Genforening

De skulle vise sig, at med den glemte isboks dagen før, skulle de næste par dage komme til at stå i glemsomhedens tegn.

Besøg hos en samler

Så var det blevet tid til at forlade Ferguson. Da jeg allerede havde pakket det meste dagen før, var det faktisk kun mine toiletsager, jeg manglede og det var hurtigt gjort. Endnu engang lavede jeg morgenmad, dvs. kaffe og en af de boller, jeg havde købt i Walmart, som jeg varmede på brødristeren. For sidste gang gik jeg så op og slog mig ned på terrassen uden for Matt's Store for at nyde den smukke morgen, mens jeg tjekkede på internettet om verden var væltet - det var den ikke. Jeg sad en times tid på terrassen inden jeg gik ned til huset og bar den sidste kuffert ud i bilen, låste døren og tog af sted. I første omgang kørte jeg bare lidt rundt i området, for lige som at "sige farvel" til Ferguson og Dooley land. Jeg endte på Grandin Road og den tog jeg mod syd til North Carolina Route 18, som jeg så tog i retning  mod Wilkesboro - dog ikke ret langt, for da jeg kom til den lille vej Beaver Creek Road kørte jeg igen nord på. Planen var, at jeg ville se om Zelotese Walsh, som netop bor på Beaver Creek Road, var hjemme, men det var han ikke. Den 95-årige herre var nok ude at føjte! I stedet kørte jeg tilbage til NC 268, hvor jeg kom fra, og tog denne til Wilkesboro. Her opsøgte jeg benzintanken, hvor jeg mente at have glemt min isboks dagen før, og det viste sig at jeg dels havde ret, og at de dels havde gemt den til mig. Således forenet med såvel boks, som de kolde vand i den, kunne jeg fortsætte min færd.

Vægmaleri i Statesville.

Jeg fortsatte ad US 421 til det fælles visitor center for Western North Carolina, som ligger lidt uden for Wilkesboro. Her vidste jeg fra tidligere, at der var en god telefonforbindelse, så jeg benyttede mig af muligheden for at ringe hjem, og jeg fik også kommunikeret lidt på SMS med Tim, som jo var på vej nord på fra Florida. Vi skulle mødes igen dagen efter. Da det var i alt for god tid at komme til Winston-Salem, hvor jeg i øvrigt ikke havde noget hotel, måtte jeg finde  på noget andet. Da jeg bestilte opholdene hjemmefra havde jeg regnet forkert, så jeg enten havde bestilt en dag for lidt i Ferguson eller i Winston-Salem, hvor vi først havde indkvartering fra næste dag, men da Winston er en forholdsvis stor by med over 200.000 indbyggere, mente jeg ikke at det ville blive et problem at finde et sted at bo. Men det var altså stadig alt for tidligt, kun omkring 10.30 og normalt kan man ikke få værelser før efter 15.00. Så i stedet gik jeg en tur ved Visitor Centeret, hvor der er en udmærket spadseresti rundt i området, med fine skilte, der fortæller om naturen, og hvad man kan se. Den tog jeg så to gange, inden jeg fortsatte.

Efter lidt køren omkring på små veje, hvor jeg bare nød landskabet, med lave bjerge dækket af lavthængende skyer - det var nu begyndt at småregne, men det holdt hurtigt om igen - satte jeg kursen mod Statesville. Her var der endnu et restaureret reklamevægmaleri, som jeg gerne ville se (se tidligere artikler). I dette tilfælde en reklame for Coca Cola, hvor firmaet selv betaler dele af restaureringen, så de er sikker på, at man bruger den rigtige røde farve. Da jeg havde set og fotograferet reklamen, ville jeg se om Steve Hill var kommet tilbage fra sin tur til stranden med børnebørnene, så jeg kørte ned til Statesville Historic Collection. Det viste sig, at han var kommet tilbage, så jeg kunne forære ham den bog, jeg havde taget med til ham, og så sludrede vi hyggeligt i omkring 2½ time. Til sidst sagde jeg dog farvel og satte kursen mod Winston-Salem. I første omgang kørte jeg ud for at finde lufthavnen, hvor jeg dagen efter skulle hente Tim, når han afleverede sin udlejningsbil. Det viste sig at den vej, jeg kom ad betød at jeg skulle ad mindre villaveje, hvor jeg troede at jeg var kørt forkert, for der var ikke mange tegn på, at der lå en lufthavn i nærheden. Men det var der. Den var godt nok ikke ret stor; en enkelt terminalbygning med kontroltårnet placeret ovenpå. Men nu vidste jeg altså hvor den var, og da der kun var en lille parkeringsplads lige uden for bygningen, var jeg sikker på at Tim og jeg ikke kunne gå fejl af hinanden.

Jeg fandt et hotel i udkanten af byen, et Comfort Suite, som er en udmærket kæde vi flere gange har benyttet os af, og hotellet lå lige ved et butikscenter, Hanes Mall, hvor der også var flere restauranter, som der ofte er ved motorvejsfrakørsler. Efter at være blevet indkvarteret og have slappet af en times tid, gik jeg ud for at få aftensmad. Da jeg ikke gad at køre, gik jeg bare til det nærmeste sted, som viste sig at være et Outback Steakhouse, som er i den lidt dyre ende af full-service kæderestauranterne. Men maden var god. Resten af aftenen slappede jeg af på værelset med min tablet og det sidste af min bog.

Glemmer du...

Efter morgenmad på hotellet, skulle jeg fordrive tiden indtil jeg skulle hente Tim i lufthavnen om eftermiddagen mellem 13 og 14, så efter at have tjekket ud, satte jeg kursen vest på. Jeg havde ikke noget egentligt mål, men da jeg aldrig havde besøgt Mocksville, som er amtssæde i Davie County, som grænser op til Forsythe County i øst og Iredell County i vest, tænkte jeg at det kunne jeg så gøre ved den lejlighed.  Fra hotellet var der knap 40 km ad I-40 og NC 158 til Mocksville. Da byen var nærmest mennesketom, fandt jeg nemt et sted at parkere og så gik jeg lidt omkring. Jeg havde valgt at parkere lige ved domhuset, og på den anden side af gaden lå amtets administrationsbygning. Jeg spadserede lidt omkring i byen og så blandt andet rådhuset (udefra) foruden altså domhus og et monument over de faldne i adskillige krige. Sådanne monumenter er der stort set i alle byer eller i hvert fald i alle amtssæder i det vestlige North Carolina. Jeg så også byens vandtårn, som sjovt nok lå for enden af Water Street. Undervejs lagde jeg mærke til, at der var mange advokatkontorer i området. Faktisk har jeg aldrig set så mange advokatkontorer samlet på et sted. Jeg er ikke sikker på, at jeg fik talt dem alle med, men jeg talte 22 inden for en afstand af ca. 150 m fra domhuset. Da jeg ikke orkede flere advokater, gik jeg tilbage til bilen. Der var stadig længe til at jeg skulle hente Tim, så jeg måtte finde på noget andet at få tiden til at gå med. Jeg studerede derfor kortet og opdagede, at hvis jeg kørte tilbage mod Winston-Salem ville jeg komme i nærheden af en park, som lå lige ved bredden af Yadkin River. Tanglewood Park var navnet, og den kunne jeg jo prøve at besøge. Som tænkt så gjort. Jeg kørte tilbage mod byen og ud mod den pågældende park. Det viste sig at være et ganske hyggeligt sted, med ridebane, golfbane, tennisbaner, swimmingpool mm, foruden en afmærket gang- og løbesti på omkring 4 km, så den besluttede jeg mig for at tage (i gang altså, ikke i løb), selv om temperaturen var kommet noget op, men heldigvis foregik det meste i skyggen af træer. Da jeg kom tilbage til bilen, kørte jeg så tur ad parkens køreveje inden jeg forlod denne igen.

Tim med Flamingohat ved Pilot Mountain.

Da jeg forlod parken kørte jeg ikke tilbage til motorvejen i første omgang, men tog mindre veje for at se noget nyt og ved en tankstation gjorde jeg holdt for at få en kop kaffe. Lige inden jeg forlod parken fik jeg en besked fra Tim om at han regnede med at være i lufthavnen omkring 12.20, så jeg satte kursen mod Smith-Reynolds Airport. Mange ting i Winston-Salem hedder noget med Reynolds, som er navnet på en af byens største virksomheder, R. J. Reynolds Tobacco, som blandt andet fremstiller Camel og Pall Mall cigaretter og Winston-Salem er da også kendt som Camel City! Faktisk er der tale om USA's næststørste tobaksfirma, men det er en helt anden historie. Jeg nåede lufthavnen lidt i 12 og så var det bare at vente på Tim. Da han kom flyttede vi hans kufferter over i min - nu igen vores fælles - bil, og så gik Tim ind for at fortælle, at han nu havde afleveret bilen. Imidlertid var klokken kun omkring 13.00, og jeg havde aftalt med damen på Zevely Inn, at vi ville være der omkring kl. 16, så jeg foreslog Tim, at vi skulle køre op og se Pilot Mountain, et meget markant bjerg nord for Winston-Salem, som han aldrig havde set, og det ville han gerne. Da vi kom derop opdagede Tim, at han havde glemt sin hat i den bil, han lige havde afleveret. Da det imidlertid var varmt og solen skinnede, var han nødt til at have noget på hovedet, så han iførte sig en flamingohat - jo den er god nok, som kunne dække af for solen, men han var et ømt syn.

Vi beundrede udsigten ud over Yadkin Valley og altså også det spændende bjerg, og så satte vi igen kursen mod Winston eller rettere byens lufthavn, hvor Tim ville hente sin hat. Da vi kom derud viste det sig imidlertid at bilen var væk, og den unge mand, der passede udlejningen, kunne oplyse, at den var kørt til Raleigh, og at han ikke havde set nogen hat. Tim mente, at den måtte være gledet ind under sædet, men vi orkede ikke at køre til statshovedstaden, så han så aldrig sin hat igen. Vi satte så kursen mod kroen, og selv om vi var der allerede før 15, var vores værelse klar. Faktisk fik vi ikke det værelse, vi havde bestilt med to senge, for damen mente, at det ville være bedre, hvis vi fik hendes suite med to soveværelser, to badeværelser og en dagligstue - uden ekstrabetaling for opgraderingen, så det tog vi imod. Når man tjekker ind på et hotel eller B&B, vil de gerne lige se end kreditkort, og da jeg skulle fremvise det, viste det sig, at det var væk. Jeg kom i tanke om, at da jeg havde betalt på restauranten dagen før, måtte jeg have glemt det der, da det var den eneste gang, jeg havde haft det fremme. Damen på Zevely Inn var dog meget hjælpsom, og fandt et telefonnummer til restauranten, og ringede op for mig, og jeg fik talt med en manager, som kunne fortælle mig, at de havde fundet kortet. På det tidspunkt kom jeg i tanke om, at jeg nok aldrig havde fået det tilbage efter at have betalt. Vi havde besluttet at vi ville spise på en anden restaurant i samme område, men da klokken kun var 15, var det lige tidligt nok, så i stedet gik vi en tur rundt i Old Salem Historic District, hvor kroen ligger, og så på de gamle herrnhutiske bygninger og ikke mindst på deres kirkegård, God's Acre eller Guds Ager, som de kalder den - faktisk en af verdens største af slagsen. Omkring kl. 16.30 gik vi tilbage til vores B&B, som Zevely Inn rettelig er, og slappede af en times tid. Derefter satte vi kursen mod Outback Steakhouse, hvor jeg fik udleveret mit kort. Så fandt vi den Golden Corral, en buffet restaurant, som vi havde bestemt os for at spise på. Maden her var lige så god som den Golden Corral vi tidligere havde spist på i Florida (i 2018), og da vi ikke kunne rumme mere, kørte vi tilbage til kroen og slappede af resten af aftenen. Her ville jeg vise Tim min Bigfoot T-shirt, kun for at opdage, at den ikke var i nogen af mine kufferter, så jeg måtte have glemt den i huset i Ferguson. Så en dag, der til overflod stod i glemsomhedens tegn!