dele så hun er i en kørestol og derfor noget begrænset i sin færden. Vi havde derfor besluttet os for at mødes på en restaurant til frokost og snakke et par timer der, så jeg stod relativt tidligt op denne dag og kørte ud for at hente Skye.

Efter den traditionelle underkastelse for Lexington’s dyriske tyranner (undtagen...[se venligst tidligere paranteser om dette emne]) tog vi af sted for ikke at blive fanget i middagstraffik omkring Cincinatti som vi skulle igennem på vejen. Turen nordpå gik også let, og vi slap da også igennem Cincinatti så nemt, som man kunne have håbet, men vi brugte alligevel lidt ekstra tid i byen for at tage nogle billeder af den meget smukke skyline. Så vi var ikke langt forud for tidsplanen, da vi med omkring 30 minutters kørsel tilbage løb ind i vejarbejde. MEGET vejarbejde. Trafikken endte med at blive så tæt at man følte sig hensat til en fredag i Connecticut i 2014. Mere om det i En helt igennem møgdag fra 2014. Heldigvis var vejarbejdet ikke så langstrakt, som vi nu og da har oplevet i USA, og allerede efter ca. 20 kilometer begyndte trafikken at løse sig op igen. På det tidspunkt havde vi dog mistet næsten 45 minutter og var nu godt bagefter planen, og værre var at min blære var begyndt at gøre oprør, men alle afkørsler havde været lukket under vejarbejdspassagen.

Shannon og Tim

Heldigvis så vi snart en mulighed for at komme af motorvejen, og fik, med lidt hjælp fra vores GPS, fundet en tankstation nogle hundrede meter derfra. Det viste sig, at de kun havde et toilet i en bagbygning, så jeg fik nøglen dertil og løb derud. Der var det så lige før, at jeg måtte flygte i rædsel. Vi har set mange toiletter i vores tid I USA og andre steder, og rengørings kvaliteten har ikke altid været den bedste. Jeg har også brugt offentlige aftrædelsesmuligheder på togbanegårde og andet, men det her var første gang jeg faktisk formentligt blegnede af skræk. Jeg ved ikke hvem eller måske snarere HVAD, der havde været derude før mig... men hvad personen eller væsenet havde lavet der, går på den anden side af uhumsk direkte over i overtrædelser af menneskerettighedskonventionerne. Ikke desto mindre var min blære så anstrengt at jeg ikke turde køre videre af risiko for ikke at kunne holde mig, så jeg lukkede øjnene, holdt mig for næsen og gjorde hvad jeg måtte gøre, mens jeg takkede Gud for at mænd kan gøre den del stående. Derefter flygtede jeg ud til bilen hvor Skye, formentligt på det jagede udtryk i mine øjne, kunne se, at jeg havde oplevet skræk og rædsel på den anden side af hvad et menneske formår at udholde, så naturligvis grinte hun hjerteløst af mig, da jeg søgte medlidenhed. På trods af denne skrækindjagende oplevelse gik resten af turen til restauranten nemt og simpelt og på trods af at vi endte op med at være næsten en time bagud for planen, viste det sig at Shannon og hendes mand var blevet fanget i deres eget trafikkaos, så vi var faktisk de første der dukkede op alligevel. Så snart vi alle var samlet, fik vi bestilt noget mad, og så sludrede vi i en 2-3 timer. Eller rettere Shannon og jeg sludrede, som om vi havde kendt hinanden hele livet. Vi forsøgte at inddrage både Skye og George i samtalen, men da begge to er noget generte og tilbageholdende (hvad Shannon og jeg nok ikke kan kaldes), var det begrænset, hvor meget de fik deltaget i konversationen, men jeg håber da at de hyggede sig alligevel. Da klokken var begyndt at gå mod 4, skulle Shannon og George til at lave et eller andet og Skye ville gerne så småt hjemad for dyrenes skyld og for at begynde på maden før Michael kom hjem. Så vi sagde mange gange farvel med løfte om at mødes igen engang, hvilket jeg håber meget kan ske før, snarere end senere, og så satte vi turen hjemad.

På trods af frygten for om turen hjem skulle blive ligeså slem som turen ud, viste det sig at al vejarbejdet var fokuseret på det nordgående spor, så vi kom tilbage til Lexington mere end en time hurtigere and vi kom ud. Ligesom i går var jeg blevet inviteret til at spise med hjemme hos Skye, især da det også var sidste dag, inden jeg skulle forlade området og køre syd på. Så jeg underholdt diktatorerne mens Skye kokkererede, og så skete turens mirakel. Winston kom ud fra under sengen og observerede. Han kom ikke tæt på mig, og hvis jeg rørte mig for meget, trak han sig midlertidigt tilbage til sit fort, men resten af aftenen var han faktisk i samme rum som mig. Et ægte Juli mirakel.
Maden var pasta med kødsovs og smagte glimrende, og at have spist sludrede vi så yderligere et par timer, før jeg med stærkt vemod sagde farvel til såvel Skye som mine animalske venner og vendte tilbage til hotellet, da jeg trods alt skulle noget tidligt op næste morgen for turen syd på. Alt i alt havde det været en fantastisk uge, og jeg glæder mig meget til at vende tilbage, selvom jeg det foreløbigt kun er planlagt til at blive en enkelt aften næste sommer. Et stop på vejen tilbage til hotellet hos Walmart for at få købt noget frugt og en pose chips blev det til, og så var der afslapning i 2 timer før jeg pakkede min kuffert, så meget jeg kunne, og gik i seng.