Togtur

Så var det blevet tid til den første af de to dage, jeg skulle tilbringe med udgangspunkt i Cherokee, selv om det ikke var voldsomt meget, jeg skulle være i selve byen.

Efter morgenmaden, som blev indtaget forholdsvis tidligt på hotellet, kørte jeg direkte til Bryson City, hvor Great Smoy Mountains Railroad begynder (og slutter) sine ture. Fra Cherokee til Bryson City er der kun 10 miles, og da der ikke var meget trafik, tog det kun 20 minutter, selv om jeg holdt en pause for at tage et par billeder af de allestedsnærværende kudzuplanter. Det betød, at jeg allerede var ved parkeringspladsen omkring fem minutter over 9. Her parkerede jeg bilen, og betalte de 6 dollars, som blev opkrævet - en hel dollar mere end sidste år - hvor er verden dog på vej hen? Jeg gik med det samme over for at bytte min reservation til en kuvert med en billetter. Inden jeg bestilte, havde jeg overvejet, hvilken af de to ture, jeg skulle vælge. Den ene går til Dillsboro langs Tuckasegee River, og den havde jeg ikke prøvet før. Den anden går til Nantahala Gorge langs Nantahala River og Fontana Lake, og den tog jeg året før. Jeg havde imidlertid besluttet mig for at tage denne tur en gang til; mest fordi Tuckasegee turen inkluderer et halvanden time langt stop i Dillsboro, og så meget er der altså ikke at se i denne by, som jeg i øvrigt lige så godt kunne køre til selv. Er man til at gå i små forretninger, kan man nok få lidt tid til at gå, men det er altså ikke lige mig. Så derfor Nantahalaturen en gang til.

Klar til afgang fra Bryson City med Great Smoky Mountains Railroad

Da jeg var af sted i 2018 havde jeg booket plads på første klasse, hvilket var hyggeligt nok, men desværre var jeg blevet placeret ved et tomandsbord i den side af vognen, hvor der var mindst at se på. Denne gang havde jeg derfor booket plads i en såkaldt "open-air gondola". Her sidder man med front mod vognenes sider - altså sidelæns i kørselsretningen, der er ingen glas i vinduerne, og man bytter plads ved endestationen, så man får udsigt til begge sider i løbet af turen. Der var dog ikke mange, der blev siddende på deres plads, da vi alle rejste os, og vendte os om, hver gang der var noget i den modsatte side at se og fotografere. Der er to af denne type vogne i toget - en med nummererede pladser og en med såkaldt "free seating", hvor man altså sætter sig, hvor der nu er plads. Jeg havde valgt den første, som var lidt dyrere end den anden, men til gengæld var der en sandwich og fri kaffe/sodavand inkluderet foruden en mulepose og en termokrus. 

Guiden i denne vogn var Steve, og han startede med at fortælle, at det var ham, der oplærte alle de andre guider, så det han fortalte, var meget bedre, da det jo var ham, der fortalte de andre, hvad de skulle sige - og han fortalte dem ikke alt :-). Han var generelt meget underholdende hele vejen. Inden vi kørte advarede han os om, at omkring 50 % af det han sagde, ville være sandt. Vognen bag os, havde ingen døre, så de, der skulle i den vogn, skulle gennem vores. Det var fordi, det var den såkaldte "moonshine-vogn", hvor passagerne havde betalt for at smage "moonshine" undervejs. Moonshine var oprindeligt en betegnelse for ulovligt fremstillet whiskey, men nu fremstilles det lovligt (og der er vist stadig nogle mindre lovlige distillerier gemt i skovene), og det blev altså udskænket i næste vogn. Når der ikke var døre i - påstod Steve - var det fordi man ikke ville risikere at nogen stod af toget i farten, når de havde smagt på de våde varer. Når han guidede i denne vogn, var kun 10 % af det, han fortalte sandt, for ingen kunne alligevel huske noget, når turen var overstået. Da han kunne konstatere, at der kun var voksne i vognen, kunne han også tillade sig at fortælle "voksenvitser", men det gjorde han nu ikke. Det nærmeste, han kom, var da vi passerede et gammelt hus, som oprindeligt havde rummet amtets ældste bordel, komplet med røde lygter i vinduerne og mere til, fortalte han selvfølgelig det, og lidt om damernes arbejde, og tilføjede så, at da han på et tidspunkt i en anden vogn havde haft en flok børn med, havde han fortalt dem, at det var amtets ældste isbutik. I øvrigt var bordellet ikke længere i drift. Nåh jo, og så fortalte han, hvordan han på en tur et par dage tidligere havde oplevet noget interessant. Da toget kørte forbi en afsides beliggende vig på Fontana Lake, havde der været seks mennesker, tre af hvert køn, der dyrkede "naked paddling", altså de padlede rundt på nogle såkaldte paddle boards (en slags surfbrædder, hvor man står op og padler sig frem). Han mente at de troede at de havde fundet et isoleret sted, hvor de kunne være nøgne uden tilskuere, og ikke lige havde været klar over, at de ville blive passeret af et tog med 600 turister, der alle var bevæbnet med kameraer. Så det endte med, at de sprang i vandet, men ikke før at de fleste havde fået gode billeder.

Men ellers så vi de samme ting som året før (af ret gode grunde), men han fortalte faktisk også om andre ting, som guiden året før ikke havde fortalt. På et tidspunkt passerede vi en campingplads på den anden side af floden, og han fortalte, at hvor den nu lå, havde der ligget en af de forter/fangelejre, hvor medlemmer af cherokeestammen, blev holdt indespærret, inden de blev sendt ud på den vandring til Oklahoma, der senere blev kendt som Trail of Tears. Efterkommerne af de der overlevede, var de, som vi havde besøgt i Talequah, Oklahoma, nogle dage tidligere, se To dage til Kentucky. Der var kun fundamenterne tilbage, fortalte han, men alligevel besluttede jeg mig for, at jeg ville køre ud og se, hvad jeg kunne finde næste dag. Undervejs faldt jeg i snak med det par, der sad ved siden af mig, og det var som sædvanligt ganske hyggeligt. Han lignede en typisk engelsk major fra 2. Verdenskrig, men de var nu begge helt almindelige amerikanere. Ved "endestationen" som faktisk ligger ude i vildmarken og ikke er en station, byttede vi så plads med den person, der sad på den modsatte side, og så gik det tilbage mod Nantahala Outdoor Center, hvor der var en times pause. På vejen tilbage dertil, var der mulighed for (mod betaling) at smage noget af den moonshine, de altså fik serveret inde ved siden af, og jeg købte mig en glas "blåbær shine" formedelst 3 dollars, og den var ganske udmærket.

The Million Dollar View - her er hele togstammen med

Lige før vi nåede udendørscenteret, hvor der er mulighed for alskens aktiviteter, ikke mindst rafting og wildwater kajakroning, viste Steve os nogle huler i bjergsiden. I disse huler havde en gruppe af cherokee'er skjult sig i 1838 og på den måde undgået at komme med på Trail of Tears. En af hulerne, der er hellig for stammen og allerede var det længe før 1838, går hele vejen gennem bjerget. Hulerne er i virkeligheden  lavatunneller fra dengang bjergene var unge, men det er et par dage siden, da Appalacherne regnes for nogle af verdens ældste bjerge med omkring 480 millioner år på bagen. Mange år senere havde en mand ved navn Eric Rudolph også skjult sig i hulerne, da han var på flugt fra politiet. Rudolph var en højreorienteret "white supremacy" tilhænger, abortmodstander og terrorist, der dræbte 3 og sårede 150 ved et bombeangreb i Atlanta, Georgia under OL i 1996, Han mente, at OL var tilrettelagt som en socialistisk sammensværgelse, der var støttet af regeringen i Washington, og det brød han sig ikke om. Da man i 1998 identificerede ham som bombemanden, blev der udstedt en arrestordre, og han kom på listen over FBI's Most Wanted. Det lykkedes imidlertid for ham at flygte, og han vendte hjem til Nantahala området i North Carolina, hvor han var vokset op. Det lykkedes for ham at holde sig skjult i fem år, hvoraf størstedelen af tiden blev tilbragt i de omtalte huler. Undervejs fik han hjælp af sin familie, som nægtede at tro på, at han var skyldig. I 2003 blev han anholdt af en helt nyansat betjent, der ikke anede hvem han var, da han (Rudolph, ikke betjenten) gennemrodede en container bag et supermarked i byen Murphy, som jeg besøgte i 2017. Først da han fik taget fingeraftryk på politistationen, blev det afsløret, hvem han var. Da han var medlem af forskellige højreorienterede grupperinger, som mente at han havde gjort det helt rigtige, blev betjenten som havde arresteret ham udsat for adskillige trusler, og han blev flyttet til et andet sted i landet, hvor han i dag lever under vidnebeskyttelse. I stedet for den udlovede dusør, får han sin løn som betjent resten af livet. Hele denne historie kunne Steve fortælle, fordi han havde kendt betjenten inden denne gik under jorden, og derfor måtte afbryde al kontakt med venner og bekendte.

Da turen var forbi og vi kom tilbage til Bryson City, besøgte jeg togmuseet ved stationen (entreen var inkluderet i togbilletten), som jeg ikke havde haft tid til at besøge året før, fordi jeg havde haft travlt med at komme nord på. Jeg fik også set, hvordan man kan vende det 160 ton tunge lokomotiv med håndkraft. Faktisk kan to mand gøre det, men her fik publikum lov til at hjælpe og derfor var der, ud over de to togfolk, tre deltagere i hver ende af drejeskiven. Efter denne oplevelse kørte jeg tilbage til Cherokee, hvor jeg var omkring 16.30. Jeg slappede af en times tid og så gik jeg ud på turens første spadseretur. I første omgang blev det til ca. 6,5 km og senere yderligere 1,5 så jeg kom op på otte i alt. Efter gåturen indtog jeg middagen på Paul's Family Restaurant, som ikke ligger langt fra hotellet, hvor jeg har spist ved flere lejligheder. Her var der, som sædvanligt, problemer med personalet - eller rettere, der var sygdom eller andet fravær, så man blev advaret om, at der kunne være lang ventetid (sådan har det været de seneste to gange). De kom jeg dog ikke til at mærke noget til, for ikke så snart at jeg var kommet indenfor, fik jeg en plads, og jeg havde dårligt nået at sætte mig, før der kom en servitrice og spurgte om, hvad jeg ville drikke, og drikkevarerne kom med det samme. Heller ikke maden måtte jeg vente på, forretten (potatoskins med ost og bacon som forret) kom lynhurtigt, og inden jeg var færdig med at spise dem, kom hovedretten, som var en kronhjorteburger med tilbehør i form af pommes frites lavet af søde kartofler - bortset fra kartoffelskrællerne, et forholdsvis sundt måltid. Der er ikke meget fedt på kronhjorten, og søde kartofler er ikke kartofler med en rodfrugt, som jo er sunde. Efter maden gik jeg så tilbage til værelset, hvor jeg slappede af til det blev sengetid.