Udflugt til Tennessee

Første morgen i The Old Ferguson Home i Ferguson! Og den første udfordring - jeg skulle have morgenmad! Ferguson ligger langt ude på landet, med 22 km til den nærmeste by - og dermed den nærmeste restaurant. Der ligger godt nok et lille sted i Ferguson, som serverer gode burgere og som er specialister i livermush, men ingen af delene tiltalte mig som morgenmad. Til gengæld sad der på en opslagstavle i entreen en anbefaling af en restaurant i Wilkesboro, som skulle servere god morgenmad, så den besluttede jeg mig for at hjemsøge. Det er ikke fordi turen tager lang tid, 20 minutter, men jeg skulle lige først have fjernet kæden til museet og sat den på igen, da jeg var kørt ud - vi skal jo ikke have ubudne gæster, så alt i alt tog det vel en halv times tid, før jeg havde fundet en parkeringsplads i byen og spadseret til restauranten, The 50s, kun for at opdage, at den ikke havde åben om søndagen! Så ingen morgenmad der, og sådan en søndag morgen, var der heller ikke lige andre steder, der havde åben. Jeg besluttede derfor at opsøge det nærmeste Walmart og købe noget brød, pålæg osv, og nok til de næste dage, så jeg ikke behøvede at tænke på morgenmad mere i de dage, jeg skulle bo i huset. Næste gang, jeg kommer på de kanter (april 20), vil jeg dog afprøve stedet for at se om anbefalingen holder. Efter at have handlet benyttede jeg lejligheden, da jeg nu var et sted med telefondækning, til at få ringet hjem til familien.

Den overdækkede bro over Doe River i Elizabethton, Tennessee

Derpå startede jeg dagens udflugt, som i første omgang skulle gå til Boone, hvilket er lige ud af landevejen i bogstavelig forstand, når man er ved Walmart i Wilkesboro. 32 miles eller ca. 51 km mod vest ad US Highway 421, så er man der; en strækning, jeg har kørt mange gange. Jeg har også kørt gennem Boone mange gange, men havde ikke gjort ophold der siden 2002, og det ville jeg nu råde bod på. Sådan skulle det imidlertid ikke gå, for da jeg kom til byen, var alle parkeringspladser, såvel i hovedgaden som i de nærmeste (og ikke så nærmeste) sidegader optaget, så andre mig havde besluttet sig for at besøge byen. I stedet fortsatte jeg videre ad 421 ind i Tennessee via Trade til Mountain City, hvor jeg også har en mordgåde, som jeg interesserer mig for, og som jeg måske skriver en roman om engang - måske. Der er nu ikke meget at se fra dengang mordet fandt sted i 1903. Den lille bebyggelse, Sawmill Creek, hvor mordet fandt sted, er forsvundet, opslugt af selve Mountain City, og det eneste, man finder er et par kirker, og de er af nyere dato. I stedet satte jeg kursen videre ind i Tennessee mod Elizabethton, som jeg besøgte i 2015. Dengang havde jeg besøgt Sycamore Shoals State Historic Park lige uden for byen, og det ville jeg nu gentage. Undervejs gjorde jeg et kort stop uden for den lille bebyggelse Pandora for at tage et par billeder af Doe Creek, hvor Tom Dooley blev arresteret i sin tid (juli 1866).

Jeg parkerede bilen uden for parken, og gik inden for i informationscenteret, hvor jeg så om der var bøger, jeg ikke kunne undvære, men da det viste sig ikke at være tilfældet, gik jeg ud i parken og så på den kopi af Fort Watauga, som er opført på stedet. Fortet blev opført i forbindelse med Chickamaugakrigene i 1776, og det kunne jeg fortælle en længere historie om, men det har jeg faktisk allerede gjort i artiklen Cherokee'ernes krige mod de hvide, 2. del, så det vil jeg ikke gentage her. Da jeg havde set på fortet gik jeg ned til floden for at se på de strømfald, der har givet stedet navn. Derefter besluttede jeg mig for at gå en motionstur, når jeg nu alligevel var i gang, men det blev kun til omkring 4 km, for det var stadig både varmt og meget fugtigt. På vej ud af parken kom jeg igen gennem informationscentret med tilhørende butik, og så købte jeg alligevel et par bøger om cherokee'erne, som jo også er en af mine store interesser. Derefter kørte jeg ned til det historiske downtown i Elizabethton, som jeg ikke havde besøgt før. Det viste sig at være et ganske nydeligt område med en hyggelig "hovedgade", og de havde sågar en overdækket bro over Doe River, så den måtte jeg selvfølgelig krydse. Også amtets fængsel lå i eller rettere lige uden for downtown, så det blev også foreviget.

Aftenudsigt fra Whippoorwill Academy mod vest; så bliver det ikke meget mere landligt!

Derefter satte jeg kursen tilbage mod Boone med et par ophold undervejs for at fotografere Watauga Lake og nogle sommerfugle, som jeg mødte der. Lige efter statsgrænsen til North Carolina gjorde jeg et ophold i Zionville, for at besøge den lokale kirkegård. Her ville jeg finde en gravsten over Oberstløjtnant James W. Grayson, den mand, der i sin tid arresterede Tom Dooley. Efter lidt gåen frem og tilbage på kirkegården fandt jeg da også stenen, i den sidste række jeg gik gennem, og den der var tættest på bilen, ak ja. Så fortsatte jeg tilbage mod Boone, da jeg havde fået den gode idé, at nu, hvor det var hen på eftermiddagen, ville der nok være ledige pladser. Det viste sig da også at være tilfældet, men netop som jeg nåede bygrænsen, kom der et gevaldigt skybrud, og det ville jeg alligevel ikke ud i uden overtøj, som lå hjemme i huset; det havde jo været 30 grader allerede, da jeg kørte hjemmefra om morgenen, så jeg fortsatte gennem byen. Da jeg var kommet lidt uden for byen, holdt det op med at regne, så jeg vendte om og kørte tilbage, kun for at konstatere at da jeg nåede bygrænsen igen, styrtede det ned.  Jeg blev enig med mig selv, at vejrguderne ikke mente, at jeg skulle se Boone den dag.

I stedet satte jeg kursen mod Lenoir, hvor jeg ville finde et sted at spise aftensmad. Bortset fra et stykke sandwichbrød om morgenen og et par nektariner, havde jeg ikke spist hele dagen, så jeg var ved at blive ret sulten. Det blev endnu engang til Ruby Tuesday, og jeg havde netop bestilt og fået serveret min mad, da min telefon klemtede. Det var en telefonbesked fra Margaret Martine, som jeg så ringede til. Margaret spurgte om, hvor jeg var og om jeg ikke ville komme ud til dem og spise aftensmad og så svømme i deres pool, men jeg måtte så forklare, at jeg allerede havde bestilt og fået leveret - selvom jeg faktisk hellere ville have spist hjemmelavet hos Margaret og Dick. Vi blev så i stedet enige om at mødes dagen efter et sted i Lenoir, hvor Margaret skulle undervise, og så kunne vi spise der, men sådan skulle det ikke gå, hvilket jeg vender tilbage til i en senere artikel. Efter at have spist kørte jeg tilbage til huset i Ferguson, med et stop undervejs på en tankstation for at fylde benzin på bilen, så jeg var klar til næste dags udflugt, hvor den så end ville føre mig hen. Hjemme i huset benyttede jeg mig af lejligheden til at få vasket noget tøj, så jeg ikke skulle vaske mere på turen.

Da tøjet var komme i tørretumbleren gik jeg op til museet og slog mig ned på verandaen uden for Matt's Store med en kop kaffe og min tablet, og der sad jeg så og nød sommeraftenen, cikadesang, køernes brølen og et enkelt skrydende æsel, mens jeg så på ildfluerne, der fløj rundt omkring mig. Efter en times tid gik jeg tilbage til huset og tog tøjet ud af tumbleren og fik det lagt sammen. Inden jeg gik tilbage, nåede jeg lige at sige hej til stedets to løse hunde, Brownie og Socks, som går frit omkring og selv finder et sted at overnatte, ofte i en åben lade. De har oprindeligt tilhørt Edith Carter, og nu bor de altså fortsat på stedet, hvor hun boede indtil sin død i 2014. Margaret, Dick eller en anden, kommer og giver dem mad hver dag, så de løber ikke alt for langt væk. De er utroligt søde og kælne og jeg hørte dem aldrig gø, mens jeg var der.

Endnu en forholdsvis lang køredag, når man tænker på at jeg er i øststaterne, hvor afstandene ikke er store. Alligevel var det blevet til 430 km.