Middag for syv

Feriens førte rigtige dag, der ikke bare var transport. Efter morgenmaden (kun mig, Tim sprang over), hvor jeg sludrede med et andet par, der også boede (sjovt nok) hos Granny Lou, var Tim blevet klar, og så tog vi af sted. Vi kørte dog kun nogle få hundrede meter ned ad vejen til Fort Inglish, et lokalt fort fra slutningen af 1830'erne, opført til forsvar mod indianere, men det viste sig, at fortet var lukket, og kun havde åbent mellem 11 og 15, og på dette tidspunkt var den kun knap 9.

Skulle det være en plæneklipper. Bonham Trade Days.

Lige ved siden af fortet var der imidlertid gang i noget, som mest af alt lignede en slags udvidet loppemarked. Det valgte vi så at besøge, og vi gik rundt og så på mange forskellige "stande", hvor der blev solgt alt fra græsslåmaskiner over madrasser til kohorn og antikviteter; noget brugt, andet fabriksnyt. Desuden flere husdyr, så som høns, kaniner, grise og hunde; nogle af disse i bure, der efter min mening, var alt for små, men ikke alle behandler deres husdyr pænt, og slet ikke, hvis de skal sælges. Der var sikkert også andre dyr, men disse var dem, vi så. Vi fandt ud af, at der var tale om Bonham Trade Days, et marked som fandt sted over en hel uge en gang om måneden i hvert fald i sommerhalvåret, hvor folk fra by og omegn kom for at sælge, hvad de nu havde, som de ville afsætte. Undervejs fik vi sludret med forskellige mennesker. Mens vi stod og beundrede et kranium med horn fra en Texas langhornsko, faldt vi i snak med en mand, som vi fortalte om vores forgæves jagt på disse dyr ved tidligere besøg. Han kunne så fortælle, at hvis vi kørte nordøst på fra byen, vidste han, at der var en farmer der, som havde sådanne dyr. Det gjorde vi nu ikke, da vi havde andet at foretage os.

Da vi ikke gad gå rundt mere på markedet, vendte vi tilbage til bilen og kørte ud til Shaggy. Hendes mand, Jay var på arbejde, men vi fik en hyggelig snak med hende og de to ældste børn (Brianna på 11 og ?? på 8). Den yngste var kun seks uger, så ham talte vi ikke meget med. Mens Shaggy lavede flødeboller, hentede Bri sit haglgevær, som hun med stolthed viste frem. Faktisk er det ikke hendes, men hendes fars, for man skal være 12 år, før man kan få våbentilladelse, så lige nu var det registret i hendes fars navn. Men hun kunne næsten ikke vente på, at det skulle blive hendes for alvor. Også Jays noget større haglgevær blev hentet frem, og så måtte Shaggy jo også hente sit håndvåben, en pistol. Jo, vi er i Texas her. Jeg tror ikke, der er mange texanere med respekt for sig selv, og slet ikke ude på landet, som ikke har våben, som deres kæreste eje. Senere kom Addie med sine to børn og sin mand, og så sludrede vi også med dem indtil de skulle hjem igen. Addies børn er kun henholdsvis 3 og 1, og hun venter nummer 3. Da de gik sludrede vi videre et stykke tid, inden vi kørte tilbage til vores B&B for at få ladet batterierne i såvel telefoner som os selv inden aftenens udskejelser.

På tilbagevejen passerede vi igen fortet, og da klokken ikke var blevet femten, var der stadig åbent, så vi gik inden for (det koster gratis), og blev vist rundt af en af de frivillige, der passer stedet. Ikke at der var meget at se, men vi fik også historien om fortet, og hvordan, man havde samlet ting fra tiden, som nu var udstillet i de få bygninger. Selve fortet var oprindeligt kun en palisade med et enkelt blokhus i det ene hjørne efter den tids skik. Omkring 16.30 kørte vi tilbage til Shaggys hus. Vi havde aftalt at vi skulle ud at spise (Tim og jeg havde inviteret), og de havde valgt en mexicansk restaurant i byen McKinney, der er en af de ydre forstæder til Dallas, knap 40 miles (60 km) sydvest for Bonham og nogenlunde det samme fra centrum af Dallas. Shaggy kørte selv og Tim og jeg fulgte efter, for vi skulle på vejen hente Addie, og hende vidste vi ikke på det tidspunkt, hvor boede, eftersom familien var flyttet fra det hus, de boede i ved vores besøg i 2018.

Middag på Jalapenos i McKinney, Texas. Fra venstre Addie, Maddy og Shaggy med Aiden og på "herresiden", undertegnede, Ronin og Skep. Tim tog billedet og er derfor ikke med.

Efter at have hentet Addie (i begge familier var ægtemændene sat til at passe børn), kørte vi så bagefter Shaggy, som jo kendte vejen til restauranten. Her havde Tim og "pigerne" aftalt, at yderlige nogle af deres Twitter-venner skulle støde til, Maddy, Ronin og Skep (de to sidste er herrer). Maden på Jalapenos, som restaurant hed, viste sig at være rigtig god, hvis man altså kan lide mexicansk mad, og servicen var også fin. Selskabet var hyggeligt, og vi sludrede og hyggede i omkring tre timer før vi brød op. På det tidspunkt var det blevet mørkt, og alle skulle køre omkring 40 miles hjem (de tre, som jeg havde mødt for første gang) til Dallas og Fort Worth og vi skulle tilbage, hvor vi kom fra. Tim og jeg, som havde inviteret Addie og Shaggi, og havde regnet med at deres mænd og børn også skulle med, valgte så at betale for alle. Ikke at det var dyrt, for det var det faktisk ikke. For syv mennesker med forret, hovedret og drikkevarer, blev det kun ca. 850 kr. inklusive drikkepenge. Vi tog afsked på parkeringspladsen - også med Addie og Shaggy, som skulle handle på vej tilbage, og derfor ville besøge et Target Supermarked, så Tim og jeg satte selv kursen hjemad.

Vi var tilbage på vores B&B omkring 22.30 og sagde lige hej til værterne inden vi gik op på værelserne, efter den korteste køredag endnu. Kun 135 km var det blevet til, 78 miles frem og tilbage til McKinney og så 6 miles i byen. Dagen før havde vi kørt over 700 km fra New Iberia til Bonham, og selv den første dag, hvor vi kørte fra lufthavnen til netop New Iberia, blev det til næsten 200. Der skulle dog komme længere køretur senere på ferien. Faktisk skulle der kun komme to, der blev kortere, og det var mens jeg var alene. Tims solokørsel kan jeg ikke fortælle om, for han aflæste ikke kilometerstanden hver dag, men jeg er ret sikker på, at han ikke kørte langture, mens han var i Florida, men kun på vej derned fra Kentucky.